Fire dage efter hun mistede sin far, stod hun på scenen: "Det har været en følelse af fuldstændigt frit fald"

Hvor føler du, at du er i din sorg lige nu? Hvordan har du det indeni?

Ikke lige et spørgsmål, vi går rundt og stiller hinanden til hverdag. Man sætter sig heller ikke i en krog i en times tid midt på dagen, fordi man har brug for at mærke efter, hvad der sker indeni.

Det er i hvert fald de færreste forundt, hvis man har en travl hverdag med arbejde, børn, indkøb, madlavning osv.

I november 2022, fire dage efter Mille Hoffmeyer Lehfeldt mistede sin far, Stig Hoffmeyer, stod hun på scenen i “Året, der gak” med satiregruppen Platt-Form. Sang og dansede og var hylende morsom. Det ved hun, selv om hun ikke kan huske noget som helst fra den aften.

– Under hele perioden med optagelser til “Carmen Curlers” var sorgen også så tæt på mig, at jeg indimellem ikke kunne styre det. Jeg kunne sidde i en bus eller et tog, og pludselig ramte en tsunami-væg af sorg mig. Den kommer stadig.

– Så jeg måtte efterhånden sande, at det indimellem ikke var helt trygt at gå på arbejde, for pludselig kunne jorden forsvinde under mig. Og så måtte jeg enten give slip eller holde så meget på mig selv, at jeg næsten var ved at besvime.

Så Mille trak stikket. Det blev hun nødt til.

– Da jeg fik det her åndehul, kunne jeg pludselig mærke, hvor meget jeg havde brug for det. Jeg har arbejdet rigtigt meget det sidste stykke tid og ikke haft tid til at bearbejde sorgen. Det har jeg nu.

Hvordan er det?

– Sorgen er jo flyttet ind, og man kan arbejde hen over den til en vis grad, men pludselig rammer den. Så selv om det er hårdt, har det været dybt nødvendigt med noget stilstand, så jeg kan mærke alt det, der foregår indeni.

– Det er første gang, at jeg giver mig selv lov til ikke at arbejde i så langt et stræk. Et lille halvt år, hvor jeg har været nede i tempo.

Alting er noget andet

Ikke at sorgen ikke har fyldt i Mille Lehfeldts liv før. Hun har mistet mange elskede mennesker – både en veninde og flere familiemedlemmer.

– Jeg har oplevet massiv sorg før, men det er en stor ting at miste en forælder, og det har rystet mig i min grundvold. Det har været en følelse af fuldstændigt frit fald, hvor jeg ikke kunnet kontrollere noget som helst. Jeg kunne slet ikke styre mit følelsessystem.

Hvad skete der inden i dig?

– Det er på en måde meget bølgegangsbetonet. I faser. Men i starten, lige efter min fars død, syntes jeg, at farverne i verden ændrede sig. Lydene, stilheden ændrede sig. Træerne så anderledes ud. Der var noget i atomerne i alt væren …

– Det er meget svært at forklare, men jeg kunne mærke, at jeg i min beskuelse af verden og helt fysiske ting manglede min far. Alting var noget andet nu. Især havde jeg noget med stilheden. Jeg kunne simpelthen høre, at han ikke er her mere i sin fysiske form.

– Det er så abstrakt og svært at forklare, så det har været en del af min sorgproces at skrive en masse ned. Også fordi jeg synes, at det er interessant at iagttage.

Hvordan interessant?

– Dét at miste er jo et grundvilkår, vi alle kommer ud for en dag. Men uanset hvor gamle de mennesker er, uanset hvor godt et liv de har haft, er sorgen lige voldsom. Det betyder ikke noget. Og det er kommet bag på mig.

– Selv nu, så forholdsvis lang tid efter, er sorgen massiv. Folk er jo søde – især i starten – men det bliver også hurtigt sådan: “Nå, nu er der gået så og så lang tid, så må hun vel være kommet videre.”

– Det er ikke sikkert, at de siger det, men måske siger de slet ikke noget. Og så er der pludselig ingen, der spørger til det længere, og det kan godt føles virkelig ensomt. Som om sorgen skal have en udløbsdato, forklarer hun.

– Min far var 82, da han døde efter et langt kræftforløb, og man lærer på en måde at leve med sygdommen, og man ved godt, at han skal dø, alligevel kommer det bag på en.

– Jeg havde et meget, meget travlt år det sidste år af hans liv, og indimellem kan jeg godt være ked af, at jeg havde så travlt, at jeg ikke kunne være mere hos ham. Og samtidig nej. For det er sådan, livet er. Og det skulle lige præcis ikke gå i stå.

Det vigtigste i livet

Når sorgen flytter ind, begynder mange at reflektere over deres eget liv. Sådan har det også været for Mille.

– Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad det var for et liv, det menneske levede, og så kommer spørgsmålene om, hvordan man selv lever sit liv. Hvad er meningen med det? Hvordan skal jeg gøre mit liv meningsfuldt, hvis ikke jeg føler, at det er det?

– Pludselig tænker man meget over, hvad det vigtigste i livet egentlig er. De tanker rykker tættere på. Min mand og jeg har altid prioriteret vores liv med børnene højt, og vi har været så heldige, at vi har kunnet være meget sammen med dem. Men et liv går også hurtigt, ikke? Hold da op.

– Og så kan man ikke lade være med at tænke på de perioder, hvor man har virkelig meget arbejde, og vi ikke er så meget sammen. Så det er blevet vigtigere for mig, hvilke valg jeg træffer i forhold til arbejde.

– At udfylde tiden med noget, der giver mening. Så hvis det er tid væk fra mine børn, vil jeg gerne have, at den går med mennesker og historier, der giver mening. Det vil jeg gøre mig umage med.

At spille overklassekvinden Vita Mosholt i “Carmen Curlers” har Mille ikke været et sekund i tvivl om hørte til i den kategori.

– Vita har været virkelig spændende at arbejde med, fordi hun repræsenterer den hjemmegående husfrue, der sætter en ære i at gå hjemme og være “fru direktør Mosholt”.

– Hun har giftet sig til en højere stand, og hendes største dyd er at kunne give sin datter det, hun ikke selv har fået, så hun vil sende hende på husholdningsskole, så hun kan blive godt gift og ikke skal ud og arbejde. Hvorfor skulle man dog det? siger hun.

– Set med vores briller i dag er det jo nogle underlige værdier, som vi har en anden holdning til, men Vita vil bare det bedste for sin datter. Spørgsmålet er så, om hun i virkeligheden selv er så lykkelig i det liv, hun har fået.

– Hvad gemmer sig inde bag de fine spadseredragter? Vita har jo ingen venner, selv om hun har en stor omgangskreds via sin mand, og hendes drømme om at blive pianistinde har hun slået hen som ungpige-fjollerier.

– Jeg synes, det er så interessant med de kvinder, der levede på den måde dengang inden kvindefrigørelsen, som ikke på nogen måde så sig selv og deres egne ambitioner som noget, der skulle realiseres – det var fuldstændig utænkeligt.

– Derfor bliver deres ypperste opgave i livet at sørge for, at hjemmet fremstår perfekt, og at deres mand og børn er velfungerende – på overfladen. For det skal ikke hedde sig ...

Far er her stadig

Det er ikke kun sorgprocessen, som Milles åndehul er godt for, kan hun mærke. Pausen fra det hele har også gjort, at der er blevet plads til fordybelse på en anden måde.

– Sker der ikke noget med en, når man er først i 40’erne, som jeg er? Jeg ved ikke … Jeg føler bare, at jeg har lyst til at beskæftige mig med nogle andre ting. Også.

– Jeg har lyst til en anden slags fordybelse. Eller … måske en udvidelse af nogle ting i mit sind, som kører lidt i tunnelsyn, når man har travlt.

– Jeg har ikke altid haft så meget tid til at standse op og mærke efter, hvordan ser tingene ud omkring den tunnel. Hvordan har jeg det egentlig? Og hvad skal der arbejdes med?

Hvad er der dukket op?

– Jeg kan mærke her i sorgen, som kan være meget voldsom og smertefuld at være i, at der midt i den smerte er en slags orkanens øje, hvor tingene med tiden også bliver smukke, fordi det i virkeligheden alt sammen bunder i kærlighed.

– Sorgen er der jo så kraftigt og stærkt, fordi man har elsket. Fordi noget har været kærligt og dybt lykkeligt og positivt og omsorgsfuldt og fuldt af taknemmelighed og alt muligt godt.

– Når man ser igennem det, så åbner der sig noget. Så kan jeg pludselig fornemme, jamen, min far er her jo endnu. Der er andre møder med ham.

Hvilke møder har du med ham nu?

– Min far havde noget med lys, hvordan lyset faldt på ting, så jeg kan ikke se på et træ, solen, lyset, hvordan det spejler sig i ting, uden at tænke på ham. Jeg føler, at jeg får en form for kommunikation med ham, som jeg i virkeligheden altid kan dykke ned i, når jeg vil.

– Et sted, hvor jeg kan mærke ham – og i virkeligheden ikke kun ham, men også andre, jeg har mistet. Jeg kan tune ind på noget energi, der har været. Ej, er det helt langhåret, det her?

Nej, det er interessant!

– Måske er der i virkeligheden nogle veje til noget energi fra dem, der har været her, som ligger lige foran os. Og jeg tror, at hvis man stiller sig til rådighed for det, eller beder om hjælp til at mærke det, så kommer det.

– Men det kræver, at jeg tør at gå ind i det. Og har tid til det. Har ro og ikke er stresset, som jeg har været. Nu er jeg heldig at have et åndehul, hvor jeg kan tillade mig det, men det er svært at komme dybere ned ad den vej til hverdag, for sådan er verden ikke bygget.

– Vores samfund er jo slet ikke indrettet på den måde, at vi går og spørger hinanden, hvor vi er i vores sorg, hvordan vi har det indeni. Hvornår tager man den snak? Ikke når man kommer hjem fra arbejde, for så skal der hentes børn og køres til og fra, og der skal købes ind og laves mad og alle er trætte.

– Det er en spiral, hvor tunnelsynet hersker, og så misser man alle de ting, der virkelig rykker noget i en.

En større dimension

Det lyder, som om du oplever verden meget intenst?

– Ja, det gør jeg bestemt. Og det er indimellem lidt heftigt. Lidt som om jeg ikke har noget filter. Det handler om alt fra at være sammen med mange mennesker og meget social i længere tid ad gangen til lyde – så jeg kan godt være meget, meget træt efter måneders arbejde på større produktioner.

– Nok mere træt end andre, fordi jeg tager så mange ting ind. Jeg ser ikke mig selv som et introvert menneske, jeg er nok sådan en underlig lille morf af introvert og ekstrovert.

– Men i perioder, hvor jeg har skullet være meget udadvendt i lang tid, kan jeg blive helt muldvarp bagefter.

– For nylig har jeg fået nogle bøger og googlet lidt om det at være særligt sensitiv, og jeg begynder at mærke, at jeg faktisk skal tage hensyn til det i en eller anden grad. For nogle gange føles det som at gå på en line, forklarer hun.

– Gudskelov har jeg en klippe af en mand, der er så rolig, at det også giver mig noget ro. Og jeg tror også, at der ligger nogle gaver i at være et sensitivt menneske, hvis man tager ansvar for det og imødekommer det rigtigt.

– Hvis man ikke gør, bliver det meget hurtigt til stress. Men hvis man giver sig selv lov til at tage hånd om det, åbner der sig nogle muligheder for at møde en masse godt, tror jeg. Jeg kan ligesom fornemme, at der ligger noget dér, som er det modsatte af al larmen.

– Men altså … jeg er midt i det, og først nu ved at finde ud af, hvad det handler om. Måske har det åbnet sig på grund af min fars død. Det er i hvert fald et møde med noget, som jeg ikke har oplevet før, og det føles lidt som … måske en større dimension af livet?

– Jeg tror, at der er mange, der har det sådan, og jeg har en fornemmelse af, at det skal varetages. At det forpligter, at man tager det alvorligt.

Udenfor er regnen begyndt at piske ned, mens vi har snakket. Jeg tilbyder Mille et lift hjem, men hun takker nej, hun er på cykel, og hun har regnjakke med.

Så forsvinder hun ned ad gaden i silende regn for at hente børn tidligt i børnehaven i skoven.

Denne artikel blev udgivet i femina i uge 41 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: