Emma lå i koma, da hun blev mor til lille Wilma

Svenske Emma og Rikard Claessons første barn, sønnen Hugo, blev de gravide med uden hjælp, og deres anden søn Ivan fik de ved hjælp af fertilitetsbehandling.

Lige da de skulle til at opgive IVF-forsøgene til et tredje barn, blev Emma Claesson gravid med lille Wilma, der i dag er to år.

Det kunne dog være endt meget galt for Emma Claesson og lille Wilma.

Da gravide Emma, der altid har været aktiv og har en elitesportskarriere i orienteringsløb bag sig, ville cykle på arbejde, styrtede hun på cyklen.

Emma husker ikke, hvad der skete den dag.

Der var ingen anden trafik i nærheden, hverken biler, cyklister eller fodgængere, og på trods af at hun havde cykelhjelm på, landede hun dårligt på jorden og blev liggende bevidstløs.

"Barnet skal ud NU"

Emma blev taget til Falun Hospital, der ligger tre timer uden for Stockholm.

På sygehuset blev Emma lagt i koma. Udover alvorlige hjerneskader havde Emma fået et brud på en nakkehvirvel, som i værste tilfælde kunne have gjort hende permanent lam i hele kroppen.

I begyndelsen var der ingen, der vidste, om Emma nogensinde ville vågne op igen, og snart indså lægerne, at hun havde brug for medicin, der kunne være skadelig for babyen i hendes mave.

– Lægerne ringede til Rikard og børnene og sagde, at vi skal have barnet ud NU. Lidt efter fik han et billede af en nyfødt, rask pige. Han var ovenud glad for at have fået en pige, men samtidig så ked af det på mine vegne, fortæller Emma Claesson.

Rikard fik besked fra plejepersonalet om at give datteren et navn – noget parret endnu ikke har haft tid til at tale om. Han besluttede sig for Wilma.

Knytte et bånd i koma

Personalet gjorde alt hvad de kunne for at skabe et bånd mellem Wilma og hendes bevidstløse mor.

De lagde Wilma på Emmas bryst, lagde tæpper med morens duft hos Wilma og tøj med datterens duft hos Emma.

Selv om Wilma blev født rask og uden overlast fra ulykken, var hun stadig født for tidligt.

Hun havde brug for sondeernæring og ekstra pleje, og hun kunne ikke komme hjem til sin far og brødre.

Efter seks uger blev det besluttet, at Emma skulle vækkes af sin koma.

Da hun vågner, ved hun ikke, at Wilma er blevet født. Hun husker heller ikke, at hun var gravid. I dag er minderne vendt tilbage til hende.

– Jeg havde meget svært ved at acceptere, at hun var ude. At blive mor er den lykkeligste dag i mit liv, men dette var den ulykkeligste.

– Jeg mødte verdens dejligste lille pige, men jeg kunne slet ikke røre mig eller røre ved hende. Jeg græd kun, da jeg så hende. Samtidig følte jeg mig skyldig over, at jeg burde være glad i stedet, fortæller Emma.

Genoptræning

Derefter begyndte en lang periode med genoptræning for Emma. I begyndelsen fik hun hjælp til det hele og kunne næsten ikke tale eller bevæge sig.

Emma kæmpede alt, hvad hun kunne, og efter et par uger kom hun endelig hjem til familien.

Drengene Hugo på 10 år og Ivar på 5 år var selvfølgelig glade for at få deres mor hjem, men de var også berørte af hændelsen og måtte gå til en familierådgiver i et stykke tid.

– Samtidig er de bare børn og glemmer, at jeg har været dårlig. Nogle gange kan de sige "men mor, gør det hurtigere", fordi det eneste de husker, er, at jeg var ekstremt hurtig med det meste inden ulykken.

At Emma skulle komme sig over en alvorlig ulykke og samtidig have en nyfødt derhjemme betød, at det var Rikard, der tog sig af arbejdet med lille Wilma.

Emma havde brug for at sove om natten for at give sin hjerne restitution, så Rikard måtte tage nætterne alene.

Emma mener, at ulykken bragte dem tættere på hinanden.

– Vi er blevet bedre til at forstå, at vi skal passe på hinanden, siger hun.

At være i form kan have hjulpet

I dag fortæller Emma, ​​at hun har det værre end før ulykken, men bedre end for et år siden.

Særligt balancen er ikke vendt tilbage, og at hun aldrig bliver den samme som før, er noget hun bruger tid på at acceptere.

Hendes baggrund i eliteidræt, mener hun, kan have hjulpet hende med genoptræningen.

Både at hendes krop var stærk før, og at hun har modet til at kæmpe og træne hårdt.

– Du skal vide, at det ikke har været nemt. Jeg har lært alt, hvad jeg kunne før, ved at kæmpe hårdt, siger hun.

Artiklen blev første gang bragt på allas.se. Dette er en redigeret version.