Det hele går så "pissestærkt" i den her verden – og det får os til at glemme noget vigtigt

Hvad skulle det være? Et par nye bryster, et nyt image eller en ny kæreste, måske? Eller hvad med et barn?

Hvis du ikke synes, at livet er faconsyet til lige præcis dig, kan du købe, klikke og swipe dig til det, du mangler.

Det gør Katrine (Sofie Torp) i Anders W. Berthelsens fine komediedrama “Lykkelige omstændigheder”.

Hun har ellers det hele: En succesfuld mand, stort hus og penge nok – modsat sin søster Karoline (Roberta Reichardt), som lever i et forgældet forhold med den arbejdsløse dj Ronny, der henslæber dagen på sofaen med en joint i munden.

Det, Katrine synes hun mangler for at fuldende sin ellers perfekte tilværelse, er et barn.

Og da søsteren bliver gravid ved et uheld, udtænker Katrine en snedig plan, som kan løse alles problemer. Tror hun.

Ingen tvivl om, at “Lykkelige omstændigheder” bliver en af efterårets store succeser – som det meste, Anders W. Berthelsen rører ved.

Det virker, som om han har bevæget sig ubesværet fra skuespillerrollen til instruktørrollen, for filmen er skruet perfekt sammen, og man kommer til at elske karaktererne undervejs – også selv om nogle af dem er sindssygt irriterende.

– Jeg havde i hvert fald virkelig forberedt mig til fingerspidserne og var meget bevidst om, hvad jeg ville. Jeg har haft drømmen om at instruere i mange år, men vidste også, at det skulle være, når jeg var helt klar, så jeg ikke stod og fiflede med noget, jeg ikke havde helt styr på. Så det har været en personlig modning.

– Jeg tog skridtet med “Ser du månen, Daniel”, hvor jeg var medinstruktør – det var virkelig gode lærepenge og gjorde, at jeg tænkte: Nu er det nu! fortæller Anders W. Berthelsen, som ikke er bleg for at indrømme, at han har en stor kærlighed til romantiske komedier.

– Jeg elsker feelgood-komedier, som har noget dybde, som handler om noget. Og så har jeg en stor kærlighed til de sjove og groteske situationer i hverdagen, som jeg også har prøvet at få frem i filmen. Grunden til, at filmen handler om problematikken med at få børn, er, at det er et sindssygt interessant emne i den tid, vi lever i.

– Jeg har flere veninder, som ikke har en mand, men får deres børn selv , siger han og nævner sin hovedrolleindehaver, Sofie Torp.

– Hun har jo et barn med en af sine bedste venner, og det fungerer fantastisk. Der er også mange, der har svært ved at få børn. Kan de så ikke bare få et af en, som godt kan, men ikke vil have børn? Det lyder jo meget nemt, det er bare ikke sådan, det fungerer.

Tingene sætter sig

Der er ikke nogen morale i “Lykkelige omstændigheder”, det er ikke Anders W. Berthelsens stil.

Han mener en masse, men ikke på en larmende måde, nærmere lidt stilfærdigt.

Men livets hastighed, den måde, vi stormer gennem livet på uden at se os hverken til højre eller venstre, ligger ham på sinde.

– Vi lever i en verden, hvor vi bare kan knipse med fingrene, så får vi, hvad vi vil have. Det kan man jo ikke, uden at det har nogle konsekvenser. Der er ikke nogen løftede pegefingre i filmen, den er mere et billede på, at det indimellem er alt for nemt at få, hvad vi vil have.

– Men alting koster. Tingene sætter sig jo i en. Og vi kan godt komme til at glemme følelserne indimellem i denne her verden, hvor det hele går så pissestærkt. “Nu får vi nogle børn, så kan de bare blive passet af nogle andre.” Den hurtige måde, vi lever på i dag … det er lidt det, jeg prøver at formidle. At tingene ikke altid er så nemme og uproblematiske, som vi gerne vil have.

Folk har svært ved at rumme, at ting er komplicerede?

– Præcis. Nogle gange må man godt lige tænke sig om en ekstra gang. Også i politik: “Så, nu nedlægger vi alle sygehusene og laver nogle supersygehuse!” Man glemmer bare, hvad der sker der med samfundet, når alle beslutninger bliver taget så hurtigt.

– De fleste har det jo godt med, at der ligger et lille sygehus i deres kommune. Så jo, jeg er klart tilhænger af, at man godt lige må tænke sig om en ekstra gang indimellem.

Husk at kigge op

Anders W. Berthelsen er lige kommet hjem fra en bilferie i Italien med familien – hustruen Christina og datteren Vigga på 14 år – og også her kom temaet op.

– Min datters mobil gik tør for batteri, da vi var ude at spise en aften, og lå på bordet ved siden af hende. I begyndelsen tjekkede hun den nærmest hvert 30. sekund … nå nej! Så sad vi og snakkede lidt igen, og så gik der lidt længere tid i mellem.

