Dorte fik 'mirakelbaby' efter 12 år: "Jeg ser stadig mig selv som ufrivilligt barnløs"

12 år, 11 udlandsrejser, 25 fertilitetsbehandlinger og en halv million kroner skulle der til, før Dorte Rudi Andersen og hendes kæreste, Henrik, endelig blev forældre.

Men selv om sønnen Wilder er fem år i dag, præger det stadig parret, at de har været igennem den krævende proces, som en fertilitetsbehandling ofte er.

– På nogle måder ser jeg stadig mig selv som ufrivilligt barnløs, siger Dorte, der i dag er 48 år.

Det kan virke som et paradoksalt udsagn. Men når man som Dorte har oplevet, at alt fra æg og livmoder til slimhinde og cyklus sætter en stopper for ens brændende ønske om et barn, påvirker det hele ens identitet og selvopfattelse.

For Dorte og Henrik lykkedes det i sidste ende at få deres ønskebarn, men identiteten som barnløs forsvinder aldrig helt, tror Dorte.

– Jeg tror, at mange ikke forstår, hvor meget her i livet der er bundet op på, at man har børn. Har man ikke børn, er man på en måde udenfor, siger Dorte.

Det kan virke som et paradoksalt udsagn. Men når man som Dorte har oplevet, at alt fra æg og livmoder til slimhinde og cyklus sætter en stopper for ens brændende ønske om et barn, påvirker det hele ens identitet og selvopfattelse.

For Dorte og Henrik lykkedes det i sidste ende at få deres ønskebarn, men identiteten som barnløs forsvinder aldrig helt, tror Dorte.

– Jeg tror, at mange ikke forstår, hvor meget her i livet der er bundet op på, at man har børn. Har man ikke børn, er man på en måde udenfor, siger Dorte.

Selv om Dorte er en del af denne statistik, hører hun til et mindretal.

Over halvdelen af par i fertilitetsbehandling får et barn inden for to år. Tre ud af fire par får det inden for fem år.

Dorte og Henrik måtte vente 12 år.

Behandlinger for en halv million

Wilders historie begyndte for 17 år siden, da Dorte og Henrik gik i gang med fertilitetsbehandling.

Først med 15 IVF-forsøg med egne æg herhjemme. Dorte var dengang 31 år.

Derefter tog parret til Prag hele 11 gange for at forsøge med ægdonation. Behandlingen var allerede dengang mulig herhjemme, men der var årelange ventetider på grund af mangel på ægdonationer.

Dorte havde flere ufrivillige aborter undervejs, og da det endelig lykkedes, var hun blevet 43 år og havde fået lagt æg op 25 gange.

Hun beskriver det som at have et fuldtidsjob ved siden af et fuldtidsjob. Fire gange årligt rejste hun og Henrik til Prag, og besøget skulle "times" med hendes egen cyklus og ægdonorens cyklus.

Derudover skulle parret frem og tilbage til scanninger, hvis resultater de selv skulle sørge for at sende til klinikken i Prag.

Medicinen blev udskrevet til dem, men alt andet skulle de klare selv. Dorte havde nemlig undervejs i forløbet passeret 40 år, og så kan man ikke længere modtage fertilitetsbehandling i Danmark.

Behandlingerne kostede dem i alt 500.000 kr., og undervejs nåede parret at få 10 nevøer og niecer.

Sideløbende med behandlingerne skulle Dorte håndtere berøringsangsten fra omgivelserne. Og den er stor over for barnløse, er hendes erfaring. Efter der gang på gang kom en negativ graviditetstest, holdt venner og familie op med at spørge.

– Det blev en varm kartoffel, som ingen i omgangskredsen ville røre ved, fortæller hun.

Få dig en hund

Men der var også dem, der mødte det barnløse par med en masse fordomme, ideer og tankeløse spørgsmål. Bl.a. om, hvorfor parret ikke i stedet adopterede et barn.

– Alle havde en holdning til det. En venindes mand foreslog, at vi fik en hund, fordi han havde hørt, at så ville man blive gravid, siger Dorte og fortsætter:

– Jeg havde også en veninde, der anklagede mig for ikke at være der for hende under hendes graviditet. Hun mente, at min fertilitetsbehandling var blevet et projekt i mit liv, som begrænsede mig i at være empatisk og forholde mig til andres glæder og sorger.

Det er en stor psykisk belastning ikke at kunne få et barn, og det fylder alt, mens det står på, fortæller Dorte, der skulle se langt efter hjælp fra det offentlige på den mentale del.

– Jeg synes, det er en myte, at det er hårdt at have børn. Jeg synes, det var langt hårdere ikke at have børn, siger hun.

Især når man er parret, der har svær ved at få børn. Hun fortæller, at hun har siddet med kvinder, der nærmest vendte ryggen til hende, da de opdagede, at hun ikke havde børn.

Hun har oplevet den ene december efter den anden, hvor ingen kan ses, og lange sommerferier, hvor alle er sammen med deres børn. Alt sammen har givet hende en følelse af, at hun og Henrik ikke var en rigtig familie.

– Vi var sammen i 15 år uden at have barn, og vi skulle hver dag beslutte, hvorfor vi egentlig var sammen, når vi ikke havde et barn at være fælles om, siger Dorte.

Derudover er der den skyld og skam, som Dorte mener, er tæt forbundet ved at være barnløs. Hun har mange gange følt, at det var hende selv, der var medansvarlig for, at hun ikke kunne få børn.

– Jeg levede i et ret usundt forhold i mine 20’ere. Jeg har mange gange tænkt, at det var de følelsesmæssige valg, jeg tog dengang, som måske gjorde, at jeg senere hen fik konstateret endometriose – altså cyster, men også muskelknuder – i mit underliv, siger hun.

Skammen blev samtidig en drivkraft, der gjorde, at hun sideløbende med behandlingen valgte at uddanne sig.

– Jeg har aldrig været en 12-tals-elev, men det blev jeg. Hvis jeg var en fiasko til at få børn, kunne jeg til gengæld finde ud af at få 12-taller, siger Dorte, der uddannede sig til psykoterapeut undervejs, og i dag arbejder i Børns Vilkår.

Risiko for kromosomfejl

Selv om det i sidste ende lykkedes Dorte at blive gravid, skulle det vise sig, at udfordringerne ikke var slut endnu. Ved en scanning i uge ni fik Dorte selv øje på en "dut", der så mærkelig ud.

Ved 12-ugers-scanningen stod det klart, at fostret havde en misdannelse, et såkaldt omphalocele, som betyder, at midterlinjen i maven ikke var lukket, og leveren lå uden for kroppen.

Der var også risiko for kromosomfejl, så Dorte og Henrik fik muligheden for at få en abort eller gå igennem graviditeten og håbe på det bedste.

Eller de kunne få en moderkagebiopsi og dna-analyse for at sikre, at der "kun" var tale om en misdannelse. De valgte det sidste.

Men dét valg betød, at Dorte gik igennem graviditeten med cirka 80 procent chance for at føde et levende barn.

Hun blev scannet ca. hver tredje uge gennem hele graviditeten. Hun fødte Wilder, der fik sit navn med det samme, for ingen vidste, om han overlevede.

Han blev bogstaveligt talt hængt op i en snor, så hans bughule kunne vænne sig til tyngden af leveren. Det gik over al forventning, og den lille dreng blev udskrevet hurtigere, end alle havde forudset. Han blev kaldt "miraklet" af personalet på Rigshospitalet.

I dag har Wilder ingen navle, men ellers er han rask.

En spirituel oplevelse

Wilder er den helt store gevinst ved Dorte og Henriks mangeårige kamp for at få et barn. Ligesom der stadig er omkostninger ved de 12 års behandlinger.

– Min krop var i konstant undtagelsestilstand. Jeg ved ikke, om man ligefrem kan kalde det PTSD, men al den ventetid, der var mellem, under og efter fertilitetsbehandlingerne, har gjort, at jeg i dag nærmest er angst for ventetid.

– Det trigger noget i mig, når der er ventetid i mit liv, ligesom jeg også stadig reagerer, når jeg får meddelt en ny graviditet i min omgangskreds. Det er, som om mit nervesystem generindrer sorgen, forklarer hun.

I den mere positive ende har hun skrevet børnebogen "Den lille høne og guldægget", der udkommer til maj. Den handler om en høne, som tager ud i verden for at lede efter et æg, da hendes egne ikke dur.

Historien handler implicit om ufrivillig barnløshed og er skrevet til børn, der er komme til verden med ægdonation. Den løsning, som til sidst gav Dorte og Henrik deres søn, Wilder.

Når hun kigger tilbage på det årelange forløb, går det op for hende, at hun har fået en dybere indsigt i, hvordan man som menneske håndterer den eksistentielle krise, det er ikke at kunne få børn.

Dorte har igennem forløbet flere gange haft oplevelser, hun vil beskrive som "spirituelle".

F.eks. da en læge på Rigshospitalet italesatte, hvorfor Wilder mod alle odds klarede sig så hurtigt og godt igennem behandlingen af sin medfødte misdannelse:

– Lægen sagde, at den eneste grund til, at han var kommet sig så hurtigt, var, at han ikke behøvede at bruge energi på, om han måtte være her. Fordi han var så ønsket et barn, fortæller Dorte Rudi Andersen.

En anden oplevelse, hun havde, var længe efter fødslen, hvor hun skulle have fjernet sin livmor pga. de muskelknuder, som var medskyldige i hendes barnløshed.

Hun havde bedt lægen tage et billede af livmoren, så hun kunne se og takke det organ, som både havde voldt hende så meget sorg og savn, men som også var der for hende, da det gjaldt.

Men så skete der noget uventet.

– Min livmor smuldrede nærmest, da de tog den ud. Bogstaveligt talt. Jeg tror, at al den medicin, den havde fået, og al den energi, den havde brugt for at lave Wilder, gjorde, at den var totalt udtæret. Det var et ret vildt billede på, hvad vi havde været igennem.