Hun havde udgivet nyt album og var dommer i X-factor. Da det skete kørte alt på skinner

Ida Corr har fået nøjagtigt lige så mange uventede og ufrivillige svingture i livets karrusel som alle andre. Noget af det har gjort ondt og været svært.

Men den 47-årige sangerinde, som de fleste danskere kender fra TV 2s musikprogram ”Toppen af Poppen” og X-Factor, er sikker på, at hvis bare man knokler hårdt nok og i øvrigt opfører sig ordentligt hele vejen, når man i mål. For hvad er alternativet?

Og hvad er egentlig det værste, der kan ske, hvis man møder verden med passion og kærlighed?

– Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så optimistisk. Men min grundfølelse er virkelig glæde. Det er ikke en beslutning eller et mål, jeg har sat mig. Sorgløsheden og den ubetingede lyst til livet bor i mig, men jeg har også et heftigt temperament.

– Det bruser fuldstændigt over, når jeg oplever, at vrede og store egoer står i vejen for alt det gode i verden. Så bliver jeg en kriger, men 99 procent af tiden er jeg fuldtidslover. Det at tage om et andet menneske og sige ”Jeg har dig” eller at blive holdt om, er det fineste, og det må man aldrig være nærig med.

– Min religion er kærlighed, og når jeg tænker efter, har det egentlig altid været sådan. Det betyder i praksis, at det er svært for mig at gå på kompromis og nøjes med det næstbedste. Det kan lyde forkælet.

– Men hvis man ikke skal forkæle sig selv med et så godt liv som muligt, hvem skal så?

Ydmygende at miste passion

Livet er godt for den dansk-gambiske sangerinde, som snart kan fejre 40-års jubilæum på scenen, efter at hun som kun seksårig begyndte at spille trommer og som niårig optrådte med Aretha Franklin- og James Brown-klassikere med sit band på gågaden i Aarhus.

Som 14-årig vandt hun det første børne-MGP med nummeret ”Steal my heart”, som styrkede hendes tro på, at det med musikken nok skulle gå. Det gjorde det.

Ida Corr slog igennem som en af de mest succesfulde danske sangerinder og stod på de store internationale klubscener med hittet ”Let me think about it”, som blev nummer ét på dance-listen i USA og lå nummer to på singlehitlisten i England.

Det er stort for en dansk solist, men da hun blev gravid, så tingene pludselig anderledes ud.

– Jeg elskede det, og for første gang i mit liv var musikken ikke første prioritet. Det føltes helt rigtigt at droppe udlandet og arbejde i Danmark, hvor jeg gav den fuld gas på den hjemlige scene.

– Udgav album, var med i ”Toppen af Poppen” og blev dommer i X-Factor. Men til sidst fik jeg et decideret blackout. Det var stress med hjertebanken og sorte prikker for øjnene, husker Ida Corr, der måtte trække stikket i en lang periode.

– Jeg kunne ikke kende mig selv eller mærke mig selv, hvilket er uvant forfærdeligt for én, der ellers elsker at lege, grine og arbejde. Efter to år føltes det som om, jeg burde se at komme i gang igen, men jeg gad simpelthen ikke. Kunne ikke.

– Musikken, som var min første og største kærlighed og passion, var gået hen og blevet en tung arbejdsting. Jeg fik så mange fine tilbud og muligheder, og så knækkede filmen alligevel.

– Det kan måske være svært for andre at forstå, men for mig var det en katastrofe, for det var et enormt tab af identitet. Jeg ville ikke skrive sange, ikke lave koncerter, ikke på tour og ikke møde publikum. Jeg ville bare være hjemme, fortæller hun.

Det at miste sin passion var en utrolig ydmygende oplevelse for hende, men også virkelig lærerig. Midt i det hele stoppede verden på grund af corona.

– For mange mennesker og for samfund over hele verden var det en katastrofe. Men for mig blev det en gave i forklædning, en virkelig dyr gave.

– Musikken gik i bogstavelig forstand i stå. Alt lukkede ned, men det gav mig lige præcis den ro i krop og sind, der åbenbart skulle til for at kunne bygge noget nyt – og ikke mindst mig selv – op igen.

Kreativt kaos og fælles toilet

Målrettet struktur og sorgløs passion har Ida Corr fået med hjemmefra.

Hun er født og opvokset i Aarhus som datter af en musikerfar fra Gambia og en stærk mor, og Idas oplevelse af en ”normal hverdag” var meget anderledes end livet i kammeraternes kernefamilier.

– Min barndom var proppet med musik og kærlighed. Mine forældre levede sammen i fire år, og bagefter blev de boende i samme opgang og var verdens bedste naboer. Jeg har aldrig oplevet dem som andet end gode venner.

– Da jeg var 10 år, kom min fars nye kone, min Mama Lone, ind i mit liv, og sammen fik de mine fire søskende, som jeg elsker højt. Der var ikke meget delebarn over mig, for vi delte allesammen toilet på baggangen, og jeg løb ind og ud af de to lejligheder, alt efter om jeg var på jagt efter musik og fest eller efter mad og ro.

– Der var helt forskellige regler i hver lejlighed, siger Ida Corr, der sagtens kunne navigere i forskellighederne.

Hun tog det bedste med fra begge verdener: På den ene side faderens kærlighed til musik og evne til at leve bekymringsfrit, på den anden side moderens disciplin og struktur. Det er en god kombination, når man skal drive sin egen forretning som musiker i en broget branche.

– Min mor har altid været min allerstørste fan, og det fyger altid med roser fra hende, uanset hvad jeg gør. Hun gik sine egne veje til forundring for hendes mere traditionelle jyske familie. At få mig med en mand som min far lå absolut udenfor skiven.

– Som barn var hun min ro. Min far levede mildt sagt i nuet og bekymrede sig ikke to centimeter frem i tiden. Hos ham blev der grinet, røget joints, spillet musik, danset og spist afrikansk mad med fingrene fra et stort fad, griner Ida Corr og giver et eksempel på, hvordan de to sider i hende indimellem også støder sammen.

– Mine søskende og jeg var på et tidspunkt i Gambia for at møde vores familie og søskende. Jeg havde en ret sjov oplevelse dernede, hvor min indre iværksætter og den strukturerede side af mig simpelthen blev så topstresset af den afrikanske kultur.

– Min onkel, som var chauffør, havde ingen bil at køre i. Det sad han så og hyggesnakkede i timevis med en kammerat om, der havde en smadret bil, og en mekanikerven, der manglede kunder. Det faldt dem ikke ind, at de tilsammen havde præcist det, der skulle til for at komme videre, alle tre. Det var så skørt for mig, siger hun og tilføjer:

– Men jeg elsker min far! Det gør mig også så glad at se mine forældre grine sammen i dag. Det er jo gaven, at man altid er familie, uanset hvad.

– Jeg har oplevet, at det hjælper at stå lidt i rundkreds, synge og fyre den af sammen på tværs af generationer, når det hele bliver for gråt og tungt. Det skal man huske.

Følelsen af passion mætter

En anden ting, man skal huske ifølge Ida Corr, er sin egen power og mulighed for at ændre de ting i livet, man mistrives med, også i kærlighed.

– Jeg er langt mere bange for at leve negativt, end jeg er for at gå min vej. Mange bliver hængende på grund af tryghed, magelighed, penge og alt muligt ligegyldigt.

– Det er, som om folk venter på, at der skal ske noget godt i stedet for at sørge for, at det sker. For mig er det langt mere skræmmende at lade stå til end at ændre tingene. Vi ved jo godt, at jo gladere vi er, jo færre penge har vi brug for.

– Passion og kærlighed mætter. Og hvis man er sulten, så må man gøre noget. Det har jeg gjort. Flyttet mig. For eksempel i kærlighed. Det ser jeg nu, hvor jeg virkeligt er præcis, hvor jeg skal være.

I dag lever Ida Corr sammen med sin kæreste og musikalske makker Nicolai i et dejligt, gammelt, renoveret hus i Dragør.

– Jeg har heldigvis ikke fået traumer på grund af min far og hans manglende evne til at tage ansvar, nærmest tværtimod. Jeg elsker mænd for det direkte og for klarhed. Men jeg har tidligere manglet troen på, at de kunne tage ansvar.

– Så jeg har tromlet mine mænd og gjort, hvad jeg ville. Mænd var legetøj. Kvinder til at stole på. Men hvis mine mænd ikke var sjove, så var det ud. For jeg skulle nok selv styre skuden, når det var alvor.

– Heldigvis har min søns far, min kæreste og mine nære venner for længst har vist mig, at man rent faktisk kan regne med mænd.

Man skal tale pænt til sig selv

For Ida Corr starter alt med tillid og kærlighed og troen på, at alting nok skal gro, hvis man giver det positiv opmærksomhed.

– Jeg gad virkeligt godt, at folk talte lidt pænere til sig selv og til hinanden. Jeg er opdraget til at elske mig selv og til at se ud over min egen næse, så jeg går verden i møde med kærligheden forrest.

– Negative ting ser jeg som udfordringer, og det er min styrke. Jeg vil langt hellere være én, man deler det grimme med, end den, man skjuler det for.

– Folk er så dejlige. De skulle se sig selv gennem mine øjne. Og derfor er det så hjerteskærende, når de ikke ser det selv.

Men hvad skete der lige, da passionen forsvandt, og Idas entusiastiske livssyn lukkede ned på lige fod med det øvrige samfund?

– Nicolai og jeg fik corona i flere omgange, så min søn var hos sin far i 21 dage. Det var sommer, der var hvidvin, vi var i karantæne og kunne ikke gøre andet end bare at snakke sammen. Spørgsmålet var enkelt: ”Hvad har vi allermest lyst til?”

– Mit liv var blevet et huskeliste-liv, jeg savnede følelsen af frihed, lyst og leg. Musikken havde bevæget sig fra at være en flod af kærlighed til en motorvej af ansvar uden hastighedsbegrænsninger.

– Min karriere var større end mig, og der var hele tiden noget, jeg skulle, siger Ida Corr.

– Og så kom det: Nicolai er filmskaber og producer. Jeg synger og producerer. Hjemme har vi et fuldt studie og kan faktisk lave alting selv. Så det gjorde vi. Helt fra bunden. Vi legede musik i et år, og pludselig kunne jeg mærke alt igen.

– Vi genopstod som Kiki Club, et helt nyt og anderledes musikprojekt, med det formål at bringe Ibiza-stemningen til Danmark. Nicolai er DJ, og jeg synger ind over den musik, han mixer bag pulten.

– Så i stedet for at stå langt væk på scenen står vi nu lige midt i hjertet af festen og holder den sammen med publikum. Sidste sommer debuterede vi på Orange scene på Roskilde.

– Det tager tid at introducere en helt ny musikalsk festgenre, men det er god tid. Jeg glæder mig til, at vi skal på job hver eneste gang. Vi skal ikke på arbejde. Vi skal til fest, og vi skal sørge for, at festen bliver fantastisk.

– Åbenbart skal man nogle gange brænde helt ud for at få sin glød tilbage. Livet er et tivoli, og man skal turde tage de vilde ture. Dem, der kilder i maven og kan mærkes.

Artiklen blev udgivet SØNDAG uge 23, 2024.