Brevkasse
25. november 2024

Mit barnebarn har taget en del på i vægt. Kan jeg tillade mig at sige noget?

"Det er ligesom kommet lidt snigende, og nu vil jeg sige, at hun nærmest er overvægtig." Læs brevet til Anna Mejlhede.
Af: Anna Mejlhede
anna_mejlhede

Foto: Betina Fleron

Kære Anna

Jeg har et dejligt barnebarn på 20 år, som på det seneste har taget meget på. Det er ligesom kommet lidt snigende, og nu vil jeg sige, at hun nærmest er overvægtig.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det skyldes, for som jeg ser det, lever hun stadig meget sundt – spiser sine forældres sunde, hjemmelavede mad, træner et par gange om ugen, cykler til sit arbejde osv.

Kan jeg tillade mig at ”sige noget”? Spørge ind? Hvis ja: Hvordan?

Kærlig hilsen en mormor, som virkelig bare vil sit elskede barnebarn det bedste

Kære mormor

Hvis nu du skrev, at dit barnebarn lod til ikke at trives, var det en ganske anden snak. Men dit barnebarn er jo en aktiv pige med mod på livet. En ung kvinde, som ikke tilbringer dagene henslængt i sofaen med chips og slik som værn mod verden udenfor. I så fald var der absolut grund til bekymring.

Det her med krop og vægt er meget komplekst. Sideløbende med at vi stadigvæk trækkes med urealistiske kropsidealer, er der heldigvis strømninger i tiden, der haler os i den anden retning. Efterhånden er der enighed om, at det er langt vigtigere at være sund end at have en vægt, der ligger inden for det, vi i gængs forstand kalder ”slank eller normal.”

Dit barnebarn er 20 år, og der sker en masse i en kvindekrop i den alder. Det sidste, hun har brug for lige nu, er at blive kommenteret på sit udseende. Jeg er slet ikke i tvivl om, at du mener det godt, når du føler, du bør sige noget. Men mit råd til dig er, at du skal lade være.

Prøv at læs bogen ”Tyk”. Den sætter spørgsmålstegn ved de kropsforestillinger, som vi har ligget under for i mange år. Skruer vi tiden længere tilbage, så har idealet jo ikke altid været den åleslanke krop – men derimod den med runde former.

Vis dit barnebarn din kærlighed ved at tale med hende om alt det, der optager hende.

Livet er smukt, og verden er mangfoldig. Det vil være så trist at drukne begejstringen over det hele ved konstant at stirre på badevægten.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også