Hun sagde op uden at vide, hvad hun så skulle. Hun endte med at følge en gammel drøm

Jane Mylenberg har givet sig selv et benspænd. Hun skal lave noget med nogen, der er meget yngre end hende selv. Hun vil gerne udfordres på sine faste forestillinger og ikke sidde fast og bare gentage det, vi plejer. Og det ser ud til at virke.

Hun sidder i hvert fald ikke fast. Heller ikke i sorgen, som blev hendes følgesvend, da hun blev udsat for det værst tænkelige. At miste sin søn Laurits. Men det er ikke det, vi skal tale om nu. Heller ikke tabet af ægtefællen, Jens Henrik, eller den kræftsygdom, der ramte hende sidste år, og som nu heldigvis er væk.

Det har hun gjort, i op til flere interviews. Og det var helt bevidst for at afstigmatisere dem, der mister.

– Folk har så svært ved at tale om det, og mange undgår helt at sige noget for ikke at komme til at sige noget dumt eller risikere at gøre én ked af det. Men uanset hvor klodset, man lyder, vil det aldrig kunne skade den, der er i sorg. Det kan ikke blive værre.

– Jo, hvis man ved det og ikke siger noget. Så skal den, der har mistet, både bære på sin egen sorg og andres berøringsangst. Og så bliver det som om, den, man har mistet, aldrig har eksisteret.

– Det var derfor, jeg besluttede mig for at stå frem. Ikke for at pille i min egen navle. Det kan jeg gøre med mine venner. Det var, fordi jeg håbede at kunne gøre en forskel for andre, der har mistet, og for fællesskabet.

Og Jane kerer sig om fællesskabet. Også det derhjemme.

– Familien er vigtig, og hjemmet skal være et samlingssted for alle generationerne, og et sted, hvor også de unge har lyst til at komme.

Det har hun fået ind med modermælken.

Og det er ikke, fordi hun voksede op i en særlig stor familie. Faren, der kom fra Vestjylland, var enebarn, og moren mistede sine forældre og sin bror tidligt og havde kun sin stedmor tilbage, da Jane og hendes lillebror var børn og voksede op i Gentofte. Men forældrene var gode til at skabe traditioner, og de havde en stor social omgangskreds.

– Mine venner fra dengang siger, at de elskede at komme hos os. Der var højt til loftet og mange bøger, og de blev læst. Når vi sad omkring spisebordet, og snakken gik, blev bøgerne hevet frem fra reolerne. Vi kunne jo ikke google dengang.

Faren var rektor for Statens Forsøgspædagogiske Center. Moren var talepædagog. En gang, i halvfjerdserne, tog hun den transsibiriske jernbane til Kina med sin basisgruppe og var væk i seks uger.

De uger var vist lidt af en mundfuld for faren. Men der skulle være plads til at udfolde sig i familien Mylenberg, og Jane og hendes bror fik meget medbestemmelse.

– Mine forældre var jo optaget af pædagogik, og det slog også igennem i deres opdragelse af os. Engang som stor teenagepige kom jeg hjem og klagede over, at jeg ikke skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt som de andre. ”Okay, men det finder vi da ud af. Lad os aftale, at du skal være hjemme klokken 2”, sagde min far så. Og kontrær som jeg var, syntes jeg, det var for tidligt. ”Okay”, sagde min far så, ”så skal du være hjemme klokken 3”.

Forældrene var tilsyneladende heller ikke bange for at stille krav. Da Jane blev student og ville et år til Paris, sagde de: ”Du skal vide, hvad du vil, når du kommer hjem”. At det lige blev kunsthistorie, var vist mere eller mindre tilfældigt.

– Jeg syntes, det lød godt.

Hun søgte og kom ind i København og tog senere bifag i Aarhus.

Et studenterjob på Den Hirschsprungske Samling i København blev til en fastansættelse, og hendes chef må have været glad for hende, for under en senere ansættelse, som leder af Statens Museum for Kunsts Venneforening, blev hun ringet op af hende og spurgt, om hun ikke kunne tænke sig at stå i spidsen for en ny festival, Golden Days.

Vi er tilbage i 1991, og Jane sagde ja. Midt i sit speciale og med sit første barn, Laurits, på vej. Og siden har hun udelukkende haft lederstillinger.

Set udefra imponerende. Men det har, sammen med den store støtte, hun har haft i sine forældre, også gjort nogle ting en del lettere for Jane.

– Jeg har bedre selv kunnet bestemme over min tid, og jeg har kunnet arbejde derhjemme om aftenen, og hvis der har været et aftenarrangement, har jeg nogle gange haft mine børn med.

I dag anbefaler hun alle andre at gøre det samme, men det var ikke noget, hun selv bevidst gik efter.

Om hun har talent for det? Jo, måske.

– Jeg er god til at træffe hurtige beslutninger, og jeg ser mig ikke tilbage. Og så er jeg god til at have overblik. Det er vigtigt, når man er leder.

Det var eksempelvis derfor, hun i alle de ni år, hun var på Enigma, holdt sig væk fra museumsmagasinerne.

– Jeg blev inviteret derned flere gange. Men jeg gjorde det aldrig. Og det var helt bevidst. For jeg vidste, at hvis jeg først stod med genstandene i hånden, så ville jeg blive forelsket, og så ville jeg begynde at gå i mikro. Og det skulle jeg ikke.

Enigma åbnede i februar sidste år. Efter den officielle åbningsfest havde hendes kæreste booket bord på The Silo. Han bestilte champagne, og de skålede, og han sagde: ”I aften er byen din”. Og fra toppen af den gamle kornsilo i Nordhavn, så hun ud over byens lys og vidste med sig selv, at hun ikke skulle fortsætte på Enigma. Og så sagde hun op. Uden at vide, hvad hun skulle.

– Jeg havde ikke længere det, der skulle til. Der havde været så mange bjerge at bestige, så mange tinder, der skulle nås, og nu kunne jeg ikke få øje på den næste. Jeg følte heller ikke, jeg var ordentligt til stede, og det skal man være som leder. Det har éns medarbejdere krav på.

Var det udmattelse oven på alt det, du havde været igennem?

– Nej. Jeg har ikke været træt. Mere færdig. Enigma var mit barn. Det blev skabt på mit skrivebord, og nu var museet åbnet. Jeg bandt en sløjfe den aften. Og så er jeg nok bare ikke så god til at drifte.

Til gengæld er hun god til at sætte i gang. Også derhjemme.

– Jeg kan altid stable en stor fest på benene, og jeg føler mig ikke presset, når vi er 12 til middag. Det har jeg aldrig gjort. Jeg elsker at lave mad, og jeg elsker at have huset fuldt. Det havde jeg også med Jens Henrik. Der blev holdt mange middage i vores hjem, og vi havde den samme madklub i alle de 30 år.

I dag er hun kæreste med Sune. Han har fem børn, hvoraf de to stadig bor hjemme. Og der skal være plads til dem alle sammen og deres venner. Hvis hun og Sune har behov for alenetid, kan de altid søge tilflugt i Janes lejlighed, der ligger i cykelafstand fra kæresten.

Det er her i lejligheden, hun sidder og arbejder, i Mylenberg Consulting, der yder konsulentbistand i kulturbranchen. Det er en enkeltmandsvirksomhed, og den er helt ny. Men drømmen er gammel.

– Jeg har altid haft en drøm om at blive selvstændig. Men jeg har ikke turdet. Jeg har jo også haft forsørgerpligt i mange år. Med to sønner og en mand, der tjente mindre end mig. Nu er situationen en anden, min yngste søn, August, er flyttet hjemmefra for længst, og skulle det være, skulle det være nu. Jeg nægter at tro på, at man ikke kan, bare fordi man er kvinde og et godt stykke op i 50’erne.

Hun har sparet op, så hun er helt sikker på, at hun kan klare det, men ordrebogen er allerede fuld indtil sommer, endda uden hun har gjort noget særligt for at skaffe opgaver.

– Det er kommet af sig selv, og det er også opgaver, jeg ikke havde forestillet mig, som blandt andet helt små startups i kulturbranchen, jeg rådgiver blandt andet nogle, der har lavet en app, der skal samle alle kulturtilbud i Danmark, Gogoo.

I dag bor Janes forældre hos Janes bror og svigerinde i det sydfynske.

August bor og arbejder i Odense, mens hans fynske fætter Holger er flyttet den anden vej. Han spurgte sin ærkekøbenhavnske faster, om hun ikke ville tage ham med på museum, og det er indtil videre blevet til otte museumsbesøg med frokost og sjove samtaler bagefter.

Laurits’ venner har hun stadig kontakt til, og så har hun i mange år været mentor for unge. Det lyder måske organiseret, men det er også bare sket af sig selv.

– Jeg har et par stykker ad gangen, og de er bare kommet, og så har jeg prioriteret det. Også fordi jeg selv lærer meget af det. Jeg bliver bedre til at forstå de unge, og jeg kan se, at den største kløft mellem generationerne kommer til udtryk i arbejdslivet.

– De unge har et andet forhold til deres arbejde. Det fylder ikke så meget. De vil også noget andet, og de definerer sig ikke gennem deres arbejde, på samme måde som vi har gjort. De er ikke deres arbejde.

– Det er inspirerende, men det kan også være irriterende. Det har jeg mærket som leder. Det er fint, og det er vigtigt, at man passer på sig selv og på hinanden, men man skal heller ikke glemme, hvem man er der for. Og det er jo virksomheden, når man er på arbejde.

Forskellene er noget, hun har talt med andre ledere om. Og nogle af de samtaler er nu ved at blive til en bog.

Når Jane holder fri, går meget af tiden med at være sammen med Sune.

De to mødtes i øvrigt hos fælles venner ikke så længe efter, Jane var blevet enke, og de er meget bevidste om, at de skal have flest muligt gode år sammen. Derfor er de også meget fysisk aktive.

– Vi har lige købt gravel-cykler, og vi skal i gang med havsvømning igen, når havet er lidt varmere, siger Jane Mylenberg, der altid har været sporty – ikke fordi hun er bange for at få et kort liv, men fordi hun altid bare godt har kunnet lide at være igang.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 10, 2024. Dette er en redigeret version.