Hun holdt sig fra at skide i 12 dage og opdagede først, hvor stort problemet var, da mavesmerterne tog til
Foto: Privatfoto
Som teenager var Gabriella Svanholm Andersen ræd for, at nogen skulle overhøre hende, når hun gik på toilettet. Eller at nogen ville komme derud, når hun var færdig, og tænke negativt om hende på grund af lugten.
Så derfor holdt hun sig. I mange dage ad gangen.
– Det var særligt noget, der blev problematisk for mig, da jeg som teenager boede på en kostskole i hverdagene. I starten holdt jeg mig hele ugen, indtil jeg kom hjem hos mine forældre i weekenden.
Ofte gik der fem dage mellem toiletbesøgene, men nogle gange længere tid. I en weekend skulle Gabriella besøge sin daværende kæreste, og hun tog med ham hjem direkte fra skolen fredag eftermiddag.
Det betød, at hun endte med ikke at skide i 12 dage.
– Jeg var så bange for at komme ud fra toilettet og blive udskammet. Selv om det nok er de færreste, der ville sige noget, var jeg sikker på, at de ville tænke det. Jeg ville slet ikke kunne se dem i øjnene bagefter, forklarer hun.
Måske har du det selv bedst med at skide derhjemme i trygge omgivelser på dit eget, private badeværelse?
Sådan har jeg det også. Men jeg er med årene blevet mere opmærksom på ikke at holde mig. Samtidig ved jeg, at rigtig mange af mine egne veninder hellere vil ligge i fosterstilling og vride sig i smerte end at gøre det uden for hjemmet.
Nogle undgår at gøre det, når de er på arbejde, eller når de overnatter hos deres nye flirt. Andre holder sig i weekender og hele uger, når de er på ferie med svigerfamilien eller kæresten. Rigtig mange finder på små, hvide løgne, så de kan snige sig væk og gøre det i fred på tankstationer eller i hotellobbyer.
Og det er ikke bare kvinderne i mit liv, der holder sig. Da jeg i en gruppe på Facebook skrev, at jeg søgte kvinder til denne artikel, som kendte til den angst og skam, der for mange er forbundet med at gå på toilettet, væltede det ind med henvendelser.
At skide er ikke bare normalt, men også en nødvendig funktion for kroppen. Alligevel er afføringsskam, eller skideskam, en reel problemstilling for rigtig mange – som kan føre til blandt andet kronisk forstoppelse.
Det er naturligvis ikke udelukkende et issue for kvinder, men det har en kønnet slagside. Det viste en undersøgelse, som Megafon udførte for TV 2 og Politiken i 2019, også.
Forstoppelse er desuden hyppigere blandt kvinder end mænd, ligesom kvinder er overrepræsenterede blandt patienter med irritabel tyktarm.
Spørger man psykolog med speciale i skam Krista Korsholm Bojesen, skyldes kvinders skideskam blandt andet, at det at være utiltrækkende eller ulækker er noget af det, rigtig mange kvinder frygter allermest.
– Skam er følelsen af at være forkert. Og den er meget voldsom, når det drejer sig om følelsen af at være ulækker. Når man er bange for at vække afsky hos andre. Fællesskabet er så vigtigt for os, at vi er vildt bange for at miste det, forklarer hun.
Og mens mange drenge socialiseres til nærmest at prutte om kap, er det helt anderledes for piger, der skal være feminine – hvilket prutter og lort absolut ikke opfattes som, understreger hun.
Hun skal lige til at sove, da hun opdager det: Det føltes som to kolde poser vand, der lå på mit bryst
Den oplevelse genkender Gabriella Svanholm Andersen, men hun understreger samtidig, at hendes egne forældre aldrig har udskammet hende for hverken at prutte eller skide.
– Hvis mænd prutter, er det sjovt eller lige meget, og vi griner måske af ham. Men hvis kvinder prutter, så er det klamt, ucharmerende og ikke feminint. Jeg er flere gange stødt på kommentarer på Facebook om, at det er klamt, at kvinder skider, eller at mænd aldrig ville være sammen med en kvinde, der prutter foran ham.
– De her diskurser bliver holdt i live. Men ikke kun af mændene. Jeg har også set kvinder, der skriver, at de aldrig kunne drømme om at prutte foran deres mand.
At Gabriella ikke kunne få sig selv til at gå på toilettet på skolen eller hjemme hos andre, begyndte lige så stille at påvirke hendes hverdag. Hun havde tit ondt i maven, havde svært ved at koncentrere sig i timerne og undgik at gå i bestemt tøj, fordi hendes mave var hård og oppustet.
