Anna Grue: ”Det er svært ikke at tænke på hende som en slags menneske”

Må vi præsentere: Anna Grue, krimiforfatter, bor i Holbæk sammen med kunstmaler Jesper Christiansen, de har været sammen i 47 år og har tre voksne børn.

Før Anna sprang ud som forfatter, var hun i mediebranchen og skabte blandt andet magasinet ”Vi med hund”.

Hun er hjemmetypen, der nærmest bliver lettet, hvis en planlagt rejse ikke bliver til noget. Og hun er lykkelig ejer af Billie, som er en kromfohrländer. Altså en racehund. Anna staver lige kromfohrländer for mig ...

Anna er på ”hund nummer seks” i sit liv.

– Min første hund var en stor puddel. Jeg fik lov at købe ham, da jeg var otte år. Mine forældre var sådan nogle kattetyper, så jeg er vokset op med kat. Jeg har egentlig ikke noget imod kat. Som sådan. Men jeg har altid ønsket mig en hund. Det passer simpelten meget bedre til mig. Jeg vil gerne have en kammerat, og det har man, når man har en hund. Man kan tage den med sig rundt, gå ture med den, lære den ting og snakke med den.

– Sådan har jeg aldrig haft det med katte. Og så er jeg blevet bidt nogle gange af katte. Min mor havde et ualmindeligt ondskabsfuldt kræ, som nåede at bide mig nok gange til, at jeg simpelthen ikke rigtig stoler på katte mere. Jeg synes, de er underlige og uforudsigelige. Altså ... en hund kan godt LIDE én. Og jeg har også altid haft hunde, der også godt kunne lide andre mennesker.

Er der forskel personlighedsmæssigt på kattemennesker og hundemennesker?

– Ja, det vil jeg påstå. Jeg tror, vi hundeejere er mere familiemennesker på den måde, at vi er mere knyttede til det sted, hvor vi bor. Jesper og jeg rejser jo ikke. Måske hvert andet år rejser vi til Venedig – til biennalen. Men det er aldrig noget med spontane rejser. Vi vil i virkeligheden helst være derhjemme i vores egen have. Og når man har en hund, så ER man afhængig på samme måde, som hvis man har et barn. Folk siger: ”Du kan da bare sætte den i en hundepension”. De må have spist blå søm!

Ifølge en amerikansk undersøgelse fra 2010 er katteejere mere neurotiske end hundejere?

– Jamen det, tror jeg, er fuldstændig rigtigt. Måske er kattejeren også lidt mere rastløs. Jeg tror simpelthen, der er en anden form for ro ved hundejere. Jeg tror, det spiller en rolle, det der med at være tryg, hvor man bor. At man ikke har den der rastløshed. At man ikke behøver komme ud at se verden hele tiden. At det derhjemme betyder mest.

Ifølge samme undersøgelse er en katteejer også filosofisk og kreativ – og en hundeejer har mindre tendens til at være kreativt tænkende?

– DET synes jeg er morsomt, i og med at næsten alle de krimiforfattere, jeg kender til, har hund!

Har du personlighed til fælles med Billie?

– Uuuuh. Billie er faktisk NOGET mere bekymret og neurotisk, end jeg nogensinde har været. Det hører til racen. Hvis en skraldepose blafrer på en forkert måde, eller hun ser en træstub, der ser ud på en truende måde, springer hun højt op i luften. Dét kan jeg ikke rigtig genkende. Jeg er sær med mange ting, men jeg synes ikke, jeg er så urolig. Jeg har haft cockerspaniels det meste af mit liv, og de har nok lignet mig mere: Den meget happy tilgang til livet og alt er godt.

Hvad er det for en konkurrence, der er mellem katte- og hundemennesker?

– Ja, jeg forstår den ikke. Helt ærligt. Men jeg kan mærke den. Meget. Det er især katteejere, der føler en meget stor trang til at sige et eller andet om VORES valg, altså at hunde er sådan logrende og savlende, og at kattene er mere selvstændige og dermed ... bedre. Det forstår jeg simpelthen ikke, for katte og hunde kan to forskellige ting. Jeg er vokset op med både kat og hund. Og katten var smaddergod at kæle med – når hun ikke lige kradsede – og hun så dekorativ ud, når hun lå i vindueskarmen, og derudover var hun god til at fange mus. Det var ligesom det, der var hende.

– Men min hund havde jeg jo med ude, når jeg red, han var altid med mig, han var min lille kammerat, når jeg var ked af det og skulle gå lange ture, når jeg havde kærestestorger. Han var en ven på en helt anden måde. Hvor jeg opfattede katten meget som et DYR.

Hvad har hunde lært dig om kærlighed?

– I virkeligheden nok det med at være fuldstændig uforbeholden. For det er jo det, en hund er. Når man først har fået en hunds tillid og kærlighed, mister man den aldrig. Jeg har aldrig været ude for en hund, der på nogen måde har svigtet mig. Med Billie er det fuldstændig ubegrænset kærlighed. Jeg vil ikke sige, at det er ligesom at have et barn, men det nærmer sig. For det er mig og mig alene, der har ansvaret for hende, og jeg vil næsten gøre hvad som helst for, at hun har det godt.

At have hund er også mentalt sundt og ensomhedsbrydende, siger Anna, fordi man kommer til at tale med andre mennesker, når man lufter den.

– Man burde kunne få hunde på recept!

Lone er også forfatter – og har kat?

– Hvis du kigger på Lones liv og på mit, vil du også kunne se forskellen. Lone er ikke ”bare” forfatter. Hun farer rundt og kommenterer engelsk kongehus, Brexit, valg og jeg ved ikke hvad, hun tager jævnligt til London, har lige været i Mexico, hun er meget mere ... nysgerrig. Og rapporterende fra verden. Det er jeg ikke. Jeg er hjemme. Og når jeg tager nogle steder hen, er det steder, hvor jeg kan have min hund med. Hvis vi skal til middag eller et eller andet, hvor der ikke er hundetilladelse, skaffer jeg en barnepige og hele svineriet. Det skal man jo ikke med en kat.

– Hvis Lone ikke havde den slags arbejde, hun har, så ville hun også meget gerne have en hund. Så Lone er meget mere frit stillet, end jeg er. Derfor har det været et logisk valg for hende at få en kat. Altså jeg har snakket med hende om det, så det er ikke noget, jeg finder på!

Hunde sniger sig også ind i dine bøger?

– Jamen det er jo det, der sker. Mine bøger er fulde af hunde. I hele Anne-Maj-serien spiller detektivens ruhårede gravhund, Mortensen den Tredje, en meget stor rolle. Hans silhuet er faktisk seriens logo, og vi laver ligefrem merchandise med ham. F.eks. en ny Mortensen-mulepose per bind, et dejligt, pink forklæde og et bogmærke. Jeg har også lige skrevet en bog, der er fyldt med hvalpe og andre hunde. Læserne elsker det. Altså anmelderen Bo Tao Michaëlis hader det. Men læserene elsker det. Også kattemennesker! Den tilknytning til ens dyr forstår alle. Også dem med kat.

Ifølge ”Kattens bog” har hundeejere tendens til at antropomorfisere deres hund? Altså tillægge den menneskelige egenskaber?

– Helt klart. Og jeg synes også, vi gør det med en vis berettigelse. Ha ha. Billie og jeg snakker sammen. Meget. Nogle gange griber jeg mig selv i at kigge på hende og sige: ”Kan du ikke lige række mig ... ”. Nååårh nej ... For det ER ligesom at have en åndsfælle. Nogle gange glemmer jeg simpelthen, at hun bare er en hund. At der trods alt er grænser.

– Men jeg tror, hun forstår rigtig meget af, hvad jeg siger. Og Billie ved, om jeg er på vej til at rejse mig fra en stol, før jeg gør det. Ude i skoven behøver jeg aldrig fortælle hende, hvor vi skal hen – hun kan mærke det. Derfor er det svært ikke at tænke på hende som en slags menneske. For vi er inde i hinandens hoveder hele tiden.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 6/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.