Da jeg sagde, at jeg jo bare gjorde det samme som min mand, var svaret skeptisk: "Kvinder får stadig et luderprædikat"

Nu hopper jeg!”

Christina sidder i en vindueskarm på fjerde sal og kigger ned. Overvejer at gøre en ende på det hele. Fordi hun er så langt nede, så gennemulykkelig, at hun ikke føler, at der er mere tilbage indeni.

Hun har kæmpet en vild kamp for at finde den gode, gamle, sjove “Ibsen” frem igen, men mørket overskygger alt.

Hun kan ingenting. Hører ikke efter, hvad folk siger, kan ikke smage maden, ikke være noget for sit lille nye barnebarn.

– Nogle vil måske tænke, at det handlede om ulykkelig kærlighed, men det gjorde det slet ikke. Det var svigtet, bedraget, løgnene. At være tvunget til at erkende, at nogen var gået bag min ryg, og at jeg ikke havde opdaget det. Det var dét, der var ved at æde mig op, fortæller Christina Nørby Ibsen i bogen “Med fødderne skrøbeligt plantet”.

Her beskriver hun ærligt sin svære rejse, fra den dag tæppet blev trukket væk under hele hendes tilværelse, til i dag, hvor hun – forsigtigt – er begyndt at tro på kærligheden igen.

– Jeg blev skilt i den periode, hvor alt var lukket ned, så jeg kunne ikke flygte nogen steder hen. Jeg havde kun mig selv. Jeg ledte og ledte på nettet efter en personlig fortælling, som jeg kunne spejle mig i, men den findes ikke.

– Der er masser af gode råd om, hvad du kan gøre, men der mangler noget litteratur om dét at være så sårbar, som man bliver, når man bliver skilt. Så jeg tænkte, at hvis jeg taler højt om det, giver jeg plads til, at andre også kan, siger hun.

Første gang, Christina begyndte at tale højt om sin skilsmisse, var i podcasten “For altid forandret”, hvor hun taler med en række mennesker, som har været igennem en skelsættende hændelse.

– Jeg gik bevidst efter mennesker, som havde været i andre livskriser end skilsmisser, fordi jeg ledte efter en måde at komme ud af alle de følelser af sorg, vrede og frustration uden hele tiden at tænke på, at jeg var blevet skilt. Og ligegyldigt, hvilken krise du har været i i dit liv, er følelserne de samme. '

– Det var f.eks. Jesper Vollmer, som brækkede nakken, Cecilie Hother, der mistede sit barn, Bodil Jørgensen, der var i en ulykke, hvor hun næsten døde, og Søren Gade, der mistede sin kone til kræft og kunne læse det på forsiden af Ekstra Bladet, inden han nåede at sige det til sine børn, siger Christina.

– Det hele handler om at miste sin identitet og sit grundlag, at skulle rejse sig fra NUL og bygge sig selv og sin tilværelse op igen. Det sker også, når man som jeg bliver skilt efter 30 år: Hvis man har været i et ægteskab i så mange år, er du i en rolle, et mønster, i noget habituelt, og det er ekstremt angstprovokerende, når det pludselig forsvinder.

Allerede fra første dag, podcasten gik i luften, begyndte reaktionerne at vælte ind.

– Den røde tråd i alle beskederne var, at vi som samfund har svært ved at acceptere, at et menneske er i sorg. Det er, som om vi helst skal hurtigt videre, vi bliver lidt en belastning for andre, fordi det hele skal være juleaften og risengrød og flæskesteg, og der må helst ikke ske så meget andet. Andres ulykke og sorg er åbenbart svær at bære, konstaterer Christina.

To år og alene hjemme

Selv om Christinas mand havde været hende utro gentagne gange, følte hun ingen lettelse over at blive skilt.

– Nej, for tryghed og kærlighed hænger sammen for mig. Det er måske svært for andre at forstå, når man har været udsat for svigt, men jeg var aldrig usikker på hans kærlighed. Men jeg blev nok med tiden mere utryg i relationen, fordi jeg til sidst ikke følte mig så værdifuld.

– De mønstre, man har med sig fra barn, kommer til at influere rigtigt meget på ens senere relationer, og for mig har det handlet om, at jeg har været udsat for et stort omsorgssvigt, da jeg var mindre. Så når jeg kommer ind i en relation, hvor jeg føler mig tryg, hægter jeg mig fast som tæge. Hvis vi så har nogle bump på vejen, så fikser vi dem.

Hvad er det for nogle svigt, du har oplevet?

– Min far var operasanger og altid på turné, og min mor havde aldrig lært, at man skulle være hjemme hos sit barn. Hun var selv blevet kastet fra favn til favn, da hun var lille, fordi hendes mor døde i barselssengen.

