Hun elskede at danse ballet. Men som 14-årig tvang en alvorlig diagnose hende til at stoppe

Det er ikke til at få øje på, at Skuespilhusets nye hus-instruktør Anna Balslev har muskelsvind.

Da hun henter mig ved teatrets bagindgang, springer hun elevatoren over og tager trappen for at komme op til sit nye kontor på tredje sal. Hun puster en anelse, men forklarer, at det skyldes, at hun er gravid i fjerde måned.

– Maven kan man se, siger hun og svajer let i ryggen, så den kommer til syne.

– Men mit handikap er usynligt.

Hendes åndedræt falder til ro, mens vi fortsætter hen ad en lang gang, hvor den ene danske skuespiller efter den anden følger os fra store portrætbilleder på væggene. Bl.a. skuespiller Morten Hee, som Anna Balslev arbejder sammen med i øjeblikket på forestillingen “Don Juan”. Den vender vi tilbage til.

– I mange år var den største kompliment, man kunne give mig, at man ikke kan se på mig, at jeg har muskelsvind. Så blev jeg glad.

– Men så kom jeg i tanke om, at vi med den kommentar siger, at vi hele tiden skal bestræbe os på at skjule vores fejl. Og det er jo så forkert.

– I øvrigt er det slet ikke en fejl, men en livsomstændighed, som jeg efter mange år har lært at acceptere som en del af mig, siger hun og fortæller, at hun faktisk ser det usynlige aspekt som det største handikap.

At det sommetider kan være vanskeligt, at hun udstråler en anden fysik end den, hun reelt har. For på den måde findes sygdommen kun inde i hende selv.

– Det, der fylder mest hos mig, er den forhøjede bevidsthed, som jeg hele tiden har, fordi verden ikke er bygget til sådan en som mig.

– Jeg plejer at sige, at jeg har en følelse af, at alle skabe er sat lidt for højt, og derfor er det mig en gåde, at alle kan nå dem. Eller at alle døre er lidt for tunge, så hvordan kan alle åbne dem? Det er ikke en stor livssorg, men en konstant daglig udfordring at se sig selv stå ved siden af alt det, der er bygget til at være smart for andre.

Anna Balslev fortæller, at fordi hun valgte at tage trappen nu, skal hun ikke tage trappen flere gange i dag. Det vil have for store konsekvenser i morgen.

– Der er hele tiden en regning at betale fysisk, som alle mennesker jo har, men den er bare mere præsent, når man har mindre muskelkapacitet, som jeg har, siger hun.

Bitten på Langeland

Selv om Anna Balslev har haft et kompliceret forhold til sin krop, har handikappet givet hende en kropslig nysgerrighed og indsigt, som hun kan bruge i sit arbejde som instruktør.

Vi er nået hen til hendes kontor, som med sin spartanske indretning indikerer, at hun for nylig har overtaget det. Foran de store vinduer står et skrivebord og i hjørnet en ældre blonderet sofa.

– Den ligner en kæmpe bh, griner hun og sætter sig.

Anna Balslev er født med muskelsvind, og første gang, hun for alvor mærkede konsekvenserne af sygdommen, var, da hun som teenager måtte sige farvel til at danse ballet, som hun havde gjort, siden hun var tre år.

I 12 år havde hendes mormor hentet hende hver tirsdag i Virum og kørt hende til balletskolen i Fredensborg.

Hun var god til at danse og i god form, men omkring 14-årsalderen kulminerede hendes fysik, og herfra blev hendes kræfter kun svagere.

– Selvfølgelig var jeg trist, men jeg tror, det havde været meget værre, hvis balletten var blevet taget fra mig senere i livet.

– Hvis jeg som 20-årig måtte erkende, at jeg havde brugt alle mine teenageår på dansen og måske endda havde valgt et elitegymnasium for så at blive valgt fra. På den måde var det held i uheld, at det skete, da jeg var 14. For det åbnede for noget andet, hvilket jeg er virkelig glad for i dag.

Som 14-årig begyndte Anna Blaslev på Langeland Efterskole, og her mødte hun læreren, Bitten, der skulle vise sig at få stor betydning for hende og hendes fremtidsplaner.

– Hun spurgte mig, om jeg havde lyst til at prøve at instruere, nu hvor jeg ikke længere selv kunne agere. Det ville jeg gerne, og jeg opdagede ret hurtigt, at jeg virkelig elskede rollen som instruktør.

– Det var så vildt, at der sad et menneske som Bitten på Langelands Efterskole og kunne se det potentiale i mig. Gode lærere er jo guld værd.

Et skærpet blik

Herefter engagerede Anna Balslev sig i alle de produktioner, hun kunne komme i nærheden af. Efter gymnasiet hjalp hun bl.a. instruktør Rolf Heim med opsætningen af en Leonard Cohen-teaterkoncert i Aarhus og Elise Kragerup med Sort Samvittighed.

Efter at have været assistent på diverse produktioner i fire år uddannede hun sig til instruktør på Den Danske Scenekunstskole i 2019.

Siden har hun bl.a. lavet “Et dukkehjem” på Det Kongelige Teater og “Stolthed og Fordom” på Betty Nansen Teatret, der modtog en Reumert for årets forestilling.

Som instruktør er hun særligt kendt for sin kropsbevidsthed, som hun tror kommer fra balletten. Den har givet hende en forståelse af tempo, rytme, yndefuldhed og stilisering.

Men hun er overbevist om, at den forhøjede bevidsthed om fysik og det skærpede blik på kroppen, som hun altid har haft på grund af livet med muskelsvind, også spiller ind.

– Der er så meget, min egen krop ikke kan, og derfor er jeg dagligt forundret over, hvad andres kroppe kan, siger hun.

– Forestil dig, at du er ikke-gående, så tror jeg, du vil få et skærpet blik for, hvad det vil sige at være gående. Du vil se de små detaljer, hvordan foden laver et lille vrid, før den rammer jorden.

– Sådan tror jeg, at de fleste mennesker, der står lidt uden for normalen, har det. Så når jeg går i gadebilledet, lægger jeg altid meget mærke til kroppenes måde at bevæge sig på, og det er jo bare supergod inspiration, som jeg kan bruge, når jeg instruerer.

Lige om lidt går prøverne til forestillingen “Don Juan” i gang, og Anna Balslev glæder sig. I hovedrollen har hun castet sin gode ven skuespiller Morten Hee, som bl.a. er kendt fra “Carmen Curlers”.

– Jeg tror, det bliver virkelig sjovt … og sexet. Morten Hee er jo ikke grim, griner hun.

– Det, der tænder mig allermest ved mit job, er at være en kunstnerisk facilitator for andre menneskers kunstneriske udfoldelse. Det, synes jeg, er enormt spændende. Jeg kan virkelig godt lide at se folk blive det bedste, de kan. Altså, det er nærmest lidt klamt.

Hun griner igen.

“Don Juan” er Molières klassiske fortælling om forføreren, der til enhver tid følger sit hjerte på jagt efter skønhed, forelskelse og elskov.

Anna Balslev har moderniseret fortællingen, så den passer til i dag. Hun mener, at de længselsfulde følelser, som fylder Don Juan, sagtens kan oversættes til nutiden. Faktisk synes hun, det er arrogant at tænke andet.

– Jeg synes, at vores egen tidsregning er helt forskruet, i forhold til hvor kort den er. Det er jo de samme ting, vi gennemgår nu, som for 200 år siden.

– Vores hjerne og følelsesregister kan ikke nå at ændre sig på så få hundrede år. Og det er for selvhøjtideligt at tænke andet. Og der tror jeg, at det er vigtigt at spille de samme historier for at forstå, hvor små vi er i den beregning, siger hun.

– Da jeg læste “Don Juan”, tænkte jeg, at den var én-til-én oversættelig med vores tid i dag. Jeg kunne virkelig genkende den konstante higen og længsel efter det ultimative, sublime øjeblik.

At længes er at leve

Anna Balslev kigger ned på sin mave, hvor en lillebror eller -søster til hendes toårige datter er ved at vokse sig stor.

– Jeg synes f.eks. ikke, at det at blive mor er sådan entydigt lykkeligt på sådan en måde, at nu har jeg bare ændret mig til at være en, der kun tænker på at bage boller om morgenen. Altså slet ikke.

– Misforstå mig ikke, jeg elsker min datter, og jeg elsker også den, der er på vej. Men jeg elsker også virkelig mit arbejde. Så jeg længes stadig lige så meget, som jeg altid har gjort. Måske mere endda, siger hun.

– For mig føles det meget ufrit at få børn. Så på den måde kan jeg virkelig godt sætte mig ind i Don Juans længsel efter frihed til bare at gøre lige præcis, hvad han vil. Lige præcis, når han vil.

Det har været lærerigt for Anna Balslev at dykke ned i Don Juans univers, og hun ved nu, at længslen ikke er en negativ konsekvens af et ufrit liv.

I stedet tænker hun længslen som en nødvendig tilstand, hvis man vil leve livet til fulde.

– Hvis du ikke når at længes, men bare gerne vil have noget, og så får det med det samme, tror jeg, du går glip af noget. Jeg synes, det er hele essensen af det at være menneske, at vi skal mærke, hvad det vil sige at arbejde for det, vi gerne vil have.

Hun går i stå i ordene, nynner lidt som for at indikere, at hun tænker sig om.

– Jeg synes, at det er i alle de refleksioner, som man gør sig i længslen, der faktisk gør en klogere på, hvem man selv er. Det er i længslen, vi findes, siger hun og forklarer, at hun synes, vi er meget opsatte på, at hele livet helst bare skal være ét langt festfyrværkeri.

– Det er farligt, tror jeg. Vi er nødt til at affinde os med mandagene. For uden mandagene forsvinder fredagenes magi.

Anna Balslev anerkender, at det ikke er lige så sexet at behovsudsætte, og det er nok også derfor, at Don Juan hele tiden giver efter for sin længsel.

– Men hvor fører det ham hen? spørger hun retorisk.

– Don Juan ender mere ensom end noget andet menneske. For hvis man konstant kun vil fordre sin egen agenda, indgår man ikke i det sociale fællesskab, der nu en gang kræver en pagt om, at vi er der for hinanden.

– Vi ender som ensomme mennesker, hvis ikke vi accepterer længslen. Det er da meget godt at huske på i den her verden, hvor alt går stærkt, og alt er tilgængeligt hele tiden.

I det samme lyder en blød kvindestemme i højttalerne: “Klokken er 11.55, og prøven går i gang om fem minutter.”

Anna Balslev retter sig op efter stemmen.

– Det, længslen giver os, er også forløsningen. Forløsningen i endelig at overkomme noget. Forløsningen er det bedste, jo. Og er du gal, det kan være svært at vente, og man kan nærmest blive skør af at længes, men så pludselig kommer forløsningen. Og det er for mig lige dér, livet peaker.

Artiklen blev udgivet i femina uge 41, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: