Opskrit på Kylling med citrusfrugter, kartofler og rødløg
Klassiker er gode men festen er at pifte dem lidt op - her er en opskrift på helstegt kylling med et eksotisk tvist. S å glæd familien med en mør og saftig helstegt kylling, hvor friske citrusfrugter giver saft og smag til saucen.
Tid 20 minutter.
Ovntid: 60-70 minutter.
Antal personer: 4
Ingredienser til kylling med citrusfrugter
• 1 kylling
• 3 appelsiner, usprøjtede
• 1 citron, usprøjtet
• 800 g kartofler
• lidt olivenolie
• Salt
• 3 fed hvidløg
• 3 rødløg
Rucola med sennepsdressing:
• 100 g rucola
• 1 tsk flydende honning
• 1 spsk æblecidereddike
• 1 spsk dijonsennep
• 2 spsk olivenolie
• Salt
Opskrift på helstegt kylling trin for trin
1. Tænd ovnen på 220º. Læg kyllingen i en bradepande med brystet opad. Skær appelsiner og citron i både. Skræl kartoflerne og skær dem i mindre stykker. Pres saften fra 1 appelsin ud over kyllingen og læg resten af citrusfrugterne i bradepanden sammen med kartoflerne. Dryp med olie, drys med salt og sæt bradepanden i ovnen i 45 minutter. Vend rundt i kartofler og citrusfrugter undervejs.
2. Skær hvidløg i tynde skiver og rødløg i både. Tag bradepanden ud af ovnen og læg hvidløg og rødløg mellem kartofler og citrusfrugter. Sæt bradepanden tilbage i ovnen i 15-20 minutter til kyllingen er gennemstegt.
3. Rucola med sennepsdressing: Skyl og tør rucolasalaten. Rør honning, eddike, sennep og olie sammen og smag til med salt. Vend dressingen med rucolasalaten.
4. Skær kyllingen ud i mindre stykker og server med kartofler, løg, citrusfrugter og rucolasalat.
Find andre lækre opskrifter her:
Thailandske frikadeller