Hun forvekslede sin sårbarhed med svaghed og tænkte, at hun nok var sådan én, der let blev syg

Når man får sin første alvorlige depression som 19-årig, og lægen antyder, at man måske nok skal tage medicin resten af sit liv, og man to år tidligere har været igennem en livstruende kræftsygdom, er livet ingen leg. Det er dyb alvor.

– Jeg var ramt og sårbar, fortæller Camilla Kjems, 50, der i mange år forvekslede sin sårbarhed med svaghed og tænkte, at hun nok var sådan én, der let blev syg.

Hendes selvfortælling blev akkompagneret af negative sidehistorier om en barndom, der var svær på grund af brudte ægteskaber og onde stedforældre. Det gør hun ikke længere.

– Jeg var ung, og det var også noget med weltschmerz og at være lidt fucked up. Man skulle helst fortælle en dramatisk historie om sig selv. Det gav points. Ingen gad at komme fra en lykkelig kernefamilie dengang. Dertil kommer, at jeg reelt var meget påvirket og traumatiseret af de ting, der var sket, så historien om mit liv som svært var ikke grebet ud af luften. Omvendt vidste jeg godt, at jeg ikke kun var svag, siger Camilla.

Første kapitel i hendes nye og tredje bog handler om narrativ identitet og om, hvordan vi former vores liv med den historie, vi fortæller andre om os selv – og af den indre historie, vi bærer rundt på. Bogen udkommer til næste år, og lige nu har Camilla Kjems travlt med at finde sine ben som nytiltrådt direktør for TV 2 Bornholm. Hun opfatter sig selv som stærk i dag. Camilla valgte meget tidligt at være åben om, at hun med i rygsækken – ud over sine mange talenter for at formidle, skrive, holde foredrag og være en dygtig leder – også havde en tendens til depressioner.

– Da jeg blev journalist og begyndte at skrive ledere og klummer med personligt indhold, valgte jeg at være åben om, at jeg var på antidepressiv medicin og hvorfor. Det gjorde, at jeg fik vendt det, der kunne have været en svaghed, til min styrke, og der var ingen, der havde noget på mig, fordi det ikke var et tabu eller hemmeligt. Der var ikke noget, jeg skulle sørge for at skjule for mine chefer og kolleger. Jeg kunne styre fortællingen, og det blev i stedet en positiv historie om, hvor meget det har lært mig at være igennem de svære ting i mine yngre år. At opleve de mørke sider af tilværelsen har jo været at få en gave af livsvisdom i en ung alder, siger Camilla, der kun har fået credit for sin åbenhed.

– Man kan godt kalde det at være den stærkeste af de svage. Jeg har fortalt om nogle af de svære ting, jeg har oplevet, og jeg har skrevet bøger om dem. Det har jeg gjort, fordi jeg ikke kunne lade være. Og pudsigt nok har jeg flere gange oplevet, at mennesker, der går og putter med tingene, samtidig kalder sig stærke. Men de har blinde vinkler, også fordi de måske ikke har den selverkendelse, der følger med at have prøvet at blive slået i gulvet – for en stund, siger Camilla Kjems.

Man bliver ikke stærk fra den ene dag til den anden. Åbenheden var et vigtigt skridt, men selvrefleksion er mindst lige så vigtig: Hvorfor fortæller jeg de historier, jeg gør, om mig selv?

– Min historie var en offerhistorie i mange år, men det syntes jeg selvfølgelig ikke selv, forklarer Camilla, der indtil hun blev skilt fra sine tre børns far i slutningen af 30’erne stadig indimellem boksede med depressioner. Det gør hun ikke længere, blandt andet fordi hun lytter indad.

– De sidste 10 år er offerrollen blevet skiftet ud med handling og selvaccept, siger Camilla Kjems, der har lært at leve med, at når det gælder de helt nære relationer, så er hun konfliktsky, fordi hun helt grundlæggende er bange for at blive forladt og at miste.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 8/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.