Hun stod midt i sin afhandling. Så gik vandet

Der er roligt i Cathrine Raben Davidsens atelier i Sølvgade. Også en smule tomt, selv om malergrej, rammer og ruller af lærreder ikke kan camouflere, at dette er en arbejdsplads for en kunstner. Men hun har lige afleveret værker til en udstilling, og derfor er der både rummeligt i værkstedet, men også for en gangs skyld tid til at tale.

Tid er ellers en mangelvare for Cathrine. Selv om hun har malet i 30 år og har været udøvende kunstner i to årtier, bliver hun altid overrasket, når folk siger, at hun “stadig” har godt gang i karrieren i en alder af 50 år.

– Jeg føler først, at det er nu, jeg for alvor er kommet i gang med min karriere. Sådan har jeg altid været. Jeg skal aflevere værker til en udstilling i morgen, men jeg er allerede i gang med værker til de udstillinger, der kommer efter den. Det er nok noget, der kendetegner mig rigtig meget. Jeg dvæler ikke ved ting. Jeg er hele tiden på vej videre og har en ny plan.

Når hun ikke er optaget af at forberede udstillinger, arbejde med keramik eller glasere i sit værksted, som ligger skråt over for hendes atelier og også fungerer som hendes egen butik, bruger hun sin tid på at lære nye ting, f.eks. ved at deltage i kurser og workshops.

– Jeg har en kæmpestor drivkraft og har altid været enormt passioneret og dedikeret til mit arbejde. Mine venner synes nogle gange, at mit arbejde fylder utrolig meget, så selv om det er et privilegium, kan det også være en forbandelse. For jeg er så optaget af det, jeg laver. Jeg elsker det, og jeg har lyst til at arbejde hele tiden, siger hun.

Den passion og dedikation er der også andre, der har kunne se gennem årene. Cathrine er bl.a. repræsenteret på Statens Museum for Kunst, har lavet kostumer og scenografi for Den Kongelige Danske Ballet, er tildelt en række prestigefulde legater og blev i 2015 udnævnt til Ridder af Dannebrog af dronning Margrethe.

Senest er hun blevet tildelt en stor kunstpris stiftet af Beckett-Fonden i samarbejde med kunsthallen Copenhagen Contemporary, der præsenterer storskala-installationer og samtidskunst af både danske og internationale kunstnere, som for første gang med Cathrine valgte at vise en hel udstilling kun med maleri i foråret 2024.

– Det har været rigtig fantastisk at blive støttet og anerkendt på den måde. Jeg har ofte oplevet, at mange har forbundet mine værker med noget meget old school og ikke rigtigt forstået, hvad mit ærinde er som kunstner. For ja, jeg henter rigtig meget inspiration i fortiden, men jeg har samtidig altid været ekstremt bevidst om samtidskunsten og kneder kunsthistoriuen ind til benet.

En større forbundethed

Cathrine er især inspireret af ældre maleres inspirationskilder, som hun henter sine egne ideer i. Blandt andre den græske filosof Platon og den romerske digter Ovid.

– Jeg har arbejdet med Ovid i snart 30 år, og netop nu er en af mine yndlingskunstnere den 71-årige maler Marlene Dumas aktuel med en udstilling, hvor Ovid er omdrejningspunktet. Der er faktisk mange af de helt store internationale kunstnere, der først nu begynder at arbejde med Ovid, og det, synes jeg, er fantastisk bekræftende, siger hun.

Platons grundtanker handler om vores forbundethed som mennesker, vores forhold til naturen og til dyr og til noget, der er større end os selv. Den forbundethed tror jeg, at vi igen er blevet bevidste om i den tid, vi lever i, særligt efter pandemien: At det ikke er os som mennesker, der er i centrum.

Hun mener, at der er en højere dagsorden, som vi ikke selv kan bestemme og kontrollere.

– Det er ekstremt spændende, men det er også noget, jeg har arbejdet med længe. Det er jo også de samme tænkere, som nutidens toneangivende filosoffer henter inspiration og undersøgelser fra og tager ind i vores tid.

Ifølge Cathrine er det også hendes valg af medie, som kan have været medvirkende til opfattelsen af, at det, hun laver, er af en anden tid. Men det er også et medie, som kan noget helt særligt, mener hun.

– Maleriet er jo et møjsommeligt medie og et meget langsomt medie i forhold til f.eks. videokunst. Et maleri kan du kun udstille ét sted ad gangen, hvor en videokunstner kan lave den samme udstilling 100 gange, i princippet. Når du står foran et mesterværk, gammelt eller nyt, synes jeg, at der er en form for aura, som du ikke finder i andre medier.

Inden Cathrine Raben Davidsen kom på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, studerede hun i Firenze og i Amsterdam. Det var her, hun lærte om kunsthistorien og de forskellige malerteknikker, som ligger til grund for den måde, hun begyndte at male på. Men det betød også, at hun stoppede med at male, da hun kom ind på akademiet og ikke malede i de seks år, hun gik der.

– Jeg er jo virkelig klassisk uddannet og havde en kæmpe bagage og værktøjskasse, da jeg kom ind på Kunstakademiet. Men det, jeg lavede, blev dengang anset som virkelig gammeldags, faktisk lidt yt. Jeg malede slet ikke, sådan som de andre gjorde, så jeg mistede nok lidt min inspiration til at male derinde. Men så lærte jeg en masse andet, siger hun.

I stedet brugte hun bl.a. tid på installationskunst, kunstteori og formidling. Hun begyndte først at male, da hun efter sin afgang tog tilbage til Firenze på et legat fra Statens Kunstfond, hvor hun studerede den italienske renæssancemaler Sandro Botticelli. Igen søgte hun tilbage til ældre værker for at finde mening i samtiden.

– Jeg har virkelig altid gået min egen vej og gjort tingene på min egen måde. Der var mange, der ikke forstod, da jeg forlod Galleri Martin Asbæk efter 10 år og dermed ikke længere var hos et dansk galleri. Men jeg ville hellere køre det selv, og i dag driver jeg en butik med flere ansatte, hvilket nok også er lidt atypisk for en kunstner, siger Cathrine.

Coach hjælper med struktur

Der var engang, hvor Cathrine var bedre til at adskille sit arbejde fra sit privatliv. Hvor hun arbejdede klokken 8 til 16 og aldrig om aftenen eller i weekenden.

Dengang hun stod klar, når bussen fra udflytterbørnehaven kom retur med hendes to små børn. Men børnene er i dag 17 og 22 år, og grænserne mellem fritid og arbejde er temmelig flydende.

– Jeg forsøger stadig at have en vis struktur. Jeg synes heller ikke, at jeg er så stresset, som jeg har været tidligere. Jeg arbejdede for et par år siden med en coach, som hjalp med at strukturere min tid, lave årshjul og lister, så det ikke stak af for mig. Som mange andre kreative mennesker går jeg meget op i detaljer, og alting har lige stor betydning for mig, men jeg er helt klart blevet bedre til at skille ting ad og prioritere.

Lige nu er hun f.eks. i gang med at lave et hjælpeprojekt i Ghana, hvor hun med sin mand skal oprette en øjenklinik.

– Jeg går ind i tingene med liv og sjæl, ligegyldigt hvad det er. Det er lidt crazy, men jeg har bare virkelig meget energi, og jeg kan ikke lade være, siger hun.

Heldigvis for Cathrine går hjælpen også den anden vej. Både hendes mand og børn har nemlig fra tid til anden hjulpet til i butikken, fortæller Cathrine, mens hun tager den sidste mundfuld to go-havregrød fra bøtten på skrivebordet.

Mad er heller ikke noget, hun dvæler ved, når hun arbejder. Der er bare ikke rigtigt tid til det i løbet af dagen, siger hun, men hun arbejder på at få nogle bedre vaner.

– Jeg øver mig i at blive bedre til at passe på mig selv. Hvis man ikke passer på, kan det godt smuldre lidt. Jeg prøver at minde mig selv om, at jeg godt bare kan male i fem timer ad gangen. Det behøver ikke være otte. Jeg kunne sagtens blive ved, men jeg øver mig i at gå tidligere hjem og gå en tur med hunden om søerne indimellem eller se mine venner noget oftere.

Frit opdraget

Cathrine var 29 år, da hun blev gravid første gang. Passioneret, som hun også dengang var, stod hun naturligvis op og malede til sidste sekund. Bogstavelig talt. Vandet gik nemlig, mens hun stod og færdiggjorde sin afhandling på Teori og Formidling.

Otte uger efter fødslen var hun tilbage på studiet, fordi det var indrettet efter et toårshjul, som gjorde, at hun ellers skulle have ventet to år på at kunne fortsætte, hvor hun slap.

– Men jeg tror heller ikke, at jeg ville kunne holde ud at holde et års barsel. Det gik jo også fint. Jeg var kun af sted to gange om ugen i skole og kunne have min søn med. Der er jo heller ikke rigtig noget, der hedder barsel, når man er selvstændig. Man har bare aldrig rigtig fri.

Da børnene var små, var tiden til at male bundet af bringe-hente-tider, og Cathrine husker også, at huset ofte var fuldt af andres børn, og at familien tit lagde hus til forskellige sociale arrangementer. Men samtidig har det været vigtigt for hende, at hendes børn blev hurtigt selvstændige.

– Jeg synes virkelig, at man er meget “på” sine børn i dag, i forhold til da jeg var barn. Jeg blev fulgt i skole en eller to gange, og så var det bare af sted alene. Jeg tror, det er sundt at give børn lidt mere selvstændighed, end vi giver dem i dag. Det har vi i hvert fald prøvet. Når de ikke kan finde ud af noget, så opfordrer vi dem til at prøve én gang til, siger hun.

Selv er hun opvokset i et frit 70’er-hjem med meget unge forældre.

– De havde travlt med at realisere sig selv, og børn blev ikke taget med fløjlshandsker dengang. Jeg var med i alle sammenhænge og til alle fester, husker hun.

Faren arbejdede i modebranchen, og forældrenes vennekreds talte bl.a. Ivan Grundahl og Gerda Lynggaard. Oliver Grundahl, søn af Ivan Grundahl, og Cathrine var de eneste to børn.

Hun husker, hvordan de voksne hver lørdag, når de lukkede deres respektive butikker, tog på Ruths på Gråbrødre Torv og drak sig fulde, mens de stak børnene nogle penge og sendte dem alene i Tivoli.

– Vi passede bare os selv. Det gjorde mig selvstændig i en tidlig alder, og så gjorde det nok også, at jeg oplevede, at mange ting godt kunne lade sig gøre. Mine forældre havde heller ikke lange universitetsuddannelser bag sig, og de syntes, at alt, hvad jeg lavede, var fantastisk. Der har virkelig ikke været noget pres på mig overhovedet.

Malede sig gennem sorgen

Hverken pensler eller farveblyanter havde nogen særlig plads hos Cathrine som barn. Hun var til gengæld glad for at gå i skole. Så glad, at hun på eget initiativ flyttede fra sin folkeskole til den tyske privatskole Sankt Petri, hvor halvdelen af fagene var på tysk, og hun lærte at skrive med ægte fyldepen med blæk.

– Jeg var meget videbegærlig. Jeg elskede at gøre mig umage. Det har altid ligget naturligt til mig.

Når hun ser tilbage på sin barndom, er hun grundlæggende glad for de værdier, hun har fået med, og føler ikke, at hun har lidt afsavn.

– Den frie opvækst, jeg havde, hvor der ikke var noget rigtigt og forkert, har virkelig hjulpet mig meget til at tage nogle valg, som har bragt mig videre i mit liv. Jeg har fået en positiv tilgang til livet.

Den ellers lykkelige barndom fik en brat afslutning, da Cathrine Raben Davidsens far døde af en aids-relateret lungesygdom, da hun var 13 år. En historie, hun synes, hun har fortalt mange gange før, men som hun godt ved er vigtig, fordi farens pludselige død i høj grad var medvirkende til, at hun blev kunstner.

Dengang var der ikke noget, der hed sorggrupper for børn, Cathrine nægtede at gå til psykolog, og dagen efter begravelsen var hun tilbage i skole.

I flere år pakkede hun sorgen langt væk, men i gymnasiet begyndte hun at male. Først her bearbejdede hun sorgen i form af bl.a. familieportrætter, som hun i dag kalder “ret voldsomme”.

Hendes far havde holdt meget af Italien, hvor familien også havde rejst til en del gange. Derfor var det oplagt for hende at tage til Firenze og studere kunst efter gymnasiet. Det var her, hun mødte to kvinder, som har været med til at forme hendes karriere. Nemlig det sydafrikanske par Rose Shakinovsky og Claire Gavronsky, kendt som Rosenclaire, som i dag stadig er hendes mentorer.

– De har kendt mig i over 30 år, og det er virkelig en gave at have dem i mit liv, siger Cathrine.

Først da hun mødte dem, begyndte hun at bearbejdede sorgen efter tabet af sin far i form af en række familieportrætter, som hun i dag kalder “ret voldsomme”. En stor del af disse malerier blev udstillet på Copenhagen Contemporary.

Kunstnermyte

Ifølge billedkunstneren er der en myte om, hvordan en “rigtig kunstner” arbejder og inspireres, siger hun:

– Der er en tanke om, at en kunstner skal være kreativ konstant, og at inspirationen kommer helt af sig selv. Sådan har jeg aldrig været. Det kreative kommer ikke let til mig, og jeg har aldrig bare kunnet sætte mig ned og vente på, at inspirationen kom. Det er drønhårdt arbejde for mig og kræver virkelig meget af mig.

Kunstnermyter blev hun også præsenteret for, da hun i 2020 medvirkede i DR-programmet “Kunstnerkolonien”. Her fremgik det allerede fra de første klip, at Cathrine Raben Davidsen som den eneste takkede nej til vin, og hun tog ikke med på bar om aftenen, men gik hjem tidligt.

– Der er ikke, fordi jeg aldrig drikker, men jeg kan ikke arbejde med tømmermænd. Jeg kan være meget udadvendt og festlig, men ikke når jeg arbejder. Og det program var arbejde for mig, siger hun.

Gennem hele sit liv har passionen og arbejdsomheden drevet hende frem, og det er også det, der er hendes bedste råd til dem, der er yngre end hende og forsøger at finde deres egen vej.

– Det vigtigste, jeg har lært, er, at man ikke kun skal hige mod et mål, men se, hvad der sker på vejen og være åben over for det. Find din passion. Det kan vitterligt være hvad som helst. Måske elsker du at lave “latte art”. Det betyder ikke noget, hvad det er, så længe du gør dig umage, siger hun.

Er der ét råd, Cathrine godt gad at give til sit yngre jeg, er det at tøjle usikkerheden.

– Jeg har været slet til at sammenligne mig med andre, og det gør jeg stadigvæk indimellem. Det kan være en drivkraft, men det er ikke altid sundt. Jeg har fundet en større ro i mig selv, men jeg kan stadig blive jaloux og tænke: “Ej, han er også nået dertil, og hun har gjort dét og dét”. Det kan virkelig slukke mig, men det kan også tænde mig. Det er lidt en dobbelthed.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 48/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.