– Da min far så gik, og hun blev alene med mig, tror jeg, at det var hendes overlevelsesmekanisme at forsvinde. Hun lukkede døren ind til mig, da hun troede, at jeg sov, og gik over til en ven. Men jeg vågnede jo.

Hvordan har det påvirket dit voksenliv?

– Det har været skidesvært at være voksen i. Jeg har gået virkelig meget i terapi, men du kan ikke nødvendigvis ændre de mønstre, du har med i posen. Du kan blive bevidst om dem og forsøge at justere på dem og få sat ord på, så de bliver mere håndgribelige.

Christina understreger flere gange, at fordi hun har skrevet en bog om at blive skilt, er det ikke ensbetydende med, at hun har haft det dårligt i hele sit 30 år lange ægteskab.

Og at hun ikke vil lyde som en, der har det værre end andre, fordi hun, som hun siger, har båret sin skilsmisse udenpå.

– Følelser er følelser, sorg er sorg. Dét, der har været svært for mig, har været at komme videre, for hver gang, jeg tog et skridt op ad den dér stejle bakke, blev jeg konfronteret med nogle ret synlige ting og blev bombet tilbage til start. Ting, som andre kunne følge med i og have en mening om. Dét har været forskellen.

Du fortæller også i bogen, at du faktisk selv var utro én gang?

– Ja, og det er jeg virkelig ikke stolt af. Jeg tror ikke, at man kan gå igennem et langt ægteskab uden bump på vejen, og hvis man oven i købet glemmer hinanden i ægteskabet, kan det være farligt, for så kan man blive set af andre.

– Her efter bogen er udkommet, ærgrer det mig, at fokus for nogle åbenbart ligger på de fire sider, hvor jeg hænger mig selv ud som uperfekt, fordi jeg havde en affære.

– Den affære kom sent i ægteskabet, efter jeg selv havde været udsat for utallige svigt, og hvis man skal kalde en spade for en spade, så tror jeg bare, at jeg endnu en gang var blevet ked af det, og så var der en, der greb mig.

Havde du dårlig samvittighed?

– Ikke i de tre måneder, det varede, men jeg skal love dig for, at den kom bagefter over for mine børn! Jeg havde tabt hovedet og været egoistisk og hold nu op, hvor jeg angrede det bagefter.

– Jeg er stadig vred på mig selv over, at jeg ikke gjorde det, jeg selv ønskede, hvis man bliver fristet af et andet menneske.

Hvad synes du, man skal gøre i den situation?

– Lægge kortene på bordet og prøve at finde ud af, hvordan man løser det. Skal vi gå fra hinanden? Skal vi blive sammen og finde ud af det? Skal vi gå i noget parterapi?

– Jeg var ikke ærlig, og det er jeg ikke stolt af. Hvis man laver sådan et tillidsbrud, er det meget svært at reparere igen, og det er ikke alle, der kan tåle tillidsbrud flere gange. Nogle skal bare opleve det en enkelt gang, så vælter hele læsset.

Nemmere at gå som mand

Reagerer folk anderledes på, at en kvinde er utro, end når en mand er det? Ja, mener Christina. Det var i hvert fald det, hun selv oplevede.

– Det er en generalisering, men jeg synes, at jeg oplever, at kvinder helst ikke må være utro. For mit eget vedkommende oplevede jeg at ryge ned fra piedestalen. Jeg skulle forsvare mig selv, og da jeg sagde, at jeg jo bare gjorde det samme som min mand, var det: “Arh, det var vist ikke helt det samme.”

Mødre gør ikke sådan noget. Vi får stadig et luderprædikat, hvis vi gør noget, der er lidt for “uartigt”.

Som jeg også omtaler i bogen, så skulle jeg da nødig være en af de dér letlevende kvinder, der står inde på Café Victor. Det har jeg da fået et andet syn på i dag.

Der er jo ikke noget galt i at stå med et glas hvidvin i hånden og have det skidesjovt og gå hjem og knalde med en mand, fordi man har lyst. Det er bare ikke så velset.

Du skriver også, at mænd har nemmere ved at pakke en taske og gå og smække med døren uden at se sig tilbage?

– Ja, og det er der sikkert masser af mænd, der bliver skidesure over, at jeg siger.

– Jeg er sikker på, at der er masser af mænd, der vil give deres bare røv for at være den far, der har den samme tæthed med børnene, som vi kvinder har, men der er også en stor gruppe, som vælger at pakke en taske og gå hen til et andet liv, og de ser sig ikke altid tilbage. De kan skille tingene ad og lukke ned for følelserne – det kan du ikke på samme måde, når du er kvinde, fordi du har båret det her liv i dig i ni måneder. Der er sikkert nogle kvinder, der kan, jeg har bare ikke mødt nogen.

