”Nu kan jeg mærke, at jeg bliver helt gal igen”

Donna er en hund. Faktisk meget mere end en hund. Donna er katalysator for livsnydelse.

Janni Pedersen har tre punkter på sin livsnydelsesliste: Hvidvin med veninderne. Samvær med familien. Og gåture med Donna. Gerne på Læsø.

Hvis livet kræver særlige overvejelser – og det gør det indimellem – er ni kilometer frem og tilbage langs stranden eminent som både hunde- og hjernelufter.

Da Janni blev 50 for seks år siden, gav gode venner hende og hendes mand, Kim Faber, en forlænget weekend i deres hus på Læsø i fødselsdagsgave:

– Med de bedste ”bobler” og de bedste jomfruhummerhaler! Så blev vi lidt forelskede i øen.

De troppede op på Læsø igen året efter. Og der var sørme huse til salg i en gammel feriekoloni.

– Så vi købte et. Det er gedigent, men meget feriekoloniagtigt, så vi har lavet det om til vores eget. Kim er en bedre designer og indretningstype end jeg, så han får lov til at bestemme. Fuldstændig.

– Jeg vil gerne have pæne møbler, men hvordan farverne er, og hvordan det ser ud, har jeg ikke så meget holdning til. Men vi skal bygge lidt ekstra nu, hvor vores datter også skal have barn, så der er plads til ungerne.

Hvad får du afløb for, når du er der?

– Åh … jeg går simpelthen så lange ture med Donna.

Hun havner nærmest instinktivt i en særligt gåturskrævende periode for fire år siden:

– På et tidspunkt under tilblivelsen af dokumentarserien ”Metoo: Sexisme bag skærmen” kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt rystet …

Hvis nogen skulle have glemt det: TV 2s dokumentar i tre afsnit om sexisme-kulturen på TV 2.

Adskillige kendte, kvindelige tv-journalister bidrog med personlige og afslørende historier. Inklusive Janni. Forløbet, før dokumentaren overhovedet blev til noget og blev sendt, var langt og bumlet. Imens kørte en advokatundersøgelse.

Og Janni, som på det tidspunkt var på vej ind som vært på ”Go’ aften LIVE”, havde mange og svære overvejelser.

– Det var sgu sådan lidt voldsomt. Kunne jeg starte på Go’ aften? Hvad hvis nu den blev bragt, lige når jeg var startet? Og der var selvfølgelig også presset i at skulle stå frem på den måde og pludselig selv blive en case, jeg var vant til at interviewe folk.

– Jeg har arbejdet under deadlines og med mange bolde i luften i mange år og har altid haft min puls fuldstændig i vater, men dér blev jeg nervøs. Faktisk kan jeg mærke, at min puls begynder at stige, bare jeg taler om det nu. Stadigvæk.

– Så jeg gik lange ture med hunden. Stod op. Spiste en banan. Drak en spandfuld kaffe. Tog Donna. Gik ned til fiskehandleren fire en halv kilometer langs stranden, og så gik jeg tilbage igen. Det blev jeg bare ved med at gøre. Så fik jeg ro på.

Hvad handlede den stigende puls egentlig om?

– Jeg tror, den handlede rigtig meget om, at det var et kontroversielt emne. TV 2 Nyhederne var epicentret for epicentret, når det handlede om sexchikane på arbejdspladsen.

– Jeg havde sagt, at jeg gerne ville være med, da TV 2 Dokumentar i tidernes morgen spurgte mig. Men jeg havde også sagt, at der skulle være væsentligt flere kvinder med, for jeg ville ikke stå alene, og de skulle være på med ansigt.

– Og der var i hele den periode spekulationer, synsninger, analyser og sladder, hvor tilfældige journalister pludselig ville lave historier om, at det var mig, der havde startet hele advokatundersøgelsen. At det var mig, der havde iværksat det hele, så jeg kunne få Jes Dorphs job.

Hvilket, siger Janni, var totalt i skoven. Men:

– Der var mange magtfulde mænd i branchen, som forsøgte at underminere det hele og sætte spørgsmålstegn ved os og vores troværdighed. Og det var bare svært at tage til genmæle, for vi var midt i en proces, så jeg havde ikke lyst til at stille mig frem og sige: ”Ja, jeg er en del af dokumentaren”. Det måtte komme, når den var færdig. Nu kan jeg mærke, at jeg bliver helt gal igen.

