Fem uger efter kejsersnittet var Stine Bramsen på turné: "Det hele er sket i et vanvittigt tempo"

Stine Bramsen har en helt særlig metode, som hun bruger til at afstresse nervesystemet. Den består af nogle små skåle i banket messing, såkaldte klangskåle, som er håndlavede i Indien.

Når hun har brug for at genfinde jordforbindelsen, lægger hun sig fladt på gulvet med messingskålene placeret på håndflader, bryst, bækken og andre udvalgte steder, hvorfra de vibrerer og udsender beroligende lyde.

Det kan lyde alternativt, men Stine Bramsen har aldrig været bange for det alternative. Hun er vokset op med en mor, der “gik i helsekosten, før hun gik på apoteket”, som har lært hende alternative tilgange til livet og helbredet, og som altid har mindet hende om at trække vejret helt ned i maven.

Men da coronaen lukkede landet ned i 2020, var det alligevel svært for Stine Bramsen bare at trække vejret ned i maven og acceptere situationen. Hvor nogle brugte nedlukningen til at nyde nærværet med familien, bage surdejsbrød og lære at strikke, voksede frustrationen hos sangeren.

For mens hun var tvunget til sætte liveoptrædener på standby, arbejdede hendes mand, som er seniorbrandmanager hos TV 2, hjemmefra med zoom-møder dagen lang, mens hun skulle forsøge at give ham roha til det med “to drenge, der aldrig sidder stille” i huset.

– Jeg kunne ikke undgå at blive irriteret på alle dem, der gik rundt og sagde: Nå, men så bruger vi bare den her tid på noget andet. Jeg blev virkelig provokeret af det. Jeg tænkte bare: Nej! Jeg skal skrive musik, og jeg vil ud og spille! fortæller Stine Bramsen, der har spillet live hver sommer, siden hun var 18 år og en del af Alphabeat.

Efter et stykke tid i nedlukningsboblen besluttede hun sig for, at der skulle ske noget. Hun ville genetablere sig som solist efter det reunion-album, hun udgav med Alphabeat i 2019.

Stine Bramsen satte sig i studiet med sangskriver, guitarist og producer Emil Falk, der har arbejdet med bl.a. Hugo Helmig, Christopher og Lucas Graham, og herfra gik det til hendes store overraskelse stærkt.

– Jeg oplevede, at sangene bare væltede ud. Vi kastede alle mulige bolde op og fulgte vores intuition og indspillede dem med det samme i stedet for at sidde og tale længe om, hvorvidt det nu var en god idé. Det passede rigtig godt til mit temperament.

Svært ved at slippe image

Tidligere i sin karriere har Stine Bramsen i højere grad været tilbøjelig til at overanalysere sine valg som sangerinde.

– Som musiker med nogle år på bagen kan man hurtigt komme til at tænke meget over, hvad der nu ville være det kloge valg for ens karriere. Da jeg udgav min første ep, efter jeg gik solo, var det med en intention om at skrue helt op for poppen og bevise, at jeg var en stor popsangerinde. Men i processen mistede jeg en lille smule af det, jeg er god til, siger hun.

Det er hun mere opmærksom på at holde fast ved i dag.

– Jeg oplever, at når folk connecter med mig som solist, er det, fordi de kan mærke mig mere, end da jeg var en del af Alphabeat. De kan fornemme personen bag. Mange følte nok, at jeg var lidt anonym i Alphabeat, siger Stine Bramsen og tilføjer, at det formentlig også skyldes, at de var seks mennesker i bandet, som skulle deles om opmærksomheden.

Men det handlede også om den rolle, Stine Bramsen fra begyndelsen indtog i den populære gruppe. Hun begyndte oprindeligt som korpige i bandet, da hun var bare 17 år gammel – og beæret over overhovedet at få lov.

– De var alle sammen ældre end mig, og jeg syntes bare, det var så fedt, at det lige var mig, der blev spurgt. Følelsen af ikke at have været den, der havde skabt det, blev hængende.

Selv om hun i bandets niårige levetid indtog en større rolle, mere ansvar og begyndte at skrive sange, havde hun svært ved at slippe det image, hun havde fået.

– Det var helt klart en mere pæn side af mig selv, jeg brugte i Alphabeat. Jeg blev på en eller anden måde ved med at være pigen på scenen, selv om jeg blev kvinde undervejs, siger hun.

Den følelse blev kun forstærket i de tre år, Alphabeat tilbragte i London i sidste halvdel af bandets levetid.

– Vi kom ind på et kæmpe pladeselskab, som havde nogle bestemte meninger om, hvilke sider af mig det ville være bedst at vise frem. Jeg nåede til et punkt, hvor jeg følte, at det hele var meget koldt og marketingorienteret, fortæller hun.

Hun fortryder ikke sin tid med Alphabeat, men som hun også fortæller i DR-dokumentaren “Alphabeat – Da festen forsvandt”, ramte hun en krise i forbindelse med arbejdet med det sidste album.

– Det gik det op for mig, at der var et eller andet, der ikke fik lov til at få plads, og at jeg var nødt til at komme i gang med at skrive mine egne sange med nogle helt andre mennesker og se, hvad der så skete.

Alphabeat gik i opløsning i 2013, og i 2015 udgav Stine Bramsen sit første album, “Fiftyseven”, efterfulgt af “Bruised” i 2018. I 2019 fandt Alphabeat imidlertid sammen igen om endnu et album. De havde brug for at sætte et værdigt punktum.

– Det handlede både om, at der var nogle ideer og nogle sange, som gjorde, at det gav mening at samles igen, men det var også, fordi vi havde brug for at afslutte Alphabeat på en finere måde, end vi gjorde, siger hun.

Den sidste festivalsommer med Alphabeat i 2012 nød Stine Bramsen ikke særlig meget. Det var mere en, der skulle overstås.

– Vi trængte til en pause fra hinanden, og da vi fandt sammen igen, var det med en følelse, der handlede mere om at vælge hinanden til og en lyst til at gå på scenen for sidste gang. Det var virkelig fint og rørende og rart, at der nu ikke er nogen usagte ting eller klemte følelser imellem os.

Lyt til feminas kejsersnit-podcast Syv lag senere

Du kan lytte til "Syv lag senere" HER - eller på Apple Podcasts, Spotify eller der, hvor du plejer at lytte til podcasts.

Mor på tour

Denne sommer er Stine Bramsens første festivalsæson som solist i fire år, og repertoiret byder på en række af hendes nye sange, som bliver en del af det album, der efter planen udkommer senere i år.

Hvor hendes første album handlede om bl.a. klicheen om at overgive sig til kernefamilie, hus og hund, som hun ellers havde forsvoret som yngre, handler det kommende album om at være i en ny fase i livet. Hun fik mand, hus, sommerhus, to børn og hund på syv år, men hvad så nu?

– Det hele er sket i et vanvittigt tempo, så jeg har haft brug for at stoppe op, ånde lettet op og tænke over, hvad der nu skal ske. Nu skal vi sørge for, at kærligheden ikke dør, men jeg skal også sørge for, at den Stine, jeg var før, ikke dør. At hun også får lov til at ånde.

Det handler hendes første single fra det kommende album, “What I Want You To Do”, om.

– Den handler om, at at jeg har behov for at tænde for den del af mig, som ikke er så moragtig, men rå, vild og impulsiv, siger hun.

Det kan ellers lyde meget rock’n’roll, når Stine Bramsen fortæller, at hun ikke har holdt barsel med nogen af sine børn, men var på turné fem uger efter kejsersnittet med sit første barn, har ammet lige før og efter koncerter med baby backstage, og at hendes børn generelt altid har været vant til, at man bare kastede ting i en taske og tog på landevejen med mor.

Stine Bramsen lægger da heller ikke skjul på, at det aldrig har faldet hende naturligt at smøre madpakker og ordne vasketøj, men til gengæld har hun prioriteret at være mest muligt sammen med sine børn, når hun ikke er ude at spille.

– Jeg er blevet virkelig god til at mærke, hvad der er vigtigt for mig: Det er min musik, og det er, at jeg kan være der for mine børn.

Hun henter dem derfor tidligt de fleste dage og er i det hele taget den, der tager sig af det meste af logistikken i hverdagen, mens hun ofte er ude at spille i weekenden.

– Jeg har brug for, at der er balance i tingene. Hvis jeg skal være en glad mor og en glad sangerinde, er jeg nødt til at insistere på, at mine dage slutter klokken 14.30 for det meste, hvilket heldigvis kan lade sig gøre, fordi jeg er min egen chef.

Alle de kvinder, vi er

Men hvorfor har vi overhovedet den her samtale?

Hvorfor skal kvindelige musikere altid redegøre for, hvordan de håndterer work-life-balancen, mens mandlige musikere kan nøjes med at tale om musik? Det har Stine Bramsen undret sig over, siden hun fik sit første barn for snart otte år siden.

Når vi alligevel taler om det, er det, fordi hun synger om netop det tema på sit kommende album. Sangen “Mother Earth” handler nemlig om alle de kasketter, man har på som kvinde.

– Jeg skrev nummeret en enkelt dag, hvor jeg var i studiet og boblede med hormoner, og jeg var en lille smule irriteret. Jeg følte, at der lå virkelig meget på mine skuldre.

– Følelsen af “mor-ansvaret” med den daglige logistik, at være chef for mine ansatte i bandet, være nogens kæreste og skulle blive ved med at være sensuelle sammen efter 10 år og to børn. Jeg havde lyst til at skrive en hyldest til de mange kvinder, der har det på samme måde, siger hun om sangen.

I musikvideoen til “Mother Earth” inviterede hun en række kvinder, som på forskellig vis har betydet noget for hende, til at medvirke. Fra hendes mor og nære veninder til en særlig pædagogmedhjælper og kvinden, der hjalp hende med fødselsforberedelsen, da hun ventede sit første barn.

– Jeg har især haft et behov for at hylde nogle af de kvinder, der hjælper kvinder med at føde børn og tager sig af dem, når de vokser op. Dem, der hjælper os med at lande i den del af livet, som er så vild og overvældende for mange, og som ikke altid får den anerkendelse, de fortjener, siger hun.

Samtidig er sangen, som titlen antyder, også ment som et billede på hormonerne og den kvindelige cyklus, men især fokuserer den på, at det er okay at sige, at det hele indimellem er for meget.

– Jeg ville gerne lave en sang om, at man som mor nogle gange bare har lyst til at lægge sig på sofaen og rulle sig sammen og tude, men at det ikke nytter noget, for den dag skal jeg på scenen og også lige smøre madpakker.

En anden kvinde, der medvirker i “Mother Earth”-videoen, er Stine Bramsens sanglærer, Trille, som også er healer. For ligesom sangerinden bruger sine klangskåle til at berolige nerverne, har sanglæreren med lige dele teknik og healing hjulpet hende, når hun har været nervøs for en særlig krævende turne.

Som sangerinde har Stine Bramsen ofte oplevet, at der er kontant afregning ved kasse ét, hvis hun ikke tager sin krops signaler alvorligt. For så kan hun ganske enkelt ikke synge.

– Stemmen er et meget følsomt instrument, så jeg kan tydeligt mærke på den, hvis det har været for presset i en periode. Det gælder også, hvis jeg ikke får sovet. Så spænder jeg i nakken og får hovedpine, siger Stine Bramsen.

Derudover har naturen altid betydet meget for hende som kontrast til det stressende tourliv. Så meget, at hun for nylig flyttede fra villaen i Brønshøj til Humlebæk i Nordsjælland, fordi hun havde brug for at være tættere på den natur, hun voksede op med i Ry.

– Det var især under corona, at jeg fandt ud af, at skoven virkelig er min redning. Sådan havde jeg det også som teenager, når jeg tænker tilbage. Jeg elskede at stå ved havet og bare tage det ind og skråle ud i luften. Tit kan ens egne problemer føles kæmpestore, men når man står i en skov og kigger på et egetræ, der har stået der i 80 år, kan man godt mærke, at det sgu nok skal gå det hele.

Og så har det hjulpet hende at læse såkaldt “stoisk filosofi” – nærmere bestemt bogen “Det handler ikke kun om dig.”

– Det er en provokerende titel, og normalt læser jeg aldrig selvhjælpsbøger, men den her har jeg anbefalet til alle, jeg kender. Jeg havde brug for at lære, hvordan jeg kunne styre mine egne tanker og håndtere det kontroltab, jeg oplevede, da min karriere gik i stå under corona. Det var en sund lektie for mig at lære, at jeg kun skal bruge energi på at ændre det, jeg kan ændre. Alt andet skal jeg give slip på.

Stine Bramsen besluttede sig for, at hun ikke ville være et offer. Hun ville tro på, at hun nok skulle skrive sange og komme ud og spille igen. Det var den erkendelse, der sendte hende i studiet efter måneders frustration over nedlukningen. Men det er også en tilgang, hun bruger i andre aspekter af livet i dag.

– Man kan bruge utrolig meget energi på noget, nogen har sagt. Det handlede for mig om, at jeg blev bevidst om, at jeg kun har kontrol over, hvad jeg selv siger og tænker. Jeg kan ikke kontrollere, hvordan resten af verden reagerer på det. Det havde jeg brug for at minde mig selv om, siger hun.

Piger skal turde spille trommer

“Mother Earth” er ikke den eneste sang om at være kvinde – og kvinde i musikbranchen – på Stine Bramsens kommende album.

På nummeret “Blond and Blank” gør hun op med nogle af de fordomme, hun har oplevet som kvinde i musikbranchen. Om at popsangerinder bare skal puttes i små, fine kjoler, som hun i øvrigt selv blev i Alphabeat, og som mere ser godt ud end har noget mellem ørerne.

– Der er en forventning om, at en popsangerinde nok er lidt blank. Det er en fordom, jeg selv har mødt mange gange. Det er helt klart noget af det, der provokerer mig mest. Det er min fornemmelse, at der er mange, der ikke har givet mig og andre popsangerinder en chance for at være andet en de pæne piger.

Hun mener, at mandlige musikere i højere grad kan klare sig med gode stemmer og gode sange, mens kvinder skal puttes i kasser som den sexede, den søde eller den vrede.

Samtidig har hun også bemærket den bevægelse, der er i gang, hvor kvindelige musikere kræver mere plads og større repræsentation. Hun fremhæver sangerinden Dopha som et forfriskende eksempel på en ny generation af kvindelige kunstnere, som ikke behøver den store indpakning, men har nok i sin guitar og sit talent – præcis som mange mænd altid har haft.

Og i det sekspersonersband, som Stine Bramsen optræder med denne festivalsommer, er kønsfordelingen 50/50.

– Jeg været bevidst om, at de ikke skulle vælges udelukkende pga. deres køn, men fordi de var dygtige. Men jeg kiggede bevidst efter kvinder, fordi jeg gerne vil have en bredere repræsentation. Det har været et meget aktivt valg. Jeg vil gerne have, at der står nogle piger på 12 år og tænker: Jeg kan sgu også blive trommeslager eller guitarist. Det tror jeg betyder meget.

Stine Bramsen har selv savnet kvindelige forbilleder i sin karriere og har i alle årene været vant til at være omgivet af mænd, både hos pladeselskaberne, på scenen og i tourbussen.

– Det er utrolig vigtigt, at det bliver italesat i de her år, men jeg håber også, at vi når til et punkt, hvor det ikke er nødvendigt at tale om det hele tiden. Hvor det bare er en selvfølge, at der er kvinder på scenen, og der også sidder kvinder på pladeselskaberne, så det ikke primært er mænd, der udvælger nye talenter, siger hun.

Og så er der en uventet sidegevinst ved, at Stine Bramsen har fået flere kvinder ind i sit orkester.

– Det har gjort noget ved stemningen backstage. Jeg har sgu aldrig haft grineflip med mænd på tour, men det har vi bare hver gang med de her kvinder. Vi har desuden nogle dejlige snakke om bl.a. moderskabet og seksualiteten i et ægteskab. Det er superbefriende.