Hun drak ingenting den aften og var i tvivl om, hvad hun skulle gøre. Så sagde hendes veninde noget, der gav hende klarhed

Som datter af stjerneinstruktør Susanne Bier og den svenske skuespiller Philip Zandén er 28-årige Alice Bier født ind i filmbranchen. Nu er hun gået i både sin mors og sin fars fodspor.

Hun spiller en stor rolle i Bille Augusts satiredrama “Eherengard”, som ramte Netflix i efteråret, og er i gang med at uddanne sig til sceneinstruktør på Den Danske Scenekunstskole.

Oven i det har hun en bachelorgrad i kunsthistorie og er mor til to små børn.

– Min familie giver mig ekstra muskler, siger hun selv.

Og man skal heller ikke være i selskab med hende i mange minutter for at fornemme, at der hviler en helt særlig råstyrke over hende.

En selvbevidsthed og en power, der manifesterer sig gennem de velvalgte sætninger, det klare blik og den ranke kropsholdning.

– For mig hænger det at være et menneske, der går op i sin karriere, tæt sammen med det at være mor.

– Jeg har en fantastisk kæreste og en dejlig lille familie – og det gør, at jeg føler mig usårlig inden for mit arbejde. For hvis det hele går ad helvede til, har jeg jo dem at komme hjem til, siger Alice.

“Ehrengard” er en af Karen Blixens sidste fortællinger og udkom et år efter hendes død, i 1962. Handlingen udspiller sig i det fiktive hertugdømme Babenhausen, hvor den selvudnævnte kærlighedsekspert hr. Cazotte (Mikkel Boe Følsgaard) udtænker en hemmelig plan om at forføre den yndige hofdame Ehrengard (Alice Bier).

Uden at afsløre for meget kan det siges, at hans plan bliver forpurret.

På hvilken måde tænker du, at historien om Ehrengard er relevant i dag?

– Karen Blixen har et inspirerende, frisk og modigt syn på kvinder. Med karakteren Ehrengard leger hun med en kliché om en pæn pige, der bliver undervurderet, siger Alice og fortæller videre:

– Hofdamen Ehrengard vokser op som eneste pige i en slægt af krigere. Hun kan ride, hun kan fægte – og hun har et højt æresbegreb. I begyndelsen har Ehrengard en uskyldighed over sig – men når hun finder ud af, hvad der er i gang bag hendes ryg, beslutter hun sig for at tage ejerskab over sin egen situation og tage sin værdighed i hænderne.

– Så jeg synes, hun som karakter taler meget ind i den tid, vi står i lige nu: Hvor kvinder er stærke – og hvor vi kan være mange ting på én gang.

Eget territorium

Alice er vokset op med film og teater som en del af barndommens univers.

– Mine forældre har inspireret mig med deres glæde ved deres arbejde, og det har givet mig en tro på, at det godt kan lade sig gøre at arbejde i den branche – selv om det også er benhårdt, siger Alice.

Hvornår og hvordan opstod tanken om, at du selv ville den vej?

– Faktisk tror jeg, at jeg altid har haft lyst til at spille skuespil og instruere.

– Det har ligget i min underbevidsthed som en drøm, selv om jeg også har haft lyst til at frigøre mig og tage nogle andre valg i mit liv. Men det er, som om der ligger en retning fast inde i mig.

Hun fortsætter:

– I min barndom har jeg tegnet og malet meget, og efter gymnasiet tog jeg på kunsthøjskole i Holbæk. På et bevidst plan prøvede jeg at søge hen imod en anden branche end mine forældres, men så “kom jeg lige til” at lave et teaterstykke sammen med en anden, der gik på højskolen.

– Der er noget i mig, der bliver ved med at søge den vej – uden at jeg er særlig bevidst omkring det.

Som ung kan man jo også have brug for at søge væk fra det, ens forældre laver …

– Ja og jeg tror, at alle børn har brug for at finde deres eget territorium. Men når du vokser op med noget, så bliver det også meget naturligt for dig. Som barn af en kok vil du sikkert have let ved at smage på en masse forskellige retter, siger Alice.

– Så jeg synes også, at det er et tegn på modenhed at erkende, hvad det er, man har lyst til at lave. Og finde ud af, at man godt kan gøre det på sin egen måde.

Så du bliver andet og mere end “Susanne Biers datter”?

– Ja, og det har også været et issue for mig, for det er jo ikke så mærkeligt, at folk tænker: “Nå, hun har nok fået de her muligheder på grund af sin mor.”

– Man kan godt ende et sted, hvor man kæmper imod det, man har anlæg for, fordi man har behov for at manifestere sig selv. Men jeg synes ikke, det kan kaldes en frigørelse, hvis man ud af protest skal vælge noget andet end sine forældre – for så er man jo alligevel styret af dem.

Filmrollen som hofdamen Ehrengard er kommet i hus ved et sammenfald af heldige tilfælde, fortæller Alice.

– Jeg har spillet med i en del kortfilm og blev opfordret til at gå til casting, og så fik jeg rollen. Bille August har en meget stærk intuition – og jeg tror bare, at han stolede på, at jeg var den rigtige til rollen.

– Jeg havde slet ikke involveret min familie i processen, så mine forældre blev totalt overraskede, da jeg fortalte dem om min filmrolle, siger Alice.

Kan man godt forene det at være skuespiller med at være instruktør?

– Ja, for mig er det tæt forbundet, for både skuespil og instruktion handler om indlevelse. Om at lave noget sammen, der går ud over én selv, og som bliver en fælles udveksling af energi.

– Hvor man bliver opslugt og er så hyperintenst tilstede, at andet omkring dig bliver blurry, siger Alice med lys i øjnene.

Er det noget du har brug for… at være intenst til stede?

– Yes. Den totale fordybelse er en tilstand, som jeg virkelig har brug for at være i – nærmest som en junkie.

Gravid som 20-årig

Alice Bier Zandén var 20 år, da hun blev gravid med sit første barn.

– Jeg stod et sted i mit liv, hvor alt var kastet op i luften. Jeg vidste ikke, hvilken uddannelse jeg skulle vælge, og jeg var lige kommet hjem fra højskole.

– Min kæreste og jeg havde ikke været sammen i særlig lang tid – og så blev jeg gravid.

Hvad tænkte du, da du opdagede det?

– Det kom som en stor overraskelse. Min kæreste og jeg var på juleshopping inde i byen – og jeg købte en graviditetstest, som jeg tog på en café. Testen var positiv, og så stod vi dér: Hvad nu? fortæller Alice.

– Samme aften skulle min kæreste og jeg til hver vores fest. Ja, jeg skulle faktisk til min egen housewarming, fordi jeg lige var flyttet ind i en ny lejlighed. Jeg drak ingenting den aften – og jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle gøre.

– Flere af mine veninder havde fået en abort – det var totalt normen. Jeg var også et sted i mit liv, der handler meget om selvrealisering – og jeg kan huske, at jeg sagde til min veninde: “Åh nej, jeg vil gerne være skuespiller og instruktør – det går jo ikke.”

Alice fortæller videre:

– Så sagde min veninde: “Tror du ikke, at skuespillere og instruktører har børn?” Og på en eller anden måde var der noget, der dæmrede i mig. For lige pludselig – i mit liv, der ellers var meget løst – stod jeg med noget, der var utrolig fast, konkret og meningsfuldt.

– Der kom en klarhed til mig, og da mine kæreste og jeg mødtes næste dag, sagde han, at han også havde lyst til at få barnet. Og det er jo et mirakel at få et barn med én, som man gerne vil have et barn sammen med.

Hvordan var det at blive mor som 21-årig?

– Det at få sit første barn er jo et granatchok, og man kan godt føle sig meget alene. Jeg havde perioder, hvor jeg havde totalt fomo, fordi mine venner var et helt andet sted i deres liv.

– Men det smukke er, at man kommer ud på den anden side – og jeg har fundet ud af, at det at gå glip af noget faktisk er positivt. Fordi det giver plads til den fordybelse og tilstedeværelse, som jeg elsker at have i mit liv.

Alice smiler lidt, inden hun taler videre:

– Ja her på “mine gamle dage” er jeg nok også blevet lidt kedelig. Der er mange fester, jeg ikke tager med til, for jeg bliver nødt til at passe på min energi.

– Åh ja, og nu lyder jeg som en tørvetriller, haha. Jeg elsker fester – men det er også rart at vågne op søndag morgen uden tømmermænd.

Kan det ikke være svært at forene det at være småbørnsmor med at have en kunstnerisk karriere?

– Jo, på et hverdagsplan er det lidt besværligt. Alle forældre ved, at det at få børn er en kæmpestor udfordring, og det er jo helt grotesk, hvor mange ting, man skal huske og holde styr på.

– Men på det grundlæggende plan er det den største fornøjelse. Det er det bedste, der er sket i mit liv. Ja, det lyder lidt cheesy – men sådan er det, siger Alice.

– Jeg synes, det er lidt kedeligt at se det sådan, at det ene ødelægger det andet – at man ikke kan være mor og gå op i sit arbejde på samme tid. Man bliver formet af sine egne selvfortællinger, så jeg vil gerne insistere på at det ikke er sådan. Og jeg mærker også indeni, at det er modsat – at de to ting faktisk styrker hinanden, siger Alice.

Den dårlige samvittighed kan man ikke bruge til noget, mener hun.

– Man er altid utilstrækkelig enten derhjemme eller på arbejdet – men på et eller andet tidspunkt må man jo også sige: “Det er det her valg, jeg har truffet – og det står jeg inde for.”

– Work-life-balance findes ikke – og jeg tror, man må acceptere, at nogle gange gør man det ene – og så forsømmer man det andet. Og så må man veksle lidt. Modsætningerne må gerne være der, for der sker noget spændende, når man giver plads til de kontraster, man indeholder som menneske.

Vil du lytte til femina? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: