Psykologen: Dit kæledyr har tre forskellige funktioner

Tia G. B. Hansen er psykolog, Ph.d og lektor og leder af Center for Human Animal Psychology på Aalborg Universtitet og underviser blandt andet i relationer mellem mennesker og dyr, herunder hvordan dyr kan inddrages mere bevidst i menneskers trivsel. Hun taler om dyreassisteret pædagogik, interventioner og terapi. Og som noget ret nyt deciderede servicehunde.

– Og de sidste år er vi begyndt at forske ret meget i sorg over dyr. Vi er også en hotline for mennesker, der sørger over tabet af deres dyr.

Psykologisk set har kæledyr tre forskellige funktioner for os mennesker, siger Tia. De er en direkte relation for os. De er en relation, som supplerer vores relation til andre mennesker, de kan formidle kontakt til andre mennesker. Og vi kan spejle os i dem.

– Hvis vi tager det første, så kan dyr noget i forhold til os, som mennesker ikke kan. Typisk synes vi, de er vældig sjove, det giver os tit et humørløft at være sammen med dyr – altså de af os, der kan lide dyr. Og noget af det, vi får fra andre mennesker, kan vi faktisk også få fra dyr. F.eks. har mennesker brug for social støtte og især i situationer, hvor de føler sig afvist af andre mennesker. Og vi kan simpelthen se, at hvis folk tænker på hunde eller katte umiddelbart efter en form for afvisning, så bliver afvisningen lidt lettere at bære.

Sam Gosling, professor i psykologi på University of Texas i Austin, USA, lavede i 2010 en større videnskabelig undersøgelse af mennesker, der selv definerer sig som enten katte- eller hundemennesker. Den viste blandt andet, at kattemennesker er mere neurotiske, selvstændige, kreative, kunstinteresserede, filosofiske og introverte, og at hundemennesker er mere samvittighedsfulde, behagelige, ekstroverte og holder af et livligt, åbent og aktivt hjem.

Den er Tia ikke umiddelbart med på.

– Jeg har fundet andre studier, som viste lidt noget andet. Det betyder altså meget for resultatet, hvilke mennesker man tilfældigvis får fat i og fra hvilke samfundsgrupper, når man laver sådan nogle surveys.

Men hvis folk selv definerer sig som det ene eller det andet og genkender nogle egenskaber i det ene eller det andet, så gør de det vel ud fra et behov, en følelse, en trang til identifikation – forbundet til noget i dem selv?

– Ja, det kan man sagtens sige. Der er noget kulturelt givet, når vi spejler os i et dyr. Så spejler vi os ikke kun i det konkrete dyr, men i vores forestilling om dyret som art og om de egenskaber, vi kulturelt har tillagt det dyr igennem tiden. Der er f.eks. en myte om, at katte er meget selvstændige, ikke knytter sig til ejerne og ikke kan trænes – den er ved at være gennemhullet, men det har været en myte i mange år. Og det betyder selvfølgelig noget for, hvad vi spejler os i, når vi vælger at købe en kat. Så handler det også om, at det er sådan, vi ser katte og i et eller andet omfang måske er det, vi gerne vil se af os selv i et dyr. Eller se spejlet i et dyr.

Katte og hunde kan noget af det samme og samtidig noget forskelligt:

– De giver begge mulighed for, at man får en tilknytningsrolle og bliver omsorgsgiver, hvilket er vældig meningsfuldt for mange mennesker. Men hunde og katte gør det forskelligt. Hunde opsøger mere åbenlyst vores selvskab end katte. Det er noget af den artsmæssige forskel, der ligger i dem.

– Men det er også, fordi vi kulturelt forventer det af hunde, hvor vi forventer noget andet af katte. Hunde går man tur med og møder andre mennesker. Katte går man ikke tur med, så de medierer ikke kontakt til andre. De spiller forskellige roller, fordi de rent praktisk har forskellige funktioner i vores liv.

Tia synes umiddelbart ikke, hun genkender, at der kan være konkurrence om, hvem der har ”det rigtigste” dyr. Og dog.

– Jeg forestiller mig, at det kan være noget dril. Jeg er jo selv hundejer, og der er også noget dril, når vi siger, at man da ikke kan have en papillon, for den kan man ikke klappe, uden at den vælter. Men det er godmodigt drilleri, som mere tjener til at sige, at ”jeg har da heldigvis det bedste dyr”, det synes man jo, fordi man er knyttet til det.

Så ER der jo noget konkurrence?

– Jamen det er ikke som noget, man mener seriøst! Det er bare, fordi jeg erkender, at vi er forskellige i forhold til, hvad vi foretrækker. Det er ikke fordi, jeg tror, der er noget I VEJEN med papilloner.

Og så kommer hun grinende i tanke om et meget sigende Lise Nørgaard citat om, hvorfor man ikke skal omgås mennesker, der ikke kan lide hunde, for: ”Hvis folk ikke kan lide hunde, er der sikkert også noget andet galt med dem”.

Nå ... Jeg er kattemenneske. Og det med det kreative, filosofiske og neurotiske passer i hvert fald meget godt. Men at hundejere skulle være mere ekstroverte, sociale og samvittighedsfulde end katteejere? Hrmf! Min kat, Fister, er enig.

Denne artikel blev første gang udgivet i SØNDAG uge 6/2025, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.