Da Theo kom på skadestuen, troede de, at det var meningitis. Så startede ti måneders mareridt

Tove var 35 år, da sønnen kom til verden efter flere års kamp for at blive gravid.

Han var højt ønsket og blev hendes et og alt.

Så skete det, der ikke måtte ske. Som syvårig blev Theo ramt af kraftig hovedpine, opkast og feber.

Tove og Theos far, Andreas, tog ham på skadestuen, hvor lægerne først troede, det var meningitis. Men det viste sig at være langt alvorligere. Theo havde en hjernetumor.

Det blev starten på ti måneders mareridt, hvor Tove aldrig veg fra sit barns side.

Hun skrev dagbog og startede en Instagram-konto, hvor hun delte hverdagen på hospitalet.

Hun havde ikke overskud til at tage sig af andres problemer eller spørgsmål. Hun havde tunnelsyn.
– Jeg var ikke en særlig behagelig person dengang. Jeg hverken sov eller spiste og var konstant på kanten. Men jeg fortsatte bare, for der var ikke noget alternativ, konstaterer hun.

Blev dårligere dag for dag

Fra det øjeblik, de fik diagnosen, handlede alt om at være der og kæmpe for Theo.

– Jeg kæmpede for mit barn på alle tænkelige måder. Jeg gik næsten ikke på toilettet af frygt for ikke at være der, hvis noget skete, siger Tove.

Hun fortæller om komplikationerne og de hårde behandlinger, der fik Theos hår til at falde af og hans krop til at svulme op. Det var en kamp uden ende.

I sin bog När jag blundar är du fortfarande här (når jeg lukker øjnene, er du her stadig, red.) skriver Tove:
”Theos venstre øje var lukket, hævet, og han havde svært ved at tale. Han blev dårligere dag for dag. Mere usikker på benene. Mere skæv. Havde flere smerter. Lægerne sagde, at røntgenbillederne af Theos hjerne viste det, de kalder et kavernom, en blodkarsmisdannelse, der var bristet i hans hjerne. Et stroke.”

Under Theos sygdom blev det stadig tydeligere, at Tove og Andreas var gledet fra hinanden.

Men som Theos forældre holdt de sammen, og i de måneder, Theo havde tilbage, blev familien kastet mellem håb og fortvivlelse.

Theo døde i Toves arme

Et øjeblik virkede det, som om det gik fremad. Han kom tilbage til sin klasse i en periode og havde det bedre. Men det varede ikke længe, og før jul i 2014 kom beskeden, Tove havde frygtet. Der var ikke mere, lægerne kunne gøre for Theo. Den 15. januar 2015 døde han hjemme i hendes arme.

Et nyt kapitel begyndte. Men der var mørket så kompakt, og fortvivlelsen og vreden mod Gud og universet så stor, at hun ønskede at tage sit eget liv. Uden Theo så hun ingen mening med at fortsætte.
Hun talte åbent med sin familie om sine planer. De lyttede, men gik ikke i panik og forklarede, at de ville støtte hende uanset hvad.

For hende var det en trøstende tanke, at hun kunne give op, hvis sorgen blev for overvældende.

Fysiske symptomer

De første måneder efter Theos død troede Tove bogstaveligt talt, at hun ville bukke under af sorg. Men med tiden opdagede hun, at sorgen kom i bølger, og at hun skiftede mellem dårlige og bedre faser.

– Jeg begyndte at forstå, hvad der fik mig til at have det bedre. Hvis jeg spiste og sov ordentligt, bevægede mig og omgav mig med mennesker, der gav mig energi og accepterede, at jeg var ked af det, så fik jeg det faktisk bedre. Jeg begyndte at lytte til min krop.

Gennem sin bearbejdelse af sorgen kunne hun til sidst komme op til overfladen for egen kraft.

Men det første år uden Theo var ufatteligt tungt. Kroppen sagde fra, og Tove blev ramt af kraftige blødninger, synstab, ledsmerter og delvis døvhed.
– Efter Theos død blev jeg hvidhåret her, siger Tove og viser en bred stribe på sin isse.

Hun understreger, at de traumer, man ikke bearbejder, vil komme til overfladen før eller siden.

Det er umuligt at gemme væk eller flygte fra sorg. Man er nødt til at bearbejde den for at kunne få det godt igen.
– I begyndelsen var jeg besat af at prøve at blive gravid igen. Men det lykkedes ikke, og nu er jeg taknemmelig for, at det ikke skete. Det ville ikke have været fair over for det barn, og jeg ville ikke have kunnet bearbejde min sorg og nå hertil, hvor jeg er i dag. Jeg tror, vi er her af en grund. Min opgave i livet er at dele min og Theos historie, siger Tove stille.

Fik livsmodet tilbage

Som et stille svar på spørgsmålet om, hvorvidt hun kan se mening med Theos død, trækker hun vejret dybt.

– Selvfølgelig ville jeg hellere have haft Theo hos mig. Men nu, hvor det ikke er sådan, må jeg finde en måde at forholde mig til livet på, som det blev. Det gavner ingen, at jeg giver op. Og Theo ønsker bestemt ikke, at jeg gør det.

Efter cirka et år følte hun ikke længere en stærk dødsdrift, selvom muligheden stadig lå der. Livsviljen var intakt mod alle odds. Hun kunne igen føle glæde og nysgerrighed over livet, selvom sorgen stadig var der.

Da flere år var gået, blev tanken om at skrive en bog mere konkret – for at hjælpe andre i sorg og vise, at det er muligt at blive lykkelig igen.

– Mit mindset ændrede sig. Fra at forbande mit tab begyndte jeg i stedet at glæde mig over og være taknemmelig for de år, Theo og jeg fik sammen. Men sorgen dukker stadig op indimellem. Hvis jeg for eksempel ser en film eller gamle billeder … Så kan jeg tænke på, hvordan han ville have været i dag, hvis han havde fået lov til at leve videre.

Siger godnat hver aften

Tove fortæller, at Theo er med hende hver dag. Hun taler med ham, beder ham om råd og siger godnat til ham hver aften. Hun føler nogle gange hans nærvær meget konkret, og det er en stor trøst.

I 2020 fik hun solgt sin bogidé til et forlag. Hun kunne have skrevet den tidligere, men dengang ville det have været en bog om den dybeste sorg. Nu skulle det også være en fortælling om at overleve sorgen og komme ud på den anden side.

Hun tog orlov i fem måneder for at kunne skrive koncentreret. En del af tiden tilbragte hun i Costa Rica.

– Bogen måtte skrives. Min drivkraft til at fortælle vores historie var så stærk, siger Tove og tilføjer, at hun havde brug for at komme væk for at kunne skrive – og længtes efter varmen.

– Jeg havde lovet Theo, at vi en dag skulle lære at surfe. For ham blev det aldrig til noget, så jeg tog surflektioner for os begge. Skrivningen var tung og til tider smertefuld, og det var rart at kunne afbryde for en svømmetur i havet, siger Tove med et smil.

Ingen frygt tilbage

Hun kastede sig ud i skriveprojektet og tænkte: ”Hvad er det værste, der kan ske? At jeg fejler? Så må det være sådan!” Når det værste allerede er sket, er der ingen frygt tilbage.

– Jeg er ikke bange for at prøve nye ting og måske fejle. Jeg er ikke bange for at dø, selvom jeg gerne vil leve i 100 år endnu! Der er så meget at udforske, og jeg er nysgerrig på fremtiden. Folk er ofte bange for at forfølge deres drømme.

Det er jeg ikke. Jeg er modig, og jeg tør, siger hun.

Hendes ønske er, at bogen skal åbne op for samtaler om sorg og om, hvad der virkelig betyder noget i livet.

– Der er en berøringsangst omkring sorg. Mange ved ikke, hvordan de skal opføre sig, når nogen sørger, og nogle trækker sig væk af frygt. Men det er bedre at sige, at man ikke ved, hvad man skal sige, end at lade som ingenting!

Tove taler også om behovet for at have perspektiv på vores overflod og ikke brokke os over bagateller, når vi i virkeligheden har alt og burde være lykkelige og taknemmelige.

– Jeg kan blive provokeret, når folk klager over deres børn, at det er så hårdt at holde fødselsdag eller passe et sygt barn. Så plejer jeg at ødelægge stemningen ved at sige, at jeg ville give hvad som helst for at passe Theo, fordi han er forkølet …

Klar til kærlighed igen

Tove ler og fører hånden gennem sit rødblonde hår.

Hun fortæller, at hun i dag er lykkelig og tilfreds med, hvordan hendes liv er blevet.

Hun kan give slip på de tunge minder om Theo og vælge at huske det lyse og smukke. Hun føler sig stærk og afklaret og ved, hvem hun er.

Først nu, næsten ti år efter Theos død, er hun klar til at møde kærligheden igen.

Og denne gang skal det være på hendes egne præmisser.

– Jeg har altid haft et stort behov for ydre bekræftelse og har haft en tendens til at tilpasse mig til det punkt, hvor jeg næsten udviskede mig selv i tidligere forhold. Jeg er målrettet og resultatorienteret og har tiltrukket mænd, der har lænet sig tilbage og ladet mig styre det hele. Nu er det min tur til at blive taget hånd om. Jeg vil gerne have bejlet til det bløde og feminine i mig, siger Tove og forklarer, at hun i dag ser på sig selv med ømhed og accept.

– Jeg er her for at blive. Jeg er 51 år og behøver ikke andres bekræftelse for at have det godt. Jeg trives godt i mit eget selskab og føler fred og lykke indeni. Sorgen er der. Men også en taknemmelighed over at have fået lov til at være Theos mor.

Denne artikel blev første gang bragt af Allas der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.