Hun stiller sig op og "råber for penge", men det er først for nyligt, hun har lært noget vigtigt om sig selv

Skuespiller Mette Horn drømmer om fred og ro. Primært fra sig selv. Det er rigtigt svært for én som hende, der har brugt lige så megen tid på at være efter sig selv som på at lade andre være, som de vil. Sådan føles det lige nu på kanten af et nyt årti.

Det er en af de ”fejl og mangler”, som hun nu så småt føler sig gammel nok til at gøre op med, én gang for alle.

– Jeg har spildt så meget tid på at være efter mig selv og en hel del tid oveni på at sørge over alt det, jeg har mistet ved at være på bagkant af tre skønne, hjemmeboende børn. Jeg har været ked af det, og ked af at være ked af det, og ked af … og så videre.

– Jeg har nok sørget lidt over det tabte børnefamilieliv og mærket længslen efter den nærhed, der følger med at bo sammen med sine unger. Jeg har haft godt og grundigt ondt af mig selv. Det er helt utroligt, så meget uro man kan skabe indeni, og hvor mange kræfter det tager ud af et dejligt liv, fuldt af kærlighed til mine mennesker, siger Mette, der om et halvt års tid fylder 60 år.

Nu føler hun det, som om hun har spist op. Hun er mæt. Af sig selv og sine følelser, fortæller hun.

– Nu er jeg endelig på nul og klar til ny energi. Jeg glæder mig virkeligt til at få min bagdel med ind over 60-års-stregen og til at lade næste afsnit af livet begynde, hvad det så end kommer til at handle om. Jeg kan jo ikke bare sidde her og tælle ned til børnebørn. Det haster ikke med dem, for jeg trænger nok lidt til at passe mig selv, før jeg skal passe ind i alle mulige nye roller. På arbejde og privat.

Det dér med at sætte flueben i livet er en ting, Mette Horn går op i. Derfor er det også titlen på den selvbiografiske bog, hun skrev og udgav i 2021 om ”at savne at tro på noget, om tvivlen som evig følgesvend, om forældreskab, når børnene flytter hjemmefra, om kvinder over 50 år og overgangsalder, om retten til at tage fuldstændig fejl og om kærlighed”, som der står på omslaget.

Med andre ord: Om det, som voksne kvinder ifølge Mette Horn ofte betragter som gode grunde til at være hårde ved os selv i stedet for som helt almindelige livsvilkår for folk af en vis alder.

– Jeg var meget begejstret for selve idéen om at være forfatter, og så glad for, at muligheden opstod. Jeg skrev om mit eget liv og mine personlige iagttagelser. Måske for at nå hen til et eller andet sted, hvor jeg ikke skylder nogen noget, som jeg altid føler, at jeg gør.

– Fra jeg var barn, har jeg af en eller anden grund gjort mig umage med at være nem at elske, og det skrev jeg om. Jeg blev en smule overrasket over, hvor stort et arbejde det var, og hvor ensomt og slidsomt det var for mig at nå til det sidste punktum. Jeg havde jo ikke rigtigt nogen redskaber og metoder.

– Jeg skrev bare, og når man er på udebane, kan man blive en smule fortvivlet i kampens hede, og det gik da også op og ned undervejs i processen, siger hun.

Men det var med bogen som med alt andet i Mettes liv. Bogen blev skrevet, og hun lærte med egne ord, at ”det på alle leder og kanter er helt vildt svært og bøvlet at skrive bøger”. Men det var det værd, mener hun. At bogen ydermere blev til under coronakrisen betød, at lanceringen og debuten som forfatter skete lidt i mørke.

– Jeg tror faktisk ikke, livet udelukkende som solist og forfatter er noget for mig. Det er simpelthen alt for ensomt og svært.

Glæden ved at vise blå tænder

I stedet har hun for længst sluttet fred med, at det at være skuespiller gør hende godt og rigtig glad.

– Mit fag giver mig tiltrængte små pauser fra mig selv, hvor jeg slipper al tvivl og bare er min karakter. Der kan jeg mærke min styrke. Når jeg står på scenen, så er jeg i hak. Det er jeg meget glad for at have mærket allerede tidligt i min karriere, siger Mette.

Hendes personlige gennembrud skete, da hun blev optaget i den satiriske kvindegruppe Emmas Dilemma, der består af Trine Appel, Anne-Grethe Bjarup Riis, Louise Mieritz, Helle Dolleris og Sofie Stougaard.

Gruppen ringede til Mette Horn og ville have hende til casting, hvor hun meget mod sin vilje skulle synge en sang.

– Men der kunne jeg virkeligt mærke, at dét her, det vil jeg. Og så sang jeg. Med blodsmag i munden og røg ud af ørene. Jeg kom med, og i det selskab kunne jeg virkelig give den gas. Tage alt mit vanvid og indre skrammel og putte det ind i en satire, som i dag ville være meget politisk ukorrekt, tenderende til ulovlig. Det var fantastisk!

Set i bakspejlet er de fleste af hendes succeser ifølge Mette selv kommet ud af idéer, som hun har fået i kreativt samarbejde med andre.

– Og så har jeg aldrig været nærig med at fortælle om og indrømme mine egne fejl og mangler til grin og fælles gavn for komikken så at sige. Så mit bedste arbejde har næsten altid været hjemmelavet. For eksempel ”Max Pinlig”, som er en helt almindelig dreng med en grænseoverskridende mor.

Andre succeser tæller tv-satiren ”Er du skidt, skat?” og ikke mindst ”Damen med de blå tænder”, som er udviklet sammen med manuskriptforfatter og instruktør Lotte Svendsen, som også skriver damens tekster, eder og forbandelser.

– Damen er no bullshit, og det er frihed for mig. Når hun taler lige ud af posen i sin direkte, rødvinstunge stil, er hun en fantastisk ventil og siger alt det, som man kan gå og tænke, men som man er alt for pæn og ordentlig til at råbe i hovedet på folk. Det gør damen, så de blå tænder klaprer.

– Når det gælder satire og komik er jeg risikovillig og højrøvet nok til at tro, at jeg har noget at tilbyde verden. Damen med de blå tænders raseri og klarsyn har kunnet fange noget, der var så smertefuldt, at det blev sjovt. Sådan rigtigt sjovt, siger Mette.

Hun og Lotte Svendsen opfandt den fordrukne, bramfri rolle i 2001 til tv-satiren ”Emmas Dilemma”. En rolle, Mette Holm sidste år spillede på Folketeatret og senere var på turné med rundt i landet, hvor hun hver aften skulle udspy den ene satiriske stikpille og selvsikre selvmodsigelse efter den anden. På cv’et tæller som nævnt også rollen som pinlig mor.

– Jeg har det helt fint med at være klovn, for jeg gør mig umage med, at det, der bliver sagt, rent faktisk betyder noget væsentligt.

Flueben på livets to do-liste

At mange unge i dag kæmper med at finde vej som voksne, kan Mette sagtens genkende. Det er svært at holde fast i sig selv og komme videre, når nye livskapitler banker på.

Hun oplevede selv at miste sin far som helt ung, og som alle mange andre har voksenlivet naturligt været broderet med sorger og glæder.

– Jeg har meget den dér med, at man skal behandle hinanden ordentlig og med respekt, uanset hvad der sker. Det er kærlighed for mig. Det håber jeg, at jeg har vist mine børn er muligt, også når livet kradser.

– Jeg tror på, at vi alle sammen er født med en form for individuel to do-liste over ting, vi hver især skal overkomme i livet. Flueben, der må sættes, uanset hvor ondt de gør. Det eneste, man kan gøre, er at forsøge at opføre sig ordentligt undervejs. Det synes jeg, at jeg har held med langt det meste af tiden.

– Det vigtigste er simpelthen, at man er så ærlig og ordentlig, som man overhovedet kan være. Over for andre mennesker og i den grad også over for sig selv.

– Det kan faktisk godt være svært en gang imellem i praksis på en helt almindelig hverdag, når man for eksempel savner sine voksne børn så vildt, at man opfinder virkeligt unødvendige grunde til at kontakte dem lige rigeligt.

– I stedet for bare at sige: ”Jeg savner dig så meget, at jeg ikke aner, hvad jeg skal stille op med mig selv i dag”. Det er svært for mig. Så i stedet dropper jeg så spontant forbi for eksempel med en rullemadras, som ingen har bedt om, og det gennemskuer mine unger jo på stedet og kigger undrende på mig. Så må man luske alene hjem i kurven igen.

Først for nylig er det gået op for Mette Horn, at hun er langt mere introvert, end hun troede. Som skuespiller stiller hun op og ”råber for penge”, men privat sniger hun sig rundt, hvis hun føler sig utryg. Også i sociale sammenhænge kan hun godt føle sig ved siden af sig selv.

– Jeg har altid været god til at mærke, hvordan et rum har det. Jeg har lange følehorn. Måske skal de stækkes eller i hvert fald under kontrol, så jeg ikke slæber alles problemer med mig hjem. Jeg har tit brug for at trække mig og skal lige genoplades, inden jeg kan socialisere igen.

– På scenen glemmer jeg alt og holder frikvarter fra min hjerne, som så bobler over, så snart jeg tager hjem fra job. Det er udmattende, og det knokler jeg med.

– Nu ved jeg, at jeg er introvert, og det er godt, for så kan jeg indrette mig efter det, i stedet for at være efter mig selv med alt det, jeg synes, jeg burde hele tiden. Nu kan jeg behandle mig selv ordentligt, i stedet for bare at føle mig som en taber, når jeg stempler ud.

Plads til en indre makeover

Senest har Mette afsluttet forestillingen ”Guide til en lidt lysere fremtid” på Nørrebro Teater, og efter et hæsblæsende arbejdsår går der lidt tid, inden hun skal noget igen. Det er tid til de dybe mentale vejrtrækninger, til at tømme hovedet og til at slappe af.

– Det er nok meget godt. Jeg trænger til fred og ro i bøtten og til at give mig selv lidt fri. Jeg ved ikke, hvad der skal ske, og det er helt okay. Først skal jeg puste ud og kede mig lidt, og så skal jeg videre. I mig selv og som mig selv og ikke søge trygheden i at springe fra rolle til rolle. Det er på tide, og det glæder jeg mig til.

Og så er der jo den runde fødselsdag til januar. Den varsler indgangen til den tredje alder og er lidt af en mundfuld, mener Mette, for hvad skal der lige ske med hende?

– Det er faktisk stressende, og p.t. er der helt vindstille i mit hoved. Min gode mand siger hele tiden, at jeg skal slappe af og nyde livet lidt, og det ved jeg godt, at jeg skal. Men før der om engang forhåbentligt lander nogle børnebørn i min kurv, så er det vist på sin plads med en seriøs, indre makeover.

– Jeg vil være mere positiv og glad og så holde fast i de følelser. Jeg er træt af at være skeptisk og ubegejstret. For det er ikke mig længere, siger Mette.

Og så er hun ligeglad med klichéerne om, at modne kvinder bliver usynlige. I virkeligheden synes hun, det er befriende at kunne flyve lidt under radaren og passe sig i fred og ro.

Mette er også blevet bedre til at tåle, at nogle synes, hun er et eller andet negativt, så hun har givet pleaser-genet lidt fri.

– Jeg er jo, som jeg er, og sådan er det. Med højt selvværd og lav selvtillid, og det kan jeg nok ikke lave grundlæggende om på, og det vil jeg heller ikke. Så jeg må acceptere det og give mig selv lov til være sådan. I bund og grund ved jeg godt inderst inde, at det at kunne være til stede og nærværende er det allervigtigste, og det kan jeg godt finde ud af. Jeg er god til at være til stede i livet.

Drømmen for fremtiden er ikke at sejle jorden rundt, løbe tværs over Grønland på ski eller ligge på en sydhavsø. Den er derimod simpel og kan bæres i hjertet.

– Jeg vil egentlig bare samle mine øjeblikke sammen i min private idé om en lykkepose fra nu og så videre frem. Så jeg er i gang fredsforhandlingerne med mig selv og med min alder, og så sætter mig lidt på bagperronen. Med glæde og med vilje.

– Aldersmolekylerne gør mig mildere, og det har jeg trængt til. Måske er der ikke så langt hjem i hak alligevel, hvis man husker at trække vejret og tænke lidt fremad i stedet for indad.

Artiklen blev første gang udgivet i Søndag 26/2024, som også er ejet af Alle Media. Dette er en redigeret version