"Hvad nu hvis jeg blev sådan et røvhul som min far?"

Timm Vladimir tog et afgørende valg, da han var 30.

Det gik op for ham, at det gjorde mere ondt i ham at have kontakt med sin far end ikke at have kontakt med ham.

Så han valgte ham fra.

Timm taler om sit valg, og hvad det har betydet for ham og dermed også for hans søn, Cassius, i samtalen, der egentlig tager afsæt i hans nye ”Vinterkogebog”, men udvikler sig til at handle om, hvordan man kan flytte sig fra at være Vestegnsdreng med en problematisk far til at blive Danmarksberømt og elsket vært i ”Den store bagedyst” og skabe sin egen madskole, Timm Vladimirs Køkken.

Og pludselig giver hans glæde ved at lave mad endnu mere mening – at lave mad er også omsorg og selvomsorg.

– At omgive sig med god mad er selvkærlighed, og for mig er det også en måde at vise andre mennesker kærlighed på. Mad er meget mit kærlighedssprog. At lave mad og tage sig af folk er kærlighed.

– Mange af os, der gider lave mad og gøre os umage, når der kommer gæster, gør det, fordi vi kan lide det, men også for at vise vores gæster, at vi holder af dem og sørger for dem.

– Fem retter er pissefedt indimellem, men jeg elsker også mad, der bare bliver sat i en gryde på bordet, og så kan man sidde og dele lidt. Det er hyggeligere.

– Når jeg går ud og spiser, har jeg ikke noget imod at få 22 portionsanretninger, men jeg kan lige så godt lide at spise brun mad. Brun mad … det er bare som at få en dyne over sig og blive sat hen foran pejsen. Min mormor og min mor har altid lavet brun mad – det er dér, jeg har det fra.

Den brune mad forbinder han med omhu og gode barndomsminder. Og kærlighed.

Når Timm var hos sin mormor, fik han altid yndlingsretten medister, som hun helt efter bogen kogte først og stegte bagefter. Og selvfølgelig stuvet spinat og kartofler til.

Hans egen mor var ung med Karolines kogebøger og lavede mere varieret mad. I dag laver de gerne mad sammen.

– Det er en fed ting at have sammen. Jeg har jo i forhold til min fremskredne alder en ret ung mor, for hun var 17, da hun fik mig. Jeg tror, jeg har været en ”hovsa”. Min mor fandt min far, som var 19. Det var nok lidt et opgør med hendes forældre derhjemme.

– Hun stak af og var væk i 14 dage. Det havde hun også gjort, før hun fik mig. De var begge sådan lidt rebelske, og så er det sgu nok bare sket. Men jeg fik en søster to år efter, så det kan vel ikke have været TO uheld.

De klarede den sammen?

– Nej nej nej. Min far skred …

Hyggeligt

Timm kan ikke spille bullshit-bingo.

Med ham er det rene ord for pengene, og det bliver hurtigt klart, at han i hvert fald ikke har interessen for mad fra sin far, for hvis Timms nu afdøde far skulle have lavet noget som helst fra den nye ”Vinterkogebog”, var det opskriften på ”Tømmermandsburger”.

– Min far var alkoholiker. Jeg tror, han begyndte at drikke da han var i begyndelsen af tyverne. De blev skilt, da jeg var fem-seks år.

– Min mor havde lige brug for nogle weekender, hvor han kunne tage over, så hun kunne gå i byen, så teoretisk set var vi hver 14. dag hos vores far. Det var vi så ikke altid, for han havde ikke nogen penge

– Indimellem havde han arbejde, men det var ret sjældent. Han boede i et kolonihavehus i Eiby, og det var ikke altid, han havde råd til, at vi var der, så nogle gange gav vores mor os noget mad og nogle penge med. Men vi hyggede altid hos ham.

– Han sagde: ”Hey, smut lige ned og hent 10 bajere og 10 sodavand”. Der var ikke noget politisk korrekthed. Vi spillede brætspil, og han sad og røg en fed og kunne godt finde på lige bevidst at puste røgen over i ansigtet på én. For vi skulle også lige være med.

Da Timm blev 13-14 år, opfattede han det selv som ”supercool” at hænge ud hos sin far.

– På det tidspunkt var han flyttet lidt tættere på, og hos ham kunne mig og mine venner drikke og ryge. De andre syntes, jeg var en stor helt: Vi tager bare over til Timms far! Så sad vi der og røg og drak som svin.

– Min far syntes, det var fint. Jeg ved ikke, hvor meget min mor vidste, eller om hun tænkte: Jeg har ikke lyst til at vide, hvad der foregår derovre; jeg har bare en weekend for mig selv.

– Derfor var der en lang periode, hvor jeg bare syntes, at min far var den megasejeste. Som man nu gør som barn. Men i løbet af mit voksenliv, kunne jeg jo godt se, hvad det var for noget. Jeg har været megavred på ham.

Morgen-øl

Timms umiddelbare konklusion:

– Jeg tror simpelt hen, det var, som det var, fordi min far bare var ekstremt selvoptaget. Han drak meget, og det hele handlede lidt om ham. Derfor var det at have børn et kæmpe dilemma for ham. Han elskede os og ville gerne være der, men det hele stod lidt i vejen for ham. Det GØR børn jo; de er pisse meget i vejen.

– Min far var ikke en alkoholiker, der dinglede rundt. Jeg vil næsten kalde ham funktionel alkoholiker. Jeg tror, han drak 15-20 bajere i løbet af dagen uden problemer.

– Hvis vi skulle med toget, havde han et net med øl med, som han sad og drak. Han drak også en øl til morgenkaffen. Og røg smøger. Og fede.

– Det var helt almindeligt i hverdagene. Det var kun, hvis han skulle ud og give den gas i weekenderne – så drak han sig i hegnet.

– Jeg husker det ikke, som at han nogensinde lå i rendestenen, når vi var der. Men hvis vi var ude hos nogle venner eller til et eller andet, har jeg tit skullet hælde ham ind i en taxi.

– Det var også tit sådan, at hvis vi gik ud og købte ind, skulle han lige ind på et værtshus og have en øl. Så gik der fire timer. Så sad min søster og jeg der og drak en Squash.

– Hvis det var om aftenen, kunne han tit finde på at råbe og skrige og komme lidt i klammeri med folk. Så var det mig, der skulle få ham – og min søster – ind i en vogn og hjem. Jeg har på et tidspunkt haft noget ansvar, jeg ikke skulle have.

Det blev han ved med at have op igennem sine 20ere. Når der f.eks. var familiebesøg i farens familie i julen, skulle Timm hente sin far og køre ham derud.

– For han var aldrig kommet med, hvis ikke han blev hentet; han gad fandeme ikke selv tage derud. Det var den der egoisme: ”Jeg kommer kraftedeme ikke til ØLSTYKKE, VEL?”

– Det var den samme fucking plade, han kørte. Det samme pis, han sagde hver gang. Folk omkring ham var trætte af det. Og jeg skulle sidde og høre på ham i hans brandert hele vejen hjem også.

Farvel

Timm tog sit endelige valg, da han blev 30 og holdt en stor fest.

– Den endte med, at jeg smed ham ud. Ikke kæmpe korporligt, men jeg sagde: ”Nu tager du hjem”. Jeg smed ham ind i taxien, og så stod jeg bare derude og begyndte næsten at græde ... For jeg tænkte: Det gør mere ondt at være sammen med dig end ikke at være sammen med dig.

– Dér besluttede jeg mig for ikke at se ham. Ikke at skære ham af eller noget, men bare som i I don’t call you, you don’t call me; lad os se, hvad der sker.

– Det hjalp supermeget. Jeg havde det fint med ikke at se ham. Da Cassius blev født, inviterede jeg ham over. Men igennem årene har han måske set Cassius tre gange.

Timm har, siden han var syv-otte år, haft en stedfar, der indtog den rolle som far, som hans rigtige far ikke kunne udfylde.

– Jeg havde det sådan, at Cassius altid kunne høre om min far, når han blev ældre. For mig havde han kun én farfar, og det var min stedfar. Indimellem kunne min far finde på at skrive: ”Jeg har en gave til Cassius. En af mine venner er i Valby på lørdag. Kan han lige komme forbi med den?”

– ”Næ, det kan jeg da lige love dig for, at han ikke kan. Hvis du vil give min søn en gave, kommer du selv og giver den!” Så … vi snakkede ikke rigtig så meget.

Har du været bange for, om du havde arvet noget?

– Ja. Da jeg var 17-18 år, drak jeg som et hul i jorden. Virkelig meget. Og røg også fede, for det havde jeg lært; det havde jeg set var okay – der var ligesom en tid i 1970erne, hvor man havde det lidt mere let med at sidde og ryge en fed hjemme i stuen.

– Men jeg har heldigvis intet afhængighedsgen i mig. Jeg har virkelig tænkt meget over det. Jeg har INGEN afhængigheder. Andet end når jeg først går i gang med at æde, så kan jeg ikke stoppe. Men det er nok noget andet end en afhængighed …

Men én ting var afhængighed eller ej. Noget andet var adfærd:

– Da jeg kom i den alder, hvor man begynder at tænke på at få børn, var jeg fandme bange, for hvad nu hvis jeg blev sådan et røvhul som min far? Hvad nu hvis jeg fik et barn og pludselig kunne mærke, at det havde jeg bare overhovedet ikke tid til?

– Det har jeg været rigtig bange for. Men sådan er jeg gudskelov slet ikke. Jeg er slet ikke dér. Jeg har ikke fået nogen af de der ting fra ham.

Koma

For fem år siden var Timm en tur i Mexico. Da han kom hjem igen, fik han at vide, at hans far i mellemtiden var blevet indlagt på hospitalet og lå i koma.

– Jeg fandt ud af, at han havde været syg i et halvt års tid og nærmest havde været indenfor i al den tid. Han gik aldrig til lægen; der var jo ingen, der skulle bestemme, hvad han skulle.

– Det viste sig, at han havde kræft i hele kroppen. Min første tanke var: Superærgerligt for ham.

Timms næste tanke var, at han ville ud at se sin far – for at mærke hvad der skete i ham selv.

– Jeg tog derud én gang og kiggede på ham. På det tidspunkt havde jeg måske ikke set ham i to år. Det eneste, jeg tænkte, var: Hvis jeg en dag ligger på et hospital med slanger ned i halsen for at hjælpe mig med at trække vejret, og Cassius står og kigger på mig og tænker det, jeg tænker nu, så har jeg fucking tabt. Så har jeg spildt mit liv.

– Som far har du bare fejlet helt og aldeles. Jeg tilgiver dig, og jeg forstår dig, og det er IKKE sagt i ond mening, men … det kommer ikke til at ske her på min båd, vel? Tænk, hvis du kunne forstå, hvad jeg forstod … Sådan havde jeg det virkelig. Og jeg havde ikke andet med ham end det. To dage efter døde han.

Timm sidder ved køkkenbordet. Bare muskuløse arme med masser af tuscher. Han ser bomstærk ud. Mentalt må han også have haft en særlig styrke, som han har løftet sig selv med.

– Jeg HAR haft en styrke, og jeg ved sgu ikke hvor den kommer fra. Jeg har snakket meget med Katrine om det, for hendes far døde, og hun havde et sindssygt anstrengt forhold til ham, så det var superuforløst.

– Derfor var hun altid sådan: Ræk nu ud til din far; en eller anden dag er han her ikke længere, og så vil du fortryde, hvis du ikke gjorde det.

– Men jeg sagde bare: ”Jeg forstår, hvad du mener, men jeg har ikke lyst til at række ud til ham, og jeg tror ikke, jeg kommer til at fortryde det, når han dør”. Og det gør jeg virkelig heller ikke. Eller også er jeg bare så sindssygt lukket omkring det, at der skal flere psykologtimer til for at åbne ind til det. Dét kan også være. Det vil jeg ikke afvise.

– Men jeg har seriøst virkelig spekuleret meget over det, og jeg har mærket efter, og jeg har … ikke på noget tidspunkt været i nærheden af at græde en tåre over ham, efter han døde. Sagt helt uden bitterhed. Det er virkelig sådan, jeg har det.

Mor

Timm er på landsdækkende tv i ”Den store bagedyst” og har sin egen madskole. 99 procent af det, han beskæftiger sig med, handler om mad, siger han selv. Han har klaret sig. Godt.

Og her er det, at han selv nævner: Sin mor.

– Jeg har været heldig, fordi min mor faktisk godt kunne det, hun skulle. Min mor har altid sørget for stabiliteten, på trods af at hun var så ung. Hun flyttede i rækkehus, der var naboer, der var tryghed og ro, hun fandt en ny mand, som altid har været der for os.

– Jeg kan godt lide at kokettere med, at jeg kommer fra Vestegnen, for det VAR et hårdt miljø dengang. Men kun i visse områder, og dem boede vi ikke i, men vi gik da sammen med dem derfra og så da en masse, der ikke nødvendigvis var superfedt.

– Og så var det selvfølgelig i 1970erne, så der var ingen mobiltelefoner, og vi fik lov til en masse, og når man gik ud af døren, vidste ens forældre ikke, hvor man var, før man kom hjem igen. Men der VAR tryghed og der VAR en kerne derhjemme.

Hvad er det store vendepunkt i dit liv?

– Hmmm. Det var på mange måder klart et vendepunkt i mit liv, da jeg besluttede mig for at gå madvejen. Indtil da levede jeg sådan lidt uden den store plan. Jeg er jo uddannet skuespiller, men så meget var der sgu heller ikke at lave. Det var derfor, jeg begyndte at lave tv og standup. Men det var ret random.

– Når nogen ringede og spurgte, om jeg ville være med i et eller andet, sagde jeg: ”Guud ja, det lyder sjovt, det skal jeg da bare.” Fordi jeg var heldig i 1990erne og fik mig et navn sammen med Gordon Kennedy og tjente nogle penge, har jeg haft lettere ved at få tilbudt alt muligt.

Men glæden ved at lave mad lå der hele tiden som en ikke særlig bevidst ”grundsubstans” i hans liv.

Timm har altid lavet mad. Og været typen, der lige meget hvor i verden han befandt sig, lige skulle finde en lille madskole eller nogle lokale ingredienser og lære lidt køkkennyt.

– Så det var ret afgørende, da jeg blev spurgt, om jeg ville være med i Masterchef. Da de ringede, vidste jeg i samme sekund, at jeg ville være med.

– Som jeg plejer, sagde jeg: ”Det lyder spændende. Lad mig lige vende tilbage”, men denne gang gik jeg ind i stuen til Katrine og sagde: ”Jeg skal være med i Masterchef”. Jeg ringede tilbage med det samme. Jeg tror aldrig, jeg har været mere sikker på noget.

Guldkorn

Han vandt Masterchef i 2011. Det gjorde udslaget: Han åbnede madskolen Timm Vladimirs Køkken.

– Det var igen meget random. Vi gør det! Der var ingen businessplan. I begyndelsen var det bare mig og en direktør, vi havde ansat, og en assistent, og vi gjorde det HELE. Ud i Inco om morgenen, købe ind, stryge forklæder, dække op, have gæster, rydde ned, vaske af, samme tur morgenen efter.

– Det kan man ikke i lang tid ad gangen, men det betød, at jeg kunne mærke, at det var og er mad, jeg brænder for. Men jeg skal love for, at det har været en meget stejl læringskurve.

Og så var der lige – hans egen rolle som far ...

– For det med køkkenet skete, samtidig med at jeg skulle prøve at være far. Bokse med det. Og i særdeleshed at have fået et barn, som var helt ekstremt moragtig.

– Jeg har lyst til at sige, at de første seks-otte år havde jeg en fornemmelse af, at jeg var en person, der bare VAR der. Og nej, det gjorde mig ikke misundelig på Katrine overhovedet.

– Men det gjorde mig enormt bange, fordi jeg selv har min historie med min far. Jeg tænkte: Er det, fordi jeg gør noget forkert? Hvad er det? Jeg spurgte mine venner, der også har drenge: ”Hvad fanden sker der?”

– Jeg var bare en person, der var praktisk at have i nærheden, når mor ikke var der. Jeg kunne nærmest komme op at skændes med Cassius, fordi han ligesom frontede mig. Gudskelov sagde mange af mine venner, at jeg ikke skulle bekymre mig. Det ville gå over.

Det gjorde det.

– Vi er supercool sammen nu. Han er 12 år, og jeg ved, at nu er det 100 procent faren, man kigger på psykologisk set, fordi han er en dreng. Nu ryger mor mere i baggrunden. Så nu er det mig, han lærer livet af. Det er jeg meget bevidst om.

– Ikke fordi jeg føler, at jeg hele tiden skal give ham en masse guldkorn og ideen om det store liv, for det ved jeg ikke en skid om, men jeg kan bare mærke, at det er vigtigt, at han får nogle gode værdier. Og jeg er meget bevidst om, at de ting, jeg gør, gør mere indtryk på ham end de ting, jeg siger.

– Det er et stort ansvar, men det føles rigtig rart at have det. Jeg BLEV far. Og gudskelov en helt anden far end min egen. Måske på trods af det. Eller måske fordi? Det kan sagtens være.