Rasmus Bjerg: "Angst har jeg kæmpet meget med"

Rasmus Bjerg som John Mogensen i ny film

Rasmus Bjerg er et oplagt valg: Udstyret med diabolsk sort overskæg, seler og fedtet, langt pomadehår ligner han musikeren John Mogensen helt enormt i filmen ”Så længe jeg lever”. Det burde i sig selv være nok, men det toppes af, at Rasmus også SYNGER som John.

– Altså de numre, vi bruger i filmen – det er mig, der har indsunget dem.

Det gør han ærlig talt magisk. Der er virkelig ”fut i fejemøget, når Sofie smider tøjet”, og Rasmus fortjener stående applaus for nærmest at have vækket John Mogensen fra de døde. ”Tak, tak”, siger Rasmus beskedent i sit balsalsstore, moderne køkken i Gentofte. Han er, viser det sig hurtigt, et overordentlig flinkt menneske, som indimellem har kæmpet lidt for meget med sin trang til at være – flink.

Rasmus var en étårig tumling, da John Mogensen døde i 1977 efter års rigelig indtagelse af øl og snaps på Københavns bruneste værtshuse. Som musiker var John Mogensen poetisk, fandenivoldsk og plaget, de indre dæmoner skyllede han ned med en kold fra kassen. Hans store kærlighed, Ruth, forsøgte uden held at redde ham fra sig selv. Han blev 49 år. Rasmus er 41 og superglad for at træde ud af rollen som sjov mand og optræde i en dramatisk kontekst på film. ”Så længe jeg lever” er historien om et talentfuldt menneske i opløsning, og Rasmus er eminent som en usundt svedende John på vej mod afgrunden.

Følelsen af at stå på en øde ø

Rasmus voksede op i Vester Nebel uden for Kolding i et lille lokalsamfund på landet.

-Mine forældre var kunsthåndværkere og flyttede derud på et nedlagt husmandssted og havde værksted. Vi lignede på ingen måde de andre. Jeg drømte om den grå læderhjørnesofa og Betamax-maskinen og sodastream, som de andre havde. Hvorfor? Så var man en af flokken, siger Rasmus. Det var nu ikke, fordi han blev drillet.

– Nej tværtimod. Mine venner syntes, det var ekstremt eksotisk at komme hjem til mig, til malede ølkasser og bønnepostej og Stig Møller på grammofonen. Det havde et eksotisk skær, og vi var de fremmede vilde, haha – Vester Nebel i 1980’erne – så følelsen af at stå på en øde ø kender jeg godt. Jeg var også enebarn – ligesom John – og så mangler man måske nogen at spejle sig i eller dele det kaos med, som man synes, man er omgivet af. Jeg kunne savne nogen ligesom at rase ud sammen med, hvis det hele var lidt besværligt. Det havde jeg så alligevel på den måde, at jeg opfandt nogen, jeg snakkede med, jeg udviklede en fantasiverden. Jeg flygtede egentlig ret tidligt ind i sådan noget. Det er så det, jeg lever af i dag på en eller anden måde. Men det knækkede mig absolut ikke at være ”enebarn på en øde ø”. Det kunne være hårdt at stå i, men jeg ville ikke have været det foruden, for det har givet mig min rygrad ... at det var lidt besværligt det hele. Hvis man formår at bruge det, kan der være en kraft i det. Det har frigjort et kreativt drive i mig, det er der ingen tvivl om.

Var du et elsket barn derhjemme?

– Ja, DET var jeg. DET var jeg. Nærmest grænsende til det ... altså lige ved at blive kvalt i kærlighed, ikke? Men jeg var et elsket barn, og det tvivlede jeg aldrig på. På den måde fik jeg selvtilliden med mig, modsat John, som måske var mere overladt til sig selv. Det var nok ikke kærligheden, han havde med. Det kan knække et menneske.

En silkepyjamas, tak!

Rasmus vigtigste nedslagspunkt i livet var, da han kom ind på teaterskolen som 19-årig. Det var en erkendelse: Det VAR det rigtige. I barndommen havde han spillet amatørteater, men han havde valgt teatret helt fra i teenageårene.

– Jeg ville slet ikke røre ved det. Det var mit ungdomsoprør, tror jeg – i den periode ville jeg noget helt andet end det kunstnerliv, mine forældre stod for. Jeg havde en drøm om at blive noget børsmægler-agtigt … jeg så de dér yuppier, jeg så deres store biler, jeg så Rolex-urene.

Og du huskede dine forældres diskussioner om de 10 Cecil?

– Ja, og jeg tænkte: Fandeme nej. Det kulminerede en december, hvor jeg konfronterede min far med det. Til jul det år ønskede jeg mig en Hugo Boss-pyjamas i silke. Jeg tænkte, at det var topmålet af dekadence og den helt rette påklædning i forhold til den livsbane, jeg nu skulle ind på. Og jeg sagde til min far, at jeg ville vælge noget andet end dem, jeg ville læse økonomi, jeg ville være børsmægler. Jeg tænkte, at det forhåbentlig ville føre til oprør og ramaskrig. Den omvendte verden, ikke? Så kiggede han på mig og sagde helt roligt: ”Skidegodt, Rasmus. Skidegod idé. ENDELIG en i familien, der kan tjene nogle penge”. Så døde den ligesom …

Fik du den pyjamas?

– Nej, det gjorde jeg heller ikke ... det var der ikke råd til. Jeg fik den aldrig. Men det passede vel meget godt med, at jeg alligevel valgte gymnasiet i stedet for handelsskolen. Det var lige omkring 1990, og så kom grunge og Kurt Cobain, og så stod jeg dér med langt fedtet hår og store striktrøjer og skovmandsskjorter, og så var jeg bare sendt af sted på den kunst-galej … som mine forældre.

Lysten til at råbe RØV

Skål for det. I kaffe. For det er onsdag, og klokken er 11. Hvilket ikke havde været nogen hindring for en lille en i 1970’erne, for når man ser ”Så længe jeg lever”, er det slående, hvor anderledes loose vi var, hvad alkohol angik. Det var også helt i orden både at være en succes – og leve på kanten. Og ude over den.

– ”Sådan er kunstnere jo” ... er det ikke sådan, man har tænkt? Der var også bare mere druk, det var mere synligt og acceptabelt dengang. Da jeg kom ude på DR, mens jeg gik på teaterskolen, var der stadig snaps – man kunne trække en halv abe i kantinen. Der var også et anlæg med rødvin, så nogle af de gamle ansatte stod og fyldte termokanderne. Og vognene til lysudstyr havde en mærkelig holder. ”Hvad er den til?”, spurgte jeg. ”Nåhh – det er en ølholder”. Så havde man svejset sådan en på! Dengang var der ikke den opmærksomhed på, at man skulle være et godt familiemenneske, og det var sgu også på mange børns og familiers bekostning. Det har ændret sig utrolig meget. Vi går pænt hjem. Der er endda mange skuespillere, der LØBER hjem fra teatret. Haha. Så de også lige får dagens motion.

Det gør du ikke?

– Nej. Det kunne være, jeg skulle overveje det …

Du er mere hedonist?

– Jeg er ikke fornægter af drifterne, jeg kan godt lide det søde liv, og jeg ved godt, at jeg lever for godt. Jeg er også lidt trodsig, jo flere maratoner folk løber, og jo mere de cykler, og jo mere de spiser rigtigt, jo mere får jeg lyst til at råbe RØV. Men det er vel bare … mig og min egen dumhed. For i takt med at jeg bliver ældre, og jeg kan mærke, at jeg har en krop, så kan jeg også godt mærke, at der måske er nogle af mine laster, som jeg bare skal nyde i weekenden – eller hver anden dag ... Jeg lever jo af min krop, den er mit instrument, og det søde liv skal helst ikke gå hen og stoppe mig i min udfoldelse. Det er jeg begyndt at blive ret bevidst om. Men jeg er stadig stor tilhænger af, at man sviner sig til en gang imellem, og at man råber lidt for højt. Jeg kan godt lide det skæve, at folk stritter med ørerne. Jeg synes bare, det vidner om, at folk lever. Så jeg har noget med at være i trods. Jeg måtte heller ikke spise slik, da jeg var lille, vel? Det var nærmest vegansk i perioder, og det gjorde jo, at den fik fuld skrue, da jeg fik lov at bestemme selv.

Hvad har du gjort med dine egne børn?

– Jamen … MOR synes heller ikke, de skal have for meget af den slags, haha. Men så tager de på tur med FAR en gang imellem, og så kommer de hjem og bøvser. Det er fint nok, vi lever ikke i ren fornægtelse her, gudskelov er der masser af sprækker. Det er også det levede liv, jeg dybest set også skal leve AF. Det er dér, jeg finder noget professionelt. Det er også derfor, jeg altid har været interesseret i skæve eksistenser. Måske igen fordi jeg følte mig lidt anderledes som barn og derfor fik blik for, hvor tingene heller ikke var regelrette og rigtige. Det håber jeg også, mine børn tager med sig: Kærligheden til, at nogen har en anden holdning, gør nogle andre ting, satser noget eller … ja, går i opløsning. Som John. Det er ikke nødvendigvis noget, man skal … tilstræbe. Men jeg synes alligevel, det er med til at berige synet på verden.

LÆS OGSÅ: Søren Malling: "Vi lever i en tid, hvor vi glemmer at leve"

Omfavner angsten

Har du selv dæmoner?

– Jamen dem har jeg selvfølgelig masser af. ANGST har jeg kæmpet meget med. Jeg er i et fag, hvor man i princippet aldrig er bedre end det sidste, man lavede. Og det, jeg laver, forsvinder som sand imellem hænderne på mig. Jeg har i perioder virkelig gerne villet have en facitliste, jeg kunne holde mig til, det ville måske have skabt en form for indre tryghed. For det, jeg laver, sender mig ud i en form for konstant stress. Det har jeg måttet kæmpe med og tackle.

Terapi?

– Ja, det har jeg også gjort. Så jeg har prøvet ikke at flygte fra angsten, men i stedet omfavne den og tage den lidt i hånden og sige: Du er her, men det er mig, der har styr på dig! Det er en fornemmelse, jeg har fået inden for de senere år: Ikke at være så skide bange. Og hvad har den angst så handlet om? Om jeg er god nok, og god nok til mit fag og gør det godt nok og er et godt nok menneske. Jeg har et pleaser-gen i mig, som jeg virkelig også har måttet kæmpe med. Jeg har gerne villet elskes af alle. Det handler om at nå en erkendelse af, at når man får nogle på snuden og ser, at verden ikke er så god, som man ønskede, den var, så kan man også få et mere nuanceret forhold til det at ville elskes af alle.

– Jeg kan ikke nødvendigvis nå alle. Jeg kan være sød og rar og gøre mit bedste, men om alle forstår mig eller holder af det, jeg laver – det kan jeg dybest set ikke tage ansvar for. And so what? Så længe jeg er tro mod mig selv. Den proces har skabt mere fokus på kernen i mig og ikke alt muligt udenoms, som jeg nærmest brandslukkeragtigt har gået meget op i: Hvordan folk havde det, og hvad jeg fornemmede i situationen, hvad skulle jeg sørge for? Det har taget utrolig meget af min tid, og jeg har været hunderæd for autoriteter. Også i arbejdssammenhæng. Skuespillere, der var ældre end mig eller havde en flottere karriere. Instruktører. Alt muligt. Det har egentlig stået i vejen for, at jeg har kunnet forløse mit potentiale, men alderen og det, at jeg har fået fire børn, har flyttet fokus. Nu er det dybest set dem, der er det vigtigste over alt andet. Og det er sådan nogle sunde ting, der er med til at gøre, at man bundfælder sig som menneske.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: "Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg"

Kærlighed i ren form

”To men’sker på en strand. To hjerter i brand. Sol, blæst, sand og vand. En kvinde og en mand …”.

Rasmus Bjerg er gift med Helle Bjerg, der er uddannet regissør fra Statens Teaterskole og har arbejdet som caster. 1. januar i år overtog hun webshoppen Rawmakeup.dk

– Det er superfint. Helle har igennem mange år til en vis grad tilsidesat sin egen karriere for at holde sammen på familien og give mig plads til at forfølge mit. Helle har meget været … ankeret og husmoren. Det er absolut hendes fortjeneste, at vi har børn, der ser ud til at lykkes og have det meget godt. De er aldrig nogensinde blevet hentet senere end klokken tre i institutioner. Jeg har til gengæld haft mange formiddage med dem, da jeg lavede meget teater, så de er simpelthen ikke forsømte kunstnerbørn. Men vi har sikkert fucket dem op på alle mulige andre måder, det er nærmest en naturlov, de skal nok kunne skrive tykke bøger om deres tossede far, og fred med det. Men jeg oplevede et solidt fundament af kærlighed som barn, og det bilder jeg mig ind, de også har fået.

Rasmus mødte Helle, da han var 17, og hun var 19.

– Jeg havde lige haft et par år, hvor jeg var ude og lege smart fyr. Så stod hun dér. Vi kendte hinanden, vi havde lavet børneteater sammen, da jeg var 11, og hun var 13, så der var selvfølgelig ikke noget dér. Da jeg så blev 17, kunne hun godt begynde at … smile tilbage. Så blev vi kærester, og det har vi faktisk været siden. Og det er vel kærlighed i ren form. Vi har udviklet os, vi har været teenagere sammen, vi har gået igennem svære uddannelsesforløb, vi er blevet voksne sammen og har fået børn. Altså … nu ville det være utænkeligt, at vi ikke skulle fortsætte sammen. Og det er fantastisk. Ikke at det ikke er hårdt i perioder, vi har da også har haft vores op- og nedture igennem livet sammen, sådan er dét. Når man er i de fag, vi er i, møder man masser af mennesker og kan blive forvirrede på alle mulige måder, og vi har temperament begge to, men det er også det, der binder os sammen. Og så viljen til hinanden.

Man kan blive tiltrukket af andre i et langt liv sammen?

– Ja, det kan man da selvfølgelig. Det er ikke noget, vi har bøvlet specielt meget med, men det sker jo … sådan er det jo. Men jeg tror aldrig, vi har tvivlet på hinanden, når det kom til stykket.

Folk går fra hinanden big time. Måske skulle man gøre noget helt andet end at blive skilt?

– Det tror jeg er fuldstændig rigtigt. Det er også for nemt, ikke? Man skal ville de kampe og det seje træk. Det er sørgeligt, at så mange ikke tager kampen. Der er selvfølgelig nogen, der skal skilles, men jeg tror også, der ligger en belønning i at stå ting igennem sammen og erkende, at livet ikke er så nemt som på Instagram eller i Hollywoodfilm. Det er først i kriserne, man lærer noget om sig selv og hinanden, noget om livet for fanden. Det kræver også et mod at overgive sig og tilgive og … kæmpe. Men det er for dovent det andet, det synes jeg.

LÆS OGSÅ: Dejan Cukic: "Jeg er så lykkelig for at have en kvinde, der gider gå hjemme"

Rasmus Bjerg, 41 år, skuespiller, far til fire, gift med Helle Bjerg.

Aktuel i filmen ”Så længe jeg lever” om John Mogensen.