Gravid
13. august 2024

Tre helt særlige mennesker blev inviteret med, da Christine Nordam skulle føde

Kort efter hendes fødsel var sat i gang, tog Christine Nordam en beslutning og inviterede sine tre børn med til fødslen. En invitation de takkede ja til.
Af: Sigrid Luna Nielsen
Christine Nordam og familie

Foto: Privat foto

De var på sommerhustur med familien, da Christine Nordam blev sat i gang for at føde sit fjerde barn.

Mens de ventede på, at fødslen skulle gå i gang, spurgte Christine og hendes mand, Rasmus, deres tre børn på hhv. tre, fem og ni år, om de ville med til fødslen – det ville de gerne.

Der gik dog ikke ret længe, før Christine og Rasmus indså, at familiens yngste på tre år var for lille til at være med.

De to ældste blev på stuen og var med under fødslen. ”Min ældste var helt nede mellem benene og stå og kigge med”, fortæller Christine og fortsætter:

“Der havde jordemødrene været vildt gode, og sagt direkte til børnene, at der måske ikke ville være så meget blod og sådan noget som ellers plejer at være skræmmende, men lige når baby kommer ud, så er der bare et lilla livløst menneske der ligger dernede,”.

Christine Nordam er ikke i tvivl om, at det var den rigtige beslutning at have dem med:

”Det føltes så rigtigt at have dem med, for det er jo ikke kun et barn som mig og min mand får, det er hele søskendeflokken der bliver beriget.”

Idéen om at have de ældre søskende med til fødslen, stammer oprindeligt fra, Christines veninde. Hun var nemlig med til sin fødslen, dengang hun blev storesøster.

Christine og Rasmus var bevidste om, ikke at romantisere, hvad en fødsel er over for de to piger på fem og ni år. Derfor prøvede de også at forberede dem, så godt de kunne:

”I skal ikke blive bange for mors lyde. Det gør rigtig, rigtig ondt. Så selv om hun ligger og skriger, så er det helt normalt.”

De havde sørget for at fortælle dem, at det var okay at reagere følelsesmæssigt, og stille alle spørgsmål der måtte opstå undervejs.

Beslutningen om at invitere de tre større børn med, blev dog først taget på dagen, efter Christine havde været på Regionshospitalet Horsens og fået taget vandet.

Da familien er bosat i København, har hendes tidligere fødsler været på Rigshospitalet og på Herlev Hospital.

”Jeg fødte på Horsens, som simpelthen var så stille og roligt. Men jeg havde min første fødsel på Rigshospitalet og de to andre på Herlev, for vi bor jo i København. Og havde jeg taget samme valg på Herlev, hvor man nærmest sidder og føder i venterummet? Nej, det havde jeg nok ikke”, fortæller Christine.

Der er ikke nogen fælles regler for, hvordan fødegangene skal håndtere ønsket om at have større søskende med til fødslen. Men de fleste er generelt åbne for det, så længe der er en voksen til stede, som kan have fokus på børnene, oplyste regionerne os, da vi rakte ud til dem.

På forhånd havde parret aftalt, at Rasmus ville fokusere på at være der for børnene. Og så havde de sørget for, at børnenes farmor var klar til at hente, hvis det skulle blive nødvendigt.

Når Christine nu kigger tilbage på sin fødsel, her en lille måneds tid senere, så ville hun ønske, at hun havde været bedre til at slappe af i det og ”gå ind i sig selv”.

Hun ville meget gerne kunne forklare sine døtre, hvad der skete løbende, og det skete på bekostning af et fokus på hende selv og fødslen.

Men hun er alligevel ikke i tvivl om, at det var det hele værd:

”Da hun kommer ud, råber begge mine piger: ”Det en dreng!”. Men det var bare navlestrengen. Vi fortalte, at sådan ser en tissemand altså ikke ud,” fortæller hun og fortsætter:

“Der var det sindssygt sjovt at have dem med. Det var bare så nice at være en familie lige der, hvor vi kunne grine sammen et halvt minut efter at hun var kommet ud. Det var virkelig lykkeligt”.

Og det er eksempler som dem, de to storesøstre bliver ved med at vende tilbage til, når de snakker om fødslen.

De to søstre har reageret forskellig på at være med til fødslen:

“Hende på fem observerer meget og siger ikke lige så meget. Men man kan godt høre, at det har været en kæmpe oplevelse for hende også.”

Og selv om det lille lilla spædbarn der afventer sin første vejrtrækning, er en af de ting som Christines ældste pige husker tydeligt, så fylder fortællingerne om deres mor, der siger sjove ting på grund af lattergassen stadig en stor del af deres snak om fødslen.

Læs mere om:

Læs også