De har genoplivet en helt særlig dame. Listen af spørgsmål, hun skal svare på, er lang

Hun har stor tørst efter rødvin. Og en lige så stor hang til at fortælle dig sandheden om både dig selv og verden omkring dig, når først proppen er af flasken.

Nu genopstår hun efter at have været stille i en årrække. Damen med de blå tænder – figuren der blev opfundet af Mette Horn og Lotte Svendsen omkring årtusindeskiftet som en sketch til DR-satiren “Emmas Dilemma”, og som siden fik nærmest kultstatus for altid at sige alt det, vi ikke måtte tale om.

Denne gang toner hun frem på de skrå brædder i teaterforestillingen “Den runde fødselsdag”, hvor hun i anledning af sin mærkedag inviterer til fest og vinmenu i sin herskabslejlighed i hjertet af København.

Det er også her, midt i København, vi befinder os denne tidlige morgen, hvor byen summer af mennesker på vej til arbejde, og hvor vi har sat hinanden stævne på Bo-Bi Bar.

For det historiske værtshus, som er genbo til forlaget Gyldendal og gennem årene har været fast tilholdssted for både forfattere, kunstnere og kritikere, har også været stamsted for Damen med de blå tænder.

Her er hun kommet alle årene, bedyrer de to kvinder, der står bag Damen.

– Ja, det har hun, og hun har siddet her og spist peanuts, siger Lotte Svendsen og stryger hånden over den rødternede dug på bordet.

– Ja, indskyder Mette Horn og peger over skulderen til døren til toilettet.

– Og opfordret sine veninder til at gå ud og få en lille rusketur på toilettet. “Du sidder og spytter i din citronvand, kom nu, skat!”, siger hun og slår over i Damens karakteristiske rødvinsberusede jargon.

Lotte Svendsen nikker og tilføjer med et grin:

– Ja, hun har haft nogle oplevelser på det toilet. Hun har jo ikke været fedtet med sig selv.

Hvorfor skal hun bare ligge der?

Da Damen med de blå tænder første gang tonede frem på tv-skærmen i 2001, var det som del af satiregruppen Emmas Dilemma.

Her åbner hun sine sketches med et fuldemandssnøvlet: “Tak for endnu en aften, hvor der ikke er blevet sagt en skid, der betyder noget.” Og så tager hun ellers fat.

På Ruth, som bliver mobbet af sine kollegaer på apoteket, men ikke tør sige fra. På Nanna, som nok i virkeligheden ikke kan lide mænd, selv om hun altid er kæreste med en. Og på Trunte, der ikke har haft en mand i seks år – og hvorfor mon?

På et par minutter hudfletter den rødvinsberusede Dame sin bekendtskabskreds og de problemer, som også er udtryk for den tid, vi lever i. Det gjorde hende dengang ganske populær blandt seerne.

Det er ikke første gang, hun genopstår. Over årene er hun blevet inviteret til at komme og fortælle et par sandheder til både fagforeninger, forlag og private virksomheder, og hun har også før været et smut forbi teatret.

Hver gang fordi nogen kontakter Mette Horn og Lotte Svendsen og spørger, om ikke Damen har noget at sige om tidens dilemmaer.

– Denne her gang var der nogen, der kom og ruskede lidt i os og sagde: “Hvorfor skal hun bare ligge der? Der er så meget i tiden, der trænger … så meget, man kunne snakke om”, fortæller Lotte Svendsen, da vi har bænket os ved Bo-Bi Bars eneste vinduesbord.

Hvad kan hun så sige os i dag?

– I al sin irriterende adfærd og i hele sit krasbørstige væsen synes jeg, at hun har nogle spørgsmål at stille i dag i forhold til det fællesskab, som vi på mange måder har meldt os ud af. Helt banalt. Andelsbevægelsen og kollektiverne, hvad skete der med dem?

– Hvordan kan en kvinde som hende sidde på 350 kvm til 7.000 kr. om måneden, når unge mennesker betaler det samme for en halvandenværelses ude i Glostrup?

– Hun er repræsentant for en tid, hvor feminisme, solidaritet og kritisk tænkning var nogle af de visitkort, man kunne lægge foran sig. Jeg siger ikke, at det ikke findes i dag, men så er det i hvert fald i en ny og anden kontekst, siger Lotte Svendsen.

Hun har alle årene været manuskriptforfatter, mens Mette Horn har gestaltet Damen med de blå tænder.

– Det har altid været nemt for mig at sætte hende på et emne, og det er også derfor, hun er blevet ved med at leve. Når man smider et emne til hende, har hun jo noget at sige. I dag kan det f.eks. være i forhold til identitetspolitikken, tilføjer Lotte Svendsen.

Hvad mener hun der – hun er jo fra en tid før smartphones, sociale medier og #MeToo, som alt sammen fylder meget i dag?

– Det, der altid har været sjovt ved hende, er hendes meget veludviklede analyseapparat. Det der med at komme med en følelse gælder ikke rigtig hos hende. Det der med at trække følekortet og sige, at nu føler jeg mig virkelig forulempet, forklarer Mette Horn og slår, for at understrege sin pointe, over i den karakteristiske rødvinssnalrede tone.

– “Det er meget muligt, du føler sådan, men hvorfor? Tag en tudekiks og kom, lad os snakke om det!”, siger hun og slår tilbage til sin egen stemme:

– Hun har altid elsket at invitere folk til at komme op og danse på bordene og sige tingene, som de er. Svesken på disken. Ikke alt det der hensynsbetændelse.

Når Damen denne gang genopstår, kredser hendes analyser af livet og hendes omgangskreds meget om relationer. Om gode venner, som man har mistet forbindelsen til, og forhold, der er gledet ud i sandet.

– Det handler om at være et sted i livet, hvor man gør status og rydder lidt op i sine relationer. Forestillingen handler om hendes fødselsdag, men det bliver en dag, hvor folk ligesom ikke rigtig kommer, forklarer Mette Horn.

På den måde bliver det en slags selvransagelsens dag.

Lotte Svendsen indskyder, at der på scenen kører en dialog mellem Damen og de gæster, der ikke dukker op. Eksmanden, veninden, elskeren. Men hun møder også den nye generation af unge. Dem, som taler om forfatteren Glenn Bech og om LGBT.

– Der skal være et møde, for vi kan jo ikke bare smaske den nye generation i hovedet med en skovl, vel? Der er nogle gaver at hente hos denne her kvinde i forhold til at slutte en kæde og se lidt stort på de udfordringer, der er hos de mennesker, der danner den.

– Og i forhold til at have et mål, som er større, om at vi sammen kan ændre nogle ting. Det er der, de interessante diskussioner opstår, siger Lotte Svendsen.

De unge mennesker går til Damen og stiller spørgsmål, også nogle lidt banale af slagsen, påpeger Lotte Svendsen, og Mette Horn bryder ind:

– Men også nogle irriterende spørgsmål, for hun har altid været skrevet i monologform og derfor haft fri tale og er aldrig blevet sagt imod.

– Nu står der nogle levende mennesker, som hendes verbale overgreb udspiller sig over for, og som bliver sårede over det, hun siger, og som svarer igen. Og hun skal tage sig lidt sammen og styre sin tourettes, når det pludselig stikker af med hende, og hun har lyst til at sige alle de ting, man ikke må sige.

– Men det er det spændende, for det er jo altid sjovt at gå efter det, man ikke selv helt fatter. Ting, man selv er superforvirret over. Så vi bliver også selv lidt klogere. Kan man sige det – må hun sige eskimo? Er det i orden, eller hvordan har jeg det egentlig selv med det?

Lotte Svendsen indskyder, at der er en klar forskel fra starten af 00’erne, hvor taglinen var: Det må vi ikke snakke om.

– Dengang klædte vi os jo ud som eskimoer, som vrede imamer og som afrikanere. Det var en anden tid. Der er det klart, at når man skriver hende i 2023, så skal hun derhen, hvor der er noget, vi ikke må snakke om.

– Så skal hun forholde sig kritisk til integration, til de mange køn, til hvem der skal have et kønsskifte, og hvem der skal betale for det. Alle de der ting.

– På den måde er det jo sjovt, at hun ikke længere bare er enormt venstreorienteret. Hun er i det hele taget lidt i kamp med sin tid på alle punkter, også på den politiske dagsorden. Så hun står som en solokriger lige nu.

Mette Horn nikker og siger:

– Apropos, er det så okay, at hun siger: “Jeg smadrede min tå, jeg stod bagved en transvestit i stiletter til en klimademo, og det gjorde dæleme ondt.” Er det o.k. at sige transvestit i stiletter?

– Det lyder jo sjovt, men skulle man hellere sige transperson i høje sko, eller hvor går grænsen for at få den joke? Håner man, eller hvor er vi henne? Vi er også selv lidt udfordret på, hvor langt man kan gå. Nu var jeg inde og se Anden, og han harcelerer jo også over eskimo-is, mest fordi de er blevet for små. Han er jo åbenbart også optaget af det …

Lotte Svendsen bryder ind:

– Det er et skråplan, hvis vi begynder at gå på kompromis med karaktererne for at tilfredsstille den politiske dagsorden. Det er et kæmpe problem, at man har taget smøgen ud af munden på Orla Frøsnapper.

– Der er børn, der spørger, hvorfor er han grøn i hovedet? I dag er det kun sjovt, fordi han tilhører Socialklasse Å – de spiser dårligt, har dårlige liv, bliver ikke så gamle, og derfor er han så åbenbart grøn i hovedet. Der var det måske mere fair, dengang Ole Lund Kirkegaard lod ham stå og kæderyge og få kvalme og se grøn ud i hovedet af den grund.

– I kunstens, humorens og satirens navn skal vi virkelig passe på, at vi ikke begynder at male vores billeder i én nuance og hive temperamentet ud af dem.

Mette Horn nikker. Det er derfor, Damen med de blå tænder skal frem i lyset igen, er de enige om.

Det er et spørgsmål, der fylder meget i alle hjørner af branchen, tilføjer Lotte Svendsen. Hun arbejder også som filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, og for hende at se har filmbranchen et overdrevet fokus på diversitet.

Hun nævner som eksempel de diskussioner, man har haft forud for en ny film, der skal optages på et gymnasium i Hellerup: Har man sikret, at der er både arabere, asiater og andre folkeslag med, har spørgsmålet lydt.

– Men er det ikke at tegne et falsk billede af en eliteskole i Hellerup, at den skulle være så superspraglet? spørger hun.

Mette Horn tøver og påpeger, at de begge har store børn, som tilhører en ny generation, og som har en helt anden tilgang til den slags spørgsmål.

– For dem er det slet ikke … It’s not an issue. Det er bare meget mere naturligt, siger hun henvendt til Lotte Svendsen, som svarer:

– Men man kan jo se, at den børne-unge-film, der har solgt mest, er “Ternet Ninja”, hvor onkel Stuart gør alt det, man ikke må hjemme hos mor. Han klapper hendes veninde i røven, han ryger, han fortæller børnene, at han har taget coke, han siger racistiske ting.

– Han gør det hele, og folk elsker det og skriger af grin. Så kan man jo godt sidde ud på A-Film og sige, at det kunne være fint, hvis han var nonbinær og prøvede at udtrykke sine vittigheder på en anden måde. Altså, pas på. Virkelig! For at favne de modsætningsforhold, der er i verden, skal man jo vise dem.

Mette Horn indskyder:

– Og samtidig skal man jo også flytte sig. Altså fra dengang jeg var yngre, hvor man kunne rende rundt og sige “bøsserøv” eller sige “hvor er det bøsset”. Det siger man jo ikke mere. Det ville jeg aldrig selv sige.

– På en eller anden måde kan man sige, at homoseksuelle på det plan har fået slåsset deres kamp færdig, og nu er det nogle andre, der er ude og slås. Der skal man også være nænsom og lige tage sig sammen.

