Der er helt stille, da Sofie føder. Der lyder ingen grin, ingen skrig, ikke en lyd

Sofie kan ikke mærke noget. Hun vågner midt om natten. Hendes søn har stadig ikke bevæget sig.

Sofie ligger vågen og tænker.

Nu skal hun ikke være hysterisk.

Med vidtåbne øjne betragter hun loftet. Tankerne myldrer, imens timerne går. Hun rejser sig, bevæger sig ud i køkkenet for at drikke et glas isvand og tilbage i sengen igen. Det er efterhånden blevet morgen.

Sofie vækker sin kæreste Patrik:

– Han er stille.

Patrik prøver at berolige Sofie, og sammen beslutter de at køre ind på akutklinikken. Der er tre uger til termin.

Patrik og Sofie ankommer til Odense Universitetshospital få timer efter, hvor jordemoderen tager barnets puls. Måleapparatet viser tydeligt, at hjertet slår, og Sofie ånder lettet ud. Hendes største frygt fordufter.

Men det er ikke barnets hjerte, der slår. Personalet har glemt at tage højde for Sofies puls. Med ét falder Sofies verden sammen.

Hun må ud derfra. Hun kan ikke holde til at være på stuen længere. Sofie går med Patrik ud på parkeringspladsen. I maven bærer hun på deres døde søn.

Allerede i bilen på vej hjem fra hospitalet bliver parret enige om, at de ikke må slippe drømmen om en familie. De vil prøve at blive gravide igen.

Kærlige drømme

Patrik og Sofie har snart været sammen i 11 år. De har længe gået med drømmen om at tage det næste skridt og skabe en familie sammen.

Første gang de mødte hinanden, var til en byfest i den sønderjyske by Ravsted. Her havde den dengang 16-årige Sofie sammen med nogle venner taget turen til Patriks hjemby for at feste.

De to unge faldt i snak. Patrik blev med det samme betaget. Sofie blev draget af Patrik. Han var et par år ældre og havde noget uforklarligt spændende over sig. Han var målrettet og ambitiøs. Ikke som de andre drenge på Sofies alder.

En snak blev til flere. Hurtigt bliver det en fast aftale at mødes inde i en af Aabenraas mange kuperede skove for at løbe og ikke mindst snakke. Det var her blandt træerne, en forelskelse blomstrede.

I al den tid de to har kendt hinanden, har det været klart, at de er vidt forskellige. Sofie holder af at give gaver, dele sine tanker og snakke om følelser.

Patrik er derimod, hvad Sofie kalder for en rigtig jysk mand. Kun to gange har han givet hende blomster. Han holder af biler, alenetid på fisketure og hader at fejre sin fødselsdag.

Deres forskelligheder er ingen hindring. Faktisk bringer det dem tættere sammen. De lærer at forstå hinandens behov. Efter kort tid flytter de sammen i en lejlighed i Odense.

November 2023

Sneen knirker under parrets fødder, idet de trasker med tunge skridt langs åen ved Odense Universitetshospital.

Sofie er højgravid. I maven bærer hun på deres søn, som for få timer siden blev erklæret død. Hun har fået en modningspille, der skal gøre hende klar til at gå i fødsel.

Parret har i flere måneder forestillet sig, hvordan fødslen ville være. Forventningens glæde, der skulle kulminere ved lyden af barnegråd. I stedet går de med bøjede nakker i kulden og snakker om deres nært forestående dødfødsel.

Det vigtigste for dem er at bevare almindeligheden i en ualmindelig situation. De har medbragt et sæt tøj med en stribet bluse, blå bukser og en lille blå hue, som deres søn skal have på.

Tøjet har hele tiden været udvalgt. Det skulle være sættet, når han for første gang skulle hilse på familie, venner og alle involverede i hans liv. I stedet bliver det påklædningen til en afsked.

Emnet synes utømmeligt. Uden at tænke over det har den højgravide Sofie og Patrik gået 14 kilometer.

Når et barn afgår ved døden så tæt på termin, foregår fødslen som enhver anden fødsel. Sofie vil gerne have et kejsersnit og få det hurtigt overstået, men det kan hun ikke få lov til.

Det er en del af sorgprocessen, at man skal have en almindelig fødsel.

Forældrene opfordres til at se og røre barnet samt at invitere familie og venner ind på fødegangen, hvor de også har mulighed for at se barnet. De fleste familier tager fotos og fodaftryk mm.

To dage efter

Sofie ligger på stuen med Patrik. Midt i chokket og sorgen er parret begyndt at glæde sig til at se deres dreng. De gætter på, hvem barnet ligner mest af de to og er spændte på at få mere end otte måneders spænding forløst.

Patrik tænker meget på, hvilken øjenfarve deres søn vil få. Han håber på, at deres søn bliver født med blå øjne og lyst hår, ligesom han selv. Sofie tror, at han har brune øjne, ligesom hun.

Der er kun én enkelt jordemor til stede. Hun påpeger, at Sofie har en flot neglelak på.

“Ja, hun kunne ikke lige nå at sætte håret inden,” griner Patrik.

Skuldrene lettes, stemningen løftes og alle griner.

En time senere føder Sofie deres søn. Der lyder ingen grin, ingen skrig, ikke en lyd.

Stilheden er faktisk det smukkeste, Sofie nogensinde har oplevet. Den totale og paradoksale ro på stuen, mens sneen prikker på ruden.

Williams slappe krop bliver svøbt ind i et tæppe. I tavshed sidder Sofie med sin søn i armene. Han er smuk, tænker hun.

– Ligner han en William?

Patrik nikker.

52 centimeter lang og med lyse krøller. Han ligner sin far.

Sofie vil ikke se Williams øjne. Hun frygter at blive for knyttet til sin søn. Hun kigger væk, mens Patrik løfter øjenlågene. Han vil se, om William har arvet hans blå øjne.

De udspilede matte øjne ser tilbage på ham. Der er ingen farve at spore. Kun store sorte pupiller.

Patrik giver William tøj på. Han skal være pæn, når han skal have lavet fodaftryk og tage afsked med familie og venner.

Da Patrik prøver at give sin nyfødte søn den blå hue på, giver det ikke færdigudviklede kranie efter.

Patrik kigger skrækslagen på sin søn, der nu har en fordybning i hovedet. Han tør ikke længere at holde sin søn og giver William tilbage til Sofie.

14. december 2023

Ved siden af barnekisten svæver en elefantballon. Præsten, klædt i sort og med alvorsfulde øjne, står med et brev i hånden.

Sofie og Patrik har skrevet brevet til deres søn. Præstens sølvgrå hår vidner om mange års erfaring. Med myndig stemme læser han brevet op:

“Du er det smukkeste, vi nogensinde har set, til trods for at du ligner din far så meget. Du ville... “

Præstens stemme knækker. Det samme gør resten af kirken.

Præsten læser brevet færdigt, og Patrik gør sig klar til at løfte sin søn ud af kirken. Patrik holder fat om kistens sider. Hans fingre er spændt om det glatte, hvide træ, mens han forsigtigt hviler kisten mod sit bryst.

Patrik siger til sig selv, at han skal kigge ligeud og ikke få øjenkontakt, men han kan ikke undgå det. Det hjerteskærende syn af grådkvalte familiemedlemmer og venner rammer ham.

Bag Patrik går Sofie. Hun holder elefantballonen i den hånd, som hviler støttende på Patriks ryg. Med sin anden hånd tørrer hun tårerne af sin kind med et hvidt lommetørklæde. Sammen går de to unge forældre ud til den sang, de har valgt til deres søn:

Du ligger lige så musestille./ Og virker ubeskriveligt lille. Imellem dine mange sjove dyr./ Men i drømmelegen Finder vi to vejen./ Ud mod nye eventyr.

Januar 2024

Som ugerne går, prøver de at bearbejde deres sorg. Sofie skriver dagbog, går til psykolog, har lange snakke med Patrik og sine veninder.

Patrik taler med venner. Han tager på lange fisketure og ønsker ikke at gå til psykolog. De prøver at være stærke for hinanden og holde liv i håbet om en familieforøgelse.

Sofie føler sig ensom i sin sorg, og har brug for at tale med nogen, der forstår.

Hun kigger på forskellige grupper på sociale medier, hvor andre kvinder deler deres historier. Undervejs falder Sofie over en mor, der har delt sin oplevelse på LinkedIn.

Sofie genkender sig selv i hendes graviditet. En mistet søn, få uger før termin.

Sofie skriver til hende, og de mødes flere gange. Går ture og deler ud af sig selv. De mødes om sorgen og bearbejder den sammen.

I samme periode begynder Patrik på arbejde. Han har haft en måneds orlov, men har brug for en normal hverdag.

Patrik tiltræder kort tid efter i en ny stilling. En stilling som optager mange timer.

Sofie har fortsat brug for Patriks støtte. Parret aftaler derfor, at Patrik skal ringe hjem til Sofie hver dag. Arbejdspladsen er få kilometer fra hjemmet, så han kan til enhver tid komme hjem, hvis Sofie har brug for ham.

En dag, hvor Patrik er taget på arbejde, går Sofie derhjemme. Hun har ventet på at være alene. Spændingsfyldt holder hun et stykke plastik i sin rystende hånd.

Det kan ikke passe, tænker hun. Sofie kigger måbende på de livsændrende to streger. En syret følelse breder sig i hende.

I det samme øjeblik træder Patrik ind ad døren. Han har glemt sit nøglekort til kontoret.

Sofie tager imod ham med en dirrende krop og tøvende talestrøm: “Jeg er gravid igen”.

Den surrealistiske følelse har nu bredt sig til Patriks krop. Overvældet af glæde står de med hinanden i armene.

Det er i dag kun seks uger efter, at deres søn gik bort. Håbet for en familieforøgelse er blevet fornyet.

April 2024

Sofie sidder i skrædderstilling og taler til William, som sad han over for hende. I stedet er det gravstenen med teksten: Sov sødt, lille William.

Sofie besøger gravstedet næsten hver dag. Hun går forbi for at holde gravstedet pænt, og dele sine tanker mor til søn.

Gravstedet er altid yndigt. En elefantbamse hviler på toppen af en lanterne ved gravstenens kant. I lanternen står et bloklys med teksten: Selv små fødder sætter dybe fodspor.

Sofie er spændt på at dele de gode nyheder med William. Han skal være storebror. Hun lægger en buket hvide roser og to scanningsbilleder. Det bliver en dreng.

24. september 2024

Sofie og Patrik skal til scanning i dag. De har flere undersøgelser, som skal foretages op til fødslen. De har ikke været på akutklinikken siden den novemberdag, hvor familiedrømmen blev knust.

Sofie ligger klar til at få fortaget en CTG-scanning: En scanning af hjerterytmen.

Hun mærker sit hjerte slå hårdt. Hun har ikke længere kontrol over sine tanker. Hun holder hænderne på sin mave. Mærker, om der stadig er liv.

Hvad nu, hvis det sker igen?

Barnets hjerte slår, og parret holder håbet oppe. Der er seks dage til det planlagte kejsersnit, men Sofie kan ikke vente. Barnet skal ud hurtigst muligt. Parret får en tid til et kejsersnit to dage efter.

26. september 2024

Sofie ligger på stuen, klar til at føde. Hun er lige blevet fortalt, at det ikke er sikkert, at deres søn vil give lyd fra sig. Det er det sidste, Sofie har brug for at høre. Hun vil have barnegråd og liv. Det er alt, hun længes efter.

Det vrimler omkring hende med sundhedspersonale på den lille stue. Der er en larmende spænding i lokalet.

Spændingen bliver brudt. Skrig, gråd og larm. Lukas er født.

Parrets største ønske er nu i hænderne på jordemoderen. Hurtigt bliver han placeret direkte på Sofies bryst.

Han skal ikke svøbes i et bomuldstæppe som William. Han skal ligge direkte på hendes hud.

Lukas er varm. Han bevæger sig. De spæde øjne trækker sig sammen i gråd, og Sofie betragter sin søn. Tårerne løber ned ad hendes kinder. Alt, hvad hun har længdes efter, ligger nu på hendes bryst.

Grådkvalt kigger hun op på Patrik og konstaterer: “Han ligner William".

Parret ligger lykkeligt og betragter deres livlige søn.

Han bliver senere på dagen iklædt en stribet bluse og blå bukser. Et sæt tøj, der matcher det tøj, William havde på den dag, hvor familien skulle sige farvel på stuen.

Epilog

I dag Lukas er snart 5 måneder, og parret nyder tilværelsen som nybagte forældre.

William fylder stadig meget. I stuen hænger to sorte billeder med skitser af babyer. Præcis som andre forældre har deres børnebilleder fremme. I bunden af hvert billede står navn og fødselsdag med guldskrift.

De to skitser ligner hinanden, men der er en tydelig forskel – på skitsen af William er der malet små englevinger.

Skitserne hænger her, fordi William ikke skal glemmes. Han vil altid være en del af familien.

Noget af det første, parret gjorde, efter de fik Lukas med hjem fra hospitalet, var at tage ham med op til gravstedet, op til sin storebror.

Næsten hver dag går Sofie forbi Williams gravsten, blot for at se ham og fortælle diverse ting om parrets liv.

Tiden heler alle sår, men et sår som dette bliver aldrig helt lukket. Sofie bliver stadig berørt, når det sner.

Undervejs har parret lært at gribe hinanden, når det er værst. Sofie tager med på fisketure, og Patrik snakker nu gerne om følelser med sin kone.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.