Når de flyttede hotel, lagde deres datter sig på sengen og græd. Nu har parret truffet en beslutning

Wauw, neglelak og det hele, hvor ser du flot ud, siger Jonas Vingegaard, da han træder ind i loungeområdet på Hotel Pinenhus ved Glyngøre og får øje på sin kæreste, Trine Marie Hansen, som sidder og venter på ham.

Den vestjyske cykelrytter trækker en stol hen til Trine og sætter sig ved siden af hende.

– Hej, siger han kærligt og klemmer hendes lår.

I et par dage har Jonas Vingegaard haft besøg af danske og udenlandske medier her på hotellet, mens Trine Marie Hansen har været hjemme med deres feberramte datter, Frida.

Trine giver hurtigt Jonas en beretning om, hvordan hun forsigtigt måtte overdrage Frida til mormor Rosa for at nå ud ad døren med de nylakerede negle intakt.

Så vender de sig mod mig med strålende øjne. Klar til at tale om året, der er gået. Et år, der har forandret familiens liv og fået kærligheden til hinanden til at vokse sig endnu større.

Mange danskere fulgte med, da Jonas Vingegaard i sommer krydsede målstregen på Champs-Élysées på den 21. etape som vinder af dette års Tour de France.

Efterfølgende blev han hyldet, som ingen i Danmark er blevet hyldet før.

Tusinder og atter tusinder tog imod Tour de France-vinderen og hans lille familie, da de landede i Kastrup og i en åben cabriolet blev kørt gennem de københavnske gader ind til Rådhuspladsen, hvor endnu flere ventede.

– Det her år har på mange måder været helt vildt, siger Vingegaard.

– Sådan på godt og ondt, tilføjer han.

Hellere for meget end for lidt

Tour-vinderen skænker Trine en kop kaffe og fortæller, at et af de øjeblikke, han husker bedst fra dette års Tour de France, var timerne efter sejren i Alperne.

Indtil da havde han kun set Trine og Frida et par minutter ad gangen i målfeltet, inden han skulle videre og køre mælkesyren ud af benene på “hometraineren”.

Men efter 11. etape fik Trine og Frida pludselig mulighed for at besøge ham på hotellet.

Jonas fortæller:

– Det var virkelig en stor forløsning. Inden Touren havde vi jo faktisk jinxet den ret meget og sagt, at “jeg kommer til at vinde Tour de France”. Vi havde nærmest drukket champagnen – altså, havde vi egentlig ikke det?

Jonas kigger spørgende på Trine.

– Jo, det havde vi, griner Trine.

– Vi havde totalt fejret det på forhånd. Jeg elsker at jinxe ting, for der kan jo ikke rigtig gå noget galt. Man skal ikke tage sorgerne på forskud. Men glæderne, dem vil man gerne have to gange.

Jonas griner med.

– Ja og dagen inden min sejr i Alperne, sagde jeg til Trine: “Jeg kommer til at vinde i morgen.” Og så ville jeg jo gerne have haft, at Trine var oppe på bjergtoppen, men det var åbenbart så begrænset, hvem der kunne komme derop, så det lykkedes ikke. Så da jeg endelig var kommet ned og så Trine og Frida igen, var det virkelig rørende og dejligt, siger Jonas.

Trine nikker:

– Ja for første gang i jeg ved ikke hvor mange dage, sad vi på hotelværelset bare os tre – uden kameralinser, der pegede vores vej. Vi sad og kiggede på hinanden og var sådan: Oh my god, det sker det her! Det var vildt. Og det var så fedt, og vi var så glade.

Jonas kommer i tanke om et andet helt særligt øjeblik under Touren. Og også dette minde handler om Trine og Frida. For inden afgang mod Paris, kunne lille Frida på halvandet år kun sige “nej” og “mere”.

– Og “mor” selvfølgelig, smiler Jonas.

Derfor besluttede Trine sig for som en slags ekstra benzin at lære Frida at sige far. Og det lykkedes.

– Da du sendte den video, årh, mit hjerte smeltede fuldstændig, siger Jonas blødt.

Stå ved dig selv

Jonas Vingegaard har i sin karriere flere gange gjort sig bemærket ved at have sin familie med til både løb og træningslejre. Mange vil huske Trine i en lang gul kjole og tårer i øjnene, som omfavnede Jonas, da han kørte i mål i Paris.

Vi er ikke ret langt inde i interviewet, før det bliver meget tydeligt, at det ikke bare er en floskel, når Tour de France-vinderen siger, at han ikke kunne have vundet Tour de France uden Trine.

Næ, faktisk kan man vist nærmest kalde det en kendsgerning.

Trine fortæller:

– Jeg kan huske i starten, da vi mødte hinanden … altså, jeg er nok lidt hardcore og sådan lidt en strid madamme ...

Hun skæver til Jonas, som smiler og nikker bekræftende.

– Dengang var det, som om du gav for let op i nogle løb. Du var sådan, ej det gik ad helvede til, siger Trine og imiterer en klynkende Jonas.

– Han snøftede og græd jo, og jeg var sådan, du kan da ikke stå der og græde! Det kan ikke nytte noget. Jeg havde det sådan, at hvis vi gør det her, så gør vi det ordentligt.

– Så skal det ikke være sådan, at det kun handler om at vinde. Nej, det handler om at gøre sit bedste. For hvis du gør dit bedste hver gang, og hvis du forbereder dig ordentligt, så er der ikke noget at være ked af, når du kommer over stregen. Heller ikke selv om du ikke vinder. Og det talte vi meget om i starten, fordi du havde en tendens til …

Jonas bryder ind.

– Ja, jeg havde en tendens til bare at give op.

Han smiler skævt.

– Og at være professionel cykelrytter koster jo, og gør man ikke sit bedste, er det bare ikke det værd, fastslår Trine.

Jonas rækker ud efter Trines lår igen.

– Du har virkelig hjulpet mig. Med at blive mere moden og få mere hår på brystet. Førhen, hvis der var en svær situation, gemte jeg mig bare eller snakkede folk efter munden. Du skubbede mig ud i en masse situationer, som jeg i første omgang ikke kunne lide, siger han.

Jonas fortæller, at det f.eks. var vigtigt for Trine, at han dannede sig sin egen mening, når der opstod en konflikt på holdet. Alt for mange gange havde hun oplevet Jonas sidde i holdbussen helt indebrændt og sur over en håbløs strategi, som holdet havde lagt før et løb.

Hun syntes, han skulle finde modet frem, tage tyrene ved hornene og blive mere voksen.

Trine griner:

– Ja, helt ærligt, var jeg jo nok lidt bange for at køre dig midt over, hvis ikke du begyndte at owne dig selv.

De griner begge.

Så fortsætter Trine:

– Altså, jeg aner ikke meget om cykelløb, men jeg kan jo høre, når du fortæller om det, at du er skidegod. Og der er virkelig sket meget, Jonas, for når du bliver utilfreds med noget i dag, er du ikke bange for at skære igennem og sige: Jeg synes, vi skal gøre sådan her i stedet for.

Jonas nikker og vil svare, men Trine afbryder:

– Men det gælder begge veje, for du støtter også mig. Og det er jo også det, der er helt exceptionelt godt ved dig, at du er megaforstående og lyttende, hvis der er noget, jeg er frustreret over. F.eks. kan man nemt føle sig ensom, når man rejser.

– Og det kan være svært bare at tage på den ene legeplads efter den anden et sted i Spanien og håbe, der er et voksent menneske, man kan have en normal samtale med. Men det forstår du godt: At det er hårdt. Så du forkæler virkelig mig og Frida med dine følelser, du sætter virkelig pris på det, for du ved, at det koster.

– Det koster, det her liv. På familiekontoen, siger Trine.

For der er også en bagside af medaljen, fortæller parret. F.eks. har de stort set ikke været hjemme i Glyngøre i 2022.

Da vi taler med dem, er de lige kommet hjem fra Japan, og lige om lidt skal Jonas på træningslejr og er derfor væk det meste af julen. Jonas cykling har ført familien rundt i det meste af verden, så de igen og igen har måtte pakke deres liv ned i en kuffert.

Jonas ryster let på hovedet:

– Det har vi også fortrudt lidt. Det har været meget stressende, især for Frida, som ikke kan lide det der med at flytte hele tiden. I virkeligheden ville vi jo faktisk helst være foruden at rejse så meget. For det er jo hårdt, siger Jonas og kigger på Trine.

– Du elsker jo at komme ud og møde folk og snakke med mennesker, siger Jonas.

– Men mig og Frida er nok lidt det modsatte. Vi kan godt lide at være derhjemme og tulle.

Puslespillet 2023

Særligt under årets Tour de France blev det for meget for Frida, som reagerede på de konstant nye omgivelser.

Og selv om Trine egentlig havde planlagt et roadtrip, hvor de skulle følge Jonas ned gennem Europa, var hun nødt til at sadle om og tage den mere med ro.

– Hver gang vi flyttede hotel, lagde hun sig på sengen, lukkede øjnene og græd. Hun var ikke engang to år, fortæller Trine.

– Jonas og jeg talte jo hele tiden sammen i telefon, og når han spurgte, har I haft en god dag, svarede jeg selvfølgelig sådan nogenlunde på spørgsmålet, men jeg fortalte ikke hele historien.

– Jeg tænkte, det var jeg nødt til at vente med, for det skulle han ikke bekymre sig om. Det var lidt hårdt. Også fordi jeg jo selv gerne ville være der for Jonas, men Frida havde brug for ro, siger Trine.

De fortæller, at de netop har siddet og forsøgt at lægge puslespillet for 2023, og det ser ud til, at de i løbet af det første halve år kun har to uger i april i Glyngøre sammen. Resten af tiden er enten Jonas eller alle tre på farten.

Det betyder meget for parret, at Frida har det godt, så for at skåne hende mest muligt har de besluttet, at de til næste år skal have nogle faste baser rundt omkring i udlandet.

Forventningsafstemning

Allerede da Trine og Jonas blev kærester, lavede de en forventningsafstemning om, hvad der betyder noget for dem hver især. Og her var de meget enige om, at familien altid kommer først.

– Børn er kun små i en vis årrække, og det er med at nyde dem, mens man har dem. Cykling er jo ikke alt. Det er det virkelig ikke, siger Jonas.

Trine bryder ind:

– Faktisk prøvede vi at styre uden om Tour de France, da jeg blev gravid med Frida. Men sådan noget er jo svært at planlægge. Så det endte med, at jeg skulle føde midt under Tour de France i 2020, fordi det blev skubbet pga. corona. Og Jonas sagde derfor nej tak til at være med til sit første Tour de France.

– Det, synes jeg bare, er sådan et stjernegodt eksempel på, at vi prioriterer hinanden og familien højest. Vi ved jo, at mange andre ryttere havde prioriteret anderledes. Men du var slet ikke i tvivl om, hvor du skulle være, siger Trine og kigger på Jonas.

– Nej overhovedet ikke. En fødsel er jo noget, der sker så få gange i ens liv, for nogen sker det slet ikke, og Tour de France bliver jo kørt hvert år. Og så er fødslen af ens børn for mig bare meget større, end det er at køre Tour de France, siger Jonas.

Trine læner sig over til ham.

– Og det er også derfor, jeg er superforelsket i dig, Jonas. Det betyder bare alt, at du prioriterer sådan.

Lige siden vi fik vores værdisæt på plads, og fandt ud af, hvordan er det, vi prioriterer i vores familie, har det egentlig været nemt at navigere i, og derfra har vi egentlig været ligeglade med, hvad andre tænker.

Og det har også givet mig en ro til at tænke, fedt, så går vi all in.

Slut med at cykle

Jonas og Trine mødte hinanden på ColoQuick-cykelholdet, hvor Trine arbejdede som marketingchef.

Hun er 11 år ældre end Jonas og havde allerede været i gang med karrieren en hel del år, da parret forelskede sig og besluttede sig for at stifte en familie sammen.

Derfor har hun heller ikke travlt med, at det bliver hendes tur til at realisere sig selv.

Alligevel har de lavet en aftale om, at cykeleventyret har en ende, for ingen af dem ønsker at leve et liv i en kuffert de næste 10-15 år.

Trine løfter øjenbrynene:

– Jeg har altid forestillet mig, at vi skulle have sådan et leverpostejsliv hjemme i Danmark, og at du f.eks. skulle være bankmand. Men så viste det sig, at du skulle være professionel cykelrytter! Og det er da ikke det fedeste, at man ikke er sammen med sin mand 200 dage om året.

– Jeg vil gerne vågne op sammen med Jonas. Derfor har vi aftalt, at det ikke bare bliver ved, det liv her. At vi på et eller andet tidspunkt stopper med at rejse så meget, og så er det måske mere mig, der så har carte blanche til at prioritere et projekt, jeg har. Så bliver du mere familiefar.

– Ja, vi har jo snakket om, at der er mange cykelryttere, der fortsætter med at være sportsdirektører efterfølgende, og derfor stadig rejser meget, og det synes vi ikke er en god idé efter karrieren.

– Jeg kommer heller ikke til at fortsætte med at køre løb, til jeg er 35 eller 40 år. Det, synes jeg også, er lang tid at være væk fra familien, siger Jonas.

Familien har dog ikke sat en specifik dead-line for, hvornår cykel-eventyret slutter.

For Trine handler det om at stoppe, mens legen er god:

– Det ville være hårdt for mig at skulle hive en mand ud, som er på vej ned, og som er bedrøvet over, at han ikke er så god mere, og at han ikke kan følge med de unge ryttere. Så det, jeg har sagt til Jonas, er, at jeg synes, at han skal slutte på toppen. Fordi det, tror jeg, bliver det bedste afsæt for vores videre liv sammen.

Jonas nikker.

– Inden jeg mødte dig, tænkte jeg, fedt nok, jeg fortsætter, til jeg er 40 år. Ligesom alle andre cykelryttere tænker. Men Trine har fået mig på andre tanker. For det er jo ikke fedt, hvis ens karriere er begyndt at gå nedad, men man skal liiige have det sidste med, så bliver det hurtigt lidt sølle.

Parret taler tit og åbent om, hvad fremtiden mon bringer. De glæder sig til at kunne være sammen med deres familie og venner og til at have mere tid sammen i Glyngøre.

Derfor er det også vigtigt for dem at bevare en tilknytning til den lille by, så de har et liv at vende tilbage til, når Jonas’ ben ikke kan mere.

Selv om mange har undret sig over, at de bor i Glyngøre, har de aldrig overvejet at flytte ud i verden, for Glyngøre er deres – og ikke mindst Fridas – hjem.

– Hvis vi havde boet i Monaco, havde Monaco ikke fejret os på den måde, som Glyngøre gjorde. Vi er glyngøreboere. Vi er lokale og ikke på den måde verdensborgere.

– Vi hører til et sted, og det, tror jeg også, er rigtig rigtig sundt. At hvis noget brænder på, så ved man, hvor man hører til, siger Trine, og Jonas nikker.

De har lige sat et hus i stand her i Glyngøre, og det, syntes de begge, var virkelig skægt. Faktisk så skægt, at de overvejer at gøre det til en karrierevej i fremtiden.

– Vi kan godt lide at investere, så vi forestiller os, at vi gerne vil skabe en forretning i det en gang. Men ikke dumt, det er ikke sådan, at vi bare fyrer pengene af, sådan er det ikke, skynder Jonas sig at tilføje.

– Nej nej, selvfølgelig ikke, griner Trine.

– Vi kan godt lide at investere vores penge i noget, vi godt kan lide, som kunst og huse. Vi er meget lyststyrede, så det, vi investerer i, skal være værdifuldt for os. I det hele taget skal det, vi gør her i livet, give mening for os alle tre.