– Til sidst glemte hun den helt. Altså … jeg er jo bevidst om, at det er sådan, udviklingen er. Man skal hele tiden kommunikere, have oplysninger, og det er der også meget fantastisk i, for Vigga er oplyst om en masse ting, som jeg ved, hun har fået derfra.

– Bare man lige husker at kigge op en gang imellem. Og det får min datter også at vide hele tiden af både min hustru og mig: “Nu er vi kørt hele vejen hjemmefra til Italien, husk lige at kigge ud, vi kører forbi nogle smukke ting lige nu.” Og så er det jo dejligt at se, at hun så pludselig falder i staver over alt det smukke.

Hvad er det vigtigste for dig at give din datter med ud i livet?

– Det er vigtigt for mig, at hun vokser op og bliver et godt menneske. Empatisk, god ved andre mennesker, en, man gider at være sammen med. Det synes jeg faktisk også er lykkedes rigtigt godt.

– Hun er enormt skøn at være sammen med, hun tager med til mange af de ting, vi laver, og hvis vi er på besøg hos nogen, lytter hun med og deltager i samtalen, selv om der kun er voksne. Det er enormt rart, at hun ikke bare sidder ovre i sofaen, mens de voksne snakker.

– Og det håber jeg, at hun bliver ved med. For det ER bare rart at høre, hvad andre mennesker mener og siger. Det er sgu vigtigt.

RO PÅ

Man skal lede længe i filmbranchen efter et menneske, der har en finger at sætte på Anders W. Berthelsen.

Alle er enige om, at han er det sødeste, rareste og mest omsorgsfulde menneske, som behandler alle lige godt og altid er i overskud.

Ja, det er ligefrem noget, folk taler om i branchen. Dansk films ultimative good guy.

– Det var da fornemt, smiler han lidt genert, da jeg gengiver hans kollegers roser.

– Jamen, jeg kan virkelig godt lide mit fag, og jeg kan virkelig godt lide mine kolleger både foran og bag kameraet. Og så er det meget vigtigt for mig, at vi alle sammen har det godt og bliver set og hørt, når vi arbejder.

– Jeg tror bare, at det ligger til mig at spotte, om der er nogen, der føler sig udenfor eller ikke føler sig set, så vil jeg gerne gøre en stor indsats for, at folk føler sig velkomne. Lige at hive dem ind og sige: “Velkommen til, skønt, at du er her.” Ikke at jeg er bange for et skænderi eller en diskussion, jeg synes ikke, at jeg er en pleaser.

– Det er – igen – det dér med lige at tænke sig om to gange, inden hatten flyver af. Det er meget, meget sjældent, at jeg flipper ud.

Okay, der stikker noget under. Du har haft en traumatisk barndom eller noget …

– Ha ha, nej, det har jeg ikke. Det står bare meget højt på min liste, at man taler ordentligt til hinanden, ligegyldigt hvor man er i hierarkiet. Om du er runner eller instruktør eller producent. Jeg accepterer ikke, at nogen sparker nedad på et filmset. Indimellem kan der godt blive råbt højt, fordi vi nogle gange står i nogle sindssygt pressede situationer, men det må ikke være den gængse omgangstone.

Er det noget, du har med hjemmefra? Det dér med altid at opføre sig ordentligt?

– Ja, det tror jeg helt klart. Min mor er også meget omsorgsfuld og går op i, at vi taler ordentligt til hinanden. Men det handler jo også om de erfaringer, man selv har med. Hvor man indimellem ikke har følt sig godt tilpas, hvis man ikke bliver set, anerkendt.

– Det har jeg prøvet mange gange. At stå ude i et hjørne og tænke: “Fuck. Hvor må jeg høre til?” Er det svært at være så ordentligt et menneske i denne her verden, synes du?

– Nej, det synes jeg ikke. Jeg er blevet ældre og har fået mere ro, så bliver man bedre til at begå sig. Men der var da engang, hvor jeg følte mig helt vildt usikker på alverdens ting. Og netop derfor har jeg det bedst med at have alle med. At alle er glade.

På farten i en elbil

Der er dog noget, der kan få Anders W. Berthelsen til at flippe ud – om ikke andet, så hjemme foran fjernsynet, når nyhederne kører.

– Det er jo grotesk, hvad der foregår i øjeblikket! Hver dag er der noget nyt, og indimellem tænker jeg: “Kommer der et kæmpe rabalder lige om lidt?”. Med krig og forurening og økonomien og klimaet – nu er det jo ligegyldigt, om vi så stoppede CO2-udledningen i dag. Det er alligevel for sent.

Gør du selv noget til daglig for at mindske dit CO2-aftryk?

– Jeg gør alle de gængse ting, man skal, med at sortere affald og skrue ned for kødet og kun købe det fra ordentlige steder. Jeg prøver at lægge flyrejserne væk, men jeg er nødt til at flyve en gang imellem pga. mit job. Og så har jeg købt en elbil, som jeg har sparet op til og er virkelig glad for. Det var den, vi kørte på ferie i her i sommer.

Han smiler.

– Så altså – jeg er meget bevidst om det, men bestemt ikke hellig. Og jeg ved ikke… Efterhånden synes jeg, at man bare sidder og kigger på det hele og tænker: Hvad fanden foregår der? Alle råber, at vi må lade være med at spise alt det kød. Jamen, hvorfor bliver vi så ved med at producere det? Hvis du kan købe 10 kilo hakket okse for en 50’er, så sker der jo aldrig noget.

– Jeg voksede op med, at man delte en gris eller en ko med familien eller naboerne, i dag skal folk have kød til alle måltiderne. Og det er ikke kun det almindelige menneske, som skal gøre en særlig indsats. Politikerne er nødt til at arbejde sammen også.

– Jeg kan blive ærgerlig over, at politikerne ikke arbejder mere sammen om tingene, for det er, som om at når den ene fløj siger ja til noget, så SKAL den anden sige nej, og så sker der ingenting. Jeg er helt med på, at det også er en karriere at være politiker, men er deres karriere ikke at lave det bedste land?

Kærlighed i 25 år

Anders W. Berthelsen har – i år, faktisk – været sammen med sin hustru, Christina, i 25 år.

Næsten halvdelen af sit 53-årige liv. Parret mødte hinanden under en teaterforestilling, hvor Christina var påklæderske, og det var kærlighed ved første blik.

Efter blot at have vekslet et par ord med hende gik Anders ned i sin garderobe, hvor kollegaen Peter Mygind sad, og sagde:

– Jeg har fundet den kvinde, jeg skal giftes med!

Og sådan blev det.

I dag bor parret i Lyngby sammen med datteren Vigga, og faktisk sidder Christina ikke ret langt fra os her på Nordisk Film. Hun er i mellemtiden blevet produktionsleder.

– Så jeg skal lige over og sige hej til hende bagefter, smiler Anders.

Er I stadig lige glade for hinanden her 25 år efter?

– Dét er vi. Stadig glade og lykkelige.

Gjorde du dig nogle tanker, da du rundede 50?

– Ja! Jeg har ikke tænkt meget over min alder, da jeg fyldte 30 og 40, men jeg vil sige, at når man bliver 50, så stopper man alligevel op og tænker: “Okay. Nu er jeg lidt over halvvejs. Kan jeg nu nå alt det, jeg vil?” Men jeg er ikke i panik.

– Og tanken om at blive ældre har jeg egentlig altid syntes var meget skøn, fordi det giver en ro. Men nu kan jeg godt blive sådan lidt … shit! Det chokerede mig også noget, da jeg fik det dér materiale fra Ældresagen.

Du gik garanteret direkte ud i skraldespanden med det som os andre …

– Ja, dét skulle jeg ikke bruge til noget, he he. Det kan jeg godt vente nogle år med. Min nabo blev 98, han havde selv bygget sit hus i 1962 og gik og passede det og havde den smukkeste have og tog i svømmehallen hver morgen.

– Forrige uge kom der så en mail om, at han var gået i seng om aftenen og ikke vågnet næste morgen. Det var sgu en fin måde at komme herfra på. Det er jo det dér skavank-helvede, man er bange for kan komme nu.

Lever du sundt?

– Ja, det synes jeg. Jeg spiser sundt og træner, men jeg har også et job, hvor jeg er meget væk på optagelse, og så er det ikke altid lige nemt. Da jeg lavede “Bamse”, tog jeg 15 kilo på, og jeg vil sige, at jeg havde nemmere ved at tage dem på end at smide dem igen.

Hvad gjorde du for at tage 15 kilo på?

– Jeg holdt bare op med at passe på. Et halvt år lod jeg bare stå til. Og jeg må indrømme, at det var rart, da jeg endelig var færdig. Men jeg går altså stadig og kæmper med kiloene.

Ikke særlig forfængelig

Du er en af de mest brugte skuespiller herhjemme og er med i rigtigt mange film – fra dybt seriøse til falde på halen-komedier. Hvordan vælger du dine roller?

– Jamen, det er jo, fordi jeg synes, at det er sjovt at spænde vidt og veksle mellem tingene. Og så er jeg ikke særlig forfængelig. Men det er altså ikke nemmere at lave komedier end at lave seriøse film.

Bliver du aldrig bange for at blive overeksponeret?

– Joh, men nu styrer jeg ikke selv, hvornår det kommer ud – f.eks. er det pga. af corona, at de film, jeg er med i, kommer lidt oven i hinanden nu. Til gengæld holder jeg mig fra alt muligt andet.

– Jeg deltager aldrig i quizprogrammer eller “Vild med dans” eller sådan noget, så dét, jeg bliver eksponeret i, er kun mit arbejde. Ikke andet. Jeg er heller ikke så godt til det dér …

At være dig selv?

– Lige præcis. Der kommer det generte i mig frem, så det føler jeg mig ikke godt tilpas i. Jeg er heller ikke god til at holde taler – det er ikke noget, der ligger lige til højrebenet. Men jeg elsker at fortælle historier, jeg elsker at skabe karakterer, og dér dækker man sig jo også ind under en anden person.

– Hvis jeg bare optræder som mig selv, kan jeg godt blive ubehageligt selvbevidst.