Paleo med Thomas Rode
Foto - Claus Boesen
Kostpyramiden er blevet vendt på hovedet flere gange - og efterhånden findes der et uoverskueligt udbud af kost-regimer, der lover sunde og slanke kroppe. Q sætter denne gang fokus på paleo og har talt med blandt andre Thomas Rode, der har valgt stenalderkostens vej og aldrig kunne finde på at vende tilbage til nutiden.
Få paleo kostplanen fra Thomas Rode her
Stenalderkost eller paleo. Navnet fremmaner måske ikke ligefrem billeder af sundhed - måske snarere af flintesten og lændeklæder af skind. Der er dog rent faktisk tale om en rimeligt let forståelig måde at anskue vores kost og sundhed på, for med paleo er der er tale om en livsstil, hvor du kan spise dig mæt i "normalt" velsmagende mad, hvor du ikke skal tælle kalorier, hvor du har energi - også klokken 16.00 om eftermiddagen, hvor du med paleo spiser, som du er beregnet til fra naturens side, og hvor du bliver slank, stærk, sund, får pænere hud, stærkere negle og meget mere energi.
Hvad er vi designet til at spise?
Ifølge paleo-princippet er vi fra naturens side designet til at spise sådan her:
• Animalske produkter (undtagen mælkeprodukter)
• Frugt og grønt
• Nødder og olier
Og vi er ikke designet til at spise sådan her:
• Kornprodukter
• Stivelse som kartofler og majs
• Sukker
• Tilsætningsstoffer
• Mejeriprodukter (Mælk fra køer er beregnet til kalve og ikke mennesker)
Og vi er absolut slet ikke designet til at spise sådan her:
• Mad med lange ingredienslister
• E numre
• Farvestoffer
• Sukker
• Kunstige sødemidler
Læs også: Sådan holder du dig mæt i flere timer
Paleo handler om at spise den kost, man kunne finde og skaffe i naturen, før landbruget kom til. Og hvorfor er landbrugskost ikke fremmende for din energi, sundhed eller dit taljemål? Fordi korn og sukker tænder ild i dine celler. Når du spiser sukker, korn og alverdens moderne tilsætningsstoffer, foregår der en slags usynlig ildebrand i cellerne, som skaber fedme og sygdomme.
Måden, du slukker denne ildebrand på, er med paleo bl.a. ved at spise masser af grøntsager, nødder, olier og bær. Så kan du undvære brød, havregryn, ris, pasta og alt hvad der indeholder sukker (undtaget frugt, som er tilladt) og til gengæld kan lide tanken om at smovse dig i masser af kød, grønt og bær, så er paleo måske noget for dig.
Q har talt med chefkokken fra restauranten Kong Hans, Thomas Rode, der har forvandlet sin krop og energi med paleo, og Stine Silke Allermand, der engang led af voldsom migræne og nu er totalt smertefri. De har begge fået et bedre liv, efter de er begyndt på at spise paleo. Men hvordan gør de? Hvorfor er paleo den rette livsstil for dem? Hvorfor virker paleo ifølge eksperterne? Og hvad vil det give DIG at leve efter paleo?
Alt dette får du svar på lige nu, så rul ærmerne op og lad os komme i gang!
Thomas Rode forvandlede sin krop med paleo
Kokken Thomas Rode, kendt fra tv-programmet 4-stjernet middag på Kanal 5, begyndte at spise stenalderkost for cirka fire år siden. Han var træt af at være træt. Træt af en energikurve, der gik op og ned i løbet af dagen, og han ønskede at spise, så han fik mere vedvarende og stabil energi dagen igennem. Jeg mødte Thomas til en snak om hans forvandling med paleo.
Thomas Rode fortæller om paleo
Egentlig har jeg ikke det store videnskabelige belæg for at udtale mig om paleo, men jeg har valgt at gribe det an efter, hvad jeg finder mest logisk i forhold til kost og sundhed. De ting, vi oprindeligt har levet af, må være de ting, kroppen er skabt til at spise. For 2,5 millioner år siden var der ikke majs-, korn- og sukkermarker, som efterhånden har overtaget vores basiskost. Det er billigt og nemt at holde civilisationen i gang med korn og sukker, men det ændrer ikke ved, at vi er skabt til at spise anderledes, til at spise paleo. Vi er beregnet til at bevæge os meget og løfte tunge ting, og når ikke vi gør det i vores stille siddende samfund, så bliver vi fede, syge og energiforladte.
Læs også: Sådan vælger du det sunde kød
Rigtig mange af de sygdomme, mange bøvler med i dag, fandtes ikke inden agerbrugets indtog for ca. 12.000 år siden, hvor vi fandt ud af at proppe frø i jorden hvert år og sidde på vores flade røv og høste en masse korn, sukker og stivelse. Gennemsnitsdanskeren spiser over 50 kilo sukker om året, og så kan vi ikke forstå, hvor al den sygdom stammer fra.
Paleo hører desværre ikke til de gængse kostråd, for det er ikke bekvemt at undvære forarbejdede fødevarer og ris, pasta, kartofler og brød - endda også rugbrød. Det er nemmere at sige til danskerne: "Bare spis groft, fedtfattigt og alt med måde". Og det er da også sundere at spise rugbrød end franskbrød eller at spise mindre portioner end større portioner, men det er bare ikke hele sandheden, hvis du vil have meget mere energi, færre livsstilssygdomme og et smallere taljemål.
For mere information om paleo
Den største og bedste hjemmeside om paleo (på engelsk)
Se 5 minutters video der på en simpel måde forklarer, hvorfor kroppen trives bedst med paleo
Du kunne også være interesseret i at læse