Da hun var 17 år, skete det, der udløste en depression: Modermærket sad bag på højre arm

Det er ikke noget tilfælde, at vi sidder her i et køkken og taler om meningen med livet.

Nogle menneskers veje krydses på forunderlig vis igen og igen. Andre menneskers veje krydses aldrig igen. Her gælder det første.

Camilla Kjems har skrevet en hel bog om det: “Følg tegnene – En guide til et spirituelt liv”. Bogen er en spirituel dåseåbner til læseren.

Den handler om at blive bedre til at lytte til sin intuition, vælge det rigtige og dermed finde sin egen kerne. Leve spirituelt. Og bogen er i sig selv et tegn.

– Jeg har virkelig haft en oplevelse af, at den er kommet til mig. Jeg følte i mange år, at jeg havde mistet forbindelsen til noget.

– Jeg havde en oplevelse af, at det var mig, der var blevet forladt, indtil jeg indså, at det i virkeligheden også var mig, der havde forladt noget i kraft af, at jeg … havde givet slip på troen og på indsigten i, hvad det vil sige at forbinde sig med andre mennesker.

Camilla Kjems er, ud over forfatter og dommer i TV 2’s “Sommerdrømme”, også mediechef i Aller Media.

I 2022 blev hun udnævnt til “Årets leder” i mediebranchen – for sin evne til at skabe mening. Som leder har hun en åben og lys tilgang til andre mennesker.

Det er ikke nogen hemmelighed på hendes arbejdsplads, at hun har døjet med depressioner, har haft modermærkekræft og er et søgende menneske, der tror på noget større. Men det tog hende mange år at finde ind til spiritualiteten i sig selv.

Hvem var du, før du fandt den?

– Jeg var fuldstændig den, jeg er nu, men … fortabt. Altså, jeg var ulykkelig, jeg var ensom, jeg var alene, selv når jeg var sammen med andre mennesker, for jeg troede ikke på, at vi var forbundne, jeg troede ikke på kærligheden, jeg troede heller ikke på, at jeg var elsket.

Fik kræft som 17-årig

Der er tegn. De betydningsløse, man skal passe på med ikke at lede efter og lægge for meget i. Og så er der tegn.

De betydningsfulde, der pludselig opstår, og som vi skal blive bedre til at se – det er dem bogen handler om og dem, Camilla har fået øje på i sit eget liv.

Da hun var 17 år, skete det, der udløste en depression. Skønhedspletten sad bag på højre arm. Den kløede. Hun havde været på solferie og havde følelsen af, at den skønhedsplet bare skulle væk.

– Det ramte mig selvfølgelig helt vildt hårdt at få sådan en diagnose som modermærkekræft, men jeg var meget mørk og søgende allerede før den.

– Det viste sig heldigvis at det ikke havde bredt sig, så jeg var ret hurtigt videre, men det, der var sket, fremskyndede helt klart en filosoferen omkring liv og død og … jeg var hele tiden i kontakt med alle de spirituelle tanker. Og jeg tror, det var meningen, at jeg skulle ha’ den oplevelse. Fordi jeg på en eller anden måde ser det som min livsmission at kaste lys på mørket.

– Jeg er god til at gå ind i de mørke sider af livet. Og jeg har næsten været fanget inde i dem i perioder, hvor jeg ikke har kunnet komme ud af det. Både fordi jeg har været syg og har haft depressioner og skulle have noget medicin som hjælp.

– Men nu har jeg så også lært, at jeg faktisk også kan vælge at se lyset, jeg kan godt vælge – selv når jeg er på vej ind i mørket – at jeg godt kan vælge at fokusere på det gode.

Hvordan ser en depression ud indefra?

– Totalt mørk og kvælende. Jeg kan slet ikke mærke min krop overhovedet, jeg har heller ikke lyst til at være i den. Så det er et fængsel at være i.

– Men jeg har også den her adgang til lyset, og den er blevet større og større, nu er jeg i lyset det meste af tiden, så jeg ser det som min mission på en eller anden måde at kaste lys på mørket også.

Camilla kender mørket, hun tør på en eller anden måde være i det, se på det. Man kan mærke det i bogen, hvor hun deler ud af sig selv, også om de svære ting.

Depression. Medicin. Tvivl.

Men den spirituelle tilgang til livet gør bogen lys. Camillas personlige vendepunkt var et weekend-retreat hos den spirituelle erhvervsrådgiver Rikke Hertz.

– Det var et vendepunkt, fordi jeg mærkede, at jeg selv kunne tage en beslutning om at styre min energi det rigtige sted hen. Der, hvor jeg valgte at sætte stikket i kontakten og forbinde mig til fællesskabet igen og til troen på, at det også er et valg, man tager. Det er faktisk noget, man aktivt selv skal gøre, det er ikke en åbenbaring, der kommer til én.

At have det godt er også et valg?

– Vi er ikke ansvarlige for de frygtelige ting, der hænder os. Selvfølgelig ikke. Men vi er ansvarlige for, om vi sætter os selv i en offerrolle, eller om vi møder det, der sker med os med sorg og smerte, men også med en tiltro til livet og fællesskabet. Og altså … ser på det, der er frem for kun at se det, der ikke er.

For det spirituelle handler også om at frigøre sig fra offerrollen. Og så handler det ikke mindst om at føle sig forbundet med andre mennesker. Eller om ikke at gøre det.

Camilla er vokset op på Bornholm stort set uden kontakt til sine forældres familier på Sjælland. Hun siger det som et eksempel på, at vi til en vis grad har mistet traditioner, normer, tilknytning og familiefællesskaber. Og at det u-forbinder os.

Lyden af regn beroliger

Lyden af regn mod et tag er stadig “det bedste”. Som barn sov hun tit ude, lå under et halvtag, lyttede til regnens tappen, funderede over universet, uendeligheden, den verdenskant, der ikke var der, og var besat af at få øje på UFO’er.

– Men jeg har aldrig fået øje på én. Beklager.

Tror du, vi er alene i universet?

– Det diskuterer min søn Hugo og jeg meget for tiden. Han tror virkelig meget på UFO’er og sådan noget. Jeg synes i hvert fald, det ville være meget mærkeligt, hvis vi var alene i universet.

– Det er en eller anden egoistisk tanke, når man ved, hvor stort universet er. Det er, som om vi tror, at vi er små guder. Men om der er nogen, der flyver rundt og kigger på os? Det ved jeg sgu ikke lige.

En hånd på et spisebord. Et spørgsmål om hvad sjælen egentlig er. Og Camilla der siger:

– Energi. Jeg tror ikke, at jeg er Camilla, når jeg er død f.eks. Jeg tror, jeg er noget energi, der på en eller anden måde morfer sig videre i nogle andre former.

– Jeg tror, der er dele af den energi, som godt kan gå videre i en ny plante eller et nyt liv, som ikke har en hukommelse, men måske kan der alligevel være nogle læringer, der følger med, altså nogle vibrationer af en energi, som følger med en.

Fjerner det dødsangst?

– Ja. Det synes jeg faktisk, det gør. Jeg har været obsessed dødsangst, da jeg var yngre. Både fordi jeg blev ramt af en dødelig sygdom, men også fordi jeg var bange for at blive forladt. Det er jo også en form for død – altså man “dør” jo også, når man bliver forladt, så den død er jeg bange for.

Der er tegn og tilfælde

Hvornår sker noget tilfældigt, og hvornår er der en mening med det? Camilla havde f.eks. et møde om bogens forside og var i tvivl: var det nu en god idé at have en sommerfugl på? Eller var det for feminint? Efter mødet gik hun ud i verden – og mødte en stor, smuk sommerfugl.

– Når jeg møder tegn, handler det meget om nye kreative projekter, jeg har gang i eller nye mennesker, jeg skal møde, hvor alt lige falder i hak. I virkeligheden bittesmå ting som sommerfuglen, hvor jeg tænkte, okay dét er et tegn på, at det er det rigtige.

– Men man må for guds skyld ikke lægge ansvaret for sit eget liv i nogle tegn, det er ikke på dén måde. Jeg tror, tegnene mere er en bekræftelse på, at vi er forbundet eller på, at noget er godt, og man har gang i det rigtige.

Er tilfældet og spiritualiteten egentlig ikke i modstrid?

– Nej, det synes jeg ikke. Livet er en lang række af tilfældigheder, så det spirituelle handler også om at få øje på de tilfældigheder, som kan være gavnlige for dig. Det er det, der kaldes meningsfulde tilfældigheder.

– Er det så en tilfældighed, at din gamle veninde ringer fem minutter efter, du har tænkt på hende for første gang i fem år eller fandt et brev fra hende, da du ryddede op? Det er jo en tilfældighed, men den giver mening for dig.

– Så nogle tilfældigheder, tror jeg, måske ikke er tilfældigheder. Men det er vores opgave i livet at finde mening med det. Det er helt dit eget ansvar.

Og så er spørgsmålet, hvad vi har mistet ved at give slip på kristendommen som fundamentet for vores traditioner, virkelighed og liv.

– Vi har mistet frygtelig meget ved ikke at have kristendommen – eller en anden tro – i vores liv. For på mange måder er det også en emotionel opdragelse i, hvordan vi skal forholde os til liv og død at blive indført i en kristen tankegang, som jo er: Hvad er det evige liv?

– Hvis det hele er meningsløst, mister vi også motivationen og sammenhængen. Så jeg tror altså, det hører sammen med det med slægterne og rødderne at være funderet i noget.

Tror du, der er en mening med livet?

– Ja for fanden da. Jeg tror, der er en kæmpe mening med livet.

– Jeg tror ikke nødvendigvis, den er det samme for os alle sammen, men det er alt sammen funderet i, at vi hører sammen og at det er et kærlighedsbånd.

– Jeg er også ovre i den buddhistiske tanke – om man så tror på det nye liv eller ej – men jeg synes, vi har en karmisk måde at leve på: Hvis du bliver ved med at støde ind i de samme problemstillinger, er det fordi, du ikke har lært det, du skal lære, så vil du blive ved med at møde det.

– Så det er et eller andet bevidsthedsmæssigt og i sjælen, der gør, at vi skal lære at blive klogere og enklere. At vi skal lære at vikle os ud af alt det, vi har viklet os ind i af sådan … små følelser og nidkærhed. Alle de dårlige følelser.

Årets bedste chef

Som leder bruger Camilla ofte sin intuition.

– Tit når jeg skal til et vigtigt møde eller skal have en konflikt med nogen eller skal have en alvorlig samtale – jeg er ret konfliktsky, jeg bryder mig slet ikke om svære samtaler, men jeg skal jo tage dem nogle gange – så bruger jeg simpelthen en bøn.

– Lige inden har jeg lidt ro og prøver at forbinde mig med universet og lige bede om … at de rigtige ord kommer til mig og at jeg kan mærke det andet menneske. Så jeg f.eks. siger det, som det menneske har behov for at høre, så jeg kan hjælpe personen ud af den konflikt eller den problemstilling, jeg sidder med i stedet for at det handler om, hvad jeg har brug for at sige.

Det her handler i virkeligheden om kunsten at være et ordentligt menneske?

– Ja, det gør det også. Kunsten at være et ordentligt menneske. Tage ansvar for sit eget liv og sin egen energi. Igen – du kan ikke være ansvarlig for det, der sker dig, men du kan være ansvarlig for den måde du håndterer det, der sker dig.

– Og så også gå ind i de fællesskaber der er med udgangspunkt i den fælles energi og ikke kun i din egen. Fornemme din partner, din kollega … hvordan kan du egentlig forbinde dig med deres energi frem for bare at være i din egen. Det handler i virkeligheden om at gå igennem livet ved at være forbundet med det og med dem omkring dig.

Forladt for en ridse

Camillas konfliktskyhed er også et tegn. Hun har et slående eksempel i bogen.

Camilla og hendes kæreste Jesper har været sammen i syv år, de bor sammen, har sommerhus på Bornholm og er i det hele taget et par. En dag er hun nødt til at låne hans bil i nogle dage.

Det er hun ikke meget for, fordi hun på et tidligere tidspunkt er kommet til at ridse den, men der er ingen vej udenom. Og midt i låneperioden opdager hun – en ridse.

– Jeg var i panik i tre dage, hvor jeg gik og ikke kunne finde ud af at få det sagt. Det er jo helt outrageous, at jeg kunne tro, at jeg skulle blive forladt, fordi jeg har ridset en bil. Det er helt gakgak.

– Men altså … så mister jeg enhver form for fornuft. Jeg går helt i panik. Det er ligesom en fobi. Der ligger et eller andet dér.

– Om jeg så har været ude for noget i et tidligere liv eller har fortrængt en eller anden lille detalje, hvor min mor engang er blevet skidesur, jeg ved det ikke, men det er jo et godt eksempel på, hvor dybt angsten for at blive forladt, bare man gør noget en lille smule forkert, kan sætte sig.

Det barokke er, at da Camilla endelig får taget sig sammen og indrømmet ridsen, siger han, at det er ham selv, der har lavet den. Og at værre var det i øvrigt heller ikke, hvis det havde været hende. Det er jo bare en bil.

Det kan hun bare slet ikke forestille sig inden. Hun er bange for vrede. Og har den heller ikke i sig selv.

– Jeg har meget en forestilling om, at jeg skal være på en bestemt måde og endelig ikke må blive sur eller vred på nogen. Så det er et af de issues, jeg stadig har: At jeg ikke kan blive vred.

– Det går jeg faktisk og tænker meget over for tiden, for jeg tror måske heller ikke, at vrede er så vigtigt. Jeg har egentlig ikke lyst til at blive vred, jeg tror, det er vigtigere at kunne mærke efter og sige fra. Så jeg synes egentlig ikke, at vrede for mig er noget, jeg behøver at finde tilbage til.

– Men jeg har en psykolog, der siger, at hun synes, jeg virkelig mangler at finde min vrede. Det ligger altså ikke til mig, jeg har ikke lyst til at være vred. Det findes simpelthen ikke i mig.

– Jeg tror aldrig, jeg har været uvenner med nogen, og det er nok fordi, jeg ikke har en vrede i mig. Jeg kan selvfølgelig blive skuffet, det er bare enormt sjældent, det sker.

– Jeg tror egentlig også, at hvis man møder verden med vrede eller bærer en vrede med sig, så tiltrækker man det også i højere grad.

Sagde kvinden, der aldrig har skændtes med sin kæreste. Som hun faktisk havde delt arbejdsplads med i flere år, da hun for syv år siden pludselig så ham på en ny måde. Hvem sagde tegn?

– Ja … det lyder simpelthen så mærkeligt, for jeg er slet ikke sådan én, der tror, at der er en soulmate og den eneste ene, men jeg havde virkelig en følelse af, at han var min store kærlighed. Men også af, at han var min læremester.

– Han siger egentlig også, at jeg på mange måder også er hans læremester i nogle andre ting. Så vi udvikler hinanden samtidig med, at vi har en fantastisk kemi og er vilde med hinanden på sådan et fysisk plan.

– Han er alt det, jeg ikke er i forhold til, at han ikke er i nærheden af angst, han er ikke i sine følelsers vold. Han er en meget følsom mand, men han kan være meget meget rationel, og han har altid haft et lyst mindset.

Det kan man godt blive misundelig på?

– Det kan man blive sindssygt misundelig på. Men man kan også lære meget af det. Det er faktisk noget, man godt kan øve sig i. Jeg kigger meget på ham og øver mig i, hvordan det er at have et lyst mindset. Prøver bare at have det. På den måde er vi meget ens i noget med nogle livsværdier, men vi er helt klart også hinandens læremestre.

