Ida Wohlert: Vi var i overhængende fare for at glide fra hinanden

- Noget af det modigste, eller nej, dét modigste OG bedste, jeg har gjort i mit liv, er at holde fast i Kasper, min mand, og overhovedet at have lært ham at kende i sin tid. For vi var temmelig forskellige …

Sådan svarer Ida Wohlert, når talen falder på mod, og hun netop bliver stillet overfor spørgsmålet: Hvad er det modigste, du nogensinde har gjort.

Det er vel egentlig ret modigt. At være så ærlig, altså. For i hendes svar ligger også, at det ikke altid bare har været nemt at få kærligheden og parforholdet til at fungere. Selv om det nok gælder for de fleste, er det de færreste, der lægger det så åbent frem.

Men Ida Wohlert er ikke til forstillelse, og når hun bliver spurgt til livstacklinger, dribler hun ikke udenom.

I hælene på Frøkjær

Den 44-årige ”Go’ morgen Danmark”-vært er den vært, der har lavet ”Go’ morgen Danmark” næstlængst. Hun er lige i hælene på Cecilie Frøkjær, som har rekorden, og som hun i øvrigt overtog pladsen efter.

Frøkjær nåede 12½ år i jobbet. Her til august er det 12 år siden, Ida trådte til. Men der er altså ikke meget tryghedsnarkoman at spore i Ida Wohlert.

Hun kan faktisk heller ikke lide ordet ”tryghedsnarkoman”. Hun genkender ikke sig selv i det. Men hun er klar over, at hendes karriereforløb kunne få pilen til at pege i den retning.

– Jeg kender det med, at folk siger: ”Nå, men skal du ikke snart videre?”, og hvor jeg tænker: ”Jamen det ser vi på”. Man skal vel ikke gå fra noget, man stadig er glad for, bare for at gå, skal man? Jeg synes, det er en folkesygdom, det at man hele tiden skal være i bevægelse. Jeg tror, det er med til at gøre os stressede, at vi hele tiden føler, at vi skal over den næste bakketop.

- Dermed ikke sagt, at jeg ikke også på mit 12. år på dette program begynder at savne udfordringer indimellem. Jeg er på ingen måde træt af programmet. Jeg elsker det vitterligt helt ind i hjertet. Jeg er bare nået til et sted i mit liv, hvor jeg kan overskue noget mere, og det fylder jeg ud med alle mulige andre opgaver, sådan som det er lige nu.

De modigste er ...

At Ida ikke gider forstillelse, ligger også i det, hun siger om mod generelt:

– I mine øjne er de modigste mennesker i virkeligheden dem, der bare tør være. Og med det mener jeg: Også at turde vise, når der er noget, man ikke ved eller har glemt eller ikke lige har styr på. Dét er modigt. Jeg er der bestemt ikke helt endnu. Men jeg kan mærke, at jeg er på vej.

Når hun taler om kærligheden til sin mand, journalist Kasper Fredshavn, som hun har to drenge på 12 og 8 år sammen med, uddyber hun dét med deres forskellighed sådan her:

– Jeg tror, folk, der kender os godt, vil sige: ”Oh, yes, det var eddermame modigt”. Kasper er fra Høje Gladsaxe, jeg er fra Hellerup. Kasper havde flyttet 17 gange, inden han fyldte 18. Jeg kom på mange måder fra noget helt, helt andet. Det var bare ret modsætningsfyldt. Jeg glemmer aldrig den første gang, jeg kom ind i Kaspers lejlighed. Jamen, jeg drejede om på hælen. Helt bogstaveligt. Jeg gik ind og tog én runde i lejligheden og gik ud igen og tog bussen hjem.

Der opstår magi

Men hun fortsætter:

– Efter sådan at have afvist ham på det groveste gik der kun et par dage, inden min følelse vendte tilbage af, at der alligevel var et eller andet her, der var værd at løbe efter. Jeg vidste bare pludselig, at det her var jeg nødt til at give en chance. Hvilket viste sig at være en god beslutning. For vi har været sammen lige siden.

Når det kommer til stykket, forklarer hun videre, er deres værdier meget ens trods deres forskelligheder, og det har de altid været. Og hun tilføjer:

– Selv om jeg i mange år tog mig til hovedet over dit og dat og tænkte: ”Det kan han da ikke mene!”, har jeg efterhånden indset, at jeg i virkeligheden er ret tiltrukket af den modsætning, der er. Det er jo i feltet imellem det ordnede og det kaotiske, der opstår magi.

40-års-krise

På samme ærlige måde slår hun fast:

– Det er indlysende, at når man sammensætter et par af to så forskellige mennesker, køber man ind på ”a bumpy ride”. Der ville med garanti komme bump på vores vej. Vi har da også haft vores tunge perioder. Som for eksempel omkring da jeg fyldte 40. Det kom faktisk bag på mig, at det føltes så 40-års-krise-agtigt. Men det gjorde det.

– Jeg begyndte at tage alt op til revision. Det tror jeg så også, at man skal kunne. Man skal turde konfrontere sig selv med sit liv. Det var bare ikke nogen elegant måde, jeg gjorde det på. Jeg trak mig og fjernede mig. Indtil jeg så hev den der snak frem.

”Den der snak” var sådan en snak, siger hun, som der er loft på, hvor mange gange man kan hive frem overfor sin mand. En snak, der sparkes i gang af sætningen: ”Jeg er sgu lidt i tvivl!”

– Jeg ved ikke engang, om jeg var rigtigt i tvivl, selv om jeg måske nok sagde det. Men jeg var undrende i hvert fald. Jeg kiggede på mit liv. Kiggede på Kaspers og mit forhold. Var det dét, der var i livet til mig? Jeg var i … overvejelse, lad mig sige det sådan. Og det tror jeg egentlig også, at Kasper var.

Vælge hinanden til

Og så tog de snakken.

– Vi var simpelthen nødt til at sætte os ned og sige: ”Hvad er det, der ikke spiller? Hvor kan vi gøre det bedre?”

- Og det kan vi, Kasper og jeg: Snakke sammen. Det har altid fungeret. Og det med at se på sit parforhold, jeg er ked af at sige det, men det er altså endnu en opgave på listen, som skal tages sindssygt alvorligt. For ellers går det i stykker. Vi var klart i overhængende fare for at glide fra hinanden. Der var ét at gøre: At vælge hinanden mere til.

– Nogle gange kan man komme til at placere sine vågne timer alle mulige andre steder, på arbejdet, med veninderne, her og der med noget, der forekommer sjovere og vigtigere, uden rigtigt at opdage det.

– Dér var Kasper supergod til at sige: ”Hey, det, du har gang i, er måske lige i overkanten”. Det er så moderne ikke at begrænse hinanden. Men nogle gange må man altså godt melde ud: ”Hallo, stop lige”. Og det mener jeg faktisk, man skal en gang imellem.

– Når jeg hører om modne par, der går fra hinanden i en høj alder, tænker jeg altid: ”Det er dæleme også mod”. Men man kan sige ”modigt” om både det at gå og det at blive. Man skal selvfølgelig ikke blive i et forhold, bare fordi man allerede har været i det i mange år. Men det er også modigt at blive og kæmpe for et langt forhold, fordi så lukker man nogle døre.

- I dette liv kan vi gå ind og ud ad en masse forskellige døre arbejdsmæssigt og privat, og det at ignorere de åbne døre, der måtte tilbyde sig for én, hvad enten det er i form af job, venner, kærester, det kræver faktisk også meget mod.