Lotte Svendsen nikker. Men nogle gange kan en replik også sige noget om den person, der siger den, påpeger hun.

– Så Damen skal jo have lov til at sige, at hos hende kan du ikke trække følelseskortet. Og så bliver folk sat på arbejde. Det synes jeg sådan set kan noget i en tid, hvor børn, når de har været til frikvarter i skolen, skal evaluere frikvarteret.

– Og så er det noget med, at “i begyndelsen havde jeg det godt, men så fik jeg en bold i hovedet”.

– Vi er jo i gang med at udvikle en generation, som har sindssygt godt styr på følelser. Men hvor leder det samfundet hen, den bevidsthed, hvor f.eks. vrede bliver mere og mere forbudt og vendt indad til angst, og man så er enormt bevidst om, at man sidder der og føler angst?

– Man har ikke værktøjerne til at række ud efter et fællesskab, hvor man kan handle på den angst. Det er også det, som Christoffer Berdal (instruktør på forestillingen, red.) kredser om som den dybeste relevans i forhold til at hive denne her Dame op af skuffen igen, konstaterer Lotte Svendsen.

En kvindelig jesusfigur

Da “Damen med de blå tænder” tonede frem på fjernsynet i 2001, var det med en masse sandheder på hjerte, hun ikke kunne holde for sig selv.

Hun var ikke et sexobjekt, men en kvinde, som insisterede på sin seksualitet og på at snakke om både fakta og følelser. Hun er billedet på et helt kvindeliv, forklarer Mette Horn, og Lotte Svendsen indskyder:

– Hvis jeg historisk skal træde 50 skridt op over hende … ej, faktisk under hende og betragte hende i frøperspektiv, synes jeg, at hun er en kvindelig jesusfigur. Ment på den måde at hun er repræsentant for en generation af kvinder, der igangsatte et paradigmeskifte.

– Der er lang vej fra at kalde en satiregruppe Venter på Far til at kalde den Emmas Dilemma. Og mega-respekt for Anne Dorte (Michelsen, red.) og alle de piger, men for mig var der så afgjort noget i perspektivskiftet fra, at vi er de pæne piger, der venter på far, og dem tager vi pis på, til Emmas Dilemma, der ikke ventede på far. Der var vi inde omkring os selv og vores egne dilemmaer, siger hun og uddyber:

– Der er et bindeled mellem Venter på Far og Emmas Dilemma, der handler om lige præcis Damen med de blå tænder og dem, der er hendes veninder, som i levende form ville være Helle Ryslinge, Anne Marie Helger, Katrine Jensenius, Tine Bryld. Hele den generation af piger, som på hver sin måde stillede sig op på scenen og sagde noget sjovt for første gang. Kvinder, der brændte deres bh’er.

– Trille, der som kvinde tog styring for første gang og udgav plader selv med egne tekster, og Anne Linnet, som er repræsentant for hele den gruppe af kvinder, der igangsatte et paradigmeskifte, og som bare endte med at betale en virkelig hård pris ved at være uelskede og uønskede …

– Og usexede, tilføjer Mette Horn.

– Ja, usexede. At blive forladt, valgt fra. Det er meget stærke kvinder, som igangsatte en hel masse, men som også betaler prisen. Og hende her, Damen, vi kan sige, at hun er rædselsfuld, men vi elsker hende jo også, siger Lotte Svendsen og tilføjer:

– Det er jo også hende der siger: “Altså, skal man virkelig præstere et brækket ben som synligt bevis for, at jeg også godt kunne trænge til lidt omsorg? Kan du slet ikke komme til? Er jeg så skræmmende?” Der er bare langt fra at være kraftfuld, tydelig og højtråbende til at være kvindelig og gerne også lavmælt og pæn.

Men der sker også noget i tiden nu, siger Mette Horn og påpeger, at mange kvinder råber højt om deres seksualitet.

Lotte Svendsen nikker og konstaterer:

– Min far havde elsket Damen med de blå tænder. Der var en generation af mænd ved siden af hende, som elskede de kvinder, selv om de smed bh’erne og sagde: Nu er det din tur til at tage opvasken. Bente Hansen og hele den gruppe omkring Benny Holst og Povl Dissing, hvis kvinder lavede en basisgruppe.

