Lone Theils: "Hvis jeg har været væk længe, og hun ikke synes, at ”service” har været god nok, får jeg en skideballe"

Må vi præsentere: Lone Theils, krimiforfatter og lejlighedsvis tv-kommentator, når der er både tørre og saftige nyheder fra det engelske kongehus, bor i haveforeningshus på Amager.

Lone er en ”strejfer”. Hun rejser ofte og gerne langt væk og længe ad gangen. Senest var hun 18 dage i Mexico. Lone er lykkelig ejer af Krymmel, som er en naturligvis meget ualmindelig helt almindelig dansk gårdkat.

– Når jeg kommer hjem fra en rejse, er hun aldrig nogensinde fornærmet, selv om jeg har været væk. Jeg får det, jeg kalder rullefald – hun lægger sig simpelthen ned, for så vil hun gerne kæles med. Hun er absolut ikke nogen skødekat, men da jeg kom hjem denne gang, fik jeg lov at tage hende op og ae hende i katteevigheder, og så slikkede hun mig på armen, det er STOR kærlighed fra en kat.

– Krymmel er kærlig, selv om hun ikke helt vil være ved det. Hun er lidt nervøs af sig, for hun er en hittekat, hun blev fundet i en trappeopgang i noget socialt boligbyggeri i Kalundborg, hvor hun græd helt alene og alt for lille. Der var ingen mor og ingen søskende i nærheden. Ingen ved, hvordan hun var endt der og hvorfor.

Lone er vokset op i en familie med hund og havde egentlig forestillet sig, at hun skulle have en lille hund, når hun en dag holdt op med at rejse så meget. Men en dag lå der pludselig en voksen kat i hendes seng. En tilløberkat. Efter en del modstand fra Lones side blev de venner, og Lone oplevede, at det var ”hyggeligt” at have kat. Den blev døbt ”Varylen”. Men det viste sig siden, at ”Varylen” havde mange venner – den boede mange steder. Da den forsvandt, blev Lone utrolig ked af det. Og talte med sin bror om det.

– En dag sendte han mig en sms med et billede. Der stod: ”Skal det her ikke være din lille nye skrivebuddy?” Jeg var lige ved at skrive nej, men så kom jeg til at kigge på billedet, hvor der lå en lille sød killing med prikket mave, og så kunne jeg ikke skrive andet end ja. Det var bare kærlighed ved første blik med Krymmel. Det var en genistreg fra min brors side, at han kunne se, at jeg var et kattemenneske, for det havde jeg ikke engang selv set. Det har jeg sådan rost ham for.

Du er kattemenneske i dag?

– Fuldstændig. Og det er et helt univers, der åbner sig. Katte er uforudsigelige på en anden måde end hunde. Katte er uartige på en måde, hvor man stadig synes, at det er meget sødt og sjovt. En uartig hund er bare lidt irriterende. Men en uartig kat? Så tænker man, ja ja uha, de katte ...

Har du følelser for din kat?

– Ja er du vanvittig! Min ultimative skræk er, at hun en dag bliver kørt ned, så jeg er meget lykkelig for, at hun er bange for biler. Især Hjem-Is-bilen. Jeg elsker hende fuldstændig overalt på jorden. Jeg savner hende virkelig meget, når jeg er ude at rejse, men jeg sørger for, at hun har det godt, og mine meget søde kattepassere sender med jævne mellemrum billeder af hende. Så bliver jeg glad, så får jeg ro i hjertet. Og hun er glad for at se mig, når jeg kommer hjem.

Taler du med hende?

– Jeg taler med hende hele tiden. Hun snakker også til mig. Hvis hun har været ude og kommer ind ad døren, ”kurrer” hun lige for at sige goddag. Hvis jeg har været væk længe, og hun ikke synes, at ”service” har været god nok, får jeg en skideballe. Og jeg har opgivet at køre bil med hende bortset fra, når hun skal til dyrlæge, for hun græder hele vejen. Jeg er blevet meget god til at aflæse hende.

Og ja, Lone kender Anna og Annas hund. Og Billie er sød. Men Annas kommentar om, at Lone i virkeligheden helst ville have en hund? Aaarh...

– Altså ... som forfatter vil jeg sige, at en kat er det ideelle, fordi katte sagtens kan acceptere masser af selvstændig tid. En hund er mere afhængig af en, den vil have mere kontakt, og den vil have, at man skal ud at gå. En kat kan passe sig selv, mens man sidder fuldstændig fordybet i en tekst, bare man husker at give den mad en gang imellem.

– Her i en sen alder synes jeg faktisk, at katte har lært mig enormt meget om kærlighed. Det lyder lidt højttravende, men det jeg mener, er, at en kat gør nøjagtig, hvad den vil. Hvis den har lyst til at være sammen med dig, så er den det. Hvis den ikke har lyst til at være sammen med dig, så går den. Den kommer kun, når den vil. Katte er jo nogle heartbreakers på en helt anden måde end hunde. Så man lærer noget om at give slip og bare nyde det, der er.

– En hund kommer altid, når man kalder, den er altid glad og altid parat til at blive kælet. Det er Krymmel jo ikke. Hvis katten ikke har lyst, kan du fandme ikke kæle med den. En hund har altid lyst til at få kontakt. En kat er mere sådan: Nej, jeg har også mit eget liv. Men det er hyggeligt nok at være sammen. Når jeg har lyst. Den er sådan: Det er på MINE præmisser. Det er faktisk noget, jeg beundrer. Krymmel har lært mig at være opmærksom på, at flere ting i mit liv også godt må være på mine præmisser.

Har dig og Krymmel personlighed til fælles?

– Hmm ... Ja. Vi er lidt sære begge to. Vi gør hvad der passer os begge to. Vi er begge to glade for god mad. Hun vil have det bedste kattemad, og så er hun en kræsenpind, hun gider ikke æde mine frikadeller, men hun vil gerne have Slagter Lunds. Jeg skal også have det bedste menneskemad.

Der findes jo dem, der synes, at folk måske går for meget op i deres dyr?

– Altså jeg har da godt hørt det der med catladies. Men jeg tager det på mig. Jeg skammer mig ikke over at være catlady. Trumps vicepræsident sagde, at det kun var enlige kattedamer, der ville stemme for Kamala Harris. Det er fint nok med mig!

Du er en stolt kattedame?

– Ja. Det har jeg ikke noget problem med. Jeg kan sagtens tage en kattedamejoke. Men altså ... det er jo, som det er. Og jeg synes, det på mange måder er et meget tilfredsstillende forhold, der er mellem mig og min kat, for det er meget afslappet, og vi har begge to plads til at være os selv.

Og til dem, der mener, at man ikke kan lære katte noget, siger Lone:

– På mit kontor er der en bred vindueskarm med masser af strandskaller. Når jeg kommer derind om morgenen, gemmer jeg et par godbidder imellem strandskallerne, og så skal hun på skattejagt. Hvis jeg er for lang tid om morgenkaffen, hopper hun simpelthen op på skrivebordet og nedstirrer mig, indtil jeg kommer. Så hun sørger for, at jeg møder på arbejde.

Er du der, hvor katte også sniger sig ind i bøgerne?

– Det er sjovt, du siger det. For jeg sidder og redigerer en Nora-bog, som ikke er udkommet endnu, og der er for første gang en kat med. Den spiller faktisk en rolle i plottet!

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 6/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.