På et år mistede hun tre vigtige mennesker i sit liv: "Jeg føler, at jeg skulle lære om alt i livet efter det"

Vi starter et andet sted. I en toværelses i Husum i slutningen af 1970erne. Der står ”Inga & Jørgen Jansen” på dørskiltet.

Når Sarah er på besøg hos sin mormor og morfar, og det er hun tit, elsker hun at drøne ned på legepladsen ”Skramleren” med en leverpostejklapsammen i sølvpapir.

For fire år siden døde Sarahs mormor. Og hendes far. Og forholdet til hendes yngste søns far røg. Det var tre livsvoldsomme hændelser indenfor et år. Hun var, siger hun selv, ”nede og ligge og rulle rundt”.

Vedbæk. Dyr bil i indkørslen. Stringent, japansk inspirereret hus. Kaffe og halvanden times samtale om, hvad det egentlig er, man lærer af livet. Hvis man vil.

En af konklusionerne fører tilbage til Husum. En opsummering: At ens evne til at klare sig igennem sorger og kriser er funderet i, hvad man identificerer sig med. Det man fik med, og dem man fik det med af.

Sarah er uddannet psykolog. Som et add-on er hun lige blevet færdig med sin Body SDS-uddannelse, så hun holistisk kan arbejde med både sind og krop i sammenhæng, for: ”det giver bare sindssygt meget mening at udvide psykologien med en større kropsbevidsthed”.

At hun havnede på den uddannelse, var et af den slags tilfælde, der bagefter ikke virker tilfældigt.

I den turbulente tid i sit liv trængte hun til refleksion og ro og tog kontakt til Andrrew Mogensen, hvis familie oprindeligt har opfundet Body SDS-teknikkerne og metoden.

– På det tidspunkt havde jeg … mistet mormor og far og havde brudt med min kæreste, så det var et … sted i mit liv, hvor det hele ramlede lidt, og det hele gyngede rundt.

– Jeg var psykisk nede, men havde ikke lyst til at sidde og snakke med en psykolog, jeg havde lyst til at lægge mig på briksen hos ham og lade ham arbejde med min krop.

– Jeg var der tre-fire gange, og så tænkte jeg: Dét her, det vil jeg også kunne, det er fandeme for fedt. Man forstår virkelig, hvordan det kan løfte én, hvordan det kan forløse krop og sind på samme tid. Der sidder historier, minder, spændinger, psykiske ting og sager i kroppen. Så meldte jeg mig på uddannelsen. Nu er jeg færdig.

Hvad var det, der kom op til overfladen i dig?

– Jeg tror bare, det var sorg. Man mister tre vigtige mennesker i sit liv, det er jo ekstremt sorgfuldt. Det var bare en voldsom periode i mit liv. Jeg skulle sådan hu-ha op og stå. Rejse mig op igen.

Hun gjorde det ved at mærke efter – og fokusere på sin vejrtrækning og den forløsningshindrende smertesamling af angst, stress og sorg i solar plexus.

– Smerten sidder ALTID i kroppen. Jeg tror, at mange måske forbliver oppe i hovedet. Har nogle holdninger til, at det må tage så og så lang tid: nu er der gået et halvt år, hvorfor er jeg så ikke gladere?

– Vi kommer generelt til at være for meget oppe i hovedet. Vil analysere alting, forsøge at forstå alting, har vores egne antagelser om, hvordan sådan et helingsforløb skal se ud.

Sagde psykologen.

– Jamen psykologien er selvfølgelig et fundament, det er det udgangspunkt, jeg ligesom lever ud fra, men jeg synes alligevel, at jeg i processen med Body SDS for første gang i mit liv har været så meget i kroppen.

– Rejsen for mig de sidste tre år har været at gå fra mit hoved og ned i kroppen.

Pimmelim

Sarah er ikke psykolog for ingenting, hun kender faserne i en krise, ved godt, at ingen slipper i løbet af et liv. Men:

– Når det bliver personligt, så bliver det jo med alle de følelser, det indebærer, uoverskueligt og ensomt og bla bla bla… alt det der. Så må man tage en dag ad gangen. Det er et eller andet sted også så banalt, men man tager vitterligt en dag ad gangen, og nogle af dem er bedre end andre.

– Jeg synes egentlig, sådan en tid er god til refleksion. Både i forhold til: Hvad har jeg mistet? Hvad var godt? Hvad savner jeg? Men det er også en meget ydmyg tid.

– Man bliver sådan lidt ydmyg over for livet, fordi man mærker sårbarheden, forgængeligheden og foranderligheden i det.

Hun ser helt bestyrtet ud, da jeg spørger, om hun i krisen oplevede en trang til simpelthen at give slip.

– Nej, aldrig! Sådan er jeg slet ikke skruet sammen, jeg har alt for meget livsglæde og livsgejst.

– Jeg er vokset op med en meget spirituel og hippieagtig mor, det var astrologi og indiske guruer, jeg var i Ashram første gang som 14-15-årig. Deres tilgang er meget reinkarnation, flere liv, at tingene hænger sammen, at vi hænger sammen med naturen.

–Det er jeg vokset op med, så noget af det vil da bide på mig. Jeg kunne selvfølgelig have sagt ”hold da kæft, plimmelim, det må hun selv styre, jeg skal være revisor.”

–Men det har jeg ikke gjort, jeg tror, der altid er en gave i kriser og udfordringer, de er der for at fortælle én noget. Det er jo ikke bare… darkness. Sådan tror jeg ikke, at livet er.

–Jeg tror på, at det, man møder i livet, alt sammen opstår for, at man skal kunne bruge det til noget. Hvis man gider at tage læringen ud af det. Og jeg tror, man får de ting serveret igen og igen, indtil man lærer af dem.

Hvad skulle du igennem?

– Jeg skulle finde mig selv. Jeg skulle stå selv. Og stå selv med, hvor jeg kommer fra, og hvad jeg har været igennem. Med overskrifter og efternavne og ting og sager, skulle jeg fatte, hvem jeg selv var. Uden papirerne på det.

– Jeg skulle begynde at mærke efter og ikke kun leve i mit hoved. Jeg skulle finde ud af, hvem Sarah egentlig er, uden mand, uden far og uden min mormor. Hvem er Sarah så?

– Jeg skulle lære om skrøbelighed, ensomhed, taknemmelighed, selvkærlighed. Jeg føler, at jeg skulle lære om alt i livet efter det. Jeg føler egentlig, at jeg først blev voksen, da jeg blev skilt.

Stolt

Hun har aldrig selv følt, at hun faktisk har levet det billede, som hun muligvis ligner udefra.

– Det ved så jeg alligevel godt, at jeg til dels har, for det lyder åndssvagt at sige, at jeg ikke har. Man kan ikke løbe fra, hvor man kommer fra eller fra sit efternavn, med alderen og tiden har jeg heller ikke lyst til det. Jeg er stolt af det.

–Men jeg tror også, man bruger en stor del af sit ungdomsliv på at finde ud af: Hvem er jeg i det her menageri, den her familie, det her efternavn, det her setup?

–Prinser og prinsesser … det er så en anden situation, men der er alligevel elementer, der minder om hinanden. De er født ind i noget, som de må leve med. Hvordan finder man sig selv i sådan noget? Det er megasvært.

Men det har du fundet?

– Jamen jeg synes jo, jeg har fundet psykologien. Helt fra jeg var 15-16 år har jeg vidst, hvad jeg ville læse.

– Jeg har søgt kernen, siden jeg var teenager. Med psykologien, meditationen, spiritualiteten og så videre. Jeg synes simpelthen, det er interessant, men jeg gør det ikke kun for at sidde og rode i min egen navle.

– Jeg gør det, fordi jeg synes, mennesker og deres historier er interessante. Jeg vil gerne gøre mit til, at de kan heale sig selv, skabe forandring, livslyst, livsglæde.

Et par små sneakers

Et par små hvide sneakers på måtten ved køkkendøren. Dallas er seks år og delebarn.

– Jeg suger de sidste barndomsår ud af ham.

Sarah har også Roberta og Vincent fra sit første ægteskab.

Tre delebørn fra to forhold?

– Ja, det har jo sine udfordringer, der er mange måder at gøre sit liv kompliceret på, og det er sgu en af dem. Alle, der har deleforældre og delebørn, ved, at det kan være enormt besværligt og bøvlet. Men… der kommer min egen baggrund mig måske nok til gode.

