Fra en læser: Jeg har været spiseforstyrret i 6 år – men endelig mærker jeg en forandring

Mit navn er Mette Henriksen. Jeg er en (læs: udadtil) helt normal pige bosat i Herning. Jeg har længe båret rundt på en dyb hemmelighed, som ingen vidste noget om.

Jeg er syg.

Jeg var ikke selv klar over, at det var på kanten til at blive sygeligt, da jeg i 2013 påbegyndte et større vægttab. Mit liv ændrede sig, da jeg gik fra håndbold på divisionsplan til spaghettiarme og mangel på energi.

Spiseforstyrrelsen startede umiddelbart efter gymnasiet. Med et 12-tal i huen og en uge fyldt usunde sager. Men denne uge blev også den sidste uge uden dæmonen på min skulder. Nu blev det en ny tilværelse som gjorde mig til en ekstremt fanatisk kalorietæller, hvor målet blot var tabe mig - bare en lille smule. Ved 'hjælp" og inspiration fra Low Carb-kuren kunne jeg tydeligt mærke, at den måde at leve på simpelthen ville blive al, al for svær - en gulerod måtte jeg spise: Nej, alt jeg spiste, var kød, skyr og andre proteinrige ting. Uden de helt almindelige og legale kulhydrater havde jeg svært ved at koncentrere mig, og jeg blev ekstremt dvask og flad. Kartofler og pasta er nogle ret udskældte madvarer som næsten er blevet helt 'ulovlige', og medierne gør da også alt sit til at forværre holdningen til disse fødevarer.

Alting skal have kvalitet

Det gik lynhurtigt lige pludseligt, vægten faldt, og jeg blev automatisk ivrig efter at smide mere. Det blev i alt til 16 kilo. Det skulle samtidig vise sig at blive starten på en hård og lang rejse. Den hårdeste, men helt sikkert også den største rejse, jeg nogensinde kommer på. Jeg har erfaret, at alt går over, både gode og dårlige dage, og at jeg kun SELV kan skabe dén forandring, jeg søger. Jeg sidder ikke længere og venter på den specielle behandler, der skal give mig en åbenbaring og afhjælpe mig alle mine problemer og sorte tanker. Nu tænker jeg, før jeg handler, og jeg er blevet klar over, at min selvrespekt er den vigtigste del i denne proces. Min rejse er slet ikke slut. Den slutter aldrig.

Fra en læser: Husk, at ord skaber virkelighed

Jeg har været spiseforstyrret de sidste 6 år, og endelig begynder jeg at mærke forandring stort set hver dag, og selvom livet ofte virker uoverskueligt langt, og selvom det går op og ned, så skal livet være smukt.

Livet er ofte én lang 'to-do-liste', og vi ræser derudad fra det ene projekt til det næste. Mens vi med god samvittighed kan sætte flueben ved dagens projekter, er spørgsmålet, om vi huskede at være til stede, mens vi stod lige midt i dem. Nød du formiddagens kop kaffe? Var du opmærksom på din vejrtrækning, mens du piskede af sted til dagens træning? At være i nuet skal ikke være endnu et punkt på den i forvejen lange 'to-do-liste'. Tværtimod handler det mere om at øve sig i at blive mere nærværende og til stede i alt det, man nu foretager sig. Selv bittesmå ting... Alting får en bedre kvalitet og du lærer at holde fokus på dét, du er i gang med i stedet for dét, du skal efterfølgende.

Det er lige præcis dét, jeg arbejder allermest med lige nu. Der er så mange skønne mennesker, der spørger, hvordan det går. Her er svaret: Livet er fortsat (og fremadrettet) noget, der går op og ned - frem og tilbage. Alt i alt møder jeg nok en fremgang, og jeg føler, jeg bliver bedre og bedre til at leve livet. Bedre og bedre til at rose mig selv og give mig selv et pusterum fra kontrollen. Jeg har lært at sige 'ja' til dét, der føles ægte for mig og derimod 'nej' til et unyttigt forventningspres, som i mange år har været taget en stor del af min tid. Jeg går fortsat målrettet efter den bedste behandling, men jeg er samtidigt blevet klar over, at det er MIG SELV, der kommer til at være den største rolle i dette spil. Jeg er ved at lære 'at holde ud', når livets huller bliver dybe - måske dybere end mine 176 centimeter. Jeg vil op, og jeg vil leve et ægte liv. Jeg vil aldrig igen gå ned på handlekraft og mod, og selvom jeg udmærket er klar over, det vil blive sindssygt hårdt, så tør jeg sgu! JEG TØR!

Fra en læser: Ingen tudeture på Facebook?

Jeg er altså lidt stolt af mig selv! Jeg føler, at jeg har fået det bedre, fordi jeg den 7. november 2014 tjekkede mig selv ind på psykiatrisk afdeling. Jeg vidste, det ville blive hårdt, pinagtigt - til dels umuligt, men jeg valgte det SELV - af egen fri vilje. Jeg startede i behandling, jeg går i behandling, og jeg bliver ved med at gå i behandling det næste stykke tid. Jeg har lært, at de dybe dyk og lave lavpunkter ofte bliver vendepunkterne, der giver helingsprocessen nye muligheder og redskaber. Jeg føler, at jeg er kommet hertil gennem MIN EGEN viljestyrke, og det gør mig ret så glad, stolt og motiveret.

Jeg har samtidigt lært, at livet ikke skal være et objekt, der vælter dig. Det skal tværtimod være et objekt, der giver dig modet og lysten til at leve videre. Min overbevisning er, at modgang ikke blot skal ses som et negativt omdrejningspunkt, men som en forudsætning for, at dit liv kan ændre sig. Ændre sig til det bedre, hvis du selv tør at se forandringen i øjnene. Du skal selv kæmpe kampen. Du skal påtage dig det største ansvar og selv navigere rundt i, hvordan du selv (og andre) kan hjælpe dig til en bedre tilværelse – det er der ikke andre, der kan gøre for dig.

Mette Henriksen, 24 år, bosat i Midtjylland. Studerende, har det seneste år været sygemeldt.

Vi vil gerne høre DIN mening!

Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anek-dote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk.

Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Mvh FEMINA