Betina havde det ikke godt, men hun vidste ikke hvorfor. Så faldt brikkerne på plads

Der skulle gå 12 år med forkerte behandlinger, før Betina selv måtte opdage, at hun ikke “kun” var deprimeret. Hun var traumatiseret.

Af oplevelser i sin barndom, som ingen fortalte hende, at man kunne have senfølger af.

Hun kunne godt huske, hvad hun havde oplevet i sin barndom. Men hun var ikke klar over, at det var årsagen til den uro, hun havde levet med indeni altid.

At det seksuelle misbrug, hun oplevede som barn, havde sat sig i hende som et traume.

– Jeg har aldrig tænkt det som noget frygteligt. Det var jo noget, jeg havde lært at leve med. Jeg kunne ikke mærke mine følelser. Jeg vidste ikke rigtig, hvad følelser var. Så på den måde var det blevet “normalt” for mig, at jeg havde oplevet det, fortæller den i dag 40-årige Betina.

Hvad hun godt vidste var, at hun ikke havde det godt. At hun hele livet igennem havde døjet med en følelse af indre uro, utryghed og nervøsitet.

At begivenheder som at være gravid og få to børn begge gange gav hende mentale nedture. Hun forbandt det bare ikke med det, der var foregået i hendes barndom.

– At jeg gik med et traume fra min barndom, fandt jeg først ud af for knap fire år siden. Før det har jeg spildt så mange år på forkert behandling, som ikke hjalp mig, lyder det fra Betina.

– I juli for fire år siden var Betina og hendes mand tilfældigvis til et foredrag, hvor en psykolog og en ung mand holdt et oplæg om seksuelle overgreb.

– Psykologen forklarede i dybden, hvad der sker med ens hjerne, når man er udsat for den slags i barndommen og ikke får den rigtige hjælp, og der faldt for første gang i mit liv ro på mig. Det hele gav mening. Brikkerne i puslespillet passede pludselig.

– Det var virkelig syret. Min mand sad og græd ved siden af mig, fordi det også gav mening for ham, fortæller Betina, der efter foredraget måtte ind og tale med den unge mand. Det var som at møde sin egen historie.

Hvad er et traume

Betinas traume er et typisk traume. Lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet og medforfatter til bogen “Traume, hjerne og krop”, Karen-Inge Karstoft, er en af dem herhjemme, der ved mest om traumer – og hun kan godt forstå, at folk bliver forvirrede over den måde, udtrykket traumer bruges på i dag.

For nogen taler om at være traumatiserede af drilleri i skolen, andre har oplevet følelsesmæssig kulde, overgreb og vold. Yderligere andre krig. Så hvor slemt skal noget egentlig være, før at vi kan omtale det som et traume?

Ifølge Karen-Inge Karstoft er den kliniske definition på et traume en oplevelse, som medfører alvorlig skade på egen person eller trusler om det.

Det kan være begivenheder, som forårsager andres død eller trusler mod andres eller eget liv. Eller tilfælde, hvor der sker grov overskridelse af ens egne eller andres personlige grænser såvel fysisk som psykisk eller trusler om det.

Men her kommer så det tricky. For hvor reaktioner og symptomer forsvinder hos nogle efter en tid, varer de for andre ved og udvikler sig til den diagnose, som kan knytte sig til et traume, nemlig PTSD, altså posttraumatisk stressforstyrrelse.

– Skelnen er vigtig, fordi det er en meget alvorlig sag at lide af PTSD, lyder det fra Karen-Inge Karstoft. Hendes kollega autoriseret psykolog Signe Hegestand, der er specialiseret i arbejdet med mennesker, der er ramt af psykisk vold og dysfunktionelle relationer, er enig. Efter hendes mening sker der en generel psykologisering af vores sprog, hvor vi bruger alvorlige termer hverdagsagtigt.

– Det gør, at vi udvander og forvirrer begreberne. At noget har “traumatiseret” os, er et godt eksempel. Men her er man i hvert fald som fagperson nødt til at spørge ind til symptomerne og se på, om personen også fagligt set er traumatiseret, eller om der er tale om en voldsom oplevelse.

– Når diagnoser går fra navneord til tillægsord, kan det nogle gange være problematisk, lyder det fra Signe Hegestand.

Store T og lille t

Faktisk er hele måden at opfatte traumer på også under forvandling.

I “gamle dage” var et traume psykologisk set karakteriseret ved, at der skulle være “intens frygt, hjælpeløshed, eller rædsel” til stede under traumet, men i dag er definitionen langt mere løs.

Man kan tale om store T og lille t. Det store traume og det lille, hvor de begge kan have stor indflydelse på et menneskes liv.

– Diagnosen er ikke en statisk størrelse. Den ændrer sig i takt med, at man retrospektivt har opdaget, at ikke alle begivenheder fremkalder samme reaktion i alle mennesker. På sin vis er man blevet ved med at brede definitionen ud så at sige, forklarer traumeforsker Karen-Inge Karstoft.

Udbredningen af definitionen er sket på baggrund af undersøgelser af for eksempel krigsveteraner, der lider af PTSD.

Her har det vist sig, at selv om de udsendte har oplevet de samme voldsomme begivenheder, er det langt fra sikkert, at alle har oplevet dem som rædselsvækkende, blandt andet fordi soldater er trænede til krig.

– Hvis ikke man tager en grad af subjektivitet med i definitionen, fanger man ikke alle dem, der kan være berørt af et traume, siger Karen-Inge Karstoft. Omvendt er det et dilemma:

– Er du henvist til udredning i psykiatrien, handler det om, hvorvidt du opfylder de kliniske kriterier for, om du har oplevet et traume og eventuelt lider af PTSD. Så i den forstand kan du ikke selv definere det.

– Men når det er sagt, er der rum for en mere subjektiv fortolkning af, hvornår du har oplevet noget som en trussel om død eller alvorlig tilskadekomst. Det er ikke firkantede fænomener.

– Og derfor mener jeg faktisk, at man burde omdøbe ordet “traume” til “potentielt traumatiserende begivenhed”, siger Karen-Inge Karstoft.

Et godt sted at blive klogere på udbredelsen af traumer er faktisk statistikkerne, som har nogle tankevækkende tal.

Eksempelvis ved man fra forskning, at de fleste af os i løbet af vores livstid bliver eksponeret for noget, som i forhold til kriterierne kvalificerer som et traume.

Alligevel er det kun et lille mindretal, der får en psykisk lidelse efterfølgende.

– Det er fordi langt de fleste af os er resistente. Vi oplever måske kortvarige symptomer, som vi kommer os over, siger Karen-Inge Karstoft.

Forskningen har identificeret en række risikofaktorer for, at vi oplever noget som traumatiserende. For det første er der nogle typer af traumer, der er behæftet med større risiko for at udvikle PTSD.

Det er de såkaldt “interpersonelle traumer” som vold eller seksuelle overgreb. I modsætning til de såkaldt “ikkepersonelle traumer” som trafikulykker eller naturkatastrofer, som har en lavere risiko for at føre til PTSD, fordi det ikke er noget, der er “gjort mod mig”.

– Så traumets natur har betydning for risikoen for at udvikle PTSD, siger Karen-Inge Karstoft.

Fokus på tilknytningstraumer

En særlig form for traumer, som man er blevet mere opmærksom i de senere år, er såkaldt “transgenerationelle traumer”, der går fra generation til generation.

Altså traumer, vi arver fra vores forældre og bedsteforældre. Det har man for eksempel set i jødiske familier efter 2. verdenskrig og hos ofre for tortur.

Det bliver traumerne nedarvet og givet videre, fordi man aldrig får talt om det, der er tabuiseret.

En anden type traume, man ifølge psykolog Signe Hegestand også er blevet mere opmærksom på, er “barndomstraumer” eller “tilknytningstraumer”.

Det er en særlig kategori af traumer, fordi det typisk omfatter et bredt spektrum af problematikker, som blander sig i barnets udvikling og følger med ind i voksenlivet.

Typisk vil det ikke have den meget voldsomme og pludselige karakter, som et traume i klassisk forstand har, men kan sagtens være meget belastende for et menneske at leve med.

Tilknytningstraumer kan komme af, der kan være sket noget i den meget tidlige opvækst, og som giver nogle helt grundlæggende udfordringer livet igennem.

Det ser man både ved børn, der har været udsat for omsorgssvigt fra en meget tidlig alder, og hos børn, der er født alt for tidligt og derfor er indlagt og af den grund ikke har den tidlige kontakt med forældrene.

Men det kan også være tilknytningstraumer, som er opstået på grund af ældre forældregenerationers måder at gøre ting på.

For eksempel at man opdragede anderledes. Eller at man lod små syge børn indlægge på hospitaler uden, at de så deres forældre i ugevis.

– Den form for traumer er man blevet langt mere opmærksom på i dag. Den slags oplevelser har formentlig har givet børnene en depressionslignende tilstand. Tidlige tilknytningstraumer kan have ret graverende indvirkning på os også som voksne, fortæller Signe Hegestand.

Omverden har stor betydning

Mange med traumer ved ikke, at det er traumet, der gør deres liv svært. Det finder de måske først ud af, når livet presser dem ud i en situation, hvor de pludselig ikke kan klare mere.

Andre ved, ifølge psykolog Signe Hegestrand, godt, hvor skoen trykker:

– Nogle siger direkte: “Jeg har oplevet det her, som stadigvæk påvirker mig. Kan du hjælpe mig?“. Andre kommer med selvværdsproblematikker, fobier eller angst, som viser sig at give god mening, fordi de har haft en traumatisk oplevelse, som der ikke er blevet taget hånd om, eller som måske ligefrem er blevet negligeret.

– Mødet med omverden har kæmpe betydning, når vi taler traumer, og kan betyde, at det udvikler sig til noget varigt inden i én. Det er for eksempel det, som incestofre kan opleve, når de ikke er blevet troet, bliver afvist eller beskyldt for at lyve. Det kan være mere traumatiserende end selve overgrebet, fortæller psykolog Signe Hegestand.

Man kan ikke fjerne et traume igen, for man kan ikke fjerne oplevelsen. Men man kan sagtens få behandling, der hjælper på reaktionen. P

sykoterapi og medicinsk behandling har vist sig effektfuldt på PTSD. Fra forskningen kan man udlede, at omkring 60 procent oplever bedring.

Men det efterlader stadigt et stort mindretal i en knap så god situation.

– Et betragteligt antal PTSD-ramte er svære at behandle. Derfor forsker man videre i, hvad man kan gøre for dem. Men vi er endnu langt fra mål. Med dem, vi kan hjælpe, er det vigtigt at vide, at vi ikke kan lave om på det, de har oplevet.

– Men med blandt andet kognitive behandlingsformer kan man forsøge at ændre den måde, som personen tænker om traumet på, siger Karen-Inge Karstoft.

Det mener praktiserende psykolog Signe Hegestand, der har specialiseret sig i mennesker, der er ramt af psykisk vold og dysfunktionelle relationer, er rigtigt.

Meget kan gøres for at ændre tankemønstret omkring traumet. Men der er undtagelser, som man skal være meget opmærksom på med traumatiserede mennesker.

– Fortrængning kan nogle gange være en smart forsvarsmekanisme, hvis det, man har oplevet, er så voldsomt, at skulle man genopleve det i terapi, så ville man tage mere skade og måske blive psykotisk.

– Der er delte meninger om det, men nogle mener, at man skal passe meget på med ikke at retraumatisere. Derfor er det heller ikke hvem som helst, der kan hjælpe, understreger Signe Hegestrand.

– Det kræver en faglig ydmyghed, uddannelse og erfaring. Har terapeuten det, har det god effekt, siger hun.

Benhårdt arbejde

Tilbage til Betina, som i dag har gode og dårlige perioder. Undervejs har hun fundet ud af, at hun udover incest også var udsat for en voldtægt som ung, hvor hun gentagne gange sagde nej, uden at det blev respekteret.

Heller ikke det, havde hun selv tænkt på som et traume. Måske fordi hun er opvokset i en familie, hvor man arbejdede sårbarhed væk, og hvor det hed sig: “Tag dig sammen”.

Det, der gør mest ondt i dag, er, at hverken hendes egen læge eller psykologen fortalte, at det, hun havde oplevet, var traumatisk og havde senfølger.

– Jeg åbnede op for posen, fordi jeg godt selv vidste, at jeg havde brug for hjælp. Men jeg blev ikke mødt, og i det ligger der et nyt svigt og et nyt traume, som jeg kunne lægge oveni.

– Jeg troede, at jeg måtte være psykisk syg, at der var noget helt galt med mig, siden jeg ikke fik det bedre. Men det var jo fordi, jeg ikke fik den rigtige hjælp, siger hun.

Resultatet af endelig at få den rette hjælp, har været, at Betina nu forstår sig selv bedre.

– Der er stadig er et kæmpe arbejde forude med at få indsigt i mig selv og mine følelser. Der arbejder jeg stadig med. Men jeg får flere og flere ting på plads, fortæller hun.

– Blandt andet, at det jeg har været udsat for, ikke er normalt. Skammen og skyldfølelsen er blevet meget mindre. Men det er benhårdt arbejde, lyder det fra Betina, der har et særligt håb:

– At færre skal opleve det, jeg har oplevet, i behandlersystemet. At flere, der har fået et traume, får den rette hjælp meget hurtigere.