Vi lever i en kultur, hvor vi ophøjer den eneste ene, men det tror du ikke på?

– Jeg tror ikke på den eneste ene, men jeg synes jo, jeg har fundet ham. Haha.

Grænser er også kærlighed

Hvad hun mangler at lære i livet? “Phew rigtig meget” siger hun. Især noget om grænser.

– Min kæreste kom hjem forleden, han havde været censor i noget coachingforløb, og så sagde han: “Camilla, du er helt klart den undvigende konflikttype”. “Ja, det er jeg”. Og så sagde han: “Det er jo ikke nødvendigvis en fordel, at vi to aldrig skændes”.

Camilla storgriner og siger:

– Vi skændes aldrig. Og han har jo ret, men jeg bryder mig ikke om at skændes. …

Så I er enige om alting?

– Nej nej nej … Men så siger jeg bare: “Nå men det er jeg ikke enig i” og så siger han: “Nå men det er jeg enig i”. Og så taler vi om noget andet.

Er du så bekymret for børnene – fordi du ikke har sat grænser nok?

– Ja. Jeg tror bare aldrig, jeg har lært det. Jeg fik ikke selv sat grænser selv som barn. Der var ikke et tidspunkt, jeg skulle være hjemme på f.eks. Overhovedet ikke. Jeg har ikke lært, at det er tryghed at få sat grænser.

Pause. Og Camilla der siger:

– Så … måske skal jeg ligesom forstå, at det også er kærlighed at sætte grænser. Den sætning øver jeg mig på. Jeg tror ikke helt, jeg forstår den, men jeg ved, den er sand. Men det er der, hvor jeg selv kan se, at jeg også har fejlet meget. Jeg har aldrig været vant til at få rammer, det er derfor jeg har enormt svært ved at give rammer i forhold til mine børn.

Du har været en ja-mor?

– Ja, det har jeg virkelig. Mine børn driller mig med det og siger helt åbent: “Nå men vi spørger bare dig, for du siger ja”. Det ved de udmærket godt. Og jeg ved det også godt selv, men jeg kan altså ikke andet. Det viser også, hvor svært det er at ændre en vane. Jeg synes, jeg er kommet langt med mange vaner, men dér er jeg virkelig ikke en succes.

Og det slår du ikke dig selv oven i hovedet med?

– Jo jo er du sindssyg. Jeg har de her fejl, men mine fejl bunder stadig i angst, jeg kan godt mærke, at det her handler ikke bare om, at jeg er dårlig til at sætte grænser og sige nej, det er stadig en helt eksistentiel angst for at blive forladt. Og for at mine børn afviser mig. Det er så her, hvor jeg stadig har noget at arbejde med. Jeg tror måske, det bliver en livslang læring for mig.

Hvad er det mest smertelige ved at være menneske for dig?

– Jamen, det er angsten for at være alene. Altså ikke fysisk alene, men for at blive forladt og blive afvist af mine børn. Jeg har hele tiden sådan en eksistentiel angst for ligesom at være helt alene i et mørkt rum, jeg tror, det er angstens kerne.

Camilla er 48 år. Og på mange måder nået frem i sit liv. Spørgsmålet er, hvordan den anden halvdel af det liv skal være.

– Jeg vil gerne blive gammel med liv i årene. Det er virkelig gået op for mig, at jeg hellere vil have færre år i livet, end jeg vil mangle liv i årene.

– Så hvis jeg bliver fem år yngre, men til gengæld har en fest, er det fint med mig. Jeg vil gerne nå at se mine børnebørn og sådan noget. Men jeg vil ikke blive gammel for enhver pris.

– Når der ikke længere er liv i årene, så siger jeg pænt tak og farvel og så håber jeg, at der er nogle andre, der fører fanen videre.

Du opstår som noget et andet sted i universet?

– Ja ja præcis, så sidder vi to og ryger cigarer et eller andet sted oppe i himlen, ikke?

Artiklen blev første gang udgivet i SØNDAG uge 20, 2023.