"Jeg er 100 procent den ældste forælder i Aula, når min søn skal i skole"

Vi skulle egentlig tale om det mest aktuelle i hans karriere først: At Peter Sommer har kastet sig ud i en teaterkoncert baseret på et udvalg af sine sange fra de seneste to årtier.

Men da vi mødes i gården bag Aveny-T-teatret på Frederiksberg, hvor forestillingen finder sted, må vi først tale om noget mindst lige så vigtigt: Hvorfor det er så svært at få en vuggestueplads på Amager, hvor vi begge bor.

Sidste år blev Peter Sommer nemlig far igen i en alder af 47 år.

Det var slet ikke planlagt og skete “helt øko”, men har, naturligt nok, vendt op og ned på hverdagen i den sammenbragte familie, som i forvejen består af fire “dine, mine og vores børn”.

– Det er fuldstændig fantastisk at blive far igen, fordi det virkelig sætter tiden, og hvordan man bruger den, i perspektiv.

Jeg har lært at sætte pris på livet på en anden måde. Det gør man jo, når man er i det der småbørnstempo.

Dagene er utrolig lange, og samtidig flyver tiden af sted.

Jeg er 100% den ældste forælder på Aula, når han skal i skole, men det bliver sgu da meget interessant at prøve det.

Fordi familiens nyeste medlem ikke ligefrem var planlagt, var kalenderen også fuld, da han kom til verden for et år siden.

På det år har Peter Sommer udgivet to album, været på turné, hans kone, forfatter Marianne Verge, har udgivet en bog, og nu er han på trapperne med en teaterkoncert.

– Jeg synes jo, vi har været meget sammen med vores søn, men jeg kan godt se, at vi nok har knoklet lidt for meget.

Men sådan er det jo at være sin egen chef. Man aflyser jo ikke eller siger op til sig selv. Man gennemfører, om gjaldt det ens liv.

Så det har været et “temmelig intenst work-life-balance-år”, som han siger.

Og nu er de mere end klar til en vuggestueplads. Ikke mindst fordi Peter Sommer går en periode i møde, hvor han skal spille 36 forestillinger på 40 dage.

– Jeg kommer aldrig til at optræde i Parken, men for mig rummer det her de samme udfordringer, muligheder og chancer, der skal tages, for at forsøge at bringe det, jeg har brugt 20 år på at lave, ind i en ny ramme.

Det er jo en mulighed for at folde mine sange ud på en anden måde, gøre dem enten bredere eller mere fokuserede – og så er det en mulighed, man kun får én gang i sin karriere, siger han.

Kærlighed med udsving

Optakten til teaterkoncerten har taget flere år.

For en håndfuld år siden begyndte en række mindre teatre i provinsen af henvende sig til Peter Sommer for at lave teaterkoncerter på baggrund af hans musik, men i de ideer der lå, var han ikke selv en del af forestillingen og kunne derfor ikke genkende sig selv i dem.

Sådan er det ikke denne gang, hvor han selv medvirker i forestillingen, der har fået titlen “I morgen er alt muligt”.

– Det gik op for mig, at der er nogen, som synes, at min musik er billedskabende på en eller anden måde, siger han og fortsætter:

– Og nu står vi her, hvor vi har chancen, budgettet, nogle dygtige musikere og en dygtig skuespiller, så jeg håber, vi kan lave noget, der bliver anderledes end det, man ellers har set.

Jeg håber også, at vi får lov til at lave noget, som tør være mere mørkt, mere melankolsk, men også gerne med en form for humor.

Peter Sommer er klar over, at mange af hans sange er netop melankolske og mismodige.

Slæbende tunge, som han formulerer det.

Men de rummer ifølge ham selv også altid en mulighed for løsning og forløsning.

– Der er altid en trappe henne for enden af det rum, du bevæger dig igennem med en masse døre, du skal åbne og lukke, et liv, hvor du ikke aner, hvad der er inde bagved.

Så kan du gå op ad den trappe og måske finde ud af, at du er blevet klogere på dig selv og kan sige: Livet er en kamp, og det er fint.

Peter Sommer har selv mærket, at livet kan være en kamp nogle gange. Bl.a. i sit kærlighedsliv.

Godt nok har han kendt sin kone, siden han var 18 år, men de har holdt flere årelange pauser fra hinanden og begge fået børn med andre, inden de igen fandt sammen i én stor sammenbragt familie, som i dag huser fem børn i alderen 1 til 16 år.

En kærlighedshistorie, han meget eksplicit formidlede i sangen “Sand kærlighedshistorie”:

“Et par gange rundt om mig selv / Til jeg fatted’ hvor du var / Fatted’ ikke altid hvor vi sku’ hen / Vil ikk’ kald’ det dårligt liv / En anden måde effektiv / Jeg tog dig for en omvej / Du tog mig hjem.”

– Indimellem kan vi godt kigge hinanden i øjnene og sige, at det godt nok havde været nemmere, hvis vi havde kørt den lige vej uden de store udfald.

Så havde vi måske tre børn nu, hvor den mindste var 10 år. Men omvendt var timingen der bare ikke, og måske ville vi have slidt hinanden op, siger Peter Sommer.

Modsat tidligere har han og Marianne i dag en form for overenskomst, hvor de har accepteret, at ingen forlader bokseringen uanset hvad.

– Jeg er stolt af, at vores kærlighed trods alt kunne holde til så store udsving.

At det ikke gjorde mere ondt, når man slap. Sikke en kærlighed, der kan holde til at blive strukket på den måde.

Men hvordan ved han, at det denne gang er for good?

– Det føles bare mere fast nu. Vi har et fælles projekt med hjem og børn.

Kærligheden vil altid være en kamp, hvor man føler, at man ruller tunge sten op ad en bakke og kun indimellem oplever, at man kommer op til toppen og ser den rulle ned igen.

Men jeg har aldrig haft sværere ved at forestille mig at være alene end nu. Vi kan råbe og skændes, men jeg ved, vi bliver i ringen.

Modstand er en sjov kamp

Peter Sommer har brugt mange år på at lære at leve med og acceptere modstand.

– Jeg har nok altid været bange for, at den modstand, jeg har oplevet, ville ødelægge min livskvalitet, men jeg er kommet derhen, hvor jeg kan sige, at modstanden altid vil være der og kan komme fra alle mulige kanter:

Børn, samlevere, en selv, branchen.

I dag ser han modstanden som en form for udvikling.

– Vi behøver ikke at undgå alle slag.

Vi kan ikke undvige modstanden hele livet. Det må gerne være et slingrende liv, men modstand er en del af menneskets fortælling, siger han.

Modstand og dermed tvivl er derfor også en del af den kommende teaterkoncert.

– Vi forsøger at forfølge et narrativ, hvor man går ind i voksenlivet med en tvivl og søgen efter sig selv og kærligheden – en følelse af, at livet bare er noget, der skal gennemføres.

For dernæst at sige: Kraftedeme nej. Livet skal sgu ikke bare gennemleves, det skal forstås og leves her og nu.

Hvis det ikke var for familiens seneste medlem, var der ellers ved at komme ro på i Peter Sommers liv.

Med fire store børn, hus, styr på karrieren og økonomien og endelig sammen med sin store ungdomskærlighed.

Men sådan skulle det ikke være, og det er helt o.k., mener Peter Sommer.

– Det passer mig egentlig meget godt, at jeg ikke bare rykker ind i næste fase, hvor alt bare kører. Modstand er en kamp, men også en sjov kamp.

Sådan har han imidlertid ikke altid haft det. Da han var 30 år og fik sit første barn, kæmpede han mere med balancen i livet.

– Jeg fik gang i det der børnegame, samtidig med at min karriere lige havde taget fart, men dengang var de to ting meget adskilt.

Det er de ikke i dag, og det gør begge dele til en meget større fornøjelse. I dag er mit liv mere én bevægelse, hvor arbejde og familieliv glider ind i hinanden.

De befrugter hinanden på en anden måde end dengang, siger han.

En god, jævn karriere

Peter Sommer var længe om at finde sin retning i livet. Først som 25-årig begyndte han at spille guitar.

– Jeg havde intet belæg i min familie for at være musiker, men jeg kunne bare mærke, da jeg skrev den første tekst, at der var noget, jeg kunne overskue, for første gang i mit liv.

Noget jeg kunne elske, og hvor jeg havde sådan en mærkelig selvtillid med at skrive sange og tekster.

Men den selvtillid, han havde med at skrive musik, var ikke en, han tog med på scenen.

– Jeg elskede tiden op til, at vi skulle ud og spille, turen i bilen med bajere og smøger, men når jeg skulle stå på scenen, var det, som om jeg hele tiden trak mig tilbage i et musehul.

Jeg havde svært ved at bevæge mig på scenen, sige det rigtige mellem numrene og afkode stemningen.

Jeg så det mest som noget, der skulle overstås, fortæller han.

Det har taget ham 15 år at nå frem til at finde ro og nydelse ved at stå på scenen.

Hvor han føler, det er naturligt og sjældent er nervøs. Også derfor giver teateret mening nu.

– Jeg er glad for, at jeg ikke bare gav op efter 13 år, når der skulle gå 15 år, før det blev nemmere.

Det har givet mig en lyst til at udforske mit sceneudtryk, dyrke det noget mere, skabe noget mere, bevæge mig på en anden måde.

Prøve måske også at være en krop, der er på scenen, og ikke kun en hjerne.

Ser man på karrierens op og nedture, har der ikke været mange af sidstnævnte.

– Jeg har haft en god, jævn karriere, siger Peter Sommer med god jysk selvudslettelse.

Faktum er, at man skal lede meget længe efter virkelig dårlige anmeldelser, uanset om der er tale om hans soloudgivelser eller dem, han har lavet i samarbejde med andre.

Pengene har været nogenlunde de samme alle årene.

Han mener ikke, at han har oplevet hverken kæmpe succes eller det modsatte. Og mest af alt: Han har ikke ønsket det større.

Familielivet har været langt mere kompliceret.

Som 18-årig mødte han første gang Marianne Verge, men timingen ville det ikke, og de gik fra hinanden igen, fandt hver især nye partnere, fik børn med dem og fandt sammen igen med et par årelange “udfald” mere undervejs.

– Familielivet er ikke så jævnt et forløb. Det er lidt to skridt frem og tre tilbage.

Vi er jo mennesker og udvikler os forskellige i en familie med fælles børn, sammenbragte børn og forskellige aldre.

Når Peter Sommer ser tilbage på rollen som far, kan han konstatere, at han især trives godt med helt små børn.

Der, hvor man tumler rundt på gulvet med dem, og hvor de ikke engang har et sprog. Som han har gjort det seneste år.

– Da jeg var yngre, hadede jeg altid, når folk sagde “små børn, små problemer – store børn, store problemer”, men det er jo rigtigt nok.

Det ved jeg nu, hvor jeg har en teenager, siger Peter Sommer, hvis ældste søn er 16 år.

Det har også sat gang i tanker om, hvordan han selv voksede op og selv var som teenager, og hvad han gerne vil give videre til sine egne børn.

– Jeg er lykkelig over for den måde, mine forældre var over for mig, da jeg var 16 år. De var meget laissez-faire.

De var ikke hippieforældre, men der var nogle få, enkle regler, rammer og forventninger, som så til gengæld skulle overholdes.

Det føles ikke, som om jeg blev så opdraget – de stolede på, at jeg nok skulle finde ud af det.

I dag håber han, at han vil “huske det med hver fiber i min krop, når min egen dreng sejler lidt rundt”.

Men bortset fra, at det kræver noget nyt og andet af ham at være far til en teenager, og selv om der i det hele taget er kommet “flere børn og mere karriere”, så synes han, at livet generelt er blevet nemmere.

Det handler bl.a. om, at han har lært at sige fra.

– Jeg har erkendt, at jeg må sige nej til mange ting. Der er arbejde, og der er familie. Det er det, jeg kan rumme.

