Nu husker Victors mor, hvad han sagde - og det giver hende stadig kuldegysninger

”Min drøm er at hjælpe andre”, sagde Victor Kær, da han kort før sin død skulle fortælle om sine planer og håb for fremtiden i en skoleopgave.

Hvor de fleste 14-årige drenge drømmer om at blive professionelle fodboldspillere eller gamere, var Victors største mål i livet at gøre tilværelsen bedre for sine medmennesker, fortæller hans mor.

– Han havde det mest fantastiske hjerte og en empati, som jeg ikke har mødt lignende. Trods sin korte tid på jorden nåede han at gøre en kæmpe forskel, ikke bare for sin nærmeste familie, men for mange andre, siger Maj Kær fra Aalborg med lige dele sorg og stolthed i stemmen.

Efter Victors død for blot fem måneder siden har hun modtaget adskillige henvendelser fra folk om den omsorg, han viste dem.

En pige på hans alder har fortalt Maj, hvordan han hver morgen i en svær periode skrev støttende beskeder til hende, og at det gav hende styrken til at kæmpe videre.

– Det var som om, at for hvert menneske han mødte, tog han en bid af deres smerte ind for at lette den for dem, siger Maj.

At Victor ubetinget satte andre før sig selv, blev tydeligt for hende, da han en dag hørte, at en mand i morens vennekreds stod på ventelisten til en nyre. ”Kan jeg ikke bare give ham min?”, tilbød Victor. Maj får kuldegysninger, når hun tænker over sætningen i dag.

Kæmpede selv

Victor havde ellers rigeligt at kæmpe med selv. Foruden at lide af ordblindhed og add var han født med det sjældne syndrom AGS. Sygdommen påvirker hormonerne i binyrerne og kan være livstruende, hvis den ikke behandles med daglig medicin.

Tilstanden betød ikke alene, at Victor kom i puberteten allerede som 7-årig, men også, at han tænkte meget over døden. Han fornemmede, at den nærmede sig.

Det fortalte han sine forældre flere gange i sit sidste leveår, og en uge før sin død sagde han til en veninde, at han ikke kunne se sig selv blive 20 år. Han betroede sig også til sin kontaktlærer i skolen, har Maj siden fået at vide.

– Han sagde til hende: ”Jeg kommer ikke til at blive gammel. Og når jeg dør, skal de tage alt fra mig”, fortæller Maj om sønnens nærmest profetiske ønske om at donere sine organer til andre.

Den 29. december 2023 var den sidste dag, hun tilbragte med ham. Han skulle hjem til sin far efter en jul, hvor både Victor og Maj var hårdt ramt af influenza.

Maj er ked af, at hun manglede overskud på deres sidste juleaften sammen, men minderne fra dagen vil hun ikke bytte for noget andet. Trods høj feber viste Victor sig i vanlig stil fra sin hjælpsomme side, da hans mor brød overvældet sammen midt i forberedelserne af julemiddagen.

– Han kom ud i køkkenet og sagde: ”Er du okay, mor? Kan jeg hjælpe dig med noget?”, og så krammede han mig, husker Maj og henter gaven, hun fik af Victor samme aften. En t-shirt med teksten ”Vi elsker dij mor” trykt over et nøje udvalgt rødt hjerte.

– Det var stavet forkert, men han havde brugt lang tid på at tænke over, hvad der skulle stå. Som om han vidste, at han skulle herfra, og bare lige ville sikre sig, at jeg havde den besked fra ham, siger hun, inden hendes stemme knækker.

Fik krampeanfald

Om morgenen den 2. januar modtog hun et opkald fra Victors far, Casper. Han var på vej til hospitalet i ambulance med deres søn, som havde fået et krampeanfald og nu var ukontaktbar.

Victor havde været indlagt mange gange før, men Maj mærkede med det samme, at det var anderledes denne gang.

Da hun så ham på hospitalet, vidste hun, at det var slut. Han var stadig varm, trak vejret og havde puls, men Maj var ikke i tvivl om, at han var væk.

Da en sygeplejerske spurgte, hvordan hun havde det, svarede hun: ”Jeg er i sorg”. Det var inden, lægerne efter seks timer bekræftede, at der ikke var mere at gøre.

I første omgang forklarede de, at han havde fået en blodprop i hjernen. Først senere stod det klart, at han var ramt af aggressiv meningitis.

Da lægerne for en stund efterlod forældrene alene med deres søn, fik Maj en stærk fornemmelse: Victors organer skulle videre til andre.

– Jeg sagde til hans far: ”Om lidt kommer de og siger til os, at han er hjernedød, og jeg synes, at vi skal donere hans organer”. Vi kiggede på hinanden og var ikke i tvivl. Det var det, Victor ville have gjort, hvis han selv kunne vælge.

Maj fik ret. Kort efter trak lægerne dem til side og fortalte, at Victor var hjernedød, og Maj meddelte dem beslutningen om organdonation, som på én og samme tid var det tungeste og letteste valg at tage.

En snestorm over Danmark betød dog, at der var fare for, at Victors raske organer alligevel ikke kunne gives videre. Lægerne, der skulle udføre operationen, kunne nemlig ikke nå frem til Aalborg Universitetshospital på normal vis.

Helikopter sat ind

Det blev besluttet at flyve dem ind med militærhelikopter fra Rigshospitalet og Skejby Hospital, hvorefter de skulle flyve tilbage med organerne til selvsamme hospitaler, hvor organmodtagerne befandt sig. Missionen lykkedes heldigvis, og det er en ubeskrivelig trøst for forældrene midt i den dybe sorg.

– Der er andre, sandsynligvis børn og unge, som nu lever videre takket være Victor. De kan vokse op, selv få børn og skabe hele generationer. Det er en smuk tanke, og jeg er så taknemmelig for, at det overhovedet er muligt, og at hans død ikke bare er fuldstændig meningsløs.

– Vi blev spurgt undervejs, om vi ville afbryde processen, fordi det tog umenneskeligt lang tid på grund af stormen. Men jeg ville have siddet der endnu, hvis det var nødvendigt, siger Maj.

Hun er endnu ikke parat til at få at vide, hvilke af sønnens organer der blev succesfuldt transplanteret. Men hun ved, at alt kunne bruges. Efterfølgende har familien mødt helikopterteamet, som fløj med Victors organer.

– Det var stort at få lov til at sige tak til dem. De satte også deres liv på spil i stormen og gjorde alt for, at organdonationen lykkedes, fastslår Maj og fortæller, at helikopterpiloten kaldte det en ære at fragte Victors hjerte.

– Alle var enige om, at han var den største helt den dag.

Ønsker kontakt

Maj håber, at hendes søns sjæl også lever videre et sted. Da hun sad i sit køkken og planlagde hans bisættelse sammen med bedemanden og Victors far, oplevede de, at en lampe blinkede, hver gang de skulle tage en beslutning.

Hun tog det som et tegn på, at Victor var med i processen, men frygter samtidig, at det bare er ønsketænkning. Når hun krammer hans jakke i dag, kan hun ikke dufte ham mere.

I håbet om at få bekræftet Victors tilstedeværelse har Maj derfor kontaktet Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk.

Denne artikel blev første gang bragt af Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.