Da min far begyndte at græde, spurgte min storebror, om mor var død. Så løb jeg

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

Den aften blev hun båret sovende ind fra bilen og lagt i seng af sin far. De var lige kommet hjem til Esbjerg fra en skiferie i Italien. Marianne, hendes 10-årige storebror Lars, deres far og nogle familievenner. Uden deres mor, Henny.

Hun var syg, depressiv, og i perioder indlagt på en psykiatrisk afdeling.

Om morgenen blev Marianne Kruse, der dengang var otte år, vækket af sin far. “Du skal lige komme med ind på Lars’ værelse,” sagde han. De tre sad sammen i sengen, da Mariannes far begyndte at græde.

“Mor er død,” sagde Lars. Han vidste det allerede, selv om ingen havde sagt det endnu.

- For mig kom det som et kæmpe chok. Jeg havde slet ikke forstået, at det var der, vi var. Jeg var sikker på, at hun ville komme hjem igen, fortæller Marianne Kruse.

Hun løb direkte ud på badeværelset og begravede sit hoved i en bunke håndklæder. Som strudsen gør, når den bliver bange. Verden gik i stå, og hun mærkede følelsen af, at livet aldrig ville blive det samme igen.

Fra den dag stod Marianne i skyggen af sorgen.

Særligt farens sorg over morens død. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at gøre sin far glad igen og prøvede at passe på den forælder, hun havde tilbage.

Men de talte ikke rigtigt om det, der virkelig fyldte for Marianne, som savnede sin mor. Om sorgen eller om Hennys sygdom. Hverken derhjemme eller i skolen.

Marianne Kruse er et skyggebarn - et barn eller en ung, som har mistet en søskende eller en forælder, eller som står i skyggen af en fortælling om en familie, der har mistet.

I dag er hun voksen, 42 år, men sorgen bærer hun med sig gennem hele livet. Som et sår, der med tiden bliver et ar. Du slipper aldrig helt af med det, selvom det måske skifter form, forklarer hun.

- Hvis du har mistet et familiemedlem, vokser du ofte op i den familie, hvor alle andre ved, at der er nogen, der er gået bort, og det bliver en fortælling, som man ofte står i skyggen af. Du vokser op med fortællingen om, at du er anderledes, forklarer hun.

I 2024 blev Marianne Kruse direktør for organisationen Skyggebørn, som har sorggrupper for børn og unge, der har mistet nære familiemedlemmer eller som har livstruende sygdom tæt inde på livet. Hun er også frivillig gruppeleder hver uge for en børnegruppe i København.

Det er den slags sorggrupper, som hun ikke selv havde adgang til, da hun var barn. Men som hun uden tvivl havde haft gavn af, forklarer hun i dag.

- Det er lidt nemmere ikke at blive for tydelig omkring, hvor ked af det man selv er, for så trigger du heller ikke noget tristhed i andre, og så bliver livet nemmere. Men jeg ville ønske, at der var nogen, der havde kunnet pege mig i den retning. Så ville jeg måske kunne have sat ord på den følelse, der var i min krop.

I stedet glemte hun følelsen. Hun pakkede den væk, og så fortsatte livet.

I dagene efter morens død var Marianne og hendes storebror hjemme fra skole. De lyttede meget til Anne Linnets musik i barndomshjemmet på Skovstien i Esbjerg, og når Marianne hører musikken i dag, bliver hun sendt direkte tilbage til den uge.

En barnepige kom hjem til den lille familie på tre og hjalp med det praktiske. Der var mad på bordet og rent tøj i skufferne, men samtalerne om morens selvmord udeblev.

- Både min bror og jeg ville helst bare i skole. Og man ved også i dag, at man helst skal få den normale hverdag tilbage så hurtigt som muligt. Men vi gik hjemme, og jeg husker det som en meget trist og meget tung tid. Det var virkelig nogle lange dage.

De fik besøg af naboer og familie og mærkede omsorg og støtte. De snakkede også om moren, men de kom aldrig rigtig i dybden om savnet eller det, der ledte op til Hennys død.

Først måneder senere kom der en børnepsykolog forbi for at snakke med Marianne og hendes storebror. Lars havde ikke lyst til at se psykologen igen, sagde han. Og så ville Marianne heller ikke.

De udviklede aldrig et sprog for sorgen. Og netop derfor er det ordforråd, som børnene i Skyggebørn får i dag, uvurderligt, siger Marianne Kruse.

Hendes far gjorde, hvad han kunne. Hun havde en dejlig barndom med gode venner, sjove oplevelser og et trygt hjem. Men hun havde i perioder svært ved at koncentrere sig i skolen, hun var bange for at miste sin far, og så undgik hun så vidt muligt at svare på spørgsmål om sine forældre.

I lang tid fortalte hun, at hendes mor var død af kræft, fordi det føltes skamfuldt at indrømme, at Henny selv havde valgt livet fra.

I dag er Marianne sikker på, at det havde været godt for hende at være i et rum med andre børn, der også havde mistet, som hun kunne spejle sig i.

- Og så kunne jeg have brugt en voksen, der havde spurgt lidt mere ind til mig og til, hvad jeg havde brug for. Som også kunne tage en snak med min far og fortælle ham, hvordan jeg havde det.

- For hvis du ikke har et ordforråd for det, du mærker og det, du oplever i en sorg, så kan du jo heller ikke bede om den hjælp eller den omsorg, du har brug for.

Hun har altid haft følelsen af at være anderledes, altid følt sig ældre, end hun er. Måske fordi det meget tidligt blev meget alvorligt. På den måde blev hun hurtigt voksen.

Da hun startede på gymnasiet, bankede de svære følelser pludselig på. Dem, hun havde gemt væk længe. De viste sig i form af angst, for der var så meget, hun ikke havde bearbejdet. Hun sov ikke om natten og frygtede at blive syg som sin mor.

Først i løbet af 20’erne lærte hun at snakke om sorgen med hjælp fra en psykolog. Også med sin storebror og sin far.

I dag anbefaler hun alle, der er vidne til børn i sorg, at droppe de misforståede hensyn. Bare spørg.

- Man kan ikke blive mere ked af det. Så bare det, at der er nogen, der spørger, er faktisk rart. Og så kan det godt være, at man begynder at græde. Men i det mindste ved du, at der er en, der har øje på dig.

I 2022 mistede Marianne og Lars deres far, Henning, efter længere tids sygdom. Henny og Henning deler nu gravplads sammen i Esbjerg.