"Jeg er ikke faldet for en morder. Jeg faldt for ham på trods af det"

Hvad synes I om en overskrift som "Faldt for en morder?"

Andreas kigger på Ingrid, som tager ordet.

– Jeg er ikke faldet for en morder. Jeg bliver ret provokeret, når nogen siger det. Jeg faldt for ham på trods af det.

– Det afspejler meget godt vores samfund. En gang kriminel altid kriminel. I mit fag er vi imod den slags tænkning. Jeg ville hellere have skrevet …

– Andreas?

Det er Andreas selv, der kommer med forslaget. Han sender et lille smil til Ingrid.

– Først og fremmest er han Andreas. Han er ægtemand, far, søn, bror, filosof og forfatter. Hun holder pause i et par sekunder, inden hun fortsætter.

– Han er en mand, der er blevet tilgivet.

14 års ubetinget fængsel

Vi sidder rundt om køkkenbordet hjemme hos Ingrid og Andreas Ribe-Nyhus i Oslo.

I februar 2010 dræbte Andreas sin daværende kærestes eksmand. I retten forklarede han, at drabet skete af nød, og at det var en ekstrem situation, hvor han skulle beskytte sin kæreste.

Retten troede ham ikke, og Andreas blev idømt 14 års ubetinget fængsel. Retten mente, at der var tale om særligt skærpende omstændigheder, og at drabshandlingen i høj grad havde karakter af en henrettelse.

Andreas har udgivet bogen ”Fængslet” om det brutale møde med fængselslivet, om det store vendepunkt – og om mødet med Ingrid.

Andreas ser på Ingrid, som sidder ved siden af ​​ham ved køkkenbordet. Vi har spurgt, hvad de to har betydet og betyder for hinanden.

– Ingrid har betydet alt for mig. Hun er min kone, min bedste ven, mor til mit barn. Hun er mit livsvidne. Vi taler om alt, der er svært, alt, der er nemt. Det er i høj grad hende, der har bragt mig tilbage til samfundet.

– Jeg tror, ​​alle forstår, at jeg ikke er typen, der falder for en hård fyr i fængsel. Det har været en grundlæggende anerkendelse af mig som menneske, siger Ingrid og fortsætter:

– Jeg kan også følge op med store ord, for det er rigtigt. Andreas er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Jeg havde været single i lang tid, og der skulle meget til, før jeg faldt for nogen. Jeg havde været på mange Tinder-dates.

Ingrid smiler og siger:

– Jeg har aldrig drømt om at falde for nogen i fængslet, det var ikke der, jeg ledte. Mod og ærlighed er vigtige værdier for mig, og det så jeg hos Andreas. Han søger sandheden, og så bliver samtalerne straks mere spændende.

– Jeg har aldrig mødt nogen, der er så solid en klippe. Jeg er meget mere op og ned, men vi er ret fredelige sammen. Vi skændes også, men vi er gode til at blive venner igen. Vi kommer rigtig godt ud af det.

Ingen mulighed for behandling

Andreas er akademiker og filosof. Og ikke ligefrem en person, man kunne forestille sig kunne tage livet af et andet menneske.

Så blev han spærret inde i et højsikkerhedsfængsel i Østnorge.

Ham, der havde arbejdet som konsulent i erhvervslivet og aldrig før havde gjort noget kriminelt, sad nu indespærret i en celle 20 timer i døgnet side om side med andre kriminelle.

Mellem de indsatte var reglerne klare: Man siger aldrig noget vigtigt til en fængselsbetjent, og mellem de indsatte var der ikke meget plads til at vise sårbarhed.

Der var ingen mulighed for at bearbejde ugerningerne eller komme videre.

Andreas oplevede det som dybt uretfærdigt ikke at blive troet på af retten. Han var fyldt med selvretfærdighed, men også med et grundlæggende spørgsmål: Hvordan lever man med sig selv efter at have gjort sådan noget?

I bogen fremstår de første år, han afsonede i et højsikret fængsel, særligt dehumaniserende.

Det er overraskende og brutalt at læse om, hvor uvenlige mange af fængselsbetjentene er. Hvor umenneskeligt hele systemet fremstår.

– Ja? spørger Andreas nysgerrigt tilbage, med en overraskende rolig stemme.

En umulig opgave

I de sidste år af sin afsoning skrev Andreas en afhandling om sin egen forsoning, om skyld og straf.

– Fængselsbetjentene står for både sikkerhed og rehabilitering. Så genoptræningen er dårligt defineret, mens sikkerheden har mange flere vurderinger og tiltag.

– Jeg tror, ​​det grundlæggende problem er, at de har fået en umulig opgave. Det er ikke muligt at have både sikkerhedsopgaver og rehabiliteringsopgaver på samme tid. Der er mange gode mennesker i systemet, men de bliver taget af sikkerhedstankegangen.

– Det er let at forstå, at sikkerheden altid kommer først. Men betyder det også, at indsatte kommer ud i samfundet som de samme mennesker, som de var, da de blev fængslet?

Andreas flytter lidt på sig.

– Ja, eller endnu værre.

Som tidligere praktikant i Oslo Distriktsfængsel har Ingrid også et stort engagement i de indsatte.

– Jeg er kritisk over for, hvordan fængslerne drives i dag. Det er et dilemma, at fængslet i sig selv skaber lidelse. Folk bliver deprimerede og ængstelige.

Vendepunktet

Vendepunktet var i 2014, efter fire år i et højsikret fængsel, hvor et tilbud til langtidsdømte dukkede op.

Nogle fængselspræster organiserede et kristent forløb, hvor de indsatte kunne tale om de forbrydelser, de havde begået.

Når vi spørger, hvad der har gjort det muligt at komme tilbage, og nu sidde her ved et køkkenbord med en kop kaffe midt i indkøringen i børnehaven, er det det, Andreas straks påpeger.

– Der blev jeg tilgivet af Gud og kunne måske tilgive mig selv. Da det begyndte at falde på plads, var det nemmere at tænke fremad. At jeg igen kunne bidrage positivt til samfundet. Det var første gang, jeg havde viljen til at komme tilbage.

Ingrid kigger på ham, mens han taler.

– Det var vel først, da man tillod sig selv at tænke, at man ikke skulle straffe sig selv mere? Første gang man ikke var permanent i minus.

Måneder med frygt og konflikt

De skulle skrive alle deres synder på et stykke papir. Så skulle de fastgøre arket til et trækors og derefter brænde det.

I bogen skriver Andreas om, hvordan netop dette øjeblik også blev et øjeblik, hvor han indrømmede over for sig selv, at han ville dræbe.

Hvordan var det at erkende det?

– Det var forfærdeligt. Jeg havde skrevet meget om mig selv, så det var noget, der skete impulsivt. Jeg ville bare stoppe det, der skete.

Hvad fik dig til at ville dræbe? Jeg ved ikke, om det er noget, du kan svare på, eller om det skal med i artiklen, men jeg spørger alligevel.

Andreas kigger ned.

– Det er svært at svare på. Vrede, frygt …

Ingrid bryder ind.

– Det, synes jeg, kommer ret godt frem i bogen. Der havde været måneder med frygt og konflikt. Der var en form for desperation efter, at det skulle stoppe.

"Jeg har dræbt en mand"

Ingrids far var en af ​​de fængselspræster, der organiserede forløbet, og han skrev en bog om det bagefter.

Der var Andreas en ud af ​​flere, der bidrog anonymt med sin historie.

Da Ingrid skulle arrangere en samtale i kirken om skyld og tilgivelse og spurgte sin far, om han kendte til nogle indsatte, der kunne tale om emnet, tippede han om Andreas.

Da samtalen fandt sted i Pauls Kirke i Oslo, startede Ingrid med at bede ham fortælle lidt om sig selv.

– Jeg har taget livet af en mand, sagde han.

– Så blev der helt stille i kirken. Jeg husker den stilhed så godt. Jeg synes, det rummede både chok, nysgerrighed og spænding.

Andreas havde forberedt sig på samtalen, hvor han skulle fortælle om det værste i sit liv, en historie han sjældent delte med andre. Men sammen med Ingrid var det nemt.

Da de var færdige med at tale, rejste tilhørerne sig op og klappede. Der var noget ved hans mod og ærlighed, som hun kunne lide.

Efter samtalen i kirken gik de ud og fik en øl med nogle af hendes veninder, tonen var god, snakken flød let.

Kysset ryddede vejen

Et par uger senere inviterede hun ham på middag, næste gang han havde tilladt udgang fra fængslet. Hun ville takke ham for at dukke op. Han fik en mildere straf og begyndte at få mere udgang fra fængslet.

Det blev til flere dates, men de var begge usikre på hinanden.

– Jeg var ikke sikker på, om Andreas bare var høflig og følte, at han skyldte mig noget. Og jeg tror, ​​Andreas spekulerede på, om han bare var en slags velgørenhedsprojekt for mig.

Hun kigger spørgende på ham, og han smiler tilbage.

Et kys ryddede vejen for deres forhold. Det var efter at have set hinanden jævnligt over flere måneder, hvor Ingrid forgæves ventede på, at Andreas skulle tage initiativ til et kys, at hun selv tog mod til sig.

Lige før han skulle tilbage i fængslet, efter et besøg i hendes hjem, kyssede hun ham. Et kys, der blev gengældt og fejede al tvivl væk.

Derefter måtte han skynde sig op på cyklen for at overholde sin udgang fra fængslet.

Ingrid smiler.

– Vi havde ikke tid til at tale om det kys. Jeg blev efterladt ret fortumlet.

Vil både forstå mordet og fordømme det

Sammen med den stærke indre jubel var der også stor alvor. Da de blev et par, læste Ingrid hans dom igennem som noget af det første.

At læse dommen ændrede ikke på Ingrids følelser for ham.

– Der var ingen store overraskelser for mig dengang – men senere havde jeg brug for at sige, at det er helt forfærdeligt, at man har taget et liv. Jeg følte, det var helt forfærdeligt. Det var ikke sådan, at jeg havde sympati for det.

– Jeg vil både forstå mordet og fordømme det. Jeg var nødt til at sige, at jeg ikke er enig i dine ugerninger. Når jeg elsker ham, har jeg brug for at tale sandt. Det har jeg altid gjort, siger Ingrid.

– Vi gik direkte ud i det værste. Det var ikke sådan, at vi sad på 10 dates og talte om vores yndlingsmusik, fortsætter Andreas.

– Vi skulle starte der, fastslår Ingrid og fortsætter:

– Det er først, når du siger sandheden, at du kan blive mødt, og det kan ændres eller helbredes.

Blev tilgivet af sønnen

På et tidspunkt blev Andreas også forsonet med den ældste søn til den mand, han dræbte. På det kristne ophold handlede det ikke kun om tilgivelse fra Gud, men også om at søge tilgivelse hos dem, der blev ramt af ugerningerne.

– Forsoningsarbejdet skal også gå ud over en selv. Sådan skal det være, ellers bliver det for nemt, påpeger Ingrid.

Hvor vigtig har tilgivelse været?

Andreas svarer hurtigt.

– Det har været utrolig vigtigt. Både den jeg fik af Gud, og den jeg fik af hans søn. Det bekræfter for mig, at det er muligt at vende tilbage til samfundet.

– Især tilgivelse fra ham var vigtig, da det er ham, der har haft det værst af det, jeg har gjort. Han er et direkte offer for den handling.

Gik ned på knæ

4. juni 2019 havde Andreas afsluttet sin afsoning. Han holdt en stor fest, og foran alle gæsterne faldt han på knæ og friede til Ingrid.

For et år siden kom lille Olava til verden, det lille vidunder, som Ingrid beskriver hende som, der også gav en helt ny hverdag.

Rundt om bordet føles både drabet og de tunge år med straf som et fjernt minde.

Udover forsoningsarbejdet har Andreas bearbejdet meget både gennem de dagbøger, han skrev i fængslet, og gennem arbejdet med sin doktorgrad. I dag er han knap så påvirket af, hvad der skete.

Han arbejder på en ny bog sammen med fotograf Marcel Lelienhof, hvor han rejser rundt til indsatte i forskellige fængsler. Her mærker han stadig de tunge år i kroppen, når der bliver raslet med nøgler.

Et sidste spørgsmål står tilbage til Ingrid: Hvilken titel ville du have haft på denne artikel, hvis du selv kunne vælge?

– Det var et godt spørgsmål.

Hun skal tænke sig lidt om, før hun fortsætter.

– Vores historie er ikke unik, den har noget almentgyldigt i sig. Kærlighed finder de mærkeligste måder. Måske kan vores historie være til trøst for andre. Kærligheden vinder overalt, selv i de mærkeligste konstellationer.

Journalisten har været i kontakt med den ældste søn til den mand, han dræbte. Han bekræfter, hvad Andreas fortæller om deres samtale.

Artiklen blev første gang udgivet på kk.no. Dette er en redigeret version.