– Men det var så kontroversiel en sag, og jeg tænkte: Saver jeg benene af mig selv? Bliver jeg for meget en part i det? Kan jeg dække det her emne fremover? Eller vil folk begynde at tænke, ”hun er også bare sådan en, der vil save benene af mænd”? Også det at jeg er … plus 50. Hvis folkestemningen virkelig var imod mig, skulle jeg så hjem og skrive krimier med min mand for evigt?

Hvad sagde han?

– Jamen, Kim sagde ”go!”. Han sagde: ”Det var ikke okay for 20 år siden, det er ikke okay nu”. Og vores datter var simpelthen så sej. Det var hende, der virkelig sparkede mig i r …. og sagde, at hvis vi skulle ændre noget, så var det sådan nogle som Sofie Linde og mig, der havde en platform og et ansigt, der skulle gøre det – så kunne hun og de andre generationer stå på skuldrene af os. Og det var vigtigt.

Hvad er din konklusion på det hele i dag?

– At de havde fuldstændig ret.

Men:

– Det var et ret vildt forløb at være igennem.

Ondskab

Efter fire år på ”Go’ aften LIVE” er Janni tilbage, hvor hun engang startede som ung journalist: på krimistoffet.

Hun er vært på det nye krimimagasin ”Skyggesiden”, der kommer både på podcast og på TV 2 Play.

– Det er ligesom at få mit pastorat tilbage. Det er enormt dejligt at lave kultur og aktualitet på ”Go’ aften”, men jeg har også godt kunnet mærke, at jeg savnede krimistoffet.

Hun landede direkte i den hårde afdeling med at dække ”Kirkerup-sagen”: Drabet på Emilie Meng, overfaldet på en 15-årig kvinde og det voldsomme, frihedsberøvende overgreb på en 13-årig pige. Janni siger om anklageskriftet:

– Jeg tror, det er det værste, jeg har læst, fordi det er så ungt et offer. Jeg har læst lige så voldsomme anklageskrifter før, men når det er en 13-årig pige, der har været udsat for de ting, kan jeg ikke lade være med at … tænke på, hvor bange hun har været.

Og i så lang tid.

– 27 timer.

Hvilke refleksioner har sagen skabt hos dig om menneskelig ondskab?

– Altså … det her er så grufuldt og så ondt, at det er svært at sætte sig ind. Hvad er det lige, der driver en person til at blive krænker på den mest grufulde måde? Det kan jeg ikke lade være med at være nysgerrig på.

– Og det lyder grimt at sige nysgerrig … men overordnet tror jeg, at folk er meget nysgerrige på og fascinerede af kriminalsager – og for den sags skyld læser krimibøger – fordi det er et spejl af samfundet. Måske har vi også lidt ondhed i os selv.

– De der sprækker, vi måske kan mærke i os selv: Hvis han gør det imod mig, så har jeg lyst til at … De fleste af os har bare nogle forsvarsværker, som gør, at vi aldrig kunne finde på at stikke med en kniv eller smadre en potteplante i hovedet på nogen.

Kan du holde ud at rapportere?

– Ja, og jeg kan godt sidde i en retssal og høre på den grimmeste bevisførelse og dokumentation og forholde mig til fakta, men når jeg møder de pårørende og ser deres smerte, gør det ondt.

– Jeg har jo dækket krimi- og retsstoffet tidligere, og folk har spurgt mig: ”Kan du håndtere det? Får du psykologhjælp?”. Der har jeg det bare sådan: Sødt I spørger, og tak, men nej tak. Det er et fag, jeg har valgt. Bom. Det er simpelthen ikke mig, det handler om.

– Men jeg kan godt mærke, at jeg personligt bliver meget mere påvirket, end jeg gjorde for 10 år siden. Jeg tror, det er, fordi jeg er blevet ældre. Det er noget med overgangsalderen. Og det har noget at gøre med, at jeg er blevet ”bedste”. At der er flere, jeg elsker og skal beskytte.

– Jeg er bedste til Kims søn Jons to piger. Jeg bliver mormor lige om lidt. Så jeg er simpelthen blevet mere sprød, men det er måske meget okay at blive lidt mere sprød med alderen.

Nej tak

Foråret og forsommeren har også rummet varmere sider af livet.

