Familieliv
19. december 2024

“Vi vil jo også have børn, selvom vi ikke har råd til at bo i en stor Villa Villekulla”

Når hun har født, bliver de en familie på fem, der bor på 64 kvadratmeter. Nanna Liljekvist er træt af folk, der har en facitliste over, hvordan man er en rigtig familie
Af: Sigrid Luna Nielsen
Nanna Liljekvist

Foto: Privat

Da hun fortalte, at de venter barn nummer tre, begyndte folk straks at spørge ind til, hvornår de så skal flytte til noget større.

Nanna Liljekvist bor med sin mand Lasse, deres to sønner Charlie på seks år og Viggo på fire år, og venter endnu en lillebror til maj. Og så bor de i en 64 kvadratmeter lejlighed i Hvidovre.

– Der er mange, som konkluderer, at det er en forkert måde, vi gør det på, fordi de selv gør det på en anden måde. Jeg er træt af, at de får det til at lyde som om der er et facit på, hvordan man er en rigtig familie.

Derfor lagde Nanna Liljekvist et opslag på sin Instagram, hvor hun italesatte netop det.

Størrelsen på deres lejlighed er ikke et problem for Nanna og hendes familie. Selvom hun til tider godt kan føle, at andres behov for et større hjem bliver gjort til deres behov også.

En af de ting, som der blandt andet bliver kommenteret meget på, er om børnene skal have deres eget værelse, så de kan få privatliv.

– Der er ofte er mange holdninger til at børnene ikke har deres eget værelse og mulighed for privatliv. Men det argument er jeg virkelig uenig i. De har aldrig efterspurgt deres eget værelse, og de følger alligevel os rundt i lejligheden. Hvis de fik lov, ville de gå med os ud på toilettet og kommer alligevel altid ind til os og sover i vores seng.

På hendes Instagram var der alligevel en kommentar, som hun bed særligt mærke i:

– Der var en, der skrev, at det var mærkeligt, at man ikke havde råd til en højere husleje, når man havde råd til et barn mere. Det ramte mig lidt, siger hun og fortsætter:

– Men for os handler det om, at vi giver vores børn glæde og kærlighed. Vi mangler ingenting, og det er kun kvadratmeterne, vi er lidt udfordrede på. Til gengæld har vi masser af tid til hinanden, masser af nærvær og kærlighed.

At familien bor småt, har ikke været et aktivt valg. Det var bare sådan, det blev.

Da de havde fået deres første søn, spurgte de banken, om de kunne låne penge til at købe noget større. Men de fik afslag, og det var de ret kede af i starten.

Men nu kan Nanna og Lasse også se de fordele, der er i at bo småt. De er tættere som familie og har et større økonomisk råderum.

Hvis drømmehuset dukker op, og de pludselig har råd, så kan det godt være, at de flytter. Men de ville ikke vente med at få børn, til de havde et stort hus.

– Jeg synes virkelig, at der skal være plads til, at man kan finde ud af, hvad der fungerer godt for ens egen familie, og at vi snart er færdige med at proppe alle mulige idealer ned over hinanden. Vi vil jo også gerne have børn, selvom vi ikke har råd til at flytte ind i en kæmpe Villa Villekulla.

Til foråret bliver de en familie på fem, der bor på 64 kvadratmeter. Og det trives de rigtig godt i, fortæller Nanna Liljekvist.

Læs mere om:

Læs også