
Mit vennepar gennem 20 år danner "fællesfront" mod mig - og det er så trættende

Foto: mew
Kære Anna
Mine bedste venner er et par, jeg har kendt i næsten 20 år. Vi er jævnligt sammen, og jeg holder meget af dem og synes selv, at jeg er god til at vise det. Problemet er bare, at jeg så tit føler mig mast af deres måde at danne sådan en slags ”fælles front” på. Især hvis der er noget, jeg gør forkert. For så er det hele tiden noget med, at ”VI synes altså,” ”VI har besluttet,” og så videre.
De er virkelig hurtigt ude med riven, hvis jeg f.eks. ikke spørger nok til, hvordan deres ferie er gået, eller hvis jeg glemmer at skrive tillykke med fødselsdagen enten til dem selv eller deres tre teenagebørn. Den er også helt gal, hvis ikke jeg får sagt hurtigt nok ”tak for sidst,” hvis jeg har været til middag hjemme hos dem. Eller hvis jeg først svarer to dage efter, at de har skrevet en sms til mig. I alle disse tilfælde bliver jeg kørt igennem ”VI synes”-maskinen. Og jeg kan nærmest ikke holde det ud længere.
Jeg har lyst til at sige til mine venner, at det er lidt svært at være ”mig” over for den fælles front, deres VI er gået hen og blevet. Men jeg ved bare at især min veninde, vil blive såret og sikkert også sur. Jamen, jeg er ikke sikker på, om der kommer noget konstruktivt ud af det simpelthen. Så hvad vil du råde mig til?
Med venlig hilsen
Veninden, som kun er et ”lille jeg.”

Kære veninde
Hvis du gerne vil fortsætte relationen til dine venner her, bliver du nødt til at gøre dem opmærksomme på, hvordan deres fremfærd påvirker dig. Jeg får helt ondt i maven af at læse de ting du skriver. Og hvis jeg skal tage bladet helt fra munden, så synes jeg ikke, at dine venner opfører sig særlig sympatisk. Gode venner skal man vel ikke konstant frygte at fornærme.
Måske har dine venner forvildet sig for langt ind i deres egen selvtilstrækkelighed? Derindefra kan det være grumme svært at høre andre såvel som at se dem. Det kan også være, at de har vænnet sig til, at du er en, de kan kommandere lidt rundt med. Men det stopper her!

Hvordan taler jeg med min mand om, at han lugter dårligt? Psykologen svarer
Hvis din veninde bliver ligeså fornærmet, som du frygter, når du taler med hende, så fortvivl ikke. Du skal ikke have ”venner” i dit liv, som hele tiden gør dig meget mindre, end du er. Et ”VI” taler bestemt ikke dobbelt så sandt, som et ”JEG”. Særligt ikke når dine venner bruger deres fællespronomen som skyts til at få deres vilje og holdninger trumfet lettere igennem.
Jo højere man råber sine egne budskaber ud over det hele, des mere kan det tyde på, at man gør det for at overdøve de sandheder, andre kun tør hviske …
Kærlig hilsen Anna

Jeg taber både min værdighed og kæbe i samme sekund, da hun nævner prisen
Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
