Jeg havde ingen planer for nytåret, så jeg spurgte min veninde. Det var ydmygende at spørge, men svaret var værst

Hvis du har prøvet at blive skuffet nytårsaften, er du ikke alene.

Hvis du har prøvet ikke at have en vennegruppe at fejre aftenen med, er du ikke alene. Årets sidste dag er ikke nødvendigvis årets fedeste dag.

Her på redaktionen har vi samlet nogle af vores værste nytårsoplevelser.

Det var ydmygende at spørge, men svaret var værst

Dette er ikke én specifik nytårsaften, men flere. Sagen er den, at jeg aldrig har tilhørt en vennegruppe, som holdte nytår sammen.

Derfor har jeg flere gange gruet for nytårsaften, fordi jeg igen blev konfronteret med, at jeg ikke hørte til nogen steder.

Og selv om jeg altid har haft venner, spurgte jeg mig selv, om jeg overhovedet havde nogle venner?

Jeg husker især et år, hvor jeg endte med at spørge en veninde, om jeg måtte være med hos hende og hendes slæng (som jeg kendte perifert og havde mødt før).

Det var ydmygende at skulle spørge, men ikke lige så ydmygende som svaret: Der var ikke plads til mig.

I en metro under jorden

Jeg har altid haft det lidt specielt med nytårsaften. Da jeg var yngre var mine forventninger til en dekadent, glamourøs fest tårnhøje, men sådan blev virkeligheden aldrig rigtig. Et år besluttede min daværende kæreste og jeg, at i år skulle været ÅRET.

Vi bestilte flybilletter til en europæisk storby, bestilte 8-retters menu på en Michelin-restaurant. Jeg købte en flot lang kjole. Jeg husker det, som om det hele startede godt ud. Restauranten, vi skulle spise på, var hyggelig.

Maden var – med undtagelse af en enkelt ret – god. Den ene ret – muligvis det absolut værste, jeg nogensinde har spist – blev hurtigt spyttet ud og glemt. Indtil senere.

Kort før midnat lukkede restauranten ned. Jeg ved ikke rigtig, hvad vi havde forestillet os, men på en eller anden måde kom det lidt som en overraskelse.

Jeg havde heldigvis fundet et cocktailsted i nærheden på forhånd, men jeg husker, at stedet var så angstprovokerende cool, at vi simpelthen ikke turde gå ind.

Jeg var i starten af 20'erne – og det var min største frygt ikke at være sej nok. Så hellere lade være med at prøve. Og på den måde endte det med, at vi sad i en metro under jorden, da klokken slog 12.

Det viste sig på en eller anden grum måde at være held i uheld. For et par timer senere vågnede jeg op med madforgiftning.

Så der lå jeg på badeværelsesgulvet, mens det hele snurrede rundt, og jeg kunne høre, raketter og feststemning på gaden.

Måtte ikke komme med til fest

Det var min første nytårsaften uden mine forældre - jeg tror, jeg gik på gymnasiet. Og jeg var sammen med en ven og to af hans venner. Vi lavede mad og havde i det hele taget en hyggelig aften, men så skulle vi videre til fest hos en jeg kun kendte meget perifert.

Vi brugte lang tid på at overbevise værten om, at jeg gerne måtte komme med, men han endte med at sige nej. Så da vi havde spist, blev jeg hentet af min mor. Da klokken slog 12 sad jeg hjemme hos mine forældre.

Jeg løb, som om jeg var med i en krigsfilm

Jeg har aldrig været bange for fyrværkeri. Faktisk har det været nogle af mine yndlings-barndomsminder fra nytårsaften at se på fyrværkeriet klokken tolv.

Men én nytårsaften forandrede mit syn på fyrværkeri sig. Jeg var omkring 18 år, og det var en af de første nytårsaftener, hvor jeg skulle i byen.

Mine veninder og jeg skulle tage toget ind til byen, og som vi gik langs vejen mod toget i den lille provinsby, jeg er vokset op i, så vi nogle unge drenge stå for enden af vejen.

De havde krudt med, og da de fik øje på os, fik de en plan. De sender omkring tre raketter afsted efter os, som springer forskudt af hinanden omkring vores fødder.

Jeg kan huske, at jeg løb, som var jeg med i en krigsfilm, mens jeg holdt mig for øjnene, så mit syn ikke skulle tage skade. Mine veninder og jeg var alle sammen rystede, da vi satte os ned i toget.

Da jeg kom i byen, kunne jeg heller ikke tænke på andet, end hvor galt det kunne have gået.

Siden den nat har jeg været bange for at gå rundt udenfor nytårsaften.

Nytårsaften i en bus

I 1.g brugte jeg nytårsaften i en Euroline-bus på vej hjem fra Paris, hvor min veninde og jeg havde holdt ferie.

Der sad vi sammenkrøllede i 17 timer, og på et eller andet tidspunkt fik vi vores pas checket på en dodgy resteplads et sted i Tyskland. Jeg kan huske, at jeg havde købt to kyllingesandwichs med fra det parisiske basic-bageri St. Paul, som altså udgjorde nytårsmenuen på den lange tur.

Og ja, vi havde jo selv valgt det. Jeg erindrer, at det var den afgang, der gav mening for os dengang….?

Det er åbenlyst mange år siden – dengang, det økonomisk slet ikke kunne betale sig at rejse fra Jylland til København og tage et fly, men var langt billigere at bruge 17 timer i en proppet bus.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: