Efter fem års venskab stod det pludselig klart for Trine: "Den mand jeg havde brug for ved min side, var den mand, der allerede var der"

Måske kender du Trine Hjorth Bønnerup som parterapeuten i ”Gift ved første blik” på DR. Det er hende, der holder en tale til brylluppet og fortæller parret og gæsterne, som jo alle møder hinanden for første gang, hvorfor brud og gom er blevet matchet.

Det er også hende, der tager imod parrene undervejs, når de skal evaluere deres samliv og kigge på dynamikker, når de har krise og – ikke mindst – til allersidst i programmet, hvor parrene skal sige, om de vil forblive gift, eller om de vil lade sig skille.

– Jeg beundrer simpelthen de par, der stiller op i eksperimentet, så meget. Prøv at forestille dig, at hele landet sidder og kigger på dig og så i en så sårbar situation. Du er nødt til at stå ved dig selv og også stå på mål for dig selv, når du møder andres dom. Det er et krævende program at være med i, man er totalt på, og hele den seerkultur, der er rundt om programmet, er et kapitel for sig.

– Det kan føles barskt. Vi er så hurtige til at pege fingre og se, hvad andre gør galt. Jeg har lyst til at udfordre den hårdhed, der er i tiden. Vi er dårlige til at være ærlige og sårbare og stå ved vores menneskelighed og vores dybe behov for at elske og blive elsket tilbage, siger hun.

– Vi ønsker allesammen kærlighed, og vi har brug for andre mennesker, og det gør os sårbare. Er det ikke dét, vi frygter allermest allesammen: At blive afvist af et andet menneske, ikke at være elskede? Det, jeg kan se, kører med deltagerne lige fra starten, er frygten for afvisning og tankerne, om den anden vil én, og om man vil den anden.

– Hvem elsker mest? Hvem elsker mindst? Den risiko løber de fem par for åben skærm, og det gør de faktisk, fordi de gerne vil kærligheden.

Trine Hjorth Bønnerup er som parterapeut optaget af kærligheden. Men hun er også på overarbejde i forhold til den virkelighed, hun møder både i programmet og i sin hverdag.

For at få det på det rene, så er Trine selv gift – på rådhuset – hun har to børn på seks og 11 med sin mand. Hun er uddannet fra Københavns Universitet i 2011. Hun flyttede til København fra Aarhus efter nogle år, hvor hun ikke helt kunne finde ud af, om det skulle være her eller der. Det blev her.

I dag bor hun lidt uden for byen, men stadigvæk i cykelafstand fra Psykologhuset, hvor hun som indehaver deler praksis med syv andre terapeuter og tager imod par, også dem, der har et tyndslidt ægteskab, måske skal skilles og have hjælp til deleordninger.

Kærligheden har hårde betingelser, synes hun.

– Der er helt klart noget, der går galt i den tid, vi lever i. Vi får ikke skabt gode nok rammer for kærligheden, og det gælder både for kvinder og mænd og for singler og dem i faste forhold. Vi har høje krav til os selv og hinanden og lever et presset liv, hvor vi trods forventningerne sjældent får sat god nok tid af til relationerne. Vi glemmer at tage arbejdstøjet på og tager ikke kærligheden alvorligt nok, i forhold til hvad den reelt betyder for os.

– Hele dating-kulturen er gennemsyret af, at man går og længes efter den store kærlighed, men samtidig swiper rundt og er superkritisk. Vi ved jo godt, at lange tjeklister over, hvordan partneren skal være, ikke er vejen til bæredygtig kærlighed. Vi er kollektivt overfokuserede på det, der er den andens, og overser det, der er vores eget ansvar. At blive parat til at elske handler om at turde tage et ærligt kig på sig selv.

Ikke behov for at være på

Trine er sådan én, man gerne vil have som psykolog. Eller veninde. Og som man godt kan klare at få en verbal reprimande af eller et kritisk spørgsmål fra, fordi man ved, at hun vil én det godt. Hun er en god lytter og kan holde på en hemmelighed.

Til gengæld har hun egentlig ikke behov for at være ”kendt” eller få flere klienter. Der var allerede fuld plade og lukket for yderligere tilgang i hendes praksis, da hun blev ekspert i ”Gift ved første blik” for to år siden.

– ”Det skal jeg ikke”, var min første indskydelse, da producenten kontaktede mig for at høre, om jeg ville være ekspert på programmet, siger Trine Hjorth Bønnerup, som har fulgt med i ”Gift ved første blik” fra start.

Man er vel parterapeut.

– Jeg havde lige så mange meninger om programmet som resten af Danmark. Om måden det blev gjort på. Om eksperterne. Og det stress, jeg oplevede, parrene var under, og så var der det faglige, siger Trine Hjorth Bønnerup, der alligevel hurtigt kunne mærke, at det ville hun nok alligevel gerne, forudsat at hun kunne få lov til at være med til at tage programmet et nyt sted hen.

– Vi talte blandt andet en masse om, hvornår tv-formatet spiller parrene stærke, og hvornår de omvendt bliver bliver alt for stressede. Formatet slår en takt, og den takt skal jo helst være god. Min opgave er at se, hvor jeg kan gøre det lettere for parrene undervejs. Det kan f.eks. være at give dem et rum sammen, som vi har gjort i de sidste sæsoner, hvor parrene kan mødes i det store forum, et støttende grupperum.

– Det at have et netværk med andre, der er i samme båd som én selv, er en kæmpe hjælp og virker normaliserende. Det er svært at bruge vennerne, som jo aldrig har prøvet at være under det pres, siger hun.

”Gift ved første blik” er godt fjernsyn, men hvad kærligheden angår, er det knap så lovende. Alligevel tror Trine ligesom deltagerne på projektet hver gang – og hun håber:

– Jeg tror faktisk på forpligtelsen. Det er noget af det, eksperimentet på en god måde sætter på spidsen: Hvad sker der med kærligheden, hvis vi starter med en stor forpligtelse, og med at man investerer i at lære et andet menneske at kende? Når man stiller sig op helt nøgent og siger: ”Jeg vil gerne kærligheden. Jeg kommer til at blive her i fem uger sammen med dig og ingen andre. Jeg kommer også til at kæmpe for det, når vi to får det svært”?

– Jeg kan se, at det gør, at parrene kæmper en del mere, end mange ville gøre, hvis det bare var en date. Det er et kæmpeplus i forhold til dating-kulturen, hvor startinvesteringen er så lav, fordi man ikke er helhjertet, men hele tiden har bagdøren på klem, og måske har gang i flere partnere på én gang. Der er ikke en chance for at finde trygheden i relationen, fordi man tænker: ”Lige om lidt er du ude af døren igen eller swiper videre”.

Og selv om forholdet i ”Gift ved første blik” ender med et farvel, er det god kærlighedsundervisning og anledning til selvindsigt, mener psykologen. F.eks. at spørge sig selv om, hvad man længes efter? Hvad man jeg gerne have? Hvordan man får formidlet det? Hvordan man undgår, at man ødelægge tingene for sig selv?

Ville du nogensinde selv stille op?

– Åh, det er et godt spørgsmål. Ville jeg være villig til kontroltabet? Det, at noglen andre skal bestemme, hvem jeg skulle gå igennem det her med i fem uger, er virkelig en hurdle, siger Trine Hjorth Bønnerup.

Det er ingens skyld, når det ikke lykkes

Trines indgang til programmet ligner ikke dit og mit: Hun møder kun parrene, når de er hos hende, og så til sidst, når programmet er klippet. Hun er med andre ord afhængig af, at de selv åbner for posen og fortæller om de konflikter eller intime detaljer, vi andre har set.

– Jeg er meget afhængig af, at de siger det selv, og det gør de ikke altid, fordi de tænker på, hvordan det vil føles for den anden at høre eller se det her. De tager hensyn. Det er meget nemmere at sidde bag skærmen og være lommepsykolog derhjemme.

Folk har også meninger om dig og din rolle?

– Ja da. Jeg er nødt til at sige det samme til mig selv, som jeg siger til deltagerne: At jeg skal stå på mål for mig selv. Hvis jeg føler, at succeskriteriet er, hvor mange par der bliver sammen, så er jeg jo en fiasko.

– Jeg er nødt til at holde fast i, at min rolle er at skabe flere samtaler om kærlighed og se, hvilke byggesten der er i forholdet, og pege på, at terapi kan noget – for så er der flere, der kommer i terapi, før det er for sent eller meget svært at redde ægteskabet.

Så det er din måde at kæmpe for kærligheden på?

Smil og pause.

– Ja, det kan man godt sige. Her har jeg chancen for at hjælpe par i den anden ende, for i mit daglige arbejde er det tit i sidste fase, hvor de måske skal skilles, jeg kommer ind. Her starter vi helt fra begyndelsen: Hvad er det egentlig for nogle ting, der skal til for at bygge noget sundt op? Fra slutningen af relationer til starten. Det har været en kæmpe optur.

Hvad vil du gerne lære os?

– At kærligheden kan opstå på vildt mange måder. At kærligheden er kompleks, men at den kan lykkes, hvis bare to mennesker har lyst til og mod til at bringe sig selv i spil. Der er tit så små ting, der skal til, at vi trækker os og dømmer ude, men hold da op, hvor skal der også lidt til, for at vi finder modet igen og får lyst at prøve igen. Det er dét, der gør mig så glad for mit arbejde.

Hvornår har du sidst haft den oplevelse?

– Så sent som i dag. To gange. Det ene par havde et rigtig svært billede af hinanden, og vi fik talt om det. De begyndte begge at græde og så hinanden i et nyt lys. Der opstod den der forbindelse: ”Okay, nu er vi nulstillede” mellem dem; der var de slet ikke, da de kom.

– Og det samme gentog sig med det andet par, som gik fra opgivende til at kigge på problemet udefra og bagefter gå ud af rummet sammen med mod på at bryde det negative mønster, hvor de kom ind med hver sin mur omkring sig. Det er vildt rørende.

En ting er kommunikation, noget andet er attraktion.

– Ja, attraktion er jo det, vi mindst kan styre i programmet og i det virkelige liv. Den er der, eller også er den ikke, tænker de fleste, men attraktionen kan altså også opstå hen ad vejen, hvis man netop er god til at kommunikere. Men det er meget sårbart.

– I programmet er det svært at få parrene til at tale ærligt om det, fordi det er følsomt. Det er tit det, der står i vejen, selv når de taler med mig, fordi de vil ikke være illoyale over for den anden eller udstille den anden.

Det er mere kompliceret på tv end i et rigtigt forhold.

Trine og kærligheden

Trine har haft lange forhold i sit liv. Med masser af tryghed og uden det store drama, men hun husker også en periode, da hun var i 20’erne, der var knap så god. Hvor hendes hjerte var knust, og hvor hun gik lange ture alene med musik i ørerne og med hovedet fuld af tanker om, hvorfor det ikke gik. De mentale billeder er fra Paris.

– Jeg flyttede til Paris efter gymnasiet sammen med en håndfuld venner. Vi var dernede i ni måneder og arbejdede rundt om på forskellige barer og caféer og havde det bare fedt. Men da forholdet til den kæreste, jeg havde på det tidspunkt, sluttede, mens jeg var dernede, startede en længere singleperiode i mit liv, som ikke var den letteste.

– Der var nogle år, hvor jeg på en måde følte lidt en konstant hjertesorg ved at mangle den der ”særlige person”, som var der for mig. Da jeg kom hjem fra Paris, og i årene efter, fik mange af mine venner faste forhold, og jeg havde en tendens til at lukke mig lidt inde med mine følelser, selv om jeg havde gode venner omkring mig.

– Så jeg følte mig nok lidt ensom til tider. Én af de venner, jeg havde tæt på, er ham, som jeg er gift med i dag. Vi kærestede lidt, før vi blev venner, men kunne ikke finde ud af det. Vi holdt fast i venskabet, og efter fem år blev vi så rigtige kærester, og i dag har vi snart været gift i 10 år, men vi har kendt hinanden i 20.

Hvad skete der, da I gik fra venner til kærester?

– Det var som om, jeg vågnede op og indså, at den mand, jeg havde brug for ved min side, var den mand, der allerede var der, og som havde været der i flere år. Jeg havde haft et forvrænget billede af, hvad der var ”det rigtige” – idéer om modspil og dybe samtaler på en bestemt måde, som jeg indså handlede mest om nogle blokader i mig selv.

– Jeg fik et klarere blik på hans og vores potentiale, jo mere jeg fik ryddet op i mit eget indre, siger Trine Hjorth Bønnerup.

Hvis hun skal sætte ord på, hvad hun elsker ved sin mand, er det: At han er loyal, tryg og et helt igennem godt menneske – og meget vigtigt: Den fælles gode humor.

– Han kan lige sparke mig på benet under bordet eller sende mig et indforstået blik, når der bliver sagt noget sjovt, så ingen ser det, og vi er totalt connectede. Han er herlig udramatisk og har en nede på jorden måde at være til på.

Hvad ville han sige om dig?

– Det samme, tror jeg. Og omsorgsfuld, håber jeg.

Den barndom, den barndom

Trine har lige været til bryllup i weekenden. Det var ikke arbejde, men hendes lillebror, der blev gift – og endda med Trines allerbedste veninde. Trine var toastmaster.

– Hun var én af dem, jeg var i Paris med for 24 år siden. Og ja, det er lidt vildt, at vi er familie nu. Der blev selvfølgelig joket meget med det i talerne til brylluppet: Om hvordan jeg har haft en finger med i opbygningen af deres kærlighed, og hvordan vi nu har fætter-kusine børn, siger Trine, der bor få hundrede meter fra sin bror og svigerinde-veninde.

Én af de ting, Trine taler med deltagerne i ”Gift ved første blik” om, er deres baggrund. Hvilken familie er de vokset op i? Hvordan har man vist kærlighed? Hvor har man haft tabuer og blinde vikler? Tilknytningsmønstre? Og selvfølgelig har hun også som psykolog tænkt over sine egne mønstre.

Noget, hun selv er virkelig glad for at have fået med fra barndomshjemmet i Aarhus, er følelsen af at være højt prioriteret. Både far og mor var pædagoger. Trine voksede op med sin lillebror, der er to år yngre, og tre ældre søskende, som forældrene havde fra tidligere ægteskaber.

– Vi var på en måde en sammenbragt familie, men for min lillebror og mig var det selvfølgelig anderledes end for vores ældre søskende. Jeg kan tydeligt se, hvordan vores forældre har valgt at bruge tid med mig og min bror. De gik begge ned i tid i perioder for at være sammen med os.

– Det var altid ”ja, det gør vi” – uanset om det handlede om at bygge en hule oppe i et træ i haven eller at sy en nederdel, som jeg pludselig havde fået en idé om at ville. Min mor kastede sig ud i det, selv om hun ikke var specielt god til at sy. Der var utrolig meget velvilje og massiv støtte fra dem begge.

– Jeg er opvokset med, at kærlighed er noget, man viser gennem sine handlinger og nærvær, ikke noget med hele tiden at være fysisk eller sige ”jeg elsker dig”, husker Trine, der fik masser af albuerum som teenager, også til at være vred og umulig.

Dér, hvor der måske manglede lidt, var i forhold til de mere sårbare følelser.

– Jeg kan se nu, at jeg har mønstre med at pakke følelser væk og blive rationel frem for at tale direkte fra et sårbart sted, men det har mit arbejde som psykolog jo hjulpet mig til at kunne træde mere ud af, siger Trine, der bevidst er mere sig selv og mere sårbar i programmet, end hun normalt er med sine klienter.

For letbenet for rigtige psykologer?

Det har hun også tænkt på i forhold til omverdens opfattelse af hende.

– Jeg var bange for, hvordan andre psykologer ville se på min medvirken i starten. Dels er psykologer fagligt meget stolte og meget etiske, dels er der noget med formatet, som er poppet, og som godt kunne få andre psykologer til at se ned på mig. Heldigvis har jeg oplevet det modsatte, flere har faktisk rost mig.

– Jeg var selv på den ene side usikker på, om jeg nu ville komme til at fremstå seriøs nok. Omvendt ville jeg også have lov til at reagere naturligt. Når jeg for eksempel kommer ned og giver et knus til brylluppet, så er det jo ikke normal praksis. Jeg kan ikke lade være: Jeg er bare så glad for at se dem sammen, se dem, jeg har været med til at matche, og de er glade for at se mig.

– Der er også øjeblikke, hvor man jo kan se, at jeg er sårbar. Til gengæld prøver jeg at styre mig, så jeg ikke sidder og liker alle de ting, parrene har lagt op på Instagram, selv om jeg måske har lyst. Det bliver for personligt. Og når parrene skal booke en tid hos mig, er det også gennem produktionen, ikke ved at de ringer direkte til mig.

Apropos sårbarhed. Det er ifølge Trine det – sammen med spejling – programmet har som gave til os alle sammen.

– Ved at sidde og se på andres forhold får vi mulighed for at kigge indad selv. Hvad er det, vi gør i vores eget parforhold eller i vores egne relationer? Vi kan ændre fokus og begynde at tale om tingene på en ny måde.

– Når jeg ringer til min veninde for at brokke mig over, at min mand igen har været en klaphat, kan jeg bremse op og tænke mig om først. Hvad er min egen andel? Og min veninde kan prøve ikke bare at give mig ret i, at han er dum. For på den måde får jeg ikke fundet ud af, hvad der i virkeligheden var på spil. Jeg kan i stedet ringe til min veninde og sige: ”Hey, gider du ikke lige at hjælpe mig med at finde ud af, hvad der gik galt mellem os her?”, og hun kan sige: ”Jo, hvad var der på spil for dig?”.

– Når vi kritiserer andre, er det næsten altid et forsvar – og det er det også, når vi vender kritikken indad. Det er et klassisk forsvarsmønster, når noget bliver sårbart eller kommer for tæt på. Men den kritiske tone over for os selv og andre står i vejen for udvikling. Og det miljø, vi færdes i, gør, at vi kollektivt og over én kam har svært ved at melde ind sårbart.

Er det også tilfældet for os som seere, at vi kritiserer deltagerne, fordi de minder os om noget sårbart i os selv?

– Ja, lige præcis. Derfor handler det for os allesammen om at komme hen til et blødere sted, for så ændrer hele samtalen ved kaffeautomaten sig også fra det dømmende til det sårbare. Det er det, programmet kan vise os. Det er ægte følelser – og det er også ægte hårdt. Det er ikke en leg.

– Når et par ender med at ville forblive gift i slutningen, er det et ja til en fase to uden kamera. De kan jo være i tvivl: Var det virkelig noget, vi følte, eller var det måske bare et spil for galleriet?

Trine kender svaret. Det gør du nok også, når denne artikel bliver bragt.

Hvad skal du lave, når vi andre venter på sæson 11?

– Slappe af efter et travlt efterår med optagelser, samtidig med at jeg har startet et akademi, hvor jeg underviser psykoterapeuter i parterapi og gruppeledelse, så der har ikke været tid til hverken at læse skønlitteratur eller lave god mad. Så det skal jeg, og så skal jeg se flere venner, lege mere med mine børn, sidde i aftenlyset og bare tale med min mand og nyde et køligt glas rødvin.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 39/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.