Sabrina gav sin datter væk: "Jeg var bange for, at hvis jeg beholdt hende, ville jeg ødelægge hende"

Sabrina knuger sin fem måneder gamle datter ind til sig, mens tårerne løber ned ad hendes kinder. Hun snuser den udefinerbare duft af baby ind i sine næsebor en sidste gang.

Skridtene over mod socialrådgiverens bil føles tunge, og alt i hendes krop skriger på, at hun ikke skal lade nogen køre væk med sin datter.

Men inderst inde ved hun også, at det er for det bedste. Hun sætter Sophia i barnesædet og kigger ind i de uskyldige barneøjne.

Og da hun ser bilen køre væk fra parkeringspladsen og mod plejefamilien i Haderslev, bryder hun sammen.

– Jeg følte mig som en fiasko, og jeg havde dårlig samvittighed. Men jeg var bange for, at hvis jeg beholdt hende, ville jeg ødelægge hende. Så jeg måtte sætte mine egne følelser til side – for hendes skyld, fortæller 36-årige Sabrina Broholm Jensen fra Esbjerg.

Utryg opvækst

Når Sabrina tænker tilbage på sin barndom, husker hun mest utryghed og en boblende vrede indeni. Efter hun kom til verden, boede hun for en stund derhjemme.

Hendes far var narkoman, hendes mor havde andre udfordringer, der betød, at hun ikke kunne tage vare på sin datter.

I stedet kom Sabrina til at bo hos sin farmor og farfar.

Hun husker sin farfar som en karismatisk mand, der tog hende med på arbejde på de store Mærsk-skibe, lærte hende at cykle, og hun mindes trygheden, når hun lagde sig på hans mave, hvor hans hjerteslag beroligede hende.

For Sabrina var de stunder de allermest lykkelige.

Men da hendes mor besluttede, at Sabrina skulle på institution og væk fra de trygge rammer, voksede der en stor sorg inde i hende. De efterfølgende år boede hun på forskellige institutioner og hos en plejefamilie, hvor hun aldrig følte sig hjemme.

Hun husker, hvordan hun i smug besøgte sin far på det sted, hvor han hang ud med de andre narkomaner, men da hun som 11-årig fik beskeden om hans død, lukkede hun mentalt ned.

I stedet begyndte hendes vrede at komme til udtryk. Hun ved, at pædagogerne i flere tilfælde måtte fastholde hende, og da hun blev ældre, begyndte hun at stikke af.

Følelsen af en altoverskyggende ensomhed fik hende som teenager til at søge mod fællesskaber, der kunne rumme hende.

Det begyndte med hash, men hurtigt udviklede Sabrina et misbrug af hårdere stoffer som amfetamin, ecstasy og kokain.

Når stofferne ramte hendes blodbaner, slukkede det for en stund for hendes kaotiske liv, og hun begyndte at blive mere og mere ligeglad med sig selv og andre. Hun var med til kriminalitet, og var der nogen, der provokerede hende, slog hun ud efter dem.

– Uanset om jeg var alene eller sammen med mennesker, var jeg ekstremt ensom. Jeg følte ikke, at jeg havde noget formål med mit liv, fortæller Sabrina.

Flere gange forsøgte hun at afslutte sit liv. Hver gang overlevede hun dog, og hun husker, hvordan håbløsheden endnu engang skyllede ind over hende.

Stofferne begyndte at give hende hallucinationer, angst og nedture, og hun vidste, at hvis hun skulle have en fremtid, blev hun nødt til at stoppe sit stofmisbrug.

Gravid og glad

Efter en voldsom nedtur, valgte Sabrina at lægge stofferne på hylden til trods for, at hendes kæreste stadig var misbruger, og da hun som 23-årig, så de to streger på graviditetstesten, følte hun for første gang i lang tid en oprigtig glæde.

– Min kæreste og jeg boede på det tidspunkt på et forsorgshjem, og jeg var selvfølgelig bekymret for, hvordan kommunen ville reagere på min graviditet. Men jeg vidste også, at jeg ville gøre alt for, at det skulle lykkes, fortæller Sabrina.

Kort tid efter fik hun en lejlighed sammen med kæresten. Som maven voksede, begyndte Sabrina at købe seng, puslepude og tøj til sin kommende datter.

Hun vidste, at hendes sagsakter ville afsløre en rodløs barndom, og tidligt i forløbet blev kommunen en del af hendes dagligdag.

Den dag Sophia kom til verden, følte Sabrina en blanding af lykke og nervøsitet. Når hun kiggede ind i sin datters øjne, var hun ikke et sekund i tvivl om, at hun ville gøre alt for hende.

Derfor gjorde hun sig umage med at samarbejde med de hjemme hos’er, der var i lejligheden konstant. Men de overvågende øjne og følelsen af konstant at skulle bevise sit værd som mor, begyndte at tynge hende.

Hun udtrykte sin bekymring om sin egen tilstand, og det blev besluttet, at hun skulle på et mor- og barn-hjem. En beslutning, hun ikke turde takke nej til.

– Jeg havde mest af alt brug for ro til at lande i rollen som mor. Men jeg vidste også, at de var bekymrede over min kærestes misbrug. Det var jeg også selv. Naivt troede jeg, at det ville løse sig, forklarer Sabrina, der oplevede, at hun blev mødt af en stor mistro til sit moderskab.

– Da jeg ankom til mor og barn-hjemmet, var der en, der spurgte mig; hvordan kan vi så hjælpe dig med at blive en god mor? Det spørgsmål var så grænseoverskridende, for det viste jo, at de som udgangspunkt tænkte, at jeg var en dårlig mor.

En svær beslutning

Gennem de løbende samtaler blev det klart for Sabrina, at hendes rodløse opvækst blev fortællingen om hende. Hun følte et konstant pres fra de overvågende øjne, og hun kunne mærke, hvordan angsten kom snigende og gjorde hendes lunte kortere.

Når hun kiggede på Sophia, kunne hun se, at hun begyndte at gå ind i sig selv, hvilket fik Sabrina til at træffe sit livs sværeste beslutning.

– Jeg vidste, at jeg blev nødt til at få styr på mig selv og mit liv, før jeg kunne give min datter det, hun havde brug for. Så en dag gik jeg ind på kontoret og sagde ’jeg smider håndklædet i ringen’.

Den dag hun så bilen køre væk med sin fem måneder gamle datter, brast hendes verden sammen for en stund. Den efterfølgende uge dulmede hun følelserne med tudeture og alkohol. Men da hun vågnede en morgen, havde hun fået nok.

– Jeg gad ikke at have ondt af mig selv mere. Jeg vidste, at jeg måtte tage ansvar for mit liv, hvis jeg skulle have min datter hjem igen.

Sabrina valgte at bryde forholdet med faren til datteren. Hun startede på VUC for at færdiggøre sin 9. klasse, og hun begyndte at arbejde som frivillig i Sind, Landsforeningen for psykisk sundhed, i Esbjerg.

Sideløbende tog hun kørekort, og hun begyndte at træne til at kunne løbe et halvmaraton.

I starten havde hun Sophia i tankerne hver morgen, når hun slog øjnene op, men som tiden gik, begyndte hun også at tænke på sig selv og det liv, hun selv havde lyst til at leve.

– Jeg ville ikke have, at min barndom eller historik skulle afgøre, hvordan mit liv ville blive. Jeg ville selv tage styringen, forklarer Sabrina.

Efter en tid fik hun foretaget en ny undersøgelse af sin forældrekompetence. Hvor den tidligere konkludere, at hun var tæt på retarderet, viste den nye, at hun var fuldt ud kompetent til at tage vare på sin datter.

For Sabrina var det en stor lettelse, da hun fik beskeden om, at hendes nu 2-årige datter kunne komme hjem at bo permanent. Men den gav hende også en knude i maven.

– Jeg syntes, det var fantastisk, at vi skulle til at have en hverdag sammen. Samtidig vidste jeg også, at hun havde knyttet sig til sin plejefamilie, der var helt fantastisk. Det betød, at jeg bragte endnu en sorg ind i Sophias liv, og det var svært for os begge.

Når Sophia udtrykte, at hun savnede plejefamilien, stak det i Sabrinas hjerte. Men plejefamiliens omsorg til Sophia ophørte ikke, da hun kom hjem til sin mor.

Når hun gav udtryk for, at hun ville se dem, stod de klar, og som årene gik, forblev relationen, hvilket Sabrina er taknemmelig for.

I parcelhuset i Esbjerg hænger adskillige perleplader i troldegrenen i loftet. Brætspil og legetøj står side om side, og på væggen i stuen smiler to børn og deres glade forældre fra billederne.

I dag arbejder Sabrina som socialpædagog, og når hun er hjemme, bliver tiden brugt med den nu 12-årige Sophia og 5-årige Freya, som hun har fået med sin mand Jesper.

I dag er forholdet mellem mor og datter tæt, og de elsker at shoppe i centeret eller gå en tur i den omliggende natur.

Det har været vigtigt for Sabrina, at Sophia kender omstændighederne for hendes beslutning om at sende hende i plejefamilie, og hun står altid klar, hvis hun har behov for at stille spørgsmål.

– At sende Sophia i plejefamilie var forbundet med skyld og skam i starten. Men i dag ved jeg, at jeg tog ansvar for mig selv og mit barn. Jeg har været åben om min fortid, for det er med til at vise mine børn, at selv om noget virker uoverskueligt og svært, er det muligt at overkomme det. Det synes jeg, er en ret fin livslektie, fortæller Sabrina.

Denne artikel blev første gang bragt hos Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.