Det svage punkt

Peter Sommer er endnu ikke dér, hvor han føler sig rigtig gammel og nu bare er i verden for at fortælle, hvordan han vil leve resten af sine dage meget intenst.

Bevares, han er kun 48 år. Men han er samtidig i en fase, hvor det er svært ikke at stoppe op og tænke over, om noget mon kunne være anderledes eller forbedres.

Her tænker han særligt på sin krop og sit helbred.

For otte år siden fik hans mor en blodprop, som gjorde hende meget plejekrævende, og Peter Sommer så sin far gå fra rollen som aktiv erhvervsmand til at være fuldtids-caretaker for sin kone.

Lave mad, gøre rent og tage sig af hendes personlige pleje. Det har gjort indtryk.

– Jeg arbejder på at blive hård udenpå og blød indeni. Ligesom jeg har set min far er blevet.

Jeg vil gerne lære at vedligeholde min krop, blive stærk og samtidig acceptere mit indre og forsøge at gøre det blødt.

Så medgørligt, accepterende, tålmodigt og afbøjende som muligt, siger han.

Men det er ikke helt let at blive hård eller stærk udenpå, når man har en krop og en helbredshistorie som Peter Sommer.

Som 13-årig blev han lam fra halsen og ned ud af det blå, og ingen læger fandt nogensinde svaret på hvorfor.

Først efter knap halvandet års genoptræning kunne han gå igen.

Det er ikke noget, han dengang fandt særlig traumatisk, for som teenager gav det også en masse opmærksomhed, som han indrømmer, at han nød.

Men i dag kan han mærke regningen for at have en krop, der ikke har været helt, som den skulle være, og for at have levet et liv, der ikke helt har taget hensyn til netop det.

Det ene ben kan mærke kulde og varme i al for høj grad, men er samtidig meget stærkt.

Det andet kan han ikke mærke noget i, og det er en smule spastisk, hvilket gør, at han går dårligt.

Og selv om det ikke har forhindret ham i hverken at spille fodbold eller stå med sin guitar på en musikscene i to årtier, fylder det meget i dag.

– Det er nu, jeg skal betale for at have gået så skævt i mange år.

Jeg har ikke passet nok på mig selv, og jeg ryger stadig cigaretter og æder alt for meget slik.

Jeg kan godt blive ked af skænderier med min kone og dumme børn, men det er, når jeg mister balancen eller er ved at falde, at jeg bliver allermest ked af det.

At miste evnen til at fragte mig selv fra A til B og gøre, hvad jeg vil. Det rører ved noget, som gør virkelig ondt, fortæller han.

Peter Sommer er godt klar over, at mange, hvis de dømmer ud fra hans musik, tror, at han er en smådeprimeret type, men det er ikke helt sandt.

Derfor har det også været svært at erkende, at kroppen ikke altid vil, som han vil.

– Jeg er meget easygoing. Jeg søger opad og væk fra konflikter. Men min krop er mit svage punkt.

Motivationen er der ikke helt, og han får ikke trænet helt lige så meget, som han gerne vil, men han er på vej med bl.a. fysioterapi og cykling.

– Det er jo en genvej, de fleste ikke orker at tage, inklusive mig selv, og det er fandme åndssvagt.

Det tror jeg, at mange vil kunne genkende. Det er virkelig en mærkelig ting ved os mennesker, at vi styrer uden om det logiske så tit.

Derfor er det også planen, at den kommende teaterkoncert ikke skal styre uden om noget.

Den skal tage fat i alt det svære, det tvivlende og den modstand, han kender så godt.

– Jeg vil gerne lave en fortælling, hvor der skal ikke fedtes med noget. Om en person, som er superspecifik på min person, men samtidig almen.

En fortælling, der kunne handle om alle mulige andre end mig.

Vi er på et teater, så jeg vil gerne have, at folk tænker, at det er Peter Sommer, men at han spiller en rolle, og hvilken rolle har han valgt at spille? siger han og citerer til slut Karen Blixen:

“Ikke på dit ansigt, men på din maske, skal jeg kende dig.”