Tilgivelse virker ikke

Nogle mennesker bliver flotte, når de bliver skilt. Får en ny rankhed, nyt hår, nyt tøj, alt det dér. Det blev Christina ikke.

Hun orkede så lidt at gøre noget ud af sig selv, at hun en dag gik tur på Kastellet i nattøj.

Alle de velmenende råd om tilgivelse og at være positiv kunne hun heller ikke bruge til noget. Det var bare ikke sådan, hun havde det indeni.

– Hvis et menneske angrer og siger undskyld, kan man tilgive, intet problem. Men hvis du får at vide af dine veninder, din terapeut, en præst, at du skal tilgive for at komme videre … dét har ikke virket for mig.

– Det har virket for mig at forsone mig med, hvordan min situation er nu, derfor er det blevet ligegyldigt for mig, hvad der foregår ovre i den anden lejr. Men jeg synes overhovedet ikke, at det, der er foregået, er okay. Hvorfor skulle jeg tilgive det?

– Jeg har besluttet mig for, at der er ting, jeg vil finde mig i – ikke tilgive! – og så er der ting, jeg ikke vil finde mig i. Bærer jeg så nag? Nej, det gør jeg ikke. Jeg bruger ikke kræfter på det længere, jeg interesserer mig ikke for det, siger Christina.

Du skriver i bogen, at du ville ønske, at du havde et godt forhold til din eksmand?

– Jeg har da en drøm om, at vi på et tidspunkt får en relation, som kan komme vores børn til gavn. At det kan lande … jeg ved ikke helt hvordan, det må tiden vise. Der er mange, der har den opfattelse, at når man har store børn, er det ikke lige så slemt at blive skilt. Jeg vil sige, at det er to forskellige situationer, men den ene er ikke bedre end den anden.

– Hvis du har små børn, er du yngre, og så har du større mulighed for at skabe noget intimitet med et andet menneske og måske få et barn mere. Hvis du er ældre – som mig – er det en anden situation. Det er sårbart, ligegyldigt om det er det ene eller det andet.

– Når man har så meget sorg og vrede i sig, som jeg har haft, kan det være svært at være sammen med sine børn, fordi man ser sin eksmand så meget i dem. Sorgen og vreden bliver blandet sammen med kærligheden, og det gør det svært at være i rummet nogle gange.

– Det er sgu også svært at være alene-mormor, synes jeg. Det er meget ensomt. Det burde vi faktisk tale mere om.

I fik jeres første barnebarn midt i skilsmissen, men gik I ikke og glædede jer sammen inden?

– Det gik jeg ud fra, at vi gjorde. Men så ville man vel ikke lave ballade.

Jeg vil ses

Midt i skilsmissen – og 10 år efter, Christina havde sin affære – skrev samme mand til hende: “Jeg er her for dig.”

– Han havde været i et forhold imens, men det passede bare sammen, det hele. Og nu, hvor vi har været sammen i to et halvt år, tør jeg godt at sige, at jeg har tiltro til ham. Men det har været meget svært for mig at tro på noget igen.

– Der har været bump på vejen, og for mit vedkommende har det været med en meget anderledes vinkel på kærlighed: Jeg går ikke på kompromis mere, jeg stiller flere krav, jeg er blevet mere besværlig at være sammen med, mere egoistisk i forhold til, hvordan jeg vil have en relation.

– Jeg vil ses, jeg vil høres, jeg vil mærkes. Når jeg ikke bliver det, bliver jeg utryg, fordi svigt sætter sig i kroppen.

Du er blevet en ny dame?

– Ja. Den nye dame er mere rolig, hun hviler mere i sig selv, og kan bedre navigere i uro. Hun kan bedre bo i et bombet lokum eller et sted en uge ad gangen, hvor det før var meget vigtigt for mig at have rammerne i orden.

– I dag er det vigtigere, hvad der sker inden i mig. Og så har jeg for første gang i mit liv en ro i min alder. Jeg er ikke så forhippet på at være ung længere. Jeg er et menneske, som er ungt af sind, men jeg har også en alvorlig side, som jeg faktisk synes er klædelig. Det er ikke altid sjovt det hele.

– Jeg har heller ikke den uro og angst, som jeg havde før. Så alt i alt synes jeg, at den nye dame, efter alt hvad hun har været igennem, faktisk har klaret det meget godt.

Du er ikke flyttet sammen med ham endnu?

– Nej. Det er nok, fordi jeg er lidt bange. For at det skal gå galt igen. Det kan være, at jeg gør det. Men det er nok en angst for, at jeg ikke kan flygte, hvis der sker et eller andet.

– Jeg har siddet fast i noget så lang tid, så bange for at sidde i samme situation og ikke kunne komme ud igen. Men der kan jo ske alt muligt i mit liv. Det kan være, at jeg aldrig bliver svigtet igen. At min “svigte-kvote” er brugt op. Det håber jeg.