– For jeg har været på Bornholm med Lasse Sjørslev og lave Folkemødet. Jeg har været til min storesøsters 60-års fødselsdags og til min mor og hendes kærestes sammenlagt 160-års fødselsdag. Jeg har fulgt min datter Nanas graviditet nærmest uge for uge. Og jeg har hentet mine børnebørn, gået tur med dem, drukket kakao med dem, lavet pandekager til dem. Der er rimelig mange kontraster.

– Men … mit privatliv er edderrådme velfungerende. Jeg priser mig LYKKELIG for at have alt det, jeg har. Kim og jeg har snart været sammen i 30 år, vores unger fungerer.

Og så griner hun af sig selv. For hun har lige nævnt to livsnydelsespunkter på sin liste. Men den tredje står og blinker lige for næsen af hende:

– Guuud, jeg sagde: ”Gå tur med hunden og drikke hvidvin med veninderne”, men den største største nydelse er faktisk børn, svigerbørn og børnebørn. De har lige været i kolonihaven, de elsker at være der allesammen, tit også når vi ikke selv er der.

– Jons unger – vores børnebørn – flintrede bare rundt og legede med Laura, deres mor, Nana og hendes kæreste lå lige og sov lidt, jeg lavede mad, og Kim og Jon slog græs og klippede træer ned, vi var alle sammen ligesom bare i gang med hver vores.

Er Kim og dig altid enige om, hvad I skal?

– Jeg tror simpelthen, at en af årsagerne til, at vi har holdt som par i så mange år, er, at vi stort set altid er enige om, hvad det er, der ligger forude. Det er nok mest Kim, der præsenterer mig for det. Skal vi tage på orlov seks uger rundt i Europa? Ja, lad os gøre det. Skal vi købe et sommerhus? Ja, lad os gøre det. Skal vi købe et kolonihavehus? Ja, lad os gøre det.

– Han præsenterer mig ikke for noget, jeg ikke har lyst til. Hvis han sagde: ”Skal vi tage på badeferie i Thailand i fire uger?”, ville jeg nok sige nej tak. Men det ville han heller aldrig gøre. Sådan nogle typer er vi ikke. Vi er meget hands on og handy-agtige, og vi vil gerne have nogle oplevelser og møde nogle mennesker og se nogle ting, når vi er ude.

Hele familien har lige været i Uganda. For at besøge hiv-ramte Esther, som Kim, mens han var journalist på Politiken, fulgte og skrev om gennem 20 år.

– Tænk at have den oplevelse med ens børn, børnebørn og svigerbørn, det var fandeme vildt. Det var også meget interessant, fordi jeg jo kan mærke, at både Kim og jeg er blevet ældre.

– Kim er 13 år ældre end mig, så han har også altid været den drivende kraft, når vi har rejst. Også med børnene. Det er ham, der har styr på tingene, ham der tager alle kufferterne, ham der hele tiden ved, hvor vi skal hen, og hvilken dør vi skal ind ad.

– Men i Afrika kunne jeg godt mærke, at vores børn er blevet voksne, de tager simpelthen ansvar, og de har blik for, hvornår vi måske ikke kan det samme, som vi kunne før. Dét kan der være en stor … sorg i at skulle slippe. Og så noget virkelig skønt og dejligt.

– Men det med at give nøglerne videre … er det ikke det, vi alle sammen venter på? At vores børn på et tidspunkt kommer og tager nøglerne til bilen? Vi er ved at overdrage dem langsomt, og det er simpelthen så skønt, så jeg forliger mig med det hele.

Rabarbersaft ved vandet

Janni går ud i bryggerset og ned i knæ for at tømme vaskemaskinen. Hun sukker og irettesætter i samme sekund sig selv: ”Jeg må ikke sukke, når jeg går ned i knæ”. Det er en aftale, hun har lavet med sig selv.

Selv om man bliver ældre, behøver man ikke lyde klagende, men det kan jo glippe. Hun ved det godt, og hun mærker det: Det er nogle andres tur til at være de unge. Til at være børnene. Engang var det Jannis.

Hvordan var din barndoms somre?

– … Det var at være hos min måmmor og måffar på Røsnæs. Jeg tror, at Røsnæs stadig er den del af Danmark, hvor der er flest solskinstimer, og sådan var min barndoms sommerland: Det er rabarbersaft og boller nede ved vandet i måmmor og måffars eng, hvor køerne gik lige ved siden af. Det er badminton i haven og at svømme i vandet og være aktiv hele tiden.

Måmmor og måffar?

– Man udtaler det på en nærmest vestsjællandsk Kalundborg-jysk måde.

Det giver mening: Janni boede i et ledvogterhus i en lille landsby uden for Slagelse sammen med sin storesøster og deres mor. Hun blev født i 1968. Tiden satte spor.

– Min mor og far blev skilt, fordi min mor gerne ville læse videre – og på grund af alt muligt andet. Min far var svejsemekaniker. De ville to forskellige ting.

– Hun ville ikke være hjemmegående. Hun havde basisgrupper og batiktøj og sådan noget. Min far havde haft en arbejdsulykke og drak for meget. Jeg tror, det var en fuldstændig tidstypisk skilsmisse. Min mor formåede at tage en læreruddannelse, mens hun havde to små børn. Og dér blev hun enormt kvindebevidst. Så det er jeg selvfølgelig forholdsvis præget af.

Og ikke mindst: af Jannis mormor. Janni var begyndt at læse statskundskab i 1989, men var droppet ud og var startet hos kulturorganisationen Frontløberne i Aarhus i stedet.

Det sværeste havde været at skulle ringe til morforældrene og sige, at hun havde forladt universitetet, hun vidste, de ville tage det tungt. I 1994 var hun blevet 26 og flyttet til Viborg med sin daværende kæreste for at lave en café.

– Når man er selvstændig i de omgivelser, er man sulten, når alle gæsterne skal have mad, så jeg tog noget kaffe, en enkelt brownie og 48 smøger, og så var jeg ikke sulten mere bagefter.

– Jeg spiste simpelthen ikke særlig meget, og vi styrtede rundt, jeg tror, jeg vejede 44 kilo, jeg blev simpelthen alt, alt for tynd. Og så kommer min måmmor og måffar og besøger mig i caféen … Jeg kan jo se med det samme, at hun kan se, at jeg ikke har det godt. Og jeg husker det helt tydeligt: Da de havde været der, tænkte jeg: Nu skal der ske noget andet, jeg søger ind på Journalisthøjskolen.

Sagde din mormor noget?

– Ja – hun skrev om det til mig efterfølgende …

Hun betyder meget for dig?

– Ja, det gør hun. Også selv om det var i … 1994, at hun døde.

Janni får blanke øjne og siger:

– Hun gav mig ligesom skubbet til at komme i gang med en uddannelse. Den store sorg er, at hun vidste, at jeg søgte ind på Journalisthøjskolen, men hun døde, få dage inden jeg fik svaret, det er jeg enormt ked af, for det ville have gjort hende så glad.

– Hun var superskarp, men hun var født i 1920’erne, og på det tidspunkt var der ikke så meget udfordring for kvinder ude på landet. Så ja, hun blev landmandskone.

– Men jeg hørte hende tit sige: ”Du skal udnytte dine evner, Janni, for du er en del af en generation, hvor det er muligt”. Hun var aldrig bitter, hun var et enormt fint menneske, men jeg kunne bare mærke, at der var en forpligtelse til at udnytte de evner, jeg havde fået med mig, for det havde hun aldrig haft mulighed for. Det lå implicit i hendes måde at sparke til mig på.

Hvad for en mor blev du til Nana i forhold til din mor til dig?

– Jeg tror i virkeligheden, at min mor og jeg minder meget om hinanden. Altså i vores relation til vores børn. Altså fylder. Nok lidt for meget.

– Men jeg synes, det er supersvært at sætte hele Nanas barndom på formel i forhold til min egen mor, for … der har jo været det hele. Der har været opmærksomhed og kærlighed. Og der har også været råben og skrigen.

– Jeg ved sgu ikke … Jeg tror, Nana vil sige, at jeg har været en tilstedeværende, kærlig mor, men også har fyldt ganske meget. Det, tror jeg stadig, at jeg gør.

Og dog:

– I virkeligheden er der sket det, at jo mere kendt, jeg bliver, des mindre lyst har jeg til at være kendt. Og fordi jeg har den opmærksomhed, så skruer jeg meget mere ned for mig selv, end jeg gjorde for måske 10 år siden.

– Det gør jeg så ikke lige nu, hvor jeg har siddet og talt om mig selv i en time … Men når jeg er sammen med min familie, mine unger og mine veninder skruer jeg simpelthen ned for mig selv, fordi jeg synes, at der måske er andre, som har en større legacy, eller andre, der skal have lov til at fortælle historier.

Succes og gældssanering

Der er jo også krimierne. I 2019 kom den første, ”Vinterland”, resultatet af et samarbejde mellem Janni og Kim. Derfra gik det stærkt. Den femte, ”Løgner”, udkom i foråret.Serien er indtil videre solgt til udgivelse i 10 lande.

Har du opdaget nye sider af dig selv?

– Overhovedet ikke. Jeg vidste godt, at jeg havde en syg tankegang. Jeg vidste godt, at jeg kunne udtænke nogle syge plots og syge gerningsmænd og nogle mennesker med kant og noget på spil.

– Der kommer en sekser og sikkert også en syver – det vil tiden vise. Når Kim er allermest optimistisk, siger han 10, og så bliver jeg helt angst. Men mon ikke? Hvis folk altså bliver ved med at gide at læse dem, men de sælger virkelig godt, det er jo fantastisk.

Hvad betyder pengene?

– … Altså de betyder, at vi kan hjælpe vores børn på en måde, som vi aldrig selv er blevet hjulpet. Da jeg var barn, havde vi decideret ikke særlig mange penge. Jeg har altid haft det med mig, at man skal sætte tæring efter næring, ikke?

– Vi fik da altid mad, men der var bare ikke penge til en hujende fis. Vi havde ikke en Sodastream-maskine, som alle mine veninder i landsbyen havde. Vi havde heller ikke farvefjernsyn. Vi havde et 12-tommers sort/hvid, som man skulle stå og hamre på.

– Jeg fik ét par bukser med glimmer på. Dem brugte jeg altid, når jeg skulle til børnediskotek. Og så havde jeg et fint bælte og en hvid skjorte. Det hang andægtigt inde i skabet. Ellers syede min mor selv vores tøj.

– Men jeg ville også gerne have noget, man kunne købe, det var der bare ikke penge til … Vi rejste heller ikke nogen steder hen. Første gang, jeg fløj, var i 2. g, da vi skulle på studietur til Grækenland.

– Kim og jeg havde også nogle ret magre år, fordi han fik gældssanering. Så jeg har været vant til at være dødbange for at køre dankortet igennem, ha ha. Fordi jeg godt vidste, at der var en stor risiko for, at det blev spærret eller slugt. Det har jeg faktisk prøvet flere gange. Så … det sidder altid i mig.

Dengang hun var på vej til at fylde 40, sagde hun til Kim, at hun egentlig gerne ville holde en fødselsdagsfest. Så sagde han: ”Det er nok fest eller el i kolonihaven”. Kolonihaven vandt.

– Vi har en væsentlig større indtjening på grund af bøgerne, og fordi jeg er studievært, end vi havde for 10 år siden.

– Så pengene betyder frihed til at kunne invitere hele familien til Afrika og frihed til, at når man køber sommerhus så langt væk som på Læsø, så kan vi faktisk betale for, at børnene kommer derover, uden at det vælter vores budget. Og vi byggede kolonihavehus for 15 år siden, så nu er det altså ved at blive lidt slidt, men nu kan vi faktisk betale håndværkere for at gøre tingene – som vi altid selv har gjort før.

– Det er simpelthen så dejligt, og det er federe, at vi bruger vores energi på at skrive den næste krimi end på at gå at male og sætte nyt køkken op i vores kolonihavehus. Det er nyt for mig. Det giver en frihed. Også en frihed til at hjælpe folk, der ikke lige lever på den grønne gren, som jeg gør.

Det gør du?

– Det kan jeg love dig for. Det gør jeg bare.

Janni tænker efter og præciserer så:

– Det, pengene giver, er fornemmelsen af at gå ned i Matas og købe råddent, bare købe ind: Nå, men så mangler jeg også økologisk vat, og så mangler jeg lige en dejlig sæbe.

– Fornemmelsen af at købe lige det, man har lyst til, og kunne rive dankortet igennem uden at være bange for at det bliver spærret – dén følelse. Det er den frihed, jeg har nu. Men jeg har stadig svært ved at tage den ind.

Artiklen blev udgivet i Søndag 29/2024, som også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.