Jeg sad i sminken, da jeg oplevede det første gang. Hvad fanden sker der?

Det har været 10 vilde år, og det er jeg nok ikke ene om at føle, når man er midtvejs i livet. Alt brænder bare!

Ordene er Anne Louise Hassings. For 10 år siden begyndte den folkekære og nærmest evigt aktuelle skuespiller, kendt fra blandt andet Badehotellet, Krøniken, Jagten og snart i en ny hovedrolle i krimiserien Hvide Sande 2, bogstaveligt talte at brænde indeni.

– Min første hedetur kommer, mens vi optager Badehotellet. Jeg sidder en morgen i sminken, og det var simpelthen en meget fysisk oplevelse af, at der steg en ild op. Jeg sad foran spejlet, så jeg kunne se det hele ske. Jeg blev ildrød, det prikkede og brændte overalt, og jeg blev svimmel, fortæller hun.

– Det var som en bølge, der brusede igennem mig, og jeg var ude af kontrol. Hvad fanden sker der? tænkte jeg.

Anne Louises sminkedame, Birthe Lyngsø på 81 år, kunne med ro i stemmen meddele hende, at hun var ret sikker på, det var en hedetur, Anne Louise oplevede.

– Hun var så fin til at sige, at jeg bare skulle ud for at tage noget luft, fordi jeg sikkert havde en hedetur. Det var dejligt, hun sagde det højt, og at jeg ikke skulle skamme mig over det, fortæller Anne Louise, for hvem hedeturen markerede begyndelsen på ikke bare overgangsalderen, men også 10 år, der skulle vende op og ned på hendes liv.

Anne Louise sidder i sin smukke have, og en gang imellem må hun tage en stor stråhat på hovedet, når solens stråler bliver for skrappe. Det seneste år har hun skrevet på sin bog ”Balance midt i livet”, der handler om den omsiggribende livsændring, overgangsalderen satte i gang inden i hende – både fysisk, men især også mentalt.

Bogen er Anne Louises erindringer fra de seneste 10 års transformation, men den indeholder også fakta om sundhed og motion, overgangsalder og kvindekrop, og der bliver ikke lagt fingre imellem.

Her behandles tørhed og yoga med lige stor omsorg og seriøsitet, der er opskrifter på juice og samtidig ærlige refleksioner om sexlyst. Det ligger nemlig naturligt til Anne Louise at tale ublufærdigt om kvindekroppen.

– Da min far døde, havde jeg en følelse af, at han gav noget videre til mig i forhold til at være noget for kvinder. Jeg tænkte: ”Jeg bliver nødt til at skrive en bog eller et eller andet!” Min far var gynækolog og fødselslæge, og i starten af min barndom flyttede vi rundt, alt efter hvor der var reservelægestillinger. Vi endte i Horsens, hvor min far blev overlæge, fortæller Anne Louise.

– Kvindekroppen var en naturlig del af min opvækst. Min far kom hjem og fortalte om, hvad han havde lavet i løbet af dagen. Han havde måske stået med et kejsersnit.

– Min mor var også meget åben omkring det – hun hjalp blandt andet min far en gang om ugen i hans konsultation, selv om hun egentlig arbejdede som børnetandlæge. Vi talte afslappet om kvindekroppen og kvindesygdomme.

Barndomshjemmet var med Anne Louises egne ord et ”akademisk hjem”, så det lå ikke ligefrem i kortene, at hun skulle blive skuespiller. Alligevel mærkede hun tidligt, at hun var det, hun i sin bog kalder en ”kunstnersjæl”.

– Min mor har fortalt, at jeg fra en tidlig alder klædte mig ud, når jeg legede. Jeg ville holde teselskab med mine bamser og lave forskellige stemmer til dem. Min mor hørte det og troede, jeg havde besøg. Jeg havde en utrolig livlig fantasi og et meget rigt indre liv. Jeg vidste fra en tidlig alder, jeg skulle gå min egen vej selv, siger Anne Louise.

Den vej, hun gik, blev som skuespiller – både i eksperimenterende formater som Lars von Triers film ”Idioterne”, men også i meget populære opsætninger såsom Badehotellet, hvor den 10. og sidste sæson netop er løbet over skærmen.

I de fleste af de sæsoner var Anne Louise i overgangsalder, og det var ikke uden konsekvenser.

– I mange af de sæsoner, hvor jeg lavede Badehotellet, buldrede min overgangsalder derudaf, og det var til tider ret udfordrende. Jeg har ofte stået med hovedet ned i en grå udsugningsslange og tænkt: ”Det her kan jeg simpelthen ikke. Det er for hårdt. Jeg må stoppe som skuespiller!”. Jeg havde sgu dage, hvor jeg var klar til at trække stikket. Slut, færdig med det. FÆRDIG!

– Ingen skulle filme mig, ingen skulle kigge på mig, ingen skulle klappe. Jeg havde bare lyst til at være alene ude i en stor skov – helst nøgen, fortæller en grinende Anne Louise Hassing, der alligevel endte med at nyde de sidste mange sæsoner af Badehotellet – til dels fordi hele holdet rummede hendes nye situation, men især også fordi hun lagde sit liv om.

Plads til det indadvendte

Med overgangsalderen kom nemlig ikke kun hedeture og en stor lydfølsomhed, der gjorde, at Anne Louise måtte have sit eget sminkerum i et par sæsoner af Badehotellet. Der fulgte også en indadvendthed og behov for at lytte til sin egen krop.

Hvis Anne Louise ikke lyttede til sine behov for at være sig selv og tage det mere roligt, end hun hidtil havde gjort, sagde kroppen nemlig stop. Men det var en lang vej for hende at nå dertil. Længe kæmpede hun imod sin krop og forsøgte at være den, hun var ”engang”.

– Der var en lang periode, hvor jeg stod til forskellige arrangementer og egentlig bare gerne ville hjem og have mit bløde joggingtøj på og æde en plade chokolade og se en tv-serie. Jeg har stået der på den røde løber og lignet en million i et stort skrud og med høje hæle og en drink i hånden, storsmilende, og indeni havde jeg det faktisk rigtig skidt. Men man kunne jo ikke se det!

– Det var ret overvældende for mig i den periode, for jeg kunne ikke helt kende mig selv. Eller: Jeg troede, jeg ikke kunne kende mig selv. Men i virkeligheden var jeg bare ved at blive mig selv, fortæller Anne Louise.

– At komme i overgangsalder var for mig en gamechanger. Jeg blev nødt til at lytte til mig selv og mine feminine energier. Den måde, min krop reagerede på, blev også en indikator for mig på, at jeg havde presset mig selv alt for hårdt i flere år. Jeg havde levet livet i overhalingsbanen, ikke?

– Min karrieres gear havde slidt på mit nervesystem, og jeg var helt i bund nu. Det var også derfor, det blev så voldsomt, tror jeg. Min krop sagde: ”Nu hiver vi gulvtæppet væk under dig, så du kan komme i gang med at rydde op indeni”.

Og det gjorde Anne Louise. Hun begyndte om nogen virkelig at rydde op inde i sig selv. Det handlede for hende både om at få et nyt forhold til kost og motion, men også om at lære at lytte til sin mere indadvendte side, som ellers ikke havde fået særlig meget plads i et liv som skuespiller, hvor man helst skal være ekstrovert.

– Jeg har nok tænkt, at jeg var svag, hvis jeg viste min indadvendte side. Det tog mig simpelthen så mange år ikke at føle mig svag i den nye tilstand, jeg var kommet i. Jeg blev ved med at tænke: ”Ej, nu må du simpelthen snart være tilbage til ”normalen”.

– Det dér gear, hvor man bare kan køre derudaf med karriere, børnefødselsdage, det fede hjem og det hele”. Først flere år senere forstod jeg: Nej, du kommer ikke tilbage til ”normalen”. Det er en ny normal, du har fået.

Der var virkelig en ny normal for Anne Louise Hassing, der kalder sig selv ”evigt forandret”. En af de nye ting i hendes liv blev også at bede om hjælp, og uanset hvor urovækkende det kunne føles, kalder hun det i dag en gave, at hun gjorde det.

– Jeg blev nødt til at bede om hjælp. Mig, der altid har troet, jeg skulle klare det hele selv.

Natur, krop og sind

Samtidig begyndte Anne Louise at gå på en ny vej, der især handlede om at passe på sig selv. I bogen ”Balance midt i livet” beskriver hun, hvordan hun begyndte at bruge yoga og styrketræning til at mærke sig selv – og så spillede naturen også en stor rolle i at forlige sig med den ”nye normal”.

– Naturen kom også til at fylde meget for mig igen. Jeg skal være meget i naturen og være tæt på den. Det samme gjaldt motion. Jeg kunne slet ikke træne hårdt, men jeg begyndte med yoga igen. Jeg har altid dyrket yoga on and off, men det var, som om jeg lidt efter lidt var skredet ud af et spor, hvor jeg havde glemt alle de gode ting, jeg engang gjorde for mig selv, siger Anne Louise og fortsætter:

– Jeg var nok røget alt for langt op i mit eget hoved, ikke? Jeg havde glemt kroppen, og det feminine system er jo at være i sin krop. For mit vedkommende var der kommet nogle mærkelige overbevisninger om, at jeg skulle dit og dat.

– Jeg stillede så mange krav til mig selv og havde så mange forestillinger om, hvordan jeg skulle være. Jeg er et meget empatisk menneske med stor indfølingsevne. Det er jo en stor gave, når man er skuespiller, men jeg kan nærmest være for god til at mærke andres behov.

Adspurgt hvad hun tror, der har gjort, at det var blevet sådan i hende, tager Anne Louise med det samme stråhatten fra bordet på med bestemt mine.

– Jeg kan tage min feministiske hat på! Det er jo virkelig en kvindeting at være så omsorgsfuld. At give og give, hele tiden være ovre i andre. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor er det så svært at sige: ”Det er lige så vigtigt at fylde mig selv op, før jeg fylder andre op”. Hvorfor? spørger Anne Louise og fortsætter så efter lidt tænketid:

– Der ligger noget arv og noget arketypisk i det dér kvindegen. Vi har lært at tage os af andre mennesker først. Måske er jeg egentlig ikke så særlig på den måde. Mange af os kvinder bærer omsorgen i os, men det kan også betyde, vi ikke tænker på os selv.

Selvomsorg og feminin energi

Anne Louise har nu lært at tænke på sig selv og sit eget velvære. Når hun er træt, hviler hun sig. Hun sørger for luft i kalenderen og bruger meget tid på sund kost, motion – og ikke mindst på at dyrke sine feminine energi.

– Jeg er ikke længere bange for ikke at være god nok eller ikke at gøre ting godt nok. Nu gør jeg ting, fordi jeg både fysisk og mentalt har fået ”store muskler” og god energi til at udføre opgaven – og fordi jeg har lyst. Jeg gør mit bedste og siger aldrig: ”Det kan jeg bare”. Jeg er en all in-type, og jeg har svært ved at gøre noget overfladisk, fortæller Anne Louise og fortsætter:

– Jeg er igennem min overgangsalder også blevet så spirituel, at jeg har fået en meget større tillid til, at livet bærer mig. Jeg er blevet meget bedre til bare at læne mig ud i fællesskabet, glemme mig selv og tro på, det hele nok skal gå.

– Der er nogle energier, der hjælper mig på vej, selv om jeg vågner og er så træt og ikke aner, hvordan jeg skal komme igennem en 13 timers arbejdsdag og huske mine replikker.

– Det er nok en mere feminin energi, der styrer i mig, hvor jeg ser os som et hold, der hjælper hinanden. Det er meget nyt for mig, og det er helt sikkert derfor, jeg har kunnet klare at lave både Badehotellet, Hvide Sande 2 og skrive en bog på et år.

I Hvide Sande 2, der får premiere i 2025, spiller Anne Louise en meget dygtig drabschef. Det har været noget af en opgave at skulle spille en kvinde, der modsat Anne Louise ikke giver meget plads til de feminine energier i sig selv.

– Hun har skåret alle følelser væk meget tidligt, hende jeg spiller, og det er hun selvfølgelig også blevet lidt nødt til på grund af sit arbejde. Hendes energi er meget maskulin, og det var virkelig spændende for mig at spille sådan en slags rolle.

– Jeg kunne dog også mærke, at det påvirkede mig i den forstand, at jeg faktisk blev en lille smule uempatisk i den periode, siger Anne Louise og griner.

Optagelserne til Hvide Sande 2 er nu slut, Badehotellets sidste sæson er løbet af skærmen, og bogen ”Balance midt i livet” er netop udkommet. I denne uge bliver Anne Louise Hassing også et år ældre, når hun runder de 57 år.

– Jeg har det fint med at blive et år ældre – alternativet var jo ikke så rart! siger Anne Louise og smiler.

– Jeg tænker ikke så meget over det dér tal længere, men nyder meget der, hvor jeg er: Midt i livet. Jeg er så taknemmelig for at være sund og rask og faktisk føle mig i bedre form end for 10 år siden. Jeg har også en følelse af, at der er rigtigt meget godt, der ligger foran mig. Og jeg har fundet en ro i mig selv, så jeg ikke " jagter” så meget derude, men bare lader tingene komme til mig.

Trods dette kan Anne Louise stadig en gang imellem blive i tvivl, om hun er god nok:

– Det er nok en grundlæggende selvværdsting, der kan ligge i os alle sammen. Er jeg egentlig god nok? Jeg er lidt efter lidt nået frem til at sige: Det er du!

– Jeg er heller ikke længere bange for at lave fejl. Fejl er en del af livet – og hvad er en fejl egentlig? Det er jo en del af livet, at alt ikke går, som man har planlagt.

Denne artikel blev første gang bragt af SØNDAG uge 36/2024, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.