Det betød også, at hun ofte forsøgte at udskyde at tisse, fordi hun var bange for at komme til at skide, når først hun satte sig ned på toiletbrættet.
– Det var vildt ubehageligt, fordi jeg følte mig utilpas hele tiden. Jeg gik bare og tænkte: “Nu må det godt bare blive fredag, så jeg kan komme hjem og skide”.
Mavesmerterne blev efterhånden så voldsomme, at hendes mor tog hende med til lægen. Smerterne skyldtes, at hun var forstoppet, lød konklusionen.
Hun fandt efterhånden en form for løsning på problemet – afhjulpet af HUSK og et trick, hun lærte af en anden pige på kostskolen: Hun gav sig selv lov til at gøre det, lige inden hun skulle i bad. På den måde var lugten væk, når hun kom ud fra badeværelset.
Det dæmpede angsten og skammen, men hun holdt alligevel øje med, om drengene var i den anden ende af skolen, før hun gik derind. Hun frygtede, at de ville kommentere hendes toiletbesøg, som hun havde hørt dem gøre ved andre før.
Sådan gjorde Gabriella i årevis. Da hun først fandt sammen med sin nuværende kæreste, havde de en aftale om, at han først måtte gå ud på toilettet efter hende, når hun sagde til. Først efter mere end to år i et trygt forhold – og i en alder af 23 år – har Gabriella taget mod til sig, sluppet kontrollen og fået et mere afslappet forhold omkring sine toiletbesøg derhjemme.
For nylig sked hun også på et offentligt toilet for første gang i sit voksne liv.
– Det virker som om, at mange mænd er lidt mere nonchalant omkring det. Enten annoncerer de ud i lokalet, at de går ud og skider, ellers gør de det bare, siger Gabriella Svanholm Andersen.
– Men som kvinde skal man nærmest planlægge det. Hvornår kan jeg skide? Hvornår må jeg skide? Det er en del af mange ting, der udgør forestillingen om, hvordan kvinder skal være. Vi skal dufte dejligt, vi skal gå med makeup, have pænt tøj på og være velsoignerede.
Nick Haslam, professor i psykologi ved University of Melbourne og forfatter til bogen ‘Psychology In The Bathroom,’ mener, at der er to årsager til, at især kvinder oplever frygten for at skide.
Først og fremmest, fordi frygten hovedsageligt er drevet af angst, og kvinder generelt er mere udsatte over for alle typer af angstlidelser. Men derudover er der en klar kønnet dobbeltmoral omkring hygiejne, siger han.
Kvinder socialiseres til at væmmes mere ved afføring og til at være mere bekymrede og opmærksomme på renlighed og at eliminere kroppens lugte. Resultatet heraf er, at idéen om at blive set eller hørt, mens man skider, føles mere belastende for kvinder, end det gør for mænd, siger han.
Den opfattelse kan Gabriella Svanholm Andersen nikke genkendende til.
– At skide hører mændene til, mens fortællingen om kvinder i højere grad er, at det er blomster og regnbuer, der kommer ud. Selv om alle tisser, prutter og skider, så er det ikke altid socialt acceptabelt, uanset hvor banalt og naturligt det er, siger hun.
Når vores venskaber går i stykker, er der ofte én forklaring. Her er psykologens råd til at undgå det
Hvis man selv er hæmmet af skideskam, anbefaler psykolog Krista Korsholm Bojesen, at man øver sig i at gøre det alligevel, selv om det føles grænseoverskridende.
– Og så skal man prøve at tale med nogen, man er tryg ved og stoler på, så man lige så stille kan arbejde på at komme af med den skam. Men jeg siger ikke, at det er let, og det er samtidig virkelig smertefuldt og stressende at leve med.
Speciallæge i mave-tarm-sygdomme Dennis Raahave har tidligere over for Politiken forklaret, at han mener, at skammen har rod i barndommen, da mange børn lærer en række dækord for toiletbesøget: Nummer to, bummelum og puha eksempelvis.
– Når samfundet omkring en har den kollektive forståelse, at man endelig ikke må kalde lorten for det, den er – nemlig lort – så bliver det mystisk, og man kan næsten ikke undgå at få et unaturligt forhold til det, siger han.
Og udover at opfordre alle til at kalde det, hvad det er – at lave lort og skide – anbefaler han også, at man følger trangen, når den opstår.
Og at man lærer at skide på, hvis det ikke lugter så godt.