Ifavn-opdragelse: "Jeg tror ikke, vi er skabt til at være væk fra vores børn"

Hjemme hos Cellina Martinna sover hele familien sammen i samme seng. Den yngste sidder oftest i en slynge på enten Cellina Martinna eller hendes mand, og den ældste blev ammet indtil han var over to år gammel. Metoden, familien opdrager efter, kaldes ifavn, men da Cellina Martinna for lidt over fire år siden var gravid med første barn, var det på ingen måde sådan, hun havde forestillet sig deres tilværelse.

Opdrager med ifavn

Som mange andre førstegangsmødre havde Cellina Martinna en klar idé om, hvordan hun skulle være mor. Hvordan hun skulle opdrage og hvilke værdier, hun ville give videre. Hun havde for eksempel tænkt, at hun højst skulle amme i tre måneder, da hun blandt andet var bekymret for, at det ville begrænse hendes frihed til at gøre, hvad hun ville. Men da barnet kom, blev virkeligheden pludselig en anden, og forventningerne med. Under graviditeten havde hendes søster foræret hende bogen ”En blid start”, og den blev startskuddet til at tænke mor-rollen på en anden måde.

- Jeg havde vildt mange ideer om, hvordan jeg gerne ville være som mor, men jeg læste alligevel bogen, og da Milan blev født, var jeg ikke i tvivl. Jeg handlede fuldstændig efter, hvad der føltes mest naturligt for mig, og det var blandt andet at amme i meget længere tid, end jeg først havde tænkt. Jeg ændrede mig virkelig meget i den periode.

LÆS OGSÅ: De 7 største synder i børneopdragelsen

Ændringen betød blandt andet, at det hun før havde tænkt om tilværelsen som mor, blev taget op til revision. For eksempel ville hun ikke bare amme i mere end tre måneder, hun ville amme indtil hendes søn selv sagde fra. Det betød, at hun endte med at amme ham i lidt over to år.

”En blid start” er den første danske bog om det stadig mere populære begreb Attachment Parenting. Et begreb, der beskriver, hvordan blandt andet en blid opdragelse og tæt fysisk kontakt med forældrene skaber stærke, harmoniske og selvstændige børn. Bogen er bygget op omkring otte principper eller retningslinjer, man som forældre kan følge, når ens børn er små.

De otte principper bag ifavn er:

1. At forberede fødslen

2. At give følelsesmæssig opmærksomhed

3. At amme

4. At bære sin baby (i favn eller slynge)

5. At dele søvn

6. At undgå hyppige og langvarige adskillelser

7. At opdrage blidt og positivt

8. At skabe balance i familiens liv

Kilde: ifavndanmark.dk

Filosofien er undersøgt og understøttet af flere eksperter på området, og Cellina Martinna føler, at denne opdragelsesmetode passer godt til hendes måde at være mor på.

- Ifavn er blevet et lidt moderne udtryk, men jeg har aldrig følt, at det var noget, jeg skulle trække ned over hovedet på mig selv, bare fordi der var nogle principper, jeg skulle følge. Jeg har gjort det, der føltes naturligt for mig, og så passede det ret godt overens med alle punkterne.

- Jeg tror sådan set bare, at de ifavnske principper bygger op omkring den måde, man er skabt til at være sammen med sit barn på. I dag kommer det tit til at handle om, at man skal komme hurtigst muligt i form igen efter fødslen, at man skal ud og være sammen med sine venner, være social og huske kærestetid. Jeg synes, det er en kedelig tendens, at man hurtigst muligt skal løsrive sig fra sin baby.

LÆS OGSÅ: 6 ting, du med fordel kan diskutere med din partner, før baby kommer

I tæt kontakt

Og ifølge ifavn er det netop tæt fysisk og psykisk kontakt med barnet, der bliver fremhævet som et af de vigtigste redskaber til at skabe trygge børn. For Cellina Martinna kommer den tætte kontakt helt naturligt. Hun har aldrig haft en nat væk fra børnene, de er begge blevet båret i slynger en stor del af tiden, og hun er højst væk fra den yngste en halv time ad gangen, når hun for eksempel skal ned at handle. Og selvom det kan virke ekstremt for nogle, har hun ikke meget tilovers for andres kommentarer om, at hendes børn aldrig lærer at blive selvstændige på den måde.

- Jeg tror på, at den måde, man får selvstændige børn på, er ved, at man altid er der, og at man ikke presser dem ud i noget, de ikke har lyst til. Jeg tror, der sker en helt naturlig løsrivelse, og det har jeg også kunnet se med Milan. Der kom et tidspunkt, hvor han begyndte at løsrive sig af sig selv, han er lige som alle andre treårige, og selvom han er blevet båret meget i slynge, gik han da han var 11 måneder.

Skal ikke i skole

Den tætte kontakt fylder en del i Cellina Martinnas familie, og hendes to børn har derfor aldrig gået i institution. For noget tid siden besluttede hun og hendes mand tilmed, at deres børn heller ikke skal i en almindelig skole, men skal hjemmeskoles. For hende er beslutningen blandt andet et resultat af, at hun ikke føler, der findes en løsning, der kan leve op til de ting, hun ønsker for sine børn.

- Det ville være meget mærkeligt for mig at sende mine børn i institution. Det er mine børn, og derfor er det mit ansvar at passe dem. Institutioner er jo skabt, fordi mor og far skulle på arbejde, men hvis man ser mange år tilbage, så boede man tæt med sin familie. Moren gik derhjemme, og man var sammen med sin familie. Jeg tror ikke, vi er skabt til at være væk fra vores børn. Jeg tror, det er meningen, at de skal være tæt på os, og lære med os. Det er blandt andet også derfor, jeg gerne vil hjemmeskole mine børn.

- Jeg har selv været ude i mange praktikker i sfo’er og børnehaver, og jeg synes ofte, det handler mere om at sidde stille og række hånden op, end det handler om læring. Der er ikke plads til at udfolde sig på samme måde, som jeg tænker er godt.

LÆS OGSÅ: Sådan lærer dit barn bedst

Men beslutningen om at hjemmeskole børnene, har ikke været uden forbehold.

- Jeg er godt klar over, at jeg fratager dem noget, de normalt ville få, hvis de gik i skole. Der er en masse sociale strukturerer, som de bliver skærmet fra, men det sociale spil foregår jo overalt, hvor der er mennesker. Det er der, når man tager ned og handler, eller er sammen med venner. Jeg synes bare ikke, det nødvendigvis skal være otte timer hver dag, fra mandag til fredag.

- Det har selvfølgelig været en bekymring, for hvad nu hvis nu det fejler, og mit barn ikke kan finde ud af at opføre sig pænt. Men med det, jeg allerede nu har oplevet med Milan, kan jeg se, at han godt kan opføre sig pænt, når vi er ude blandt andre. At han godt kender til de sociale spilleregler med, at man for eksempel står i kø, venter på tur, og siger tak for mad.

LÆS OGSÅ: Forstå dit barns kærlighedsprog

Et fuldtidsjob

At opdrage på den måde, Cellina Martinna har valgt, er, som hun selv udtrykker det, ”langt fra den nemme løsning”. Det sætter krav til, at hun som mor kan være til stede hele tiden, at hun kan varetage rollen som underviser og at hun er blevet nødt til at tilsidesætte egne behov. Men alligevel har hun aldrig fortrudt, at hun har valgt at gøre, som hun har.

- Jeg er mor hele tiden, 24/7. Men det er et valg, jeg selv har taget, og jeg er glad for det valg. Det kan da godt nogle gange være lidt hårdt, men jeg vil gerne give mine børn den bedst mulige start på livet, og det tror jeg, de får ved at være rigtig meget sammen med deres forældre.

- At lade dem være alene generelt, går mig meget imod. De må gerne være kede af det, og de må gerne græde og være frustrerede, men de skal gøre det i en favn, de er trygge i.

Cellina Martinna Petersen, 24

Hjemmegående mor og blogger

Gift med Mikkel

Sammen har de sønnerne Milan på tre et halvt og Elliot på et år

Læs mere om hendes valg på cellinamartinna.dk

Om ifavn

Ifavn er en filosofi omkring forældreskab og opdragelse, udviklet af den amerikanske børnelæge William Sears. Det stammer fra det engelske begreb Attachment Parenting, og arbejder ud fra teorien om, at en tæt tilknytning til forældrene er et basalt behov for barnet. Når det imødekommes skaber det robuste og trygge børn.