"Jeg tror rigtig mange kvinder, når de bliver ældre, føler, at de får mindre og mindre værdi"

Man kommer nemt til at grine i Karen Mukupas selskab. Også af det mest alvorlige, af bekymringerne og besværlighederne.

Selvhøjtidelighed synes at ligge hende fjernt. Som hun sidder overfor mig på en cafe på Bryggen i København, stråler humor og livsappetit ud af hende.

Vi er nødt til at mødes her og ikke hjemme hos hende, for hendes mand, tv-kokken Nikolaj Kirk, er ude at rejse.

Hun har haft travlt med sin musik og ikke fået ryddet op. I stedet finder vi et fredeligt sted på cafeen med vores kaffe, og hun spørger, om hun må få min sukker.

Hun pøser det i sin kaffe sammen med sin egen, og vi snakker om hendes nye rapsingle ”Fi den er erfaren” som hun har skrevet som en hyldest til modne kvinder.

– Teksten er lidt et kludetæppe af stemninger og følelser omkring det, at jeg nu er erfaren og ældre i en musikbranche og især i en musikgenre, som dyrker ungdommen, siger hun.

Ikke fordi Karen synes, der er noget galt i at dyrke de unge talenter og udgive deres sange.

Faktisk var hun jo også selv ung og uerfaren, da hun for 30 år siden sammen med rapperen og sangeren Natasja fik udgivet sin første single og brød igennem herhjemme.

– Desuden arbejder jeg selv med unge kvinder, der gerne vil lære at rappe i Urban Grrls, et talentudviklingsforløb, hvor jeg er mentor. Det er enormt spændende at være med til at få vækstlaget til at gro frem og støtte de nye tendenser.

– Jeg kan godt forstå, at musikbranchen higer efter det nye og det smarte, og jeg er med på, at det tit kommer fra de unge. Men min branche glemmer, hvor meget guld og viden vi ældre har med os.

– Med mine 49 år burde jeg være pensioneret for længst, men jeg har ikke lyst til at blive pensioneret, for jeg mener altså, at hiphoppen også har brug for en som mig.

Hun har heller ikke lyst til at skifte musiksmag.

– Mange tror, at nu, hvor jeg nærmer mig de 50, må min musiksmag da bevæge sig i andre retninger, ler hun.

– Men klassisk musik og metalrock er altså ikke mig. Jeg er vokset op med rapkulturen. Den ligger i mit dna, og jeg kommer aldrig til at slippe den. Selvfølgelig prøver jeg at udvikle og forny mig, men det bliver inden for hiphoppen.

Når det gælder musikgenrer som rock og pop kan hun se, at de kvindelige solister bliver ved meget længere.

– Hiphoppen er ikke på samme måde god til at favne ældre. Jeg har lagt mærke til, at de få kvinder, der rapper, for det meste falder fra allerede efter nogle få år.

– Jeg tror også, det handler om jargonen, som nogle gange kan være hård. Som yngre gjorde jeg mig umage for at være mindst lige så kæk som drengene og for at turde være hardcore, cool og fræk.

Den tone blev med tiden lidt anstrengende, siger hun, og det blev også mindre vigtigt for hende at vedligeholde den.

– Nu har jeg lyst til bare at hvile i, at jeg er blevet en bestemt alder. Egentlig er jeg jo stolt af, at jeg er kommet hertil og er i fuld gang med at skabe et helt nyt album.

– Min udgave af hiphop må godt været præget af den bagage, jeg har med mig. I hele processen har jeg kigget mig rundt. Hvor er mine forbilleder, hvor er de ældre rollemodeller? Respekt for sådan nogle som Anne Linnet, Lis Sørensen og Sanne Salomonsen. Seriøst, de er om nogen foregangskvinder og ikoner, men ikke nødvendigvis nogen, jeg kan spejle mig i.

– Jeg har brug for at se nogle på min alder, der rapper, og de er der bare ikke. Men så må jeg jo selv være den, der baner vejen og viser, at alder ikke er nogen hindring. Det er min mission.

Ingen vej tilbage

Karen er en blanding af to kulturer, den zambianske, som er hendes mors, og så den danske, som kommer fra hendes far.

Denne blanding ser hun som meget bestemmende for, hvem hun er.

I nogle få år som stor pige boede hun sammen med sin familie i Hvidovre, ellers har hun tilbragt det meste af sin barndom i Tanzania.

Da hun blev femten år, sendte hendes forældre hende alene tilbage til Danmark for at få en videregående uddannelse.

I hendes hjem var der masser af musik, begge hendes forældre lyttede til det nyeste, og hendes far var også en dedikeret guitarist i sin fritid.

Den musikglæde tog hun med sig til Danmark, og den blev yderligere styrket af hendes ophold på Norddjurs Friskole, hvor hun så småt begyndte at skrive lidt rap.

I sommerferien tog hun på Midtfyns Festivalen og mødte der den kun 13-årige Natasja Saad, der på det tidspunkt havde forelsket sig i dancehall og reggae.

De to faldt godt i hak, blev veninder og dannede bandet No Name Requested, der i sit udtryk blandede rap og reggae.

– Og så var der ingen vej tilbage. Jeg glemte alt om at få en uddannelse og gik all in på musik i stedet. Det bekymrede mine forældre.

– Min far frarådede mig at gå den vej og var opsat på, at jeg i det mindste skulle gå på konservatoriet først. Det blev nu ikke til noget. Faktisk er det først for et par år siden, mine forældre holdt op med at spørge, hvornår jeg havde tænkt mig at tage en universitetsuddannelse.

Karens forældre var meget unge, da de fik hende, og hun har nogle gange tænkt, at det var deres ungdommelige naivitet, som gjorde, at de turde sende hende afsted alene til Danmark i den alder.

For hun manglede helt sikkert nogle faste rammer omkring sig i de første 10 år.

– Som det var nu, festede jeg meget hos mine venner, bl.a. hos Natasja. Hun boede lige deroppe.

Karen peger op på huset bag ved cafeen.

Hvis hun med tilbagevirkende kraft kunne hviske noget til sit yngre jeg, ville hun gerne have hvisket en advarsel om, at hun skulle have passet bedre på sig selv.

– Jeg havde mine danske bedsteforældre, som jeg boede hos i begyndelsen, men jeg tror ikke, de følte, de kunne opdrage på mig.

– Jeg kunne godt have brugt, både i min karriere og i mit privatliv, at nogle skældte mig lidt ud og hjalp mig til at finde ro og holde begge ben på jorden. Men jeg ville nok også hviske til mit unge jeg, at det nok under alle omstændigheder skulle blive en fantastisk rejse.

Opsigtsvækkende comeback

Karen var 19, Natasja 17, da deres første single kom ud.

Siden lavede de også mange ting hver for sig, men venskabet var hele tiden en stærk ledetråd i deres karriere.

Sangen ”Fi den er erfaren” er da også ment som et kærligt vink til Natasja, der blandt andet blev kendt for sangen, ”Fi er min”.

– Den skrev Natasja for at gøre unge piger opmærksomme på, at de havde ejerskabet til deres egen seksualitet. Med min sang gør jeg opmærksom på, at vi også som ældre ejer vores seksualitet.

– Heldigvis lever vi jo i en tid nu, hvor vi kan være, lige hvad vi vil. Men samtidig er der en forståelse af, at jo ældre du bliver, jo mindre seksuel attraktiv er du. Og det er ikke, fordi jeg gerne vil være mere attraktiv, men det er bare for at sige, at blot fordi vi er ældre, behøver vi ikke blive gjort usynlige.

Ulykkeligvis mistede Natasja livet ved en tragisk trafikulykke på Jamaica i 2007, da hun var på højden af sin karriere.

En kæmpe sorg for Karen, der selv var tilstede i bilen dengang. Sammen med hende havde det helt sikkert været nemmere at blive ældre i branchen.

På en måde har Natasja dog fortsat haft en finger med i spillet om Karens karriere. Det var nemlig med en indtil da uudgivet sang af og med Natasja, at Karen i 2020 fik et overraskende megahit.

Sammen med den unge rapper Tessa var hun gæstesolist på sangen ”Til banken”, som det år blev lyttet til af alle enhver med hang til rap.

– Takket være den fik folk øjnene op for, at jeg eksisterede endnu. Inden da kunne jeg godt mærke, at jeg var ved at glide ud og blive glemt.

– ”Til banken” gav mig håbet tilbage. Jeg tror, det er generelt for rigtig mange kvinder, når de bliver ældre, at de føler, de får mindre og mindre værdi. Og det ikke at føle sig værdifuld er nok noget af det sværeste for et menneske.

Heldigvis er der også mange fordele ved at blive ældre.

På plussiden tæller, at Karen er lykkelig for, at hun i dag ved mere og har en større selvsikkerhed, end da hun var i starten af tyverne. Det er hendes nye musik også udtryk for.

– På mit kommende album ”Bonobo” vil man opleve, at jeg tør synge om ting, jeg ikke ville have gjort dengang. Tør fortælle om sårbarheden ved at blive mor, tør blotte mig mere og stå ved, hvad jeg mener.

– Jeg er stadig ikke en, der kommer med fakler og vil brænde det hele ned, men jeg siger tingene på min egen subtile måde.

Rastløs er hun først holdt op med at være for nylig.

Hun har brugt lang tid på at finde fred med, at hun nok aldrig finder en balance mellem sine to kulturer.

– I mange år har jeg spekuleret på, om jeg f.eks. taler flot nok dansk. Både når jeg skrev børnebøger, designede tøj og lavede musik, forsøgte jeg at få mine to verdener til at smelte sammen.

I dag har hun accepteret, at hun altid vil stå med et ben i hver kultur, men især i Danmark kan hun godt stadig føle sig splittet.

Der er noget i hende, som bliver ved med at hige efter at høre til.

– Måske stammer følelsen tilbage fra, da jeg var 9 til 12 år, og vi boede i Hvidovre. Jeg var meget opmærksom på, hvor anderledes min familie var i forhold til de danske familier og længtes efter, at vi også fik sovs og kartofler og fredagsslik.

– I min familie spiste vi jo med fingrene, der var ingen godnathistorier, og jeg syntes ikke, vores familiehygge var dansk nok.

Det at blive ældre i Danmark er også meget anderledes end i Zambia, siger hun.

– Måske handler det i det hele taget om en forskel på vestlig og ikke-vestlig kultur.

– I hvert fald kan jeg mærke på den måde, som især drenge med anden etnisk baggrund taler til mig på, at de har den samme respekt for alder, som jeg også oplever i Zambia. Umiddelbart lidt mærkeligt at opleve for så gammel føler jeg mig jo heller ikke.

– På den anden side bliver jeg også benovet over den måde, de lytter til mig på. Det repræsenterer nogle værdier, jeg godt kan lide.

– Det er lidt af den samme respekt, jeg længes efter at møde i musikbranchen. Mine ører bliver jo ikke gamle, bare fordi jeg nærmer mig de 50.

– Der er en værdi i at have hørt på musik et helt liv og kunne blande det gamle med det nye. Jeg tror, den blanding har stor appel.

Brug pytknappen

I dag er alle Karens søskende flyttet til Danmark, og hendes mor og far, der er pensionister, bor på skift i Danmark og Zambia.

Karen er glad for, at hendes forældre på den måde har kunnet være nærværende bedsteforældre for hendes datter Tiki.

Datteren, som i dag er ni år, lod vente længe på sig.

Karen var 39, før det lykkedes hende at blive gravid. Bagefter var hun overrasket over, hvor hårdt hun oplevede det at blive mor.

– Nok fordi jeg havde nået at blive sat og vænnet mig til at rejse, når jeg ville. Da jeg pludselig fik min ønskebarn, forestillede jeg mig, at jeg bare kunne tage hende med overalt.

– Men hun havde kolik, og jeg blev ret firkantet med, hvad jeg kunne, og gik meget op i hendes sovetider. Også fordi Nikolaj rejste meget. Jeg måtte have nogle systemer at støtte mig til, når jeg var alene med hende.

I dag er det utroligt meget nemmere, og hun og Nikolaj kom igennem uden at rive hovederne af hinanden.

Faktisk har de været sammen i næsten 20 år nu. Ret godt klaret i forhold til, som hun siger, at de begge arbejder i nogle ret egocentrede brancher.

– Vi er gode til at give hinanden frihed. Ikke at vi har et åbent forhold, men har vi brug for at rejse, så gør vi det. Vi rejser også meget sammen som familie, og det styrker hver gang vores forhold.

De kan begge lide at rejse udfordrende steder hen. Bl.a. tog de Tiki med til Filippinerne, da hun kun var knapt et år gammel, og begav sig ud at se landets berømte 2.000 år gamle risterrasser med hende på ryggen.

– Den rejse testede os. Men bagefter følte vi lidt, at hverdagen herhjemme var a piece of cake, griner Karen.

De er også begge to gode til at bruge pytknappen.

– Vi kan da godt blive møghamrende vrede. Men så får jeg altid igen øje på, hvor dejlig Nikolaj er og kan ikke forestille mig noget bedre. Så tænker jeg, okay, han var irriterende, men pyt med det, forhåbentlig kan han lide mig igen i morgen, og det kan han jo som regel.

Hun føler, det er den vestlige smid ud-kultur, der gør, at så mange herhjemme er hurtige til at ville skilles.

– Fra Zambia har jeg med mig, at man hverken smider sin partner eller sine ting væk, hvis det stadig fungerer.

– En T-shirt med huller kan sagtens holde lidt endnu, radioen kan repareres, sokkerne stoppes. Sådan har jeg det også med parforholdet. Hvis der stadig er kærlighed, kan det fikses.

– Selvfølgelig skal man ikke blive sammen for alt i verden, men omvendt er græsset sjældent grønnere på den anden side af plankeværket.

Er Karen blevet skarpere på, hvad hun prioriterer højest i sit liv?

Nej, svarer hun overraskende.

– Jeg føler, jeg stadig kan og vil en masse ting. Hovedsagelig vil jeg lave musik. Men ved siden af kaster jeg mig gerne ud i alt muligt andet. Det nyeste er, at jeg har sagt ja til at være radiovært på P8.

Hvad drømmer du om i fremtiden?

– Jeg vil gerne stadig optræde, når jeg er 80. Ligesom den amerikanske sanger Tony Bennett. En anden vild drøm er en dag at lave mit eget pladeselskab og støtte en masse kvinder i at lave musik. Så kan jeg sidde der og pege på, hvem jeg synes, er fed.

Hun beruser sig et øjeblik i tanken.

– Det ville da også være fint at slå internationalt igennem, kan jeg stadig nå det?, spørger hun med strålende øjne. Så ser hun mere alvorligt på mig.

– Noget viser sig vel, for jeg er nok desværre en af de musikere, der ikke rigtig har tænkt over, hvordan jeg skal klare mig, hvis jeg bliver tvunget til at trække mig tilbage en dag. Men hidtil er det jo også gået.