– Jeg er jo selv skilsmissebarn og kommer selv fra en meget sammensat familie, så det er på en eller anden måde blevet naturligt, at man skal kunne deles og snakke om tingene og finde ud af at løse en konflikt, hvis den opstår – og lade være med at være sur dagen efter.

– Og det behøver reelt set kun være rigtig bøvlet i en startperiode, hvor ens følelser er meget mere på spil. Efter så må man altså samarbejde, det er en del af det at have børn sammen.

– Og så må man grave sig frem til alle de ting, man jo også kan lide ved hinanden – kunne lide ved hinanden!

Du er god til at tale med eksmænd?

– Ja. Meget. Selv om det også kan være dødbesværligt.

Er det et valg?

– Ja, det er også et valg. Og det er ikke kun mit, det er også et valg fra deres side. Men dér skal man som udgangspunkt finde nogle ordentlige mænd at blive skilt fra, om jeg så må sige. Og omvendt, ikke?

– Igen… hvad er du selv? For den person, du selv er, vælger du jo også parforhold ud fra.

–Jeg tror aldrig, jeg ville have valgt mænd, der … ville i krig, hvis sådan noget som de her brud skete. For det er ikke mig at vælge sådan en slags mand. Så man er jo også medspiller. Både når man er i forholdet, men også når man ikke er i forholdet længere.

Har du mod på et parforhold igen?

– Ja ja. Det har jeg da meget. Men det skal ikke være for enhver pris.

Kærlighed

Vi har danmarksrekord i enlighed. Det er virkeligheden. Men spørgsmålet er, om den virkelighed så er det bedste for os.

– Nej, jeg tror ikke, det er sundt. For vi er sociale væsener. Vi er sociale dyr, og relationer er afgørende for vores liv. Man bliver også lykkeligere og udskiller lykkehormoner, og hvad ved jeg af at være i et parforhold.

– Men jeg tror også, at vi i vores kultur bliver for indoktrinerede med den kærlighedsopfattelse, hvor der går lidt Askepot i den, og de levede lykkeligt til deres dages ende.

–Der går meget tid med at gøre sig til og finde den rigtige, og man skal bare ha’ – man søger kærligheden udadtil.

Kærlighed…

– Det er jo essensen af alting. For essensen af livet er forhold, menneskelige relationer. Om det er til vores børn, partner, venner eller hvad fa’en – så er det, det der gør livet værd at leve for os. Det er jo det, der er værd at leve og dø for, ikke?

– Men det ville være godt, hvis vi kunne skabe lidt mere balance i kærligheden til os selv.

– Jeg ved godt, det kan lyde så enormt klichéfyldt, for hvad vil det sige? Men man skal jo have den via ens forældre. For man får mere kærlighed, fundament, tryghed og tillid til sig selv af at blive voldelsket som lille. At der er nogen, der ser og hører en, fuldstændig som man er.

– Ellers er det, at man begynder at pakke ind og pakke væk og lave sig selv om og spille roller. Så går man ud med alle sine mønstre og forsvarsmekanismer og forelsker sig og kan ikke forstå, at det hele går op i hat og briller.

– Så det handler om, hvordan man kan skabe et godt, respektfuldt, omsorgsfuldt forhold til sig selv.

– Det er da klart, at hvis man går ud med dét som fundament, vil det være noget andet, end hvis man går ud fyldt med usynlige sår og ar og bare bliver vild med et andet menneske. Det starter for helvede herinde det hele.

Siger hun og lægger hånden på hjertet.

– Når jeg kigger helt tilbage på mine forhold, kan jeg da godt se en rød tråd – og en stor udvikling.

– De første forhold, ungdomsforhold, var så meget baseret på min faderoplevelse, min opskrift på FAR-kærlighed, den blev levet ud. Det var med de briller, jeg gik ud og ledte. I de første forhold var der mange flere karaktertræk fra min far og også fra min papfar end i de senere. Helt klart.

– Man kan sige, at forældreopskriften på kærlighed er den, man starter med at leve ud. Og så bliver man klogere henad vejen.

– Men jeg har jo også altid valgt mænd, der ligesom KAN noget, VIL noget, de fylder og har et kæmpe ego og er gode inden for hver deres felt. For det er jeg vokset op med. Det, synes jeg, er mandigt, ikke?

Men selvkærligheden, hvad med den? Den handler nu om at erkende, hvad det er, man selv vil. Og ikke længere vil.

Det handler om selvrespekt og egne behov. Og om at det ikke skal være parforholdet for enhver pris.

Hun tror, det gælder for mange af os – at vi kommer til at leve i periodiske parforhold afbrudt af perioder med behov for at leve alene.

– Apropos den her periode de sidste fire år… altså det med at LØBE ud for at finde en ny og kun kunne være alene i to-tre måneder, og så ER der en ny – det er slet ikke mig, det siger mig ikke noget, og det vil jeg slet ikke byde mine børn.

For brud tager tid:

– Ja, de tager lang tid.

At skifte hest i vadestedet?

– Det kan man ikke. Det er klart nu, at… mit første brud ved alle, hvordan så ud: Det var fra den ene til den anden. Men der kan man sige, at man måske følelsesmæssigt er mere eller mindre færdig i et forhold, og det kan man have været i lang tid.

– MEN det er ALDRIG at foretrække. Det er alt for svært. Og det er et eller andet sted unaturligt, for ligesom det tager lang tid at mødes og lære hinanden at kende i så og så lang tid, før man skal flytte sammen, giftes eller hvad man skal – så gælder det samme på vej ud. Forstår du?

Men:

– Det er bare svært, når kærligheden slår en i gulvet. Der er skyld og skam nok i sådan en umulig situation, men vi er også nødt til at være mennesker. Hvis man bliver ramt – så bliver man ramt.

Men man kan ikke læge et brudt forhold med et nyt?

– Nej.

Ansvar

Og så er der et ord, der står og banker på. Der er for mange, der ikke vil lukke det ind, siger Sarah. Ordet er: ansvar.

– Når livet går lidt imod én, synes jeg, det er vigtigt, at man også har spejlet. Ikke altid at vende den udad: ”han var også en idiot”. Man er nødt til også at kigge sig selv i spejlet.

– Altid at pege på andre kan man ikke bruge til noget. Det at tage et medansvar eller putte sig selv ind i ligningen er det, der skaber læringen, det, der gør, at man kan udvikle sig som menneske.

– Ansvar er noget, jeg har tænkt en del over på det sidste. Når man hører ordet, ser man nærmest den løftede pegefinger. Det gør man også i parforhold, og man er klar til kamp med det samme.

– Men det er synd, for der er noget vildt positivt og opløftende over det ord. Det er DIN chance for at erkende nogle ting. At nå ind til din indre styrke, din indre power.

– Det er megapowerfuldt at sige i et parforhold: ”Hver gang vi har den her konflikt, kan jeg se, at du bliver enormt ked af det, når jeg ikke gider høre på, hvad du siger, det er bare, fordi det minder mig om et eller andet fra min mor og far, det er ikke dit ansvar. Den tager jeg på mig”.

– Det er superfedt i et parforhold, men det er da også powerfuldt og tilfredsstillende for én selv. Så det med at tage ansvar er en indgang til ens egen indre power.

– Hvis man får rullet den snebold, kan man tage mere og mere ansvar i sit liv – og så er man sgu ret godt kørende. Det har ikke noget med skyld og skam at gøre. Det har noget med styrke at gøre.

Flødeskumssludder

Sarah har på grund af sin mor og sin ”70’er opvækst” et spirituelt take på tilværelsen, men det spirituelle handler for hende om sammenhæng, det indre i samklang med det ydre.

Glem alt om at finde løsningen i tarotkort, fjernhealing og andet i den ydre afdeling. Al udvikling starter inden i en selv. Og det gør ondt.

– Ja, det gør vanvittig ondt. Det handler basically om at lære sig selv at kende, det er også virkelig banalt, men det gør man altså ikke med den form for spiritualitet, hvor ”jeg mediterer bare, og jeg tænder et lille lys, og så chanter jeg lidt”.

– Det er ikke spiritualitet, det er flødeskumssludder. Hvis du virkelig skal have fat i dig selv, så er det på godt og ondt. Du skal hive lortet frem, ikke?

– Følelsen af utilstrækkelighed, ensomhed, at du er enormt dårlig til at sætte grænser og hader at være i konflikter. Alt det lort, vi alle sammen har.

– At du har svært ved at udtrykke dine følelser, fordi du ikke kan lide at være sårbar, fordi det er vildt angstprovokerende, fordi du i din opvækst ikke har lært de ting, og fordi du har skullet passe på dig selv.

– Vi skal ind til lortet. Vi tror alle sammen, at det kun er os selv, der har det, men alle har det.

– Og man skal kunne omfavne sig selv med alt, hvad det indebærer. Folde hele viften ud. Med alle de pæne farver og alle lortefarverne. Hele Flügger-paletten.

– Og så skal man have gloet på det hele: Det hele er mit! Det kræver, at man tager ejerskab på det.

Snotforvirrende

Jo, hun er privilegeret. Har altid været det. Altid fået. Men hvad vil man sige med det?, spørger hun retorisk og lidt træt.

Hun er godt klar over, at folk lige nu er pressede økonomisk i en trængt tid og medgiver, at hun ikke er det. Men det, vi taler om, er det essentielle: livet og kriserne i det, og det er, siger hun, almenmenneskeligt.

Det gælder både i Husum og i Vedbæk. Det er det, hun oplever, når hun har klienter i sin praksis.

Den eksistentielle bekymring, angst, tankemylder. Hun ser det som et symptom på generel ubalance. Det er en folkesygdom. De unge har den i svær grad.

– Man laver skolereformer og snakker uddannelsesparathed, men hvad er det egentlig, de er parate til, når de er færdige med skolen? De er i hvert fald ikke livsparate.

– De er stressede, angste og snotforvirrede. Samtidig har vi den der perfekthedsting kørende. Op i røven med den.

– Vi må starte fra scratch. Kaste skoleskemaet op i luften. Psykologi, sundhed, meditation, krop, hvad ved jeg – det skal ind i skolerne. Faget ”Krop og sind”. Det ville gøre en afsindig forskel.

Jeg spørger, om hun er stærk. Hun stiller et modspørgsmål. Hvorfor spørger jeg om det? For det er ikke hendes egen opfattelse. Men hendes livssult indikerer alligevel, at hun nærmest tackler kriser som en stædig opdagelsesrejsende, der har mødt uforudsete udfordringer i junglen.

– Styrke handler om fundament. Dermed ikke sagt, at der ikke var bøvl i hendes barndom, for det var der, siger hun. Men der var også fundament.

– Hun taler om det vigtige i at være blevet rummet som barn. Og det handler nul om iPhones, rejser, tasker eller noget som helst andet, der koster penge. Sagt med vægt af en konsekvensekspert. Og så havner vi i Husum igen.

– Jeg har været meget rummet af mine bedsteforældre. Ekstremt. Altså … uden dem, havde jeg været anderledes. De hentede mig jo, jeg var der hver weekend, deres lille lejlighed i Husum var min lille base.

– Det er også derfor, jeg nogle gange kan blive lidt irriteret over den der snak om mit efternavn og at være privilegeret og alt det der, for jeg har levet med det hele mit liv og ligesom forsøgt at distancere mig fra det, for det er så nemt udefra at sige, ”Hun er en Zobel, hun er født med en sølvske i røven” – når en stor del af mit liv ikke har været sådan.

– En toværelses i Husum har fyldt i mit verdensbillede MERE end det andet. Rent konkret timemæssigt har det fyldt mere i mit liv! Og sådan psykologisk tillidsmæssigt og hvad livssyn angår, har det også fyldt mere.

Og det, der betyder noget menneskeligt er, hos hvem man falder ind i sig selv som barn?

– Ja, det er vigtigere. Grunden til, at jeg husker det så godt, er jo fordi, det har betydet noget.

– Mine bedsteforældre var tryghed, enkelhed. Det var smurte leverpostejsmadder i sølvpapir på ”Skramleren”. Det var yoghurt på foldeudsengen i stuen, den var oldtudsegammel og blev aldrig skiftet ud.

– Det var min morfar, der sov i stuen på en madras, hver gang jeg kom – det var ikke mig, der skulle sove dér.

– Det var en lille undulat ude i køkkenet og kaffemaskinen, der stod og knirkede og dryppede hele dagen. Og så var det godnathistorier i sengen. Og sang. Meget sang med min mormor. Sang sang sang.

– Jeg elskede at synge. Det var bare en base af tryghed, kærlighed og nærvær.

Det er den slags, der skaber mennesker, der kan finde ud af at stå på to ben, når livet rammer?

– Præcis. Jeg tror, det er med til at gøre, at man bedre kan … stå i orkanen. Og acceptere at livet er fuld af forandringer.