Gravid
10. oktober 2024

Overvejer du en p-stav? Her er alt, hvad du skal vide

Når det kommer til prævention, findes der mange muligheder, og p-staven er en af dem, der kan være et godt valg for dig. Men hvordan fungerer den egentlig, og hvad skal du være opmærksom på?
Af: Olivia Zypikoff
Alt du skal vide om p-staven, en præventionsmetode til kvinder.

Foto: Shutterstock

Hvad er en p-stav?

En p-stav er et præventionsmiddel, der består af en lille, fleksibel plastikstav, som placeres under huden på overarmen.

Staven frigiver hormonet gestagen, som forhindrer graviditet ved at hæmme ægløsningen, gøre livmoder-slimen mere tyktflydende, så sædceller har sværere ved at trænge igennem, og ved at påvirke livmoderslimhinden, så et befrugtet æg har svært ved at sætte sig fast.

Ifølge MinPrævention har p-staven et sikkerhedsniveau på 99 procent, hvilket vil sige, at denne form for prævention er meget effektiv.

Hvad er gestagen?

Gestagen er et syntetisk hormon, der minder om det naturlige hormon progesteron, som vi allerede har. Gestagen er hyppigt anvendt inden for flere præventionstyper, som f.eks. p-piller, minipiller og hormonspiral.

Hvordan indsættes en p-stav?

P-staven placeres under huden på overarmen. Først bliver du lokalbedøvet og derefter føres staven ind ved hjælp af en lille nål og efterlader staven. Hele processen tager som regel nogle få minutter og er ikke smertefuld.

Ifølge sundhed.dk bør staven helst indsættes mellem 1. og 5. dag inden for menstruationscyklussen.

Hvordan fjernes en p-stav?

Når det er tid til at fjerne din p-stav – typisk efter tre år – vil lægen lokalbedøve området og lave et lille snit i huden for at trække staven ud med en pincet. Selvom det kan virke lidt skræmmende, er proceduren hurtig og normalt uden komplikationer.

Nogle kvinder kan finde tanken om et lille snit en smule overvældende, hvilket er en af årsagerne til, at p-staven måske ikke er blandt de mest populære præventionsmetoder.

Hvornår stopper p-stav med at virke?

P-staven har en holdbarhed på 3 år, hvilket mange ser som en væsentlig fordel. Den lange virkningstid gør den til et attraktivt valg frem for p-piller, som skal huskes dagligt.

Virkningen af en p-stav ophører kort tid efter fjernelse af staven, og gør at du kan blive gravid igen.

Påvirkning af menstruation og påvirkninger

Nogle oplever at p-staven påvirker deres menstruation. Hos nogle forsvinder den helt og hos andre bliver menstruationen kraftigere og hyppigere.

For de fleste stabiliserer blødningerne sig efter nogle måneder, men det er vigtigt at være opmærksom på, at p-staven kan medføre andre hormonelle bivirkninger som humørsvingninger, hovedpine eller akne.

Er der en aldersgrænse på p-stav?

Er du over 18 år, vælger du frit, hvilken prævention, du ønsker at anvende.

Læger kan udskrive prævention til unge mellem 15 og 18 år uden forældres samtykke, men mindreårige skal have samtykke fra en forældre eller værge, hvis der er tale om indgreb som indsættelse eller fjernelse af staven.

Hvad koster en p-stav?

P-staven har en pris på ca. 1000 kr, men selve indsættelsen er uden omkostninger. Lægen udskriver en recept efter samtale og oplyser, hvornår den skal indsættes.

P-stav vs. spiral: Hvad skal du vælge?

P-stav og spiral adskiller sig på flere måder, som kan påvirke valget. P-staven er en hormonel præventionsmetode, der placeres under huden og frigiver gestagen, hvilket kan mindske menstruationssmerter, men også give bivirkninger som humørsvingninger og uregelmæssige blødninger.

Spiralen findes både som hormonspiral, der også kan reducere blødninger og smerter, og kobberspiral, som er hormonfri og derfor ideel for dem, der vil undgå hormoner, men den kan give kraftigere menstruationer.

Valget afhænger af ønsket om hormonel prævention, blødningsmønstre og personlige præferencer. Vi anbefaler en konsultation med lægen, de kan nemlig hjælpe med at afveje fordele og ulemper.

Læs mere om:

Læs også