– Der var jo knald på seksualiteten og drømmene og forelskelsen. Der var ikke så meget botox, og idealbilledet var bredere. Ikke så stramt som i dag.

– Det må man også godt udfordre, når man ser på trivslen blandt kvinder i forhold til selvbillede og selvkærlighed. Det er hårdt, siger Mette Horn.

Det er noget, de begge gerne sætte spørgsmålstegn ved. Hvordan skønhedsidealerne og fokus på kroppen har forrykket sig. Og det er formentlig en af grundene til, at der efter mere end 20 år stadig er bud efter Damen med de blå tænder, mener de.

Hold din mund

Selv om Bo-Bi Bar slap de sidste gæster for en halv nat siden, får den særlige lugt af værtshus og stemningen fra det dunkle rum med sine røde lamper minderne i gang hos Lotte Svendsen og Mette Horn.

De mindes våde aftener med vennerne, som på mange måder ligger til grund for Damens tilblivelse.

– Jeg tror, at både mit og Mettes temperament har trivedes godt i den lidt fortættede samtale, som jo opstår i de her mørke, røgfyldte stuer, siger Lotte Svendsen, og Mette Horn indskyder med et grin:

– Damen har et sprog, som er rundet af den konsonant-svaghed, der opstår, når man har fået en vis promille, og den har man vel også lyttet sig ind på sådan nogle steder som her.

Og så er der alle de ting, man kan få sagt på sådan en aften, og som man måske ikke skulle have sagt, og måske heller ikke ville havde sagt, hvis ikke man var fuld.

– Det jo sådan nogle samtaler man får, hvor man synes, at det skal du da vide. “Hvorfor har jeg ikke sagt det til dig før?” siger Mette Horn.

Og så er der de moralske tømmermænd, sukker Lotte Svendsen, og Mette Horn nikker og siger:

– Ja, dagen efter, hvor man tænker: Kunne du ikke bare holde din store, dumme mund lukket? Var det så vigtigt?

– Jeg har lavet den to gange i sommer, en Damen med de blå tænder, siger Lotte Svendsen og tager sig til hovedet.

– Jeg overhørte til en 60-års fødselsdag, at der var nogen, der var i gang med at skrive en, jeg engang havde mødt, ud af et testamente. Jeg blev forarget. Såret. Følte, jeg havde en kæmpe indsigt på det her område, som jeg lige måtte dele med de her mennesker.

– Og det var altså med tårer og vrede og rusken. Jeg var så flov dagen efter. Men samtidig har jeg sagt til mig selv, at det var rigtigt, det jeg gjorde, for det er jo fandme en pest i vores tid, at man sidder og skriver folk ud af familier, hvis der er det ene eller det andet.

– Det er sådan nogle ting, jeg som privatmenneske stadig kan finde på, især hvis jeg får noget at drikke. Og jeg skammer mig, og jeg skammer mig ikke, siger hun.

Og det er vel det, vi alle sammen oplever, tilføjer Mette Horn: At vi skammer os, fordi vi følte, at vi havde ret til at blande os i ting, som vi normalt ville gå i en stor bue uden om. Men som alligevel rammer noget i os, så vi føler, at det faktisk er vores bord at sige noget. Men der sker også noget, jo ældre vi bliver.

– Gaverne ved alkohol er efterhånden ikke særlig store længere, for vi får faktisk ofte sagt, hvad vi egentlig mener. Så gaverne i alkohol er typisk mest tømmermænd nu om dage.

– Det er godt sagt, Mette. Men det er klart, at ligesom Kaptajn Haddock er Damen jo ikke begyndt at drikke et glas vand mellem hver genstand, indskyder Lotte Svendsen om den vinmenu, hun inviterer til i “Den runde fødselsdag”.

– Nej, nej, nej. “Vi skal have en skid på. Vi er ikke kommet for sjov”, snalrer Mette Horn med et grin.

Artiklen blev udgivet i femina uge 43, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: