12-årige Oscar var syg, og hun tænkte ikke på andet. Så fandt hun en knude i sit bryst

Da vi mødes er Anna netop kommet hjem fra hospitalet, hvor hun har været sammen med sin søn Oscar. Han har fået en af ​​sine almindelige røntgenundersøgelser.

– Tidligere blev han røntgenfotograferet hver anden måned. Nu er det bare skiftet til en gang hvert halve år i stedet for. Det er altid utroligt nervepirrende.

Det var i januar 2018, at Oscar fik konstateret en form for knoglekræft, osteosarkom, som betyder, at en kræftsvulst vokser inde i knoglen. I Oscars tilfælde i bækkenet.

Da Oscar fik sin diagnose, blev den hospitalet deres andet hjem i lang tid fremover. Alt fokus var på at støtte Oscar. Men så en dag mærkede Anna en knude i brystet.

Fik kræftdiagnosen ved min søns seng

Hun tvang sig selv til mammografi og biopsi samme dag, og selvom hun var ret sikker på, at det var kræft, bad hun lægen om at give hende testresultaterne over telefonen. Hun ville nemlig ikke efterlade Oscar på hospitalet længere end nødvendigt.

Da Anna sad med Oscar på hospitalet, fik hun beskeden:

"Anna, du har aggressiv brystkræft," sagde lægen.

– Jeg var ikke bange, bare utrolig vred og irriteret over nyheden. Jeg havde brug for al min styrke og energi for at være der for Oscar. Jeg ved, at jeg havde tænkt: "Gud, lad mig overtage hans kræft, så han ikke behøver det." Det var så uretfærdigt – nu var vi begge syge i stedet for.

Oscar, der voksede op med en operasyngende mor, der ofte var i spotlightet grinede, da han hørte, at Anna også var blevet syg. "Du ender altid med være centrum for opmærksomheden, mor," sagde han.

– Vi har nok altid haft en ret spids humor, og det blev endnu værre, når vi var syge. Livet bliver så intenst og klart, når det handler om liv og død. Du griner højere, bliver både mere trist og gladere. Det er som om de grå områder forsvinder helt. Følelsen af ​​livet bliver utrolig stærk.

Fik kemoterapi samtidig

Blot elleve dage efter nyheden blev Anna opereret. Derefter fulgte tolv kemoterapibehandlinger, som var meget hårde for hende. Hun valgte ikke at tage kortison, hvilket afbøder bivirkningerne ved kemoterapi, fordi kortison kan påvirke stemmebåndene negativt.

I løbet af samme tid fik Oscar 19 utroligt hårde kemoterapibehandlinger.

Anna fortæller, hvordan hun og hendes søn lå i samme seng og kastede op i hver sin retning – indtil Oscar sagde: "Gå hjem, mor, du er så dårlig til at ramme din brækpose."

– I maj 2018 måtte de skære Oscars kræft ud. De amputerede hans højre ben, fjernede hans bækken og store dele af hans lunger. Bagefter havde han så forfærdelige smerter, både nervesmerter og fantomsmerter, at han bare lå og skreg. Han fik også en voldsom infektion og måtte gennem flere operationer mere, fortæller Anna, og nu er latteren afløst af den dybeste alvor.

Hvordan formår du at tage vare på dig selv og din egen sygdom, når din søn lider så frygteligt og måske ikke overlever sin sygdom? For Anna blev hendes egen kræftsygdom ret ligegyldig.

Al fokus var på Oscar, og al hendes energi gik på at støtte ham og være der for ham.

Men for at gøre det måtte hun også samle kræfter.

Hvordan passer du på dig selv, når livet er kaos?

– Det var en far på hospitalet, der fortalte mig, at jeg skulle finde noget livsglæde for at klare mig. Jeg tog det til mig, og jeg blev faktisk ret opmærksom på at gøre ting, der gav mig energi. Jeg hang ud med folk, der fik mig til at grine, jeg gik meget i skoven, gik til forskellige forestillinger og drak champagne.

– Jeg husker især en gang, hvor Oscar havde så forfærdelige smerter. Jeg tog til min mors landsted i skærgården og svømmede. Det var så varmt i sommeren 2018, og Oscar blev efterladt på hospitalet, badet i sved og smerte. Jeg svømmede selv i det kølige vand. Jeg følte mig utrolig skyldig, for det var Oscar, der skulle ligge der og nyde køligheden. Samtidig var det livgivende – det gav mig styrken til at blive ved.

Sangen fik også Anna til at føle sig godt tilpas. Hun er uddannet operasangerinde og fortsatte med at give koncerter i denne tid. Sang blev også et redskab til at klare den tunge hverdag.

Hun gik rundt på hospitalet og sang, og hun sang, mens hun gik mellem sine behandlinger. Det rungede mellem bygningens vægge og bagefter fik hun at vide, at personalet kiggede på behandlingsskemaet for at se, hvornår Anna ville komme, så planlagde de deres frokost, så de kunne høre, hvornår Anna gik der og sang.

– Så følte jeg: "Wow, her synger jeg for at overleve, og alligevel kan jeg gøre folk glade." Det var stort. Selv koncerterne, hvor jeg stod skaldet og syg, fik mig til at føle mig godt tilpas. At jeg kunne give noget til folk, der fik dem til at føle sig godt tilpas, det var en fantastisk følelse.

Fra nyopereret til eliteatlet

I maj 2019 blev Oscar erklæret rask. Men han gik stadig ind og ud af hospitalet med voldsomme smerter. Han havde tabt sig meget, var svag og deprimeret.

– Det var så hårdt at se ham sådan. En dag hørte jeg, at Aron Andersson (svensk foredragsholder og eventyrer) skulle have en "prøve-dag" i skoven for kørestolsbrugere. Jeg tvang Oscar til at tage med mig, selvom han egentlig ikke ville, og efterlod ham der med Aron.

– To timer senere kom jeg tilbage og stod bag et træ og kiggede. Så sad Oscar i det udendørs fitnesscenter og trænede, og Aron råbte "pres Oscar, pres". På vej hjem i bilen sang Oscar, og så følte jeg, at der var sket noget stort. Aron havde pumpet energi ind i Oscar og noget lyste op i hans øjne.

Aron tog imod Oscar og sørgede for, at han kom til at møde Niclas Rodhborn, en tidligere elitespiller, nu kørestolstennistræner. Oscar begyndte at spille og syntes ikke kun, det var sjovt, han viste sig også at være et stort talent.

– Oscar er helt fantastisk. Nu har han vundet to SM-guldmedaljer og er gået fra verdensranglisten 340 til 120 og sigter mod Paralympics i 2028. Han er virkelig et vidunder.

– Men åh, min lille skat, råber Anna pludselig med sin stærke operastemme.

Hunden Lea og hendes ni uger gamle hvalp, som endnu ikke er navngivet, løber ind på værelset. De er som to levende udstoppede dyr af racen Bichon Havanese. Anna fortæller, at det var Oscars 12-årige fætter, der mente, at Oscar skulle have en hund, da han blev syg.

Hun bragte Lea hjem. Hunden har sovet med Oscar i sengen og har været hos ham både på hospitalet og i perioder, hvor familien har boet på Ersta Børnehospice. Hunden blev en stor støtte for både Oscar og Anna under deres sygdom.

Kræften vender tilbage

Så kommer efteråret 2023, flere år efter både Oscars og Annas kræftbehandlinger. Oscar er midt i sin elitekørestolstenniskarriere, og alt burde være godt. Men så mærker Anna en klump i sit andet bryst.

Det viste sig, at der ikke var tale om et tilbagefald, men en ny triple-negativ kræftsygdom, som også havde spredt sig til lymfeknuderne.

– Denne gang var det virkelig hårdt, og jeg var rædselsslagen. Det føles ikke så godt at have kræft en anden gang, især da den også havde spredt sig. Sidst jeg var syg, fokuserede jeg al min opmærksomhed på Oscar, hvordan jeg havde det blev ligegyldigt. Nu var det, som om alt det, jeg ikke tillod mig selv at mærke dengang, indhentede mig.

I løbet af efteråret 2023 og det følgende forår måtte Anna igen igennem en periode med operation, kemoterapi, stråling og immunterapi. Hun havde store problemer med sine lunger og en frygtelig hoste efter immunterapien.

Anna, der plejer at løbe, gå og tage kolde bade, var nu sengeliggende i lange perioder. Desuden begyndte der at opstå tanker om, hvorfor hun var blevet ramt igen.

Følelserne af skyld blev så stærke

– Jeg tænkte så meget over, hvordan jeg kunne udsætte min familie for det her igen. Havde jeg virkelig gjort alt, hvad jeg kunne for at passe på mig selv? Havde jeg spist rigtigt? Motioneret nok? Og undgået stress? Jeg følte, at jeg ikke kunne krydse noget af.

– Derudover var jeg stoppet med hormonpillerne, fordi jeg havde det så frygteligt dårligt og blev deprimeret af dem. Jeg følte så meget skyld og ville ikke have meget kontakt med nogen, egentlig ville jeg bare lukke døren for mig og min kræftsygdom. Også fordi Oscar havde det så godt, han rejste verden rundt og konkurrerede, ville jeg ikke beskylde ham for at "her ligger jeg og føler mig syg".

Det var hendes datter Mikaela, der trådte til og blev en stor støtte for Anna. Hun læste til sygeplejerske og havde fuldstændig styr på Annas journaler og de forskellige behandlinger.

Anna fortæller, at Mikaela, som nu er uddannet sygeplejerske, netop er begyndt at arbejde på den samme afdeling, som Oscar var på for syv år siden.

I slutningen af ​​foråret 2024 afsluttede Anna sin behandling. Kræften var væk, og hun havde overlevet endnu en gang, men livet var hårdt, hun var træt og kunne slet ikke genkende sig selv. Nu kom skyldfølelsen tilbage i form af en overlevelsesskyld.

– Gennem årene har jeg mødt så mange børn, der ikke er overlevet, det har taget meget hårdt på psyken. Jeg har været til så mange børnebegravelser. Hvorfor skulle jeg, en gammel kvinde, overleve, når dem, der burde have hele livet foran sig, ikke gør.

– Folk taler sjældent om det psykiske ubehag, der kommer efter kræft. Når man tænker, at nu er jeg rask – det er der, det rammer. Det er som om man under behandlingen oplever alting så konkret, at man bare skal igennem behandlingen. Men så bliver det tomt.

For at hjælpe hende er Anna gået i terapi. Hun studerer kreativ skrivning og har planer om at skrive en bog om blandt andet Oscar. Sangen har også været der for at hjælpe hele vejen igennem.

– Jeg føler mig så utrolig taknemmelig for, at behandlingerne ikke påvirkede min stemme, alle de andre slimhinder i min krop fik tæsk. Jeg har kunnet synge hele tiden, og det har betydet meget for mig at kunne give noget, at gøre noget godt for andre mennesker, slutter Anna.

Denne artikel blev første gang bragt af mabra.com. Dette er en oversat og redigeret version.