Vi er de sidste, der er tilbage. Men skal vi også slå hånden af vores søn?

Kære Anna

Min søn er ude i et misbrug, og vi kan ikke nå ind til ham.

Jeg sad forleden og så et indslag i Aftenshowet med en veltalende og tiltalende, ung mand, der fortalte om, hvordan han var kommet ud af sit alkoholmisbrug og havde fået genoprettet kontakten til den søster, der havde stillet ham stolen for døren.

Og jeg tænkte: ”Det er jo også os, vores familie, det indslag handler om”. Bortset fra at vores unge, veltalende og tiltalende mand stadig er i sit misbrug.

Min mand og jeg er så trætte og slidte, at jeg ikke ved, om vi kan blive ved med at holde til at støtte vores søn. Men kan vi blive nødt til at sige: ”Nok er nok. Vi HAR forsøgt”?

Det er hårdt. Han er trods alt vores søn, og vi elsker ham, og vi er de sidste, der ikke har slået hånden af ham.

Venlig hilsen den trætte og slidte

Kære trætte og slidte

Hvor er det en smertefuld situation, I alle sammen står i. Der er ikke noget at sige til, at du er slidt ned til sokkeholderne af bekymringer.

At være vidne til, at ens unge voksne mistrives i så alvorligt et omfang, som du her fortæller, er vanvittigt tungt at bære. Af samme grund kræver det flere hænder og arme, end man selv er i besiddelse af.

Som pårørende håber man ofte, at hvis bare man kan få misbrugeren til selv at se alvoren i øjnene, vil han også acceptere behovet for at gå i behandling. Men i de fleste tilfælde kommer dette ikke til at ske.

Når I ikke kan nå ind til jeres søn, er det med andre ord ikke jer, der er noget galt med. Misbrugere vil næsten altid benægte omfanget af deres misbrug og ikke mindst konsekvenserne af det.

Når det er sagt, så hold hinanden fast på, at jeres søn ikke gør det her imod sig selv og jer forældre med vilje. Han er syg og har brug for hjælp, også selv om han ikke selv kan se det.

Når jeg læser dit relativt korte hjertesuk her, kan jeg ikke helt gennemskue, hvilke tiltag I allerede har været omkring. For jeg vil kraftigt anbefale jer at søge kvalificeret og professionel hjælp til at få jeres søn vristet ud af sit misbrug. Nogle kommuner har særlige tilbud, også hvad angår støtte til forældrene, når det drejer sig om unge under 25 år.

Jeg er fuldt ud klar over, at det kan virke som en uoverskuelig og skamfuld tærskel at træde hen over. Men ved at bede om hjælp vil I også finde ud af, at I ikke står alene.

Heller ikke, når det handler om at finde en vej ud af misbruget for jeres søn. For den vej findes! Måske ligger der et glimt af håb i det?

At I fortsat støtter jeres søn, står slet ikke i modstrid til at stille krav til ham. Tværtimod. Det er min erfaring, at langt de fleste misbrugere først går ind i et behandlingsforløb, når de pårørende griber ind og stiller meget tydelige krav.

Af og til viser vi vores omsorg bedst ved at skubbe på, ruske nænsomt og purre op i fastlåste mønstre. Vores kærlige stædighed kan være lige præcis den modstand, der skal til, for at et menneske rykker sig og vælger livet til – og misbruget fra.

At sige ”nok er nok” er ikke ensbetydende med at kaste håndklædet i ringen og træde ud af kampen. Vis jeres søn, at I står ved hans side, også selv om I stiller klokkeklare krav om, at han skal i behandling.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: