Katrine Greis-Rosenthal: Der er klart nogle forældre, der skal i Aula skole – det her er ikke cool

– Det vil være fuldstændig livsafgørende for os at få Hannah ind på denne her skole! appellerer Piv indtrængende til skolelederen i Paprika Steens nye komedie “Fædre & Mødre”.

Det vil det, ja. For Piv, ikke for datteren Hannah, som nu er i gang med sit fjerde skoleskift, fordi hendes mor ikke rigtigt synes, at det har fungeret indtil nu.

Det er nemlig aldrig nemt at være de nye i klassen – som forældre, vel at mærke. For det er de voksne, det handler om i “Fædre & Mødre”, hvor børnene bare danner baggrundstæppe for de voksnes konflikter, magtstrukturer og dominerende personligheder.

Katrine Greis-Rosenthal spiller rollen som Piv, og som mor til tre børn i 0., 3. og 7. klasse kan hun sagtens genkende billedet af overengagerede forældre, der gør deres børns skolegang til deres eget projekt.

– Piv er bare et ganske almindeligt menneske, der ønsker at være en god mor og gøre det bedste for sit barn. Men hun mangler noget selvværd og noget selvindsigt, og så lever hun i et ægteskab, hvor man ikke helt tør at være ærlige over for hinanden og tale rigtigt sammen.

– Hun er også en meget usikker mor, som kalder sin datter for “mussepigen”, selv om hun er 13 år. Samtidig ser hun kun, hvad hun selv oplever – ikke hvad datteren oplever – når hun leder efter den helt perfekte skole til hende. Hvor kan jeg bedst se mig selv være forælder? Det hele er hende selv, det handler om, siger Katrine Greis-Rosenthal og sammenligner med sin egen skoletid:

– Dengang jeg gik i skole, var det os, børnene, der gik i skole, og forældrene havde tillid til, hvad lærerne gjorde. Der var ikke så meget samarbejde, som der er i dag, f.eks. i form af Aula, som jeg lige dele forbander og holder af.

Hvad forbander du, og hvad holder du af ved Aula?

– Den store forskel er jo, at vi i dag har meget mere hånd i hanke med, hvad børnene laver i skolen. Vi får et detaljeret digitalt ugeskema hver mandag, som vi læser op fra hver dag, så børnene ved, hvad de skal have.

– Det er på den ene side dejligt, for så kan vi sige: “I dag har du gymnastik, gå op og pak dit gymnastiktøj.” På den anden side tager det noget ansvar fra børnene, at de ikke selv skal holde styr på deres skema, siger Katrine Greis-Rosenthal.

– Jeg kan godt lide at have et større indblik i vores børns skolegang, for det gør, at jeg kan hjælpe dem og støtte dem og opdage nogle udfordringer eller tendenser, som jeg så kan involvere mig i eller lade være. Men det kræver også et stort overskud. Og tid. Og lyst. Og interesse. Så man kan komme til at ekskludere nogle mennesker, som føler sig som dårlige forældre, fordi det bare ikke er alle, der har overskud til at læse børnenes dag op for dem hver dag eller tage med på hyttetur.

– Dengang jeg gik i skole, var der sgu ikke hyttetur med forældrene, det var kun for børnene. Der var heller ingen fælles arbejdsdage og meget mindre forældredeltagelse i det hele taget – på godt og ondt. For jeg tror da, at mine børn synes, at det er vidunderligt, at jeg kommer med til høstfest og andre arrangementer. Men det kræver et større engagement at være forældre til skolebørn i dag, det gør det, siger Katrine Greis-Rosenthal.

Men er det ikke fint med alt det forældreengagement? Skal vi ikke involvere os i vores børns skolegang?

Jo, mener Katrine, men ikke hvis børnene bliver taget som gidsler i forældrenes bestræbelser på at male et perfekt billede af … ja, sig selv.

– Som Paprika siger, går forældrene “til skole” i dag, ligesom de går til alt muligt andet. I filmen er situationerne selvfølgelig sat på spidsen, men jeg tror, at der er mange, der kan genkende det med, at man ønsker at tegne et perfekt billede af sig selv.

– Og her er Aula på en måde blevet et nyt socialt medie, hvor man kan udkomme i den bedste udgave af sig selv: Er der nogen, der tager kage med? Jeg kan godt tage to kager med!

Er du selv typen, der altid tager kage med?

– Ikke altid, overhovedet. Men jeg kan sagtens finde på det, fordi jeg synes, at det er pissehyggeligt – ikke fordi folk skal synes, at jeg er sød. Og jeg kan godt forstå, at det kan virke irriterende, at jeg lige kommer med muffins til børnene i Dyrehaven, hvor de er på tur, fordi jeg havde fri den dag. Det kan godt fremstå for andre som for meget.

– Selv om der er kommet flere krav til os forældre med skolebørn, vil jeg lige skynde mig at sige, at der også er virkelig gode ting i det. F.eks. at du kan opsnappe ting tidligt i et forløb, hvor du så selv kan vælge at engagere dig mere eller mindre. Når det er sagt, er der helt klart nogle forældre, der skal i Aula-skole!

– Du kan ikke skrive ud til alle forældre og lærere og sfo-medarbejdere, at Otto mangler sine gule regnbukser, om der er nogen, der har fået dem med hjem. Det er misbrug. Aula er blevet et socialt medie, og det er ikke cool, når man får et “pling” hver eneste gang, nogen har skrevet noget. Så må ungen få en opsang over, at han går og smider sine regnbukser væk.

Forleden faldt Katrine over et opslag på Instagram fra en forælder, som søgte efter den perfekte madpakke.

– Ej, kan vi ikke lade være med også at gøre madpakkerne til noget perfekt? Jeg har sgu ikke tid til at stå og være kreativ med en lille hilsen i alle tre madpakker hver morgen, hvem har det?

– Her spiller de sociale medier SÅ meget ind, fordi man kan “udkomme” med sin perfekte madpakke: Og se MIT barns perfekte første skoledag! Ikke lige dér hvor han står og græder snot over, at jeg skal gå, men fra en anden vinkel. Vores børn er jo dokumenterede i hoved og røv, hvilket kan være dejligt, men også lidt for meget.

– Da min mand, Martin, så filmen forleden, sagde han, at børn jo er social kapital, det er så rigtigt. Hvis du har et velfungerende, charmerende, dygtigt barn, er forældrene bare så velkomne til alt muligt, men hvis du har et barn, der bøvler lidt med nogle diagnoser eller en “paragraf 24”, så bliver du lettere ekskluderet fra fællesskabet – både barnet og forældrene.

Hvad kunne du godt tænke dig, at folk – forældre – får ud af at se “Fædre & Mødre”?

– Jeg håber, at den får folk til at kigge lidt indad og spørge sig selv, om der er noget om snakken hos dem selv. Jeg kunne også godt tænke mig, at vi blev bedre til at inkludere dem, der har det svært, og huskede, at det altså er børnene, der går i skole, ikke os.

– Det ville også være virkelig godt at få en snak med lærerne om, hvornår de gerne vil have, at vi forældre involverer os, og hvornår vi skal trække os. Og en debat om, hvordan Aula skal bruges, tak!

SoMe-generationen

Hjemme hos Katrine og Martin Greis-Rosenthal, som også spiller med i “Fædre & Mødre”, har de gjort sig mange tanker om mobiltelefoner, sociale medier og dét at være på hele tiden.

Det har udmøntet sig i nogle regler, som ikke altid er lige populære hos de to største børn, Ester og Emma på 10 og 13 år.

– Ester har ikke mobiltelefon endnu, og vi vil heller ikke have, at hun er på sociale medier. De fleste af hendes veninder har telefoner, og hun spørger selvfølgelig, hvorfor hun så ikke må få en, men vi har sagt til hende, at hun får en, når vi synes, hun skal have en. Fordi vi mener, at hun ikke har behov for det endnu.

– Vi bor tæt på hendes skole, og for os er der noget pædagogisk i at lære hende, at en aftale er en aftale, når hun selv går hjem. Hvis hun havde en telefon, kunne hun altid liiige ringe og sige, at hun kom lidt senere eller tog hjem til den og den. Det må hun bruge sfo’ens telefon til lidt endnu, forklarer Katrine Greis-Rosenthal.

– Martin og jeg er også fuldstændigt enige om, at børnene ikke selv skal bestemme, hvornår og hvor længe de skal sidde og glo ind i en skærm. De får lov til at se eller spille noget på vores iPads, men de har ikke deres egne, og vores ligger ikke bare fremme, de ligger i en skuffe, og så kan man spørge, om man må.

– Når de kommer hjem fra skole, og vi har fået noget eftermiddagsmad, kan de f.eks. sidde og se noget eller spille et eller andet, som ikke koster noget, fortæller Katrine, som synes, at det er en svær balancegang.

– Vi er jo den første generation, der har børn med sociale medier, så det er hele tiden en afvejning. Og vi kommer helt sikkert til at slå nogle skæverter, fordi det er ny problemstilling for vores generation.

– Vi voksne er også den første menneskealder, der går rundt med mobilen hele tiden, og jeg forstår udmærket menneskets fristelse af det. Problemet er, at der jo følger alt muligt snot med. Der er så mange unge, der mistrives på grund af sociale medier: “Sådan ser min krop ikke ud, sådan bor jeg ikke, er der så noget galt med mig?” Det er forfærdeligt.

– De fleste af os voksne har jo stadig hukommelsen om, hvordan det var, inden alle var på konstant, og kan dermed bruge vores sunde fornuft, men det har børnene ikke. Og det kan godt gøre mig bange.

