Nicoline havde længe tænkt på, at hun ville give noget tilbage. Så bød den perfekte mulighed sig

Da Nicoline Rosenkilde er fem-seks år, bliver hun indlagt på Odense Universitetshospital, fordi hun har den sjældne sygdom LCH (Langerhans celle histiocytose).

LCH er en sygdom i blodet, som minder om kræft, men ikke er det. Sygdommen opstår, fordi der er et overskud af den type hvide blodceller, der hedder histiocytter. De kan samle sig i klumper og angribe forskellige organer.

Gennem halvandet år er hun periodevis indlagt. Hun får kemo, og besøgende er der ikke mange af, fordi hendes immunforsvar er ramt.

Noget af det, der står tydeligst i hendes hukommelse, er klovnen Angus. Han var der ikke altid, men ofte. Og de to, de klikkede.

Han gav hendes forældre ro til at tale med læger og sygeplejersker. Han gav dem håb, når den ofte grædefærdige Nicoline gang på gang lyste op i smil og grin lige så snart, han trådte ind på stuen.

Men vigtigst af alt, gav han Nicoline en følelse af, at hun altid havde en person, hun kunne regne med.

- Jeg husker et tidspunkt, hvor jeg ikke ville have min medicin. Han forsøgte at hjælpe mig, men jeg gav ham en ordentlig sviner og sagde, “at det ville jeg fandme ikke”.

Da vreden havde lagt sig, brød hun fuldstændig sammen. Man råber jo ikke ad sin legekammerat.

- Jeg gik ud, sagde undskyld og ville forære ham min bamse. Han var selvfølgelig ikke sur, så jeg fik bare en krammer, og så var vi gode venner igen.

Ifølge Nicoline gjorde Angus hendes forløb lettere. Når hun ikke havde mulighed for at komme i børnehave og lege med de andre børn, fordi hun skulle på sygehuset, kunne hun altid regne med, at han var der. Hendes kammerat.

Også da Nicoline var færdig med behandlingen, havde han betydning for hende. Hun kom stadig til tjek på Odense Universitetshospital, så de kunne holde øje med om alt var, som det skulle være.

- Jeg skulle altid over på børneafdelingen og se, om han stadig var der, siger hun og fortsætter:

- Nogle gange var jeg heldig, at han var - og at han stadig kunne huske mig. Så fik jeg en krammer og en lille snak.

Nicoline, der nu er 25 år og rask, fortæller, at hun længe har gået med tanken om at give noget tilbage til de klovne, der dengang gav hende og hendes forældre så meget.

Og tilbage i oktober 2024 bød muligheden sig, da hun så et Facebook-opslag fra en af trænerne i hendes lokale crossfit-center.

Han havde planer om at stable et ro-event på benene. Der skulle roes i 24 timer, planen var at slå tre eksisterende verdensrekorder, og så ville han samle penge ind til et godt formål.

Nicoline vidste med det samme, at hun ville deltage. Og hun vidste med det samme, hvem pengene skulle gå til: Danske Hospitalsklovne.

Da hun foreslog det til de andre, var der ingen indvendinger. Så det blev sådan.

Lørdag den 18. januar troppede Nicoline op i crossfitcenteret BOX365 i Horsens med snacks, ekstra tøj og en stærk overkrop.

Et område var afspærret til de 70 mennesker, der snart skulle ro i et døgn, og romaskinerne stod på rad og række.

Opdelt i tre hold, et kvinde-, mande- og mixhold, gjorde de sig klar til klokken 10, hvor eventet startede.

De roede, og de roede, og så roede de lidt mere.

Allerede klokken 6.30 søndag morgen havde Nicolines hold, kvindeholdet, slået verdensrekorden. Der var ikke længere noget at jagte, så nu skulle der bygges på, forklarer hun.

Selv om folk havde trukket igennem hele natten, blev de ved. Tydeligst husker hun den sidste halve time, inden de ramte 24 timer. Det var ikke sjovt længere, kroppen kunne mere.

Men som slutningen nærmer sig, dukker flere og flere mennesker op ved afspærringen.

Da de når i mål, eksploderer Nicolines krop af følelser.

Lettelse over at være færdig. Hverken hendes krop eller hoved kunne mere, en form for total udmattelse.

Stolthed over hvad hun og de andre ni kvinder kunne udrette på 24 timer. De roede over 400 kilometer og slog verdensrekorden med over 50 kilometer.

Men mest af alt var det glæde over, at hun endelig kunne give tilbage klovnene. De fik de samlet cirka 40.000 kroner ind til Danske Hospitalsklovne.

Foruden donationerne, de fik samlet sammen, var det ikke kun kvindeholdet, der slog en verdensrekord, det gjorde alle tre hold.