– Jeg har ikke selv brug for at lade det være et styrende element i mit liv, men det kræver noget selvindsigt og noget fokus på det at kunne sige fra. For jeg kan godt mærke, at jeg bliver i dårligt humør af at være på for længe. Så lægger jeg det væk. Men der er mange unge, der ikke har det filter, og så bliver de sociale medier deres sandhedsbillede af verden.

– Det er jo en kæmpe revolution, som vi ikke har lært at styre endnu, og jeg synes ikke, at det er gammeldags at mene, at man sgu skal kunne sidde og hygge sig med en bog eller noget andet, som vi andre gjorde. Og jeg er 100 procent sikker på, at det kommer dem til gode på et tidspunkt, selv om de synes vi er skideirriterende lige nu med de stramme regler, vi har, siger Katrine.

Balletdanser som farmor

Katrine Greis-Rosenthal er vokset op i en tryg kernefamilie i Gentofte med to akademikerforældre. Hun var god i skolen og troede egentlig, at hun også skulle være akademiker, men kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad hendes passion var.

– Dengang jeg gik skole, var man enten sproglig eller matematisk, i dag virker det jo helt latterligt at definere og dele unge op på den måde, fordi der er så mange forskellige veje, du kan gå. Man siger, at det er mere reglen end undtagelsen at være speciel end at være almindelig, og i dag bliver det heldigvis tilgodeset, at vi er så forskellige og lærer så forskelligt.

– Det er ikke alle, der er til at sidde ned i skolen og bare lære, der er så mange andre måder at finde ud af, hvad man er god til.

– Jeg søgte selv efter det, og jeg kunne mærke, at det kreative, musikken, kulturen, bøger, fortællinger var dét, der fangede mig. Som barn troede jeg, at jeg skulle være balletdanser ligesom min farmor, fortæller Katrine og går over og roder i en bunke, hvor hun finder et billede af sin højt elskede farmor.

– Min fantastiske farmor var balletdanser og hørte jazz og klassisk musik, og jeg elskede at være i det hjem! Der var malerier over det hele, min farmor og farfar var enormt kulturelle, og jeg kunne mærke, at det resonerede i mig. Jeg følte mig tryg i det.

– Da jeg så kom på Aurehøj, som var et superkreativt gymnasium, fandt jeg for første gang ud af, at dét at være kreativ var en god ting. Jeg lugtede til skuespillerfaget med skolekomedierne, jeg fik gode roller og tænkte: Okay, det er jeg vist meget god til, det her! Jeg følte, at jeg kunne vise min karakter og personlighed mere i skuespillet, end jeg kunne i klasselokalet.

– Men jeg tror, at mange fra min skoletid undrer sig over, at jeg er blevet skuespiller, for jeg var aldrig den, der lavede drama eller ville ses – det var jeg slet ikke typen på. Jeg har ikke det dér drama-gen, og jeg kan ikke holde det ud hos andre. Og som barn var jeg en meget rolig type. Sådan en, der var mere inde i mig selv, og kunne lege og gå rundt i naturen alene i timevis.

Livets skole

Efter gymnasiet tog Katrine på Rødkilde Teaterhøjskole for at prøve skuespillet af. Hun søgte ind på skuespillerskolen samtidig og kom ind i andet forsøg.

– Jeg var kun 21 år og anede ikke, om jeg ville komme ind – jeg prøvede bare. Og da jeg kom ind, følte jeg nok, at det blev valgt for mig. Det var så intenst, så eksperimenterende, og jeg var ikke et sted, hvor jeg kunne udnytte det fuldt ud – jeg tror, jeg var for ung og umoden på det tidspunkt. Hvis det havde været nu, havde jeg nok udnyttet det på en helt anden måde.

– Jeg føler, at jeg fik min uddannelse, efter jeg kom ud i det rigtige liv og fik afprøvet mig selv som skuespiller og som mor og som partner. Det var dér, i livet skole, jeg fik min erfaring, og det er den, jeg bruger allermest. Den historie og de erfaringer, livet har givet mig, har været min rigtige uddannelse.

Var det svært at være i 20’erne, synes du?

– De var svære at navigere i, vil jeg hellere sige. Jeg har altid glædet mig til at blive voksen. Til at få familie og leve et voksent liv.

– Det lyder måske lidt underligt, men jeg syntes, at tanken om det var meget federe end at gå rundt og prøve at finde ud af, hvad jeg ville være, og hvem jeg var. Ikke fordi jeg ikke kunne lide at være ung, men jeg syntes, at det var benhårdt hele tiden at skulle præstere og yde sit bedste. Lad mig lige være, siger Katrine og smiler:

– Faktisk betyder Greis “olding” på tysk. Det